Denne klumme skrives på min altan. Ved siden af mig står en kop the og en sød, lille hvid potteplante, som min veninde og navnesøster Lone gav mig, sidst hun var på besøg.
Hun kommer ikke på besøg mere, fordi hun er død, gået bort eller gået videre. Vælg selv.
For to år siden hvor det var lige så varmt som i disse dage, ringede min telefon. En blid stemme i den anden ende af røret fortalte, at hun to år før havde set mig demonstrere erotisk dans til en kvindemesse, og hun skulle til at relancere en natklub i København, “kan du undervise pigerne i dans”, sagde hun. Jeg tog en dyb indånding og gav mig til at forklare hende, at jeg IKKE underviste strippere i at strippe, men at jeg brugte dans til at danne nogle rammer, hvor helt almindelige kvinder kunne genopdage deres egen evne til nydelse og åbne for deres kvindelighed. Det havde intet som helst med strip at gøre, men pointen var at lade kvinder opdage, at den erotiske kraft – nydelse og sanselighed – skal dyrkes og have plads. For nogen – blandt andre mig – er det et enestående værktøj til at falde til ro i mig selv og finde selv-kærligheden frem. Hun lod mig tale færdig og fortalte så, at denne effekt NETOP var det, hun ville have ind i sin natklub. Tanken var at lave nogle arrangementer for de (primært yngre) kvindelige gæster fra kl. 21-23, og efterfølgende skulle der så være adgang for mænd. Det lød spændende, og vi aftalte at mødes den følgende uge.
Lone kom trippende på lilla stilletter, læderbukser og -jakke, fuldt makeup’et og med affarvet hår. Påklædningen, hende alder (jeg skød hende til midt i 40‘erne) og den blide, jyske stemme matchede slet ikke sammen i mit hoved. Vi krammede hinanden instinktivt og gik ind på natklubben.
“Der er ved at ske noget farligt”, sagde hun, “når jeg står i døren, kan jeg se, hvordan nogle af fyrene taler til deres kærester. Jeg har overværet tre piger blive puffet hårdt ind i væggen af deres kæreste … og de er gået hjem med ham igen; pigerne siger ikke fra.” Hun fandt to flasker vand frem fra baren. “Der er ikke langt fra puf til tæsk. Og verbale og følelsesmæssige tæsk er lige så slemme, som de fysiske.” Hun rakte mig den ene flaske vand, “faktisk er de følelsesmæssige og verbale tæsk værre, fordi dem er der ingen, der kan se, og de nedbryder ens selvtillid og selvrespekt.”
Ærligt indrømmet var jeg noget overrasket og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige.
“Sagen er, Lone, at når nogen fortæller dig, at du er nul og niks, at du ikke er værd at elske og at ingen vil have dig, så ender du med at tro på det. Især hvis du i forvejen er … tom.”
Denne samtale kom helt bag på mig. “Hvad mener du med tom”, spurgte jeg. Lone, tændte en cigaret og pustede den blå røg ud i det tomme natklublokale.
“Pigerne er tomme indeni, de hungrer efter bekræftelse”, Lone sprang ned af barstolen og vrikkede hen over gulvet, “Se mig, se mig, se mig”, vrængede hun skabet, “og de tørster efter kærlighed – knep mig, knep mig, knep mig”. Det er et cirkus, og nogle af pigerne kan sgu ikke holde til det – og det kan fyrene i virkeligheden heller ikke.
Jeg var helt paf. “Jamen, hvad vil du have, at jeg skal gøre”, spurgte jeg, “normalt holder jeg foredrag på arbejdspladser for lidt ældre kvinder, og dine diskoteksgæster er jo knapt nok 18 år”.
Hun tog en slurk af sin vand og kiggede intenst på mig med sine blå øjne, “du skal fylde disse piger op med selvkærlighed og med selvtillid, for når de har det, så vil de aldrig lade nogen gøre sig ondt.” Jeg rynkede panden og kiggede væk – det gør jeg altid, når jeg tænker. “Hallo”, hun hev mig i ærmet, “kom lige tilbage prinsesse, det er altså livsvigtigt!”. Hendes blå øjne blev mere og mere intense, “du skal lære dem at fylde sig selv op, så de de ikke ender i et voldeligt forhold – for det er fandme svært at komme ud af”.
Det viste sig, at Lone gennem 18 år havde været gift med en mand, der 5 gange havde været ved at kvæle hende, så hun mistede bevidstheden og utallige gange havde slået hende, brækket hendes ribben og … ja, listen er uendelig og uhyggelig.
Mens hun talte, kiggede jeg på hende med en blanding af afsky(over historierne) og forbavselse (hun virkede så tough og tjekket).
Samtalen her blev starten på en pudsigt venskab. Lone og jeg lavede nogle arrangementer på natklubben, som vi kaldte ‘Pink Power’.
