Februar 2007
”J E G V E D D E T I K K E”
Hvad ved du egentlig? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv nogle gange i timen i løbet af de sidste par måneder. Og jeg er ved at komme til den konklusion, at slutningen og enden af min tid her på jorden er det eneste, der er nogenlunde sikkert. Jeg er i hvert fald født og kommer til at tage herfra:
(4.2.1978 – xx.xx.2xxx), hvad x’erne bliver udskiftet med vides ikke, og det har jeg fred med. Tankerne om, hvad bindestregen dækker over … pyha! Tanken om, at livet er et eventyr, elsker jeg – men jeg skal lige love for, at jeg godt ville have en facitliste NU – sammen med en evne til at se ud i fremtiden … og det er jo ikke særlig fredfyldt, for facitliste og/eller spåkoneevner får jeg ikke.
Hvis der sidder andre, som har det på samme måde – altså et ønske om en facitliste og spåkoneevner – så prøv lige at summe på følgende: ”J e g v e d d e t i k k e ”. Vanvittig frustrerende var det for mig i starten, og nu er der ved at komme en velsignet fred omkring de fire ord – fordi det oftest er sandheden.
Jeg ved ikke, om jeg ser ham igen.
Jeg ved ikke, hvordan jobsituationen udvikler sig.
Jeg ved ikke, hvor jeg kommer til at bo.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal i sommerferien
Jeg ved ikke … en hel masse andet.
Men jeg ved, at der bliver kamp og frustration i mit indre, når jeg prøver at regne ting (og især mennesker ud) eller planlægger frem i tiden, og så går det anderledes end planlagt. Jeg har ihærdigt prøvet at finde svar – både til mig selv, og til dem som spørger, og det er hermed droppet. Det giver nemlig en utrolig fred at vide, at der ikke er ret meget, jeg ved. Og mit svar lyder nu noget i retning af: ”Min tanke/intention er … , men jeg ved det ikke.”
Faktum er, at ting, som virker stensikre nu, kan skride i morgen. Retningslinjer, som styrede livet i går, kan viskes ud i dag. Omstændigheder, som virker helt trygge og gode i dag, kan blive utilfredsstillende i morgen.
Denne foranderlighed og ikke-væren-sikker kan virke utrolig overvældende og endda skræmmende – så husk Einsteins ord: ”Det eneste spørgsmål, som er værd at stille sig selv, er: Er Universet venligtsindet?” Hvis svaret er et rungende JA, se så er det jo egentlig hip som hap, hvad der sker, fordi så ved vi, at uanset hvad der sker – og ikke sker – så er det fordi, sådan er det bedst for os.
Ved I hvad, d’damer – vi aner ikke noget om noget som helst (ofte heller ikke hvad der egentlig er bedst for os). Og indtager man den holdning, at uanset, hvad der sker eller ikke sker, så er det for det bedste, så kan man trække vejret ned i maven, og overgive sig til den kraft, som får vort hår til at vokse (der har vi jo heller ikke noget at skulle have sagt).
Til gengæld ligger én ting fast: Uanset hvad den lille bindestreg kommer til at indeholde, så vil du være der hele tiden.
Hvis der er en situation, der føles uafklaret (mænd, job, helbred, fremtid, whatever)
Så læg hånden på maven eller hjertet, mærk varmen fra håndfladen brede sig i kroppen, træk vejret dybt og sig følgende:
”Jeg ved det ikke, og det er okay, fordi jeg bliver hos dig.” eller
”Jeg behøver ikke vide det, fordi jeg bliver hos mig selv, og det er nok”
Og mærk, at uanset hvad der sker, eller ikke sker, så er du hos dig selv.
Uanset, hvem der er der eller ikke er der – så er du hos dig selv.
Og det ved du – helt sikkert.
