At leve med angst
Det her er relevant for folk der oplever angst eller folk der har nogen i deres omgangskreds som har angst. Jeg er ikke på nogen måde professionel, jeg deler bare ud af min egene erfaringer, i håb om at andre kan bruge det til noget.
Jeg fik angst som følge af et stresskollaps, jeg fik i 2015. Angst er noget jeg har mærket på egen krop, og det er selvfølgelig individuelt hvordan man mærker det. Men måske du kan genkende noget af det jeg siger.
Når jeg får angst kan jeg mærke en summen i håndfladerne og fodsålerne. Jeg har kvalme i maven og det føles som om min hals er forsnævret. Mit hoved føles lidt havregrøds agtigt, på sådan en usammenhængende måde.
Jeg vågnede i morges og havde det præcis på den måde, og blev ked af det over det. For jeg tænkte “nu får jeg ikke noget ud af dagen”. Men så slog det mig’ “Lone, lad vær med at give op på dagen før den er startet”. Den kan stadig nå at vende. En dårlig start på dagen, behøver ikke at betyde at dagen også skal slutte sådan.
Det fik mig til at tænke på en snak jeg havde med en jeg kender som er tideliger stofmisbruger. Personen fortalte mig at det værste og bedst ved ikke længer at tage stoffer er at man kan mærke sig selv. Jeg kender folk på stoffer eller ej som har dissocieret sig selv fra deres følelser rent mentalt. De har derfor haft det meget godt, men i virkeligheden er det fordi de ikke har været i kontakt med deres følelser. De har adskilt sig fra en del af sig selv, så de ikke længer har kontakt til den.
Men hvordan kan jeg så håndtere følelsen af angst, så den ikke føles så overvældene? Hvis jeg nu kunne få plads til at denne følelse kunne spredes ud i hele kroppen. Så ville der være mere plads til at have det sådan. Så behøver områderne ikke at være så centeret.
Er det særligt rart. Nej! Ville jeg ønske det var anderledes. Ja! Men kan det være der? Ja! Noget af det at være voksen er at man opdager at man har plads til at have det sådan. Som voksen tror jeg det er sindssygt vigtigt, at finde ud af hvordan man kan have plads til alle dele af sig selv.
Da jeg var yngre over spist jeg for at bedøve følelsen af at være tabt i verdenen. Hvis man spiser nok bliver man nemlig så dejlig træt, at man kan falde i søvn og forsvinde fra virkeligheden.
Derfor tror jeg, at måden at man blive voksen på er at vende sig selv til at tænke det her er virkeligt urart, virkelig ufedt og virkelig fustrende, men jeg kan godt være i det. Og så når man føler man er ved at knække, så det vigtigt at huske på at det ikke er det samme som at man knækker. For selvom det føles sådan, så er der flere ting inden i en end det man lige mærker nu og her.
Det er altid godt at snakke med andre mennesker når man har det sådan. Jeg har god erfaring med at det skal være rigtige mennesker som skal tale tilbage til en. Jeg kan se på Instagram, at der er nogen som søger trøst i, at laver videoer de deler. Jeg har brug for rigtige mennesker, når jeg har det sådan.
Husk på. Vi skal ikke give op på dagen før den er startet.
