For nogle uger siden mødtes min højtskattede veninde Ditte Giese og jeg til frokost.
Lidt af en bedrift var det for mit vedkommende, da det var mange måneder siden, at jeg kom op, i bad, tog kjole på, børstede hår OG tænder OG kom ned i bilen OG parkerede inde i byen OG fandt det aftalte sted på rette tidspunkt.
Vi satte os i et stille hjørne – noget som er vigtigt, når hele krops- og nervesystemet langsomt tilvænnes store mængder input efter et overbelastningskollaps.
Ditte tilhører kategorien af veninder, som jeg ikke har daglig – endsige ugentlig – kontakt med, men damn, hun har sit helt eget hjørne i mit hjerte.
F.eks. kommer der en imellem en ‘jeg tænker lige på dig-sms’, og hver eneste gang jeg er i havvand tænker jeg på hende, da hun også elsker at få havvand i alle folder.
I hendes selskab føler jeg søsterskab, kvindehood og østrogensaftighed og hun giver mig simpelthen lyst til at tage store bidder af tilværelsen.
Hun er i øvrigt ophavskvinde til mange indsigtsfulde, skarpe og humoristiske artikler i Politiken – senest om hendes datingeventyr. Min mor sagde for nogle uger siden: “Ihh Lone, jeg har klippet en artikel ud til dig; den er skrevet af en dame, Ditte Giese. Hun er meget klog og dygtig. ” Da jeg fortalte min mor, at Ditte rent faktisk er en veninde, blev hun helt ihhh-agtig. Sjovt at min mor er fan af hende.
Nå, tilbage til pointen: I løbet af de sidste år har vi begge oplevet forskellige kriser med det til fælles, at vores fundament er crashet … som man siger på godt dansk. Nu er vi begge i gang med at opbygge og opdage – og selvom det utvivlsomt har været barsk, så er tingene begyndt at falde på plads på en ny måde hos os begge.
Vi havde den bedste samtale – du ved en af den slags, som gør, at man takker sine dna-engle for at være landet på Jorden som kvinde.
Snakken faldt – sjovt nok – på mænd, og min kære veninde er generelt god til at nyde dem, og hun har lige haft en intensiv mandenydelsesperiode.
Ovenpå den periode har hun nu besluttet sig for at tage en lille mandepause for at nyde sig selv, “jeg vil bare danse i mit eget måneskin”.
Da hun sagde ordene, var det som om, at et eller andet inden i mig gled til side, og jeg smilede over hele hovedet, mens min skønne, viise, stærke, bløde, saftige og vidunderlige veninde strålede som den klareste fuldmåne.
Hurra for inspirerende veninder.
Hurra for ord. Ord skaber virkeligheden.
Hvad sker der i dig, når du siger til dig selv: “Jeg danser i mit eget måneskin …”?
Skriv et par ord i kommentarfeltet.
… og når nu vi er ved ‘måneskin’, så skal denne golden-oldie da lige på banen.
Måske er du for ung til at kende dette nummer, ellers husker du også at have stået hjemme foran spejlet med hårbørsten og skråle løs:
