Følg med på Facebook & Instagram:
Follow by Email
Facebook0
Facebook
YouTube0
YouTube
Instagram8k

Juli 2008

I 13-års alderen traf jeg en stor beslutning, som faktisk har været en drivende kraft i mig lige siden – nemlig, at der aldrig nogensinde skulle være nogen (voksne), som skulle begrænse mig. Det kom sig af, at jeg en sommer fandt glæden ved at bade uden badetøj – jeg husker egentlig ikke situationen, men jeg husker et kæmpe skænderi med min – hårdtprøvede – moder, som endte med, at hun ville sende mig hjem fra sommerhuset, hvis jeg fortsatte min uden-tøj-badning. Jeg blev simpelthen så arrig, vred, forurettet og gal, at jeg svor aldrig nogensinde at rette mig efter nogen eller nogens ”man skal”, ”man bør” og ”man kan da ikke tillade sig”-regler. Og jeg husker forundringen over, at ”man da ikke kan bade uden tøj”, når det nu føltes meget bedre uden … med andre ord, oplevede jeg badeturen helt anderledes, når den foregik uden tøj. Jeg argumenterede (højt) for mit standpunkt, men fik at vide at ”en lille bikini kan altså ikke gøre nogen forskel”.

Men JO – det gør en forskel … for mig.

Nu mens jeg skriver disse ord til Jer, går det op for mig, at det nok har været en mere skelsættende begivenhed og har præget min personligheds udvikling end jeg har været klar over. Der er nemlig ret få ting, som pisser mig af, og en af dem er, når ”pænhed/man bør/man kan da ikke …., tænk hvad de andre måtte tænke” (jeg mangler et bedre ord, men håber I forstår, hvad jeg mener), går forud for glæde, nydelse og frihed.

Denne situation dukkede frem fra min bevidsthed, da jeg var på Charlottenlund Badeanstalt i weekenden, der er jo en herre-, en dame- og en fællesafdeling, som min gode veninde Chenette har introduceret mig for. Faktisk lå jeg og tænkte nogle helt andre tanker, som skulle have været basis for en klamamse, og så kom jeg til at kigge mig omkring og så på de smukke kvinder som lå, sad og gik rundt med forskellige tildækningsgrader – for de fleste var tildækningsgraden 0% (det var jo udelukkende kvinder).

Om det var en blanding af solstik og for lavt blodsukker ved jeg ikke, men pludselig tænkte jeg, hvordan mon det ville se ud, hvis alle kvinder havde en tankeboble ligesom i tegneserierne, således at vi kunne se hinandens historie, hinandens nuværende situation og hinandens aktuelle spekulationer. Så brusede en følelse, som jeg kun kan kalde en slags kvinde-søster-kærlighed, ind over mig med en erkendelse af, at vi alle prøver at navigere i dette cirkus, der kaldes livet.

Alle kender til følelsen af ensomhed, angsten for at lave fejl, følelsen af at være udenfor, rådvild, rastløs og lost. Følelser, som opstår i os alle, og som kan være helt knusende.

De kan til gengæld også – efter kortere eller længere tid – være katalysatorer for livsændringer, giver en ny bevidsthed og et nyt perspektiv. De kan være lige det skub, der skulle til, og ind imellem er de et bevis på, at det værst tænkelige faktisk var til at overleve alligevel.

Og som jeg lå dér i solen, ønskede jeg, at visdommen, livserfaringerne og guldkornene fra de andre kvinder kunne koncentreres og drikkes som et tequila-shot. Jeg ønskede, at hele dameafdelingen kunne sidde i en cirkel ala Femølejr og fortælle deres historier. Jeg ville gerne høre eksempler på, hvordan livet folder sig ud og magisk og uventet manér; eksempler på hvordan tingene løser sig af sig selv, og på hvordan der pludselig viser sig en løsning, når man selv har opgivet helt.

Vagina-cakes

(Just for the record, har jeg dog aldrig været på Femølejr, men enden på den 13-årige Lones badetøjskonflikt blev, at jeg svor, at jeg, det år jeg blev 18, ville tage på Femølejr og holde en hel sommerferie i minus badetøj! For resten har jeg heller ikke drukket tequilashots indenfor de sidste 13 år, men I er med på, hvad jeg mener, formoder jeg).

