At være vidne til en situation og derefter videreformidle den fortæller intet om, hverken damen med gulvtæppet eller om Ilvamændene, så vær opmærksom på, at fortolkningen af scenariet afspejler mit perspektiv – og intet om de andre mennesker.
Gulvtæppedamens reflektoriske “Det kan jeg godt selv” mindede mig om den angst jeg engang havde for at være afhængig af mænd. Angsten for at lukke dem ind i mit “rum” ved at modtage deres hjælp – det var mere sikkert at have en nej-refleks.
Mange kvinder genkender sikkert følelsen af at føle sig overrumplet af mænds fysiske styrke og måske også af den variant af den maskuline energi, som er aggressiv, grænseoverskridende og tromlende. Og kvinder, der reflektorisk siger ‘nej – kan selv’ har som regel en meget god grund til at gøre det.
Men bliver ‘nej – kan selv’ til en refleks, så er der meget hjælp, man frarøver sig selv; og muligheden for at give mænd plads til at løse en opgave og som følge deraf føle sig værdsatte og brugbare forsvinder også.
Naturligvis er det ingen kvindes pligt at give mænd plads – og det er ingen mands pligt at hjælpe en kvinde. Men det er en mulighed for at smøre det sociale maskineri, puste til den medmenneskelige venlighed og genskabe polariteten mellem mænd og kvinder.
Der er jo altså også den mulighed, at det er “kan selv og VIL selv”. Helt ud over at føle sig svag, eller være bange for at skylde nogen noget, tror jeg egentlig også det ville være lidt grænseoverskridende for mig selv at overlade noget af “mit” til andre (måske lidt alt efter situation og person og humør). Nogle gange VIL man jo helst også bare gerne klare tingene selv – i fred. 🙂
Men derfor kan man jo stadig lige så godt ville elskes – imens og bagefter… 😉
Godmorgen …
Lidt spredte tanker fra en 57-årig mand der bor alene og p.t. lever single :
Hvis du skulle stå og mangle en mand mere til dit panel, så er jeg klar, Lone .
Og jeg har masser af erfaringer med og overvejelser omkring fænomenet, så det vil jeg gerne hjælpe dig med 😉
Jeg er begyndt at sige “tak” til kvinder , der giver mig lov til at hjælpe sig.
Det giver rigtig tit en lille god snak: “Jamen, hvorfor siger dú tak? Det var jo dig, der hjalp mig!”.
“Ja, og det var dig, der gav mig lov til at hjælpe, så jeg ku’ få lov at føle mig lidt maskulin og brugbar”.
Jeg møder mange “Ilva-ka-selv-kvinder”, og jeg er begyndt at bruge lidt humor:
Eksempel:
DSB perronen i Aarhus i lørdags:
“Tåget moj Frederikshavn afgår fra spor 2 i stedet for spår 4″
Det var 3 min før afgang og man skal helt op på gadeniveau og ned igen ad trapperne.
Ved siden af mig stod en stilsikker kvinde med en lille og en (meget) stor kuffert.
Jeg spurgte hende, om jeg skulle bære den store for hende. Hun så helt forskrækket på mig og svarede:”Nej tak, det klarer jeg selv”.
Mens vi havde øjenkontakt, sagde jeg: “Hør lige, der er meget langt at gå, jeg har ikke selv noget bagage med.
Jeg er for gammel til at stikke af med din kuffert, og i øvrigt går jeg ikke i kvindetøj i weekenderne!”
Så fik jeg lov at bære kufferten.
Min far lærte mig at holde døren for kvinder; dengang hed det “at være galant”.
Det er længe siden.
I dag holder jeg stadig døren; nu for både mænd, børn, kvinder og hunde. Oftest er motivet glæden ved at hjælpe; men holder jeg døren for en smuk og lækker kvinde, fordi alene synet af hende gør mig glad , ja så gør jeg det med maskulin stolthed og stor livsglæde … Jeg er nemlig holdt op med at slå mig selv moralsk.
Respekt for Ilva-mændenes ihærdighed.
Nu vil jeg gå ned og bede min mandlige nabo om hjælp, og så vil jeg gå ud i verden og holde nogle døre …
Knus fra Hr. B.
Interessant oplevelse du havde i ILVA Lone og tak for dine betragtninger i den anledning.
Jeg er enig i dig så langt som at vi alle skal øve os i at være bedre til at modtage hjælp – sige ja i stedet for et automatisk “nej” som vi plejer. Ingen tvivl om det.
Min baggrund ligner meget Hr. B’s, som jeg mener at kunne genkende ganske godt i mig selv.
Men jeg er selv inde i en udviklingsfase for at styrke min maskulinitet og i den forbindelse har jeg lært og erfaret, at I (kvinder) ikke skal spørges så meget!!
Havde jeg stået i den samme situation som ILVA-manden, havde jeg ganske enkelt taget tæppet på skulderen og spurgt kvinden; “Og hvor står din bil så?”.
Det er ikke kun et spørgsmål om at I (kvinder) skal øve jeres “nej-reflex” men i lige så høj grad et spørgsmål om, at vi mænd skal turde hvile i vor maskulinitet og bare tage uden først at behøve spørge. Med andre ord; væk med den pæne dreng!
Tak for dine gode indlæg og for dit arbejde med Karmaklubben.
Kærligst
Steen