April 2008

Se, det er altså noget sjovt noget for mig at skrive disse klamamser. Jeg har nemlig skrevet en helt anden i fredags, som handler om at have holdninger. De sidste ugers medieomtale af Anni Brinch (”fra bordel til bonede gulve”), Kasper Bech Holten (”skvat!”) og nu senest Jeppe Kofoed (ja, det var jo noget med ”moralsk anstødeligt og utilgiveligt” – come on!!!

Nå, men jeg har skrevet en lang klamamse om at have holdninger og om at forholde sig til det man ved, noget om (hvilket ofte ikke er særlig meget – især når det kommer til sager, som man ikke selv er part i). Den klamamse får I på et andet tidspunkt – for jeg har nemlig noget vigtigere på hjerte, som jeg gerne vil dele med Jer – og det handler om at have tillid til sig selv.

Jeg er nemlig begyndt på et kursus.

Et kursus i personligheds-afvikling – lur mig om ikke det kommer til at resultere i flere klamamser end denne.

Nå, men resultatet af denne weekend er for mit vedkommende: ”Lone, det vigtigste er tillid til dig selv”. Læreren er en skarp fætter og har tilsyneladende luret, at jeg godt kan være liiiiiiidt langsom i optrækket, så nu mens jeg skriver til Jer, kan jeg i øjenkrogen skimte et stort sort kryds (fed sprittusch) på min venstre håndryg. Det lavede han, så jeg kunne huske ”tillid til mig selv”.

De af Jer, som har hørt mig tale i mere end 10 min. vil vide, at jeg har stor tillid til ”kraften som får blomsterne op af jorden, og hårene på benene til at vokse”. (Oversættelse for Jer der ikke kender mig: Jeg tror på, at der i livet er et flow, som vil os det bedste, og at menneskets opgave er at lade være med at stå i vejen, men derimod at overgive sig, og lade tingene ske, som de gør).

Se, det var godt, at jeg lige skrev den oversættelse – for det står nemlig meget klart for mig, at det jo er ret vigtigt at beslutte mig for hvilken flod, jeg vil træde ned i – med specielt fokus på ”at træde ned i”, og så lade mig flyde med den. Pointe: Jeg (altså dig, der læser dette) har sgu’ også noget at skulle have sagt.

Det kan illustreres på følgende måde: Jeg bestemmer, om det er påskeliljer, pæretræer, roser eller tulipaner, der skal plantes – og så sørger kraften (der i øvrigt også sørger for, at hårene på benene gror – så den virker jo) for resten. Og det, som er det nye for mig, er, at jeg jo har noget at skulle have sagt om det, som kraften skal virke på.

”Duuuh!!” Ja ja – jeg hører Jer – men som sagt er jeg langsom i optrækket, og det aspekt, altså at jeg har en indflydelse på, hvad der skal plantes, har jeg vel egentlig godt vidst – men det er det sorte kryds, som jeg fik i denne weekend, som gjorde mig opmærksom på, at jeg faktisk mangler tillid til mig selv. Der er nemlig en del af mig, som tvivler på, at jeg overhovedet er kompetent til at finde ud af, hvad der skal plantes – påskeliljer eller pæretræer?! Og mit mønster har indtil i går været, at jeg enten gik i seng i stedet for at vælge – og så kommer der selvfølgelig hverken påskeliljer, pærer eller noget som helst andet. Eller at jeg såede frøene i små urtepotter, satte dem i vindueskarmen med en intention om at plante dem i haven, når tiden var inde – men så glemte jeg at vande dem på grund af ren glemsomhed, uorganiserethed, så meget rod at jeg ikke kunne se dem og derfor glemte dem eller ren og skær opgivenhed fordi jeg ikke lige kunne se, hvordan de skulle plantes ud i haven. Uanset grunden var resultatet det samme: Ingen høst.

Og ved I hvad – jeg har også haft et andet mønster: Find mænd, der skal reddes! Se hans potentiale, og flyt himmel og hav, glem mig selv, så han kan udvikle sig til at blive den mand, han er inderst inde. Så kan jeg nemlig slippe for at koncentrere mig om at gøre det, der skal til, for at jeg spreder mine vinger og flyver. Se det er en klamamse i sig selv – og den (og mange andre indsigter får I i foredraget ”Konstruktiv Kærestesorg” (www.powerprinsesse.dk for datoer og foredragsindhold – og det handler ikke kun om kærestesorg).

Det er en proces – og nu er den i gang. I’ll keep u posted!

