I dag er en “travl” dag – jeg har grafikermøde.
Det lyder vanvittigt, men det er noget af en overvindelse at skulle afsted og hen til en person, som har sat tid af til at tale med mig om noget, som er vigtigt. Processen startede et halvt års tid, inden jeg kollapsede, så det skal lukkes nu. Grafikeren skal jo også videre i sit liv 🙂
Heldigvis er min assistent, Claudia, med. Når jeg mister koncentrationen – efter ca. 12 minutter – begynder at stamme og mister overblikket, så træder hun til; at hun dukkede op i mit liv er et klokkeklart bevis på, at mirakler sker, og at vi virkelig ER støttede og elskede, og at alt løser sig (som jeg ofte hører mig selv sige). Historien om hende kommer en anden god gang.
I dag er min opgave bare give de store linjer, så finder de ud af resten sammen. Og så drøner jeg hjem i hulen igen!
Åh, det lyder afsindigt ‘first-world-agtigt’, og hvis jeg læste dette og ikke havde prøvet at kollapse, så ville jeg tænke: “Hun må sgu da tage sig sammen”. Grunden til, at jeg nedskriver disse oplevelser i en blog, er faktisk, at jeg tror, det går mere og mere i glemmebogen, des bedre jeg får det. Og egentlig håber jeg, at mine oplevelser kan komme andre til gode.
I Biblen – for lige at trække de tuuuuuuuunge skyts frem – står der, at man ikke skal dømme andre, fordi med det mål man dømmer andre, vil man selv blive målt … jeg kan SÅ godt se, at det giver mening!
Nå, folks – hav en skøn dag !