“Pink” fordi Lone mente, at noget af det, som ville hjælpe pigerne med udfylde tomheden var, at de hver aften, eller når de var i krise eller følge sig tomme og fristede til at gå tilbage til en dårlig fyr, skulle forestille sig selv omgivet og opfyldt af en lyserødt, kærligt og nærende lys. Bag Lones rockerbitch-agtige ydre gemte der sig nemlig en meget spirituelt menneske, som var ved at komme frem. Men hun ville ikke selv sige noget – det var min opgave. Hendes var at spotte de piger, der havde brug for det, og hun ramte plet hver eneste gang. “Takes one to know one”, som man siger.
“Power”-delen kom selvfølgelig fra min PowerPrinsessefilosofi, så udover at lære dem nogle visualiseringsteknikker med lyserødt lys, lærte jeg dem om De 4 PowerPrinsessePrincipper og PowerPrinsesseSætningen. (Dem kan du læse om på www.powerprinsesse.dk)
Idéen var super god, og vi afholdt to arrangementer, men så fik vi begge afsindig travlt, og projektet gik i sig selv igen. Vores venskab beholdt vi, men mest på telefonbasis og så en kaffe i ny og næ. Men et år efter vores første telefonsamtale ringede hun en 9.15 en onsdag morgen.
“Lone, det er mig Lone, jeg sidder ude på Gentofte Hospital og skal undersøges. Jeg er så bange”.
Jeg sprang på cyklen og var derude et kvarter senere. Lone er – eller var – en type, som aldrig bad nogen om hjælp til noget. Hun har altid været vant til at klare sig selv, til ikke at være afhængig af nogen – det lærte hun som 6-årig, og det er lige tidligt nok, kan vi nok blive enige om.
Lone havde haft ondt i venstre ben en måneds tid og havde åndenød. Alt dette vidste jeg intet om, førend jeg kom derud. Hun fik taget en afsindig masse prøver og sendt hjem med besked om at komme igen om en uge. I løbet af den uge fik hun konstateret skimmelsvamp i sit hjem, og vi åndede lettet op. DET var forklaringen på åndenøden, og det med benet var måske bare en muskel forstrukket under træning.
Derfor var det med rimelig ro i sindet, at vi begav os ud på hospitalet for at få svar på prøverne, men vi fik ingen svar. Derimod fik vi besked på, at hun skulle have taget en lungevævsprøve. Hmprf, det havde vi ikke regnet med.
Lone blev bange. Jeg holdt hendes hånd og mindede hende om, at hvis det var meningen, at hun skulle være død, så havde hendes ex-mand nok haft held med at slå hende ihjel, og hun sad jo der spillevende ved siden af mig. “Nårh, ja”, sagde hun lidt anstrengt smilende, “ukrudt forgår ikke så let”.
Ugen efter kom vi derud, og lægen, der havde taget lungevævsprøven sad bag sit skrivebord. Vi havde kun akkurat sat os ned, så fløj det ud af munden på Lone, “jeg har kræft, ikke?” Det lød mere som en konstatering end som et spørgsmål, og lægen nikkede, “jo, det har du – i lungerne med metastaser i benet”. Lone knugede min hånd, jeg kiggede intenst på lægens navneskilt. Hun hed Bente.
De næste måneder var en mærkelig sammenkogt ret af håb og frygt, af gode læger og dårlige læger, af omsorgsfulde sygeplejersker og arrogante sygeplejersker, samtaler om, hvad der skulle ske med børnene, hvis hun døde tidligere end hun selv havde planlagt (89 år), skovture, standture … og kemoterapi.
Lone og jeg fulgtes til undersøgelser, samtaler og kemobehandlinger, og et øjeblik som har mejslet sig ind i min bevidsthed var, da sygeplejersken, som satte droppet med den første gang kemo i Lones hånd, sagde: “Nå, nu skal du bare forestille dig, at alle kræftcellerne bliver slået ihjel”.
Lone så helt forkert ud i hovedet og så ud som om, hun skulle til at græde. “Kan vi ikke forestille os, at kemoen får alle kræftcellerne til at opløses ligesom sæbebobler”, sagde jeg, “Lones krop skal vist ikke slås mere ihjel i dette liv”. Sygeplejersken, der hed Ruth smilede, “jo, I forestille Jer lige, hvad det skal være.”
“Champagne”, sagde Lone stille, “kemoen er ligesom champagnebobler, der bobler kræftcellerne væk”.
Ruth forlod rummet, og vi holdt hinanden i hånden gennem den første af seks følgende behandlinger.
En glædelig nyhed indtrådte i marts, da vi var på Herlev, “kræften sover”, sagde lægen, den har ikke spredt sig. Lone brast i gråd, og jeg kiggede indgående på hans navneskilt, Matthias hed han, men strategien hjalp ikke, og jeg brast også i gråd. Sikke en lettelse! En ubeskrivelig lettelse. Lone nu kunne se en fremtid for sig, hun ville uddanne sig til socialrådgiver og arbejde med voldsramte kvinder. “Jeg ved, hvordan de skal tackles”, havde hun engang sagt, “systemet arbejder mod dem. Da jeg endelig tog på krisecenter, var der intet personale, vi var alene om natten, alle var bange for at deres mænd fandt dem, og at systemet ville tage deres børn. Det skal gøres på en anden måde.”