Nå, jeg blev dissekeret godt og grundigt i weekenden og nede under alt dette ligger: Lone – du mangler tillid til dig selv. Og der er visse punkter, hvor jeg har meget tillid – og det er jeg meget taknemmelig for. Dér, hvor jeg oplever den manglende tillid, er, hvor jeg skal beslutte mig for, hvilke løg der skal lægges i jorden. Eller rettere jeg skal beslutte mig for, hvilke løg jeg vil passe og pleje – og så i øvrigt have tillid til, at kraften, der sørger for, at hårene på benene vokser, at den også sørger for, at det, jeg lægger i jorden, vokser.

Og nu hvor jeg skriver dette, så kan jeg jo godt se, at jeg ikke ville tvinge pæretræer til at vokse et sted, hvor de ikke kan. Livet har nemlig lært mig forskellen på at yde indsats og på at blive ved med at knalde hovedet ind i en mur. Så jeg tror faktisk ikke, at jeg behøver at være så nervøs – for jeg kan faktisk komme i tanke om en del gange, hvor min mavefornemmelse har sagt ”nej”, ”hmmmm” eller ”vent lige lidt” – og hvor det har vist sig at være helt korrekt. Så jeg kan vel egentlig godt have tillid til mig selv og min evne til at mærke, skelne og vælge …

Dog – som det gik op for mig i weekenden – har jeg stadigvæk en del at lære på det område, så jeg går i gang i det små. Gutten, der afholder det famøse gør-det-mod-satte-af-hvad-du-plejer-på-de-områder-hvor-du-tåger-rundt-og-se-hvad-der-så-sker-kursus, er til handling, handling, handling. Han har absolut intet tilovers for intentioner, planer, ”jeg gør det i morgen” og dets lige – han er i den grad en handlingens mand – og det vil jeg tage til mig på følgende måde:

Jeg vil være bevidst om, at enhver handling jeg foretager – eller vælger ikke at foretage – skal være et udtryk for tillid til mig selv. Ordet ’tillid’ kunne nok erstattes med ’kærlighed’ – dog ligger der i ordet tillid (i lige netop denne sammenhæng) en styrke til at vælge: Pæretræer eller påskeliljer! Kærligheden til mig selv ligger nok i, at jeg elsker og værdsætter mig selv så højt, at jeg træffer nogle valg, sådan at jeg kan opleve endnu mere af livet og opleve endnu mere af det, jeg har i mig.

Det er jo sådan, at uanset hvor mange fisk, der er i vandet, så får man ingen, hvis man ikke putter en fiskesnøre i vandet! Det nytter ikke kun at købe fiskestangen – den skal B R U G E S.

Et kvarter gammelt eksempel er, at jeg puttede tomat og grøn peber i min pasta til aftensmad (normalt ville jeg bare have spist pasta med pesto), men jeg messede mit nye mantra: ”Lone, det vigtigste er tillid til dig” – og når jeg sørger for, at jeg får noget ordentlig mad indenbords – så er det et udtryk for tillid til mig selv (Jep, jeg er helt med på, at pasta med to tomater, en kvart peberfrugt og pesto ikke er ”ordentlig mad” – men for mig er det fremskridt).

Jeg håber, weekendens sætning kan inspirere nogen af Jer til at gøre et eller andet anderledes, hvor det er påkrævet. Det er som om, at livet får en anden kvalitet, når sætningen ”… er dette tillid til dig?” er en slags underlægningsmusik.

Ja, så i næste kvartal, som vi lige er trådt ind i, vil jeg øve mig i at bestemme, om jeg vil plante pærer eller påskeliljer og gøre det, der skal til, for at de får optimale vækstbetingelser, og selve væksten, altså det magiske i at noget vokser, det sørger kraften for.

Jeg skal holde Jer opdateret, og jeg vil meget, meget gerne høre fra de af Jer, som måtte ligge inde med erfaringer vedrørende tillid, små skridt til fuldførelse af projekter … og nemme aftensmadsretter til en, som spiser fisk – men ikke andet, der har haft en puls – modtages også gerne her i tillid-til-mig-selv-projektet. Jeg kan jo for pokker ikke have 200% tillid til mig selv, hvis jeg ikke engang prioriterer at finde ud af, hvordan jeg får noget næringsrigt at spise!

Tak for jeres tilstedeværelse, tak til Jer der skriver tilbage med egne refleksioner og erfaringer og tak fordi jeg føler, at jeg ikke er alene – men forbundet.

Kærlige tanker herfra