Oktober 2008

Kære Kamilla.

For nogle måneder siden kørte jeg ind for at fylde benzin på bilen og så på en af forsiderne, at du var syg med kræft. Da jeg ikke har haft fjernsyn i mange år, anede jeg ikke, hvem du var, men din unge alder var nok til, at tårerne løb ned af kinderne på mig midt i bilen. Jeg var så irriteret på mig selv, fordi jeg er så følsom. Kender du den der reklame for karameller, hvor en bedstefar sidder med sit barnebarn på skødet? Gæt hvem, der har tårerne sprøjtende ud af øjnene! Nogle kalder det at have følelserne siddende uden på tøjet, det er nok meget godt formuleret – andre synes bare, at de er skaberi. Tja, who knows. Alene føler jeg mig dog ikke, for inde på FaceBook ser det ud til, at mange af dem, som har skrevet til dig, der har lige så mange følelser som mig.

Måske ser du oppe fra din sky, at der er en masse mennesker, som først og fremmest udtrykker deres sorg over, at du er væk, og mange roser dit ukrukkede, naturlige og hjertelige væsen. Langt de fleste af dem, som skriver, kendte dig jo slet ikke – så hvorfor skriver de til dig nu, hvor du er væk og formodentlig ikke har glæde af det?

At jeg skriver dette, og så mange mennesker skriver på FaceBook er måske et udtryk for, at vi prøver at minde os selv, om hvor skrøbeligt og kort livet i virkeligheden er, og hvor uvæsentlige og ligegyldige mange af vores dagligdagsdramaer og spekulationer er.

Måske findes der nogle svar dér, hvor du er nu – eller måske er der slet ingen svar at finde. Måske er det bare op til det enkelte menneske at beslutte, hvad der er vigtigt og hvornår. Og at blive ved med at huske på det, når hverdagen sætter ind med alle dens potentielle irritationsmomenter og faldgrupper.

Det er jo så nemt at glemme livets skrøbelighed – jeg ved ikke, om der overhovedet er nogen, som virkelig sætter tænderne i livet? Jeg gør det ikke nok – jeg bestræber mig på det, men må sige, at der er meget for mig at lære.

Et eksempel som ikke engang er et døgn gammelt: I aftes, var min mand ved at falde i søvn uden at putte mig tæt ind til sig, som han plejer; og gæt hvem der var helt sur og stram i betrækket! Indtil jeg kom i tanke om, du måske sad oppe på din sky og kiggede ned på mig, som lå der forurettet og fornærmet; jeg kunne næsten høre, at du sagde: ”Lone, tag dig sammen! Manden er jo bare helt træt, og den energi du lige nu bruger på at skumle og være knotten, kunne du jo vælge at bruge på at putte dig ind til ham! Voilá, så ligger I tæt sammen, og det er jo det, du gerne vil. Hvem der putter sig ind til hvem – det er fandme da lige meget!”

Måske var det dig, der talte.

Måske var det den del af mig, som hele tiden er klar over livets sande værdi og dets skrøbelighed, som talte. Den del af mig, som – nu hvor du er død, og den gang Natasja (du ved den unge sangerinde som bl.a. sang ”Op med ho’et”) døde – beder mig om at klappe i og fokusere på det, som egentlig er vigtigt.

For nylig er jeg nemlig begyndt at tænke over, om jeg måske bare skulle indimellem skulle klappe i for så at være mere konkret, kærlig og klar i spyttet, når jeg så siger noget. For der er faktisk en del af de ting, jeg har ytret i tidens løb, som har gjort mere skade og givet mere uro end gavn.

F.eks. skal jeg lære at lade være med give verbalt udtryk for min forurettelse/frustration over, at mine forældre ikke synes, at det, jeg laver, er fantastisk. Mon ikke du oppe fra din sky kan se, at de har gjort deres allerbedste? Og at der er mig, som render rundt hernede i tågