I morges startede dagen her i de varme lande med så tykt et skydække, at jeg droppede såvel solcreme som solhat og solbriller i den tro, at de skyer ville være her hele dagen. Min administrationsgeneral er hernede for at lægge planer for 2018 og forsøge at rydde op i det rod, som de forløbne års fravær har afstedkommet, og vi arbejdede et par timer – indtil min hjerne sagde STOP.
Det er ret sjovt at lære sin hjerne at kende på den måde, som jeg erfarer det efter overbelastningsreaktionen i 2015. Efter nogle timers koncentreret tale begynder jeg at glemme ord, kludre i sætningskonstruktioner og tabe trådene midt i samtalen.
Og sååååårhdet tid til at stoppe.
Om eftermiddagen cyklede jeg glad afsted i solskinnet – det skete nemlig det forunderlige, at hele det store tunge skydække forsvandt ,,, og det spandtes der en ende over: