“Tillyk” – det giver god mening at bruge et halvt tillykke, når man har halvårsfødselsdag, right?
I dag, fredag 4. augst er det præcis et år siden, at jeg sad med mine to dejlige veninder på Sticks ‘n Sushi og fejrede, at jeg blev 38 … et halvt!

For et år siden var det et år og et par måneder siden, at min krop trak stikket og nægtede at stå ud af sengen, og et par dage senere fik jeg et psykisk breakdown – i en skomager af alle steder. Hjemturen, husker jeg ikke, men telefonopkaldet til min gode ven, hvor jeg sagde: Jeg tror, jeg har fået et psykisk sammenbrud, står til gengæld ret klart i min erindring. Det var i april 2015.

Under middagen med mine to dejlige veninder i august 2016 snakkede vi lidt om, hvad pokker der dog var gået galt. Helt galt var det gået jo for mig, og jeg tilbragte, hvad der i min livsbog vil blive kendt som kapitlet: Mit 1,5 år i skabet. Men de to andre havde bestemt også deres at bokse med, og vores tre livssituationer kunne ret kort opsummeres i: “Hvad fanden skete der lige?”

Mine to kære veninder er “bevidste”, de er uddannede, den ene har børn og er måske den bedste mor, jeg har oplevet og anden kan læse hieroglyffer og gøre sig forståelig på stort set alle sprog – måske lige minus russisk og japansk. Pointen med de to oplysninger er, at de altså er vågne i verden, deres hjerner virker, og alligevel var de – lige som – jeg sådan lidt paf over den aktuelle livssituation.

Den dag var tilfældigvis 4. august – og præcis et halvt år tidligere, 4. februar 2016, havde vi fejret min 38 års fødselsdag. Det var en af de første ture “ude” siden april 2015-kollapset, og det kostede mig 3 dage i sengen at være ude en aften – til kl. 21.45! Altså “ude”, som i at spise middag i noget andet end hestehale og joggingtøj. Jeg ELSKER at holde fødselsdag, og det var selvfølgelig et fremskridt at være ude … men de tre dage i sengen var ved at tage modet fra mig – det gjorde det ikke, da jeg havde støtte og af veninderne blev mindet om, at jeg var i bedring, men damn – indimellem blev mit princip om, at Alt er Støtte sgu sat på prøve.
Det bestod, princippet altså, men det holdt hårdt.

Nå, denne lille tur tilbage i fortiden er for at give Jer baggrunden for, at indførelsen af ‘halvårsfødselsdag’ er så vigtig for mig.
Når man har oplevet sin frihed berøvet af – hvad det nu måtte være, i mit tilfælde kunne min krop nogle dage ikke både gå på toilettet og ud i køkkenet for at smøre en riskiks med peanutbutter i samme omgang – så skal jeg lige love for, at Livets værdi går op for en. Big Time.

Jeg har naturligvis tænkt en del over – OG brugt mange timer hos en psykolog – for at finde ud af, hvordan pokker jeg kunne komme så meget ud på et sidespor. Det har simpelthen undret mig, og konklusionen er, at jeg simpelthen ikke har kunne mærke, at jeg var overbelastet – måde fysisk og mentalt.

Akutpsykologen, som tog sig godt af mig, da læsset lige var væltet, kom med følgende geniale svar, på mit spørgsmål om, hvordan man kan kollapse med stress, når man har et job man elsker. Jeg fortælte vidt og bredt om, min medmenneskelige kærlighed til mine karmagæster og om alle de gode oplevelser mit job har givet mig. Og ikke mindst glæden ved at se en gæst træde lidt tøvende ind til festen, for så at se dem give den fuld gas på dansegulvet senere samme aften. At bevidne det fællesskab og vide, at alle, som elsker at danse nu har en fest at komme til, hvis de kan bevæge sig til Odense, Aarhus eller København.
“Når du fortæller, kan jeg høre, at dit job er utrolig meningsfyldt for dig.
Men hvordan bliver du næret?
Lone, der er forskel på næring og mening.”

Det var akutpsykologens svar, og hendes ord gav genlyd i hele mit væsen, for selvom jeg selvfølgelig forstod ordene, forstod jeg ikke meningen, men på en eller anden måde gav hendes ord genlyd i mig. Det er en dyb sandhed, og der blev sået et lille bitte frø, som viste sig at blive begyndelsen på en ny væren i verden og på en lang, lang proces, som stadigvæk er igang, og nu hvor jeg tænker over det, nok ikke en proces, der nogensinde slutter, men snarere en måde at leve på.

Så halvårsfødselsdagen handler – for mig om – at have udvalgt en dag, hvor jeg tænker over, hvad der nærer mig, og har en snak med mig selv om, hvad status er på næringsindholdet af mit liv.
Mine almindelige fødselsdage handler om at samle alle mine veninder og hygge igennem – der glædes jeg nemlig over, at Livet nogle gange har større planer, end man selv har.
Som 16-årig mente jeg, at kunne der bare komme en RIGTIG god veninde til mig, så ville det være helt vidunderligt. Den gang vidste jeg ikke, at jeg hører til dem, som har fået veninder senere i Livet – og sikke nogle damer … men det er et helt andet blogindlæg.

Efter mit halvandet år i skabet har jeg fundet ud af, at det som nærer mig, er Frihed og Fællesskab – og de ord dækker over følelser, som måske ikke er de samme for dig. Men når jeg navigerer efter disse to på samme tid, så trives jeg. Så kort kan det siges.
Gør jeg ikke, så går det galt, og jeg kom så langt på afveje, at det gik alvorlig galt – og det har været hårdt for mig, men også for de mennesker, som har været tæt på, ønsket at hjælpe og intet som helst har kunnet gøre.
Men sagen er, at de virkelig grundlæggende ting her i tilværelsen, som eksempelvis at opdage, hvad hvordan ens egen LivsGPS skal indstilles er en tur, man selv skal tage. Min står på Frihed & Fællesskab, ikke på Frihed og på Fællesskab, men på begge to: Frihed & Fællesskab.

I aften holder jeg Fredagsbar (følelsen af Fællesskab oplever jeg, når mennesker samles) og Dansefest (følelsen af Frihed oplever jeg på et dansegulv) i Kødbyen. Kom og sig hej, hvis du har lyst. Se FB-begivenheden her.
Er du interesseret i at læse bogen ‘Fra pæn pige til PowerPrinsesse’, som blandt andet indeholder et kapitel om, hvordan jeg har fået veninder (og en masse om sex, mænd, relationen til mor og om vigtigheden af taknemmelighed), får du gratis online adgang til alle 18 kapitler her.

I går begik jeg en lille Facebooklivevideo, som ses her.

I aftes lagde jeg tøjet frem til i aften – nogen glæder sig 🙂