Jeg var også lettet, fordi mit liv og min tid kunne blive min igen. Udover at Lone havde været syg med alt, hvad det indebar af praktiske ting, havde jeg også sagt farvel til en mand, jeg havde elsket højt og sagt goddag til en ny mand, jeg nu elsker højt, flyttet på en uge samt skrevet og udgivet en bog.
Så 10 dages ferie i maj i USA med min mand var tiltrængt – eller rettere 10 dage i sengen på hotelværelset. Jeg var nemlig træt helt ind i knoglerne og orkede intet.
Først i juni sendte Lone en sms, at hun var blevet indlagt for vand omkring hjertet. Jeg besøgte hende i juni på 17. etage på Herlev medbringende sushi og nektariner. Vi spiste sammen, eller vi prøvede at spise, ingen af os havde appetit.
“Lone, for fanden”, sagde jeg “du kan da ikke ligge herinde, når solen skinner, og alle de lækre, unge mænd går rundt i bar overkrop”. “Nej”, sagde hun, “jeg ved det godt, jeg skal se at komme ud herfra”.
Da jeg gik ud af døren, vendte jeg mig og blinkede til hende, men jeg sagde ikke “vi ses, Lonepige”, som sædvanligt. Indeni mig selv vidste jeg, at det gjorde vi ikke. Indtil nu havde jeg oprigtigt troet, at hun ville overleve kræften – hey, damen havde overlevet overgreb, som er så skrækkelige og bizarre, at du (forhåbentlig) ikke har fantasi til at forestille dig det, men med ét troede jeg ikke længere.
På cykelturen hjem fra Herlev græd jeg, faktisk hylede jeg, mens jeg trampede i pedalerne. Selvom hun ikke var død endnu, bandede og svovlede jeg. Hvorfor var det ikke hendes ex-mand, som lå dér – han fortjente det. Hvorfor var det ikke ex-svigermoderen, som trods alt havde levet et helt liv. Hvorfor skulle det lige ramme en, som jeg kender.
Om natten sov jeg næsten ikke, og når det lykkedes mig at falde hen, så jeg hendes ansigt tæt på mig og vågnede med et sæt. Sådan var de næste par nætter, og jeg havde en ubehagelig uro i kroppen, som bedst kan beskrives som en følelse af at være indhyllet i et tungt, mørkt tæppe i en indelukket rum uden luft.
I løbet af de næste tre uger blev hun overflyttet til Frederikssund Hospital og lå i koma, men jeg tog ikke op og besøgte hende. Gennem hele behandlingsforløbet havde vi snakket, grædt, snakket, grinet, snakket, været stille og snakket – om små og store ting. Hendes historier – både de sjove og de afskyelige – lever videre i min bevidsthed, og for at være helt ærlig, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med dem, men indtil videre lægger jeg dem i en kasse inde i mit hoved.
Lones intention var at skrive en bog, når hun fik det bedre, hvor hun – under pseudonym – ville fortælle sin historie. Meningen var, at andre kvinder, som også får tæsk af deres mænd, kunne se, at det kan lade sig gøre at komme væk, fylde sit eget tomrum ud med PinkPower og derved bryde cirklen.
Lone havde været flov over det, hun havde udsat sig selv for, havde været for bange for at miste deres børn til at søge hjælp og for angst for, at exmanden vil opspore hende og slå hende ihjel. Med andre ord ville hun skrive den bog, hun selv havde haft behov for, men det skete altså ikke.
Lones afgang har fået mig til at tænke over, hvordan min krop og mit sind næres bedst; hvilke vaner og omstændigheder jeg skal ændre på for, at jeg kan blomstre. For det var jo grunden til, at hun kontaktede mig for to år siden, hun ville have mig til at hjælpe med at skabe en ramme, hvor de 18-årige gå-i-byen-piger kunne lære at få ro i sig selv, og tillid til at de kan blomstre og er værd at elske.
Mennesker er som potteplanter, de lever ikke evigt.
For at leve og blomstre skal de have næringsrig jord, sollys og vand,
Mit liv og dit liv slutter en dag, det kan ingen ændre på, men hvordan energien, timerne og tankerne forvaltes INDEN, den undgåelige død sætter ind, dér har vi til gengæld noget at skulle have sagt – og vigtigst af alt: Noget at gøre.
For at ære Lones minde og bruge hendes tidlige afgang til noget “fornuftigt”, har jeg besluttet mig for at bruge denne sommerferie på for alvor at finde ud af, hvad jeg skal gøre hver dag, hver uge, hver måned for at blive næret, så jeg kan blomstre i den tid, jeg har tilbage.
Hvis du har lyst, kan du gøre det samme, og jeg vil gerne høre, hvad der nærer dig. Skriv dine tanker nedenfor – det vil glæde og inspirere mig og de andre PowerPrinsesser.
