Kapitel 5: Grib i egen Barm
Madelaine Albright har engang sagt, “there is a special place in hell for women who don’t help other women”.
Kunne man forstille sig en sådan sætning sagt om mænd? Nej, vel?
Ms. Albright er jo en yderst observant dame og må have erfaret, at det nogle gange er svært for kvinder at støtte hinanden. Godt nok havde jeg først i livet ingen veninder, men jeg er til gengæld endt op med at få de sejeste af slagsen, som støtter, hepper, hopper og danser, når tingene lykkes for mig. Så det der med, at kvinde skulle være kvinde værst, har jeg ingen personlig erfaring med.
Tværtimod elsker jeg at være i selskab med kvinder, især dem som på en eller anden måde gør sig nogle tanker om, hvad det egentlig vil sige at leve dette liv som kvinde. Så jeg var rigtig i hopla, da jeg for nogle får siden befandt mig til et kvindenetværksmøde. Restauranten var utrolig lækker, og hele rummet summede af kvinder, der lige havde mødt hinanden og som bare klikkede, mens andre kom med små hyl af gensynsglæde.
Det hele var meget flot og gennemført. Der var bordkort, maden var fantastisk og snakken gik livligt omkring mit bord, og aftenens konferencier bød os velkommen. Hun sagde masse gode ting, blandt andet huskede hun os på, at vi levede i en del af verden, hvor kvinder var utrolig privilegerede, og at mange kvinder ville give alt, hvad de ejede for at have vores frihed. Hun mindede os om, at vi var her for at modbevise sætningen ”kvinde er kvinde værst” og opfordrede til diskussion og meningsudveksling (hvilket vel sker ret automatisk, når 50 kvinder er samlet, men lad nu det ligge).
Vi skulle tage udgangspunkt i nogle små kort med spørgsmål, om hvad det ville sige at være kvinde, at være fri, arbejdsfordelingen hjemme og i erhvervslivet, at have power og om ”power” er noget, der kan slukkes for, og hvor den kommer fra. Det sidste har jeg af gode grunde gjort mig en del tanker omkring og var spændt på, hvad de andre havde af input. Sidste spørgsmål handlede om plastikkirurgiens indflydelse på kvindens rolle i samfundet. Det tegnede til at blive en super spændende aften, og jeg glemte alt om at være træt.
Vi fik et kvarter til at diskutere hvert spørgsmål, og så fik en repræsentant for bordet en mikrofon og kunne så fortælle resten af forsamlingen, hvad bordets deltagere havde talt sig frem til. Det var afsindigt spændende, især fordi nogle mennesker ser verden med nogle så markant anderledes briller end man selv gør. Muligvis er man ikke enige og bliver det heller ikke, men – især for sådan en som mig – er det sundt og nærende at få udfordret min livsopfattelse.
Tiden var knap, og sidste punkt var jo det om plastikkirurgiens indflydelse på kvinderollen. Jeg har ikke selv erfaring med plastikkirurgi og kender kun to kvinder, som har fået lavet silikonebryster. Den ene fordi, hun bare gerne ville have større bryster, og den anden fordi ”ungerne sugede sgu’ det hele ud”.
Ved mit bord kom det frem, at der sad en i sidste kategori. Hun havde savnet fornemmelsen af fylde sine bluser ud, som hun præmoderskabligt havde gjort. Hun fortalte lidt om sine overvejelser og havde haft lidt dårlig samvittighed over ikke bare at acceptere tingenes (slappere) tilstand, som en naturlig del af livet. Det satte en interessant samtale i gang omkring det at ændre på sit ydre. Fire kvinder ud af seks farvede hår, og to af dem fordi håret var ved at blive gråt. En havde fået afbleget sine tænder, fordi de var gulnede grundet rygning, to havde kontaktlinser og ingen af os havde hår på benene eller under armene.
Vi lavede alle noget om ved os selv, og vi anså alle os selv for at være selvstændigt tænkende kvinder, der ikke lader os koste rundt med eller hjernevaske af hvem eller hvad som helst.
Konklusionen blev, at vi egentlig ikke havde nogen mening om, hvorvidt folk lagde sig under kniven eller ej.
Men så skete der noget, som kom aldeles bag på mig. Konferencieren, der besad et betydeligt komisk talent, lavede med sit kropssprog en parodi på ”jeg-er-eller-vil-gerne-være-Playboy-Bunny-med-omfangsrige-silikonebryster-og-matchende-læber”-udgaven af kvinder, som får foretaget plastiske operationer.
Tilhørerne brød ud i en højlydt latter, og salen emmede af stor enighed: ”Det er modbydeligt, nedværdigende, kvindeundertrykkende og i det hele taget langt ude at lave om på sin egen krop”.
Hjertet sank i livet på mig.
Det, som skuffede mig den aften, var manglen på medfølelse. Mindreværd kan manifestere sig på mange måder, men løsningen er i hvert fald ikke at anklage andre for deres måde at løse det på. Jeg tror, at megen mindreværdsfølelse ville smelte bort, hvis mennesker stod fast på deres holdninger og så skrottede meningerne – især dem om andres måde at tackle livet på.
Jeg ved fandme godt, hvordan det er at tænke, at fik jeg bare fladere mave eller tabte 10 kg, så ville min lykke være gjort (selvom mine bryster er relativt små, har vi altid været gode venner). Og gad vide om ikke de fleste kvinder uanset hvor feminist-fremme-i-skoene og uafhængige de end er – kender følelsen af, at hvis bare et eller andet, det være sig fysisk eller karakterologisk, var anderledes, så ville de have det bedre med sig selv.
Jeg kan godt se, at det er nærliggende at formode, at den kvinde, der har fået lavet silikonebrysterne, har gjort det for at få sin selvtillid boostet, måske som jagt på kærlighed og anerkendelse.
Men tænk lige over, hvor mange valg som helt eller delvist er motiveret af ønsket om at blive set i et mere gunstigt lys eller for at kompensere for en følelse af mindreværd.
Kvinden med silikonebrysterne er af åbenlyse grunde nem at spotte og derfor også nemmest at tage stilling til. Men hvad med hende, som i årevis arbejder 100 timer om ugen, som er ved at gå helt ned af stress, men som ikke siger fra. Ikke fordi hun ikke kan, men fordi hun har behov for at kompensere for angsten for at virke svag, inkompetent og ikke god nok.
Hende med silikonebrysterne er nem at få øje på – men hvad med den anden? Hun findes i flere varianter, men fylder ofte ikke så meget i gadebilledet. Hun lider i stilhed og bliver mere og mere indtørret.
Nogle gange kan det være relevant og livsvigtigt at bryde ind i andre menneskers liv, men meget ofte skal man gribe i egen barm (uanset størrelse) og holde op med at have en mening om, hvad andre gør med deres.
Læs kapitel 6 på mandag.