For at køle hovedet og kroppen ovenpå alle disse følsomme tanker begav jeg min minus-badetøjsbeklædte krop ned i Øresund og nød fornemmelsen af vand i alle folderne. Jeg svømmede langs kysten og betragtede de mange badende mennesker, deriblandt nogle traditionelt klædte indvandrekvinder, der badede … med alt tøjet på. Jeg sendte en taknemmelig tanke op til den store logistikchef og takkede for at være født i et land, hvor jeg (i hvert fald efter min 18-års fødselsdag) frit og uden frygt for repressalier kan bade ohne Kleider (tysk: Uden tøj)

Tilbage på mit håndklæde dér i kvindeheaven priste jeg mig lykkelig for min smukke krop, jeg lå og fortrød mine teenageår, hvor jeg gemte den væk, bandede den væk og i det hele taget var så utilfreds med og sur på mig selv, at det i dag næsten ikke er til at forestille sig. Og som dråberne fra Øresund tørrede på min krop, kom jeg i tanke om sætningen: ”Livet er Universets gave til dig. Din gave til Universet er måden, hvorpå du lever/forvalter dit liv”.

Og så traf jeg en ny beslutning, hvilket nu går under navnet projekt Frie Folder, og første skridt er kursus hos seksualterapeuten Pia Struck. www.seksualterapi.dk
Jeg læste om hendes lærer, Betty Dodson (søg hende på www.youtube.com) for nogle år siden. Ms. Dodson er en yderst visionær kvinde, der har gjort kvinders seksuelle nydelse til sin mission. Senere blev jeg bekendt med hendes danske elev, som så er Pia.

Jeg har tilmeldt mig kurset ”niveau 1”, og har lige talt i telefon med hende. Hun lyder som en sympatisk kvinde, og jeg håber, at hun ligger inde med oxygenmaske, nervemedicin og en flaske vodka. For dette kursus er så grænseoverskridende for mig, at mit hjerte banker i dobbelttakt nu, hvor jeg kun skriver om det.

Kurset er bygget således op, at der er videoaften fredag kl. 18-23 (her er mænd velkomne) og …. øh praktisk kursus (ingen mænd) lørdag og søndag kl. 13-18. Jeg har ingen økonomiske eller andre interesser i at fortælle om det; jeg betaler det samme som alle andre (kr. 4500 for de tre dage. Kr. 500 pr. næse til videoaften, som man sagtens kan nøjes med i første omgang, siger Pia).

Min intention er at være ærlig og stå ved, at hele det der orgasmeræs, som alle kvinder tilsyneladende får så let som ingenting (i hvert fald hvis man skal dømme ud fra Sex and the City), er altså ikke tilfældet hos mig (og jeg tror ikke, jeg er den eneste). Derfor vil jeg gerne lære noget mere om mine folder, så der kan være endnu mere fest i folderne resten af mit liv. Sagt med andre ord skal mine folder og jeg på efteruddannelseskursus.

Jeg har helt ondt i maven af nervøsitet nu – men jeg har besluttet mig, fordi jeg føler, det vil være godt for mig … og hvis I har spørgsmål, som I ønsker, jeg stiller Pia, så skriv gerne til mig, så følger svarene i næste måneds klamamse.

Har nogen af Jer været på kursus hos hende, modtager jeg meget gerne en beroligende mail eller et styrkende opkald!
Nå, men jeg vil afslutningsvis klappe mig selv på skulderen, fordi jeg giver mig i kast med folde-feng-shui … Forsættelse følger om nogle uger.

Som altid modtages Jeres tanker, erfaringer, respons og input med taknemmelighed og varme – især om dette emne, da det er ude i grænseområdet for mig, så al hjælp modtages!

Mange kærlige tanker til alle derude bag skærmene.

Følg med på Facebook & Instagram:
Follow by Email
Facebook0
Facebook
YouTube0
YouTube
Instagram8k