Sårbarhed og selvtillid
Som sædvanlig har jeg svaret efter bedste evne, alligevel er der en del, jeg ikke har nogen bud på, derfor vil kraftigt opfordre Jer andre til at kommentere og supplere mit svar, så Rikke og andre i hendes situation kan blive klogere. Rikkes mail er lang, men læs den – det er meget relevant for mange.
Kære Lone.
Jeg har set dig i både Q TV og i Aquadorable – noget sagde mig jeg skulle finde din hjemmeside, se hvad du havde på hjerte. Det viser sig du er et lige så fantastisk menneske som jeg forestillede mig – ja, jeg er altså kvinde, en ret ung kvinde fylder 18 år om 2 måneder, så egentlig er jeg vel slet ikke en del af din “gruppe” eller hvad man skal kalde det, men tænkte at jeg stadig kunne skrive til din brevkasse med et lille håb om du måske kan give mig nogen gode råd.Vil starte fra begyndelsen – jeg var 12 år gammel da jeg opdagede første gang jeg havde følelser for dette fantastiske menneske, når man ikke er ældre tænker de fleste sikkert “Det kan sgu da ikke være specielt seriøst?” tjo, ved jeg egentlig heller ikke om det var idag – men mit dilemma var det var et familiemedlem. Uanset hvad jeg gjorde kredsede mine tanker kun om ham – på det tidspunkt vil jeg virkelig kalde det en forelskelse, men jeg måtte jo prøve at glemme ham – og der var også andre fyrer der lige kom forbi min vej, men uanset hvad hjalp det – når jeg så ham igen var det kun ham der betød noget. Da jeg var 14 år fik jeg min første kæreste – jeg kunne da lide ham, det var ikke det, og jeg åbnede mig op for ham – 14 dage efter fandt jeg ud af han havde en anden også. Selvom det var så kort tid har det slået virkeligt hårdt, jeg stolede jo på ham og troede langt fra vores forhold ville ende sådan. Min følelser for mit familiemedlem var heller ikke rigtigt forsvundet, men efterhånden gik det mere hen i betagelse end egentlig forelskelse, men uanset hvilken fyr jeg “faldt” for eller ville prøve på noget sammen med gik det i vasken – for han lå konstant i baghovedet, og fik det nærmest som om jeg var ham utro – synes selv det lyder sindssygt nu når det kommer ned på skrift og jeg tænker mere over det. I starten af februar måned i år tog jeg så modet til mig – jeg snakkede ud med ham om det, han tog det så fantastisk flot og kunne mærke på mig selv det var det jeg havde brug for – det var også ham der gav mig det sidste skub til at finde ud af at det nok mere havde været betagelse til sidst end forelskelse … Efter den episode – faktisk før havde jeg hele tiden gået og sagt jeg ikke skulle være forelsket eller have en kæreste. Nu ville jeg fokuserer mere på mig selv, studierne og træningen (karate).
Men midt imellem alt det her dukker denne fyr op – jeg skulle starte i en ny klasse og første dag jeg trådte ind i lokalet så jeg HAM, han sad der med hans fantastiske charmerende smil og flotte brune øjne – kan huske at en tanke kørte igennem mit hoved “Han skal bare blive min kæreste”, men derefter glemte jeg alt om ham – eller ikke alt, men tænkte ikke på ham på den måde igen. Til vores gallafest i slutningen af november måned skete der så det at vi næsten sad og snakkede hele aftenen – og BANG så slog lynet ned, det gik op for mig at jeg nok aldrig har været så forelsket i en person som jeg er i ham, min teori er nok at jeg skulle have den ting med familiemedlemmet afsluttet før der var rigtig plads til en ny, men lad nu det ligge.
Dagen efter skrev jeg til ham og jeg fik hans MSN – derefter kørte snakken løs på MSN og vi begyndte at træne sammen kort tid efter (han går sørme også til karate). Vi er ikke sammen endnu, men tro mig jeg ville virkelig ønske det skete. Mit problem er jeg er bange. På en måde for at åbne op vel, men også for at når jeg åbner munden så støder jeg ham væk fra mig og måske ender med at blive såret – samtidigt med det tror jeg kun han opfatter mig som en ven og ikke har regnet ud endnu jeg faktisk er vild med ham, så det er en del sværere for mig at få ham til at åbne øjnene lidt, specielt fordi jeg er genert og ikke aner hvordan jeg skal nærme mig ham. Jeg er overvægtig så det har altid givet mig en del problemer mht. selvtillid og jeg kæmper virkelig for at få de kilo af – specielt i hans tilfælde ønsker jeg det mere end noget andet, fordi han faktisk ikke er særlig stor.
Men hvis bare jeg kunne åbne op for ham og vidste hvordan jeg kunne få en god kontakt til ham til dagligt, og vise ham at jeg er mere end interesseret i ham uden at overdrive – så ville jeg måske have en chance? Det er her jeg håber du kan give mig nogle gode råd – til hvordan jeg styrker min selvtillid så jeg får lettere ved at snakke med ham. Normalt er jeg et menneske der godt kan lide at snakke, og ofte ved hvad jeg skal sige – men når jeg står over for ham bliver jeg fuldstændig blank. Det irriterer mig virkelig.
En anden ting der virkelig irriterer mig er han har så god en kontakt med min veninde – de snakker godt nok ikke sammen i fritiden, men i skolen gør de specielt fordi hun sidder ved siden af ham, og hun fortalte mig hun havde rækket hendes hånd ud imod ham og så havde han taget den … Jeg blev bare så ked af det, og ikke mindst misundelig. Min trøst er hun siger hun ingen interesse har i ham – og hun er vidst også selv forelsket… Men jeg hader bare at jeg bliver så misundelig på andre piger han snakket med, fordi jeg bliver bange for der er noget imellem dem, eller han er faldet for hende. Nogen gode råd imod?
Tak fordi du tog dig tid til at læse det – håber på nogen gode råd fra dig.
KH Rikke
Jeg løb tør for batteri, så nedenunder fortsætter svaret …
