Jeg var til julefrokost i går med en spandfuld aarhusianske damer – det var fantastisk, intet mindre! Der er simpelthen intet, som fællesskaber med skønne, inspirerende mennesker, som gør mig glad i cellerne. Dette indlæg skrives fra smukke solbeskinnede Aarhus, om en times tid bringer Molslinjen mig tilbage til København, hvor menuen står på mere julefrokost med flere dejlige damer.
Sidste år – og året før – var jeg totalt indisponibel som følge af kollapset i april 2015, men nu – kære venner – er der simpelthen fremskridt. Og jeg er SÅ glad!.
Her i dag lørdag, dagen derpå læste jeg avis og tænkte tanker:
Virkelig tankevækkende at høre dig tale i videoen og blive opmærksom på, at jeg faktisk sidder og er misundelig på dit halvandet år i skabet.
Puh, der skal vist sadles om, når man synes at en stressdiagnose og en tvungen tilbagetrækning lyder attraktivt ?
Men der er tyve år til, jeg bliver 55 – så mit fjumreår er langt væk ?
Kære Mette.
Jeg synes, du skal beslutte dig for, at NU tager du en fjumreperiode, hvor du eksperimenterer med lidt forskellige måder at leve på. Og måske trænger du til mere sjov – måske trænger du til overordentlig mange middagslure i en periode. Det kan også være, at du trænger til en tre dages weekend hver måned – eller hvad du nu kan få mingeleret med dit arbejde.
Men det korte svar på dit spørgsmål er jo, at dit fjumreår er så langt væk, som du beslutter dig for, at det er … nu da du så fint er opmærksom på, at du har behov herfor.
Ja, når man begynder at ønske at man selv var sat ud af spillet, så er det tid til at lave spillet om.
Jeg hører gerne, hvad status er.
Kærligst
Lone