Forleden hørte jeg en TED-talk, hvor speakeren (som man siger på godt dansklish), sagde noget i retning af: For at flytte sig væk, bliver man nødt til at ankomme først.
Når en situation, man egentlig helst ikke vil befinde sig i, opstår – og det sker jo indimellem, så er kunsten ikke at svælge i situationen, og det går heller ikke at ignorere den … hvis ubehaget larmer så højt, at det er u-ignorerbart. Nogle ting og situationer kan ændres ved ganske enkelt ikke at give det ret megen opmærksomhed og koncentrere sig om noget andet. Og indimellem duer den teknik ganske enkelt ikke.
Så må man “ankomme” – og modstå fristelsen til at svælge – men stadigvæk anerkende følelsen af skuffelse, frustration, ønsket om at noget, nogen eller en selv var anderledes, hvilket kan oversættes til “jeg accepterer det, som er.” Med andre ord, så ankommer man.
På et eller andet tidspunkt, kan man så begynde at gøre noget andet … man bliver ikke nødvendigvis top-glad-i-låget, men accept gør, at den energi, som før brugtes på at ønske, håbe, bede, forsøge at trylle, forsøge at undvige, forsøge at ignorere, kan bruges på noget andet: Tanken om, at noget kan blive anderledes, og at det måske ender med at blive helt fint, selvom man på i n g e n måde kan se, hvordan det kunne se ud. Men det vigtige er, at følelsen begynder at ændre sig – og stille og roligt begynder fremdriften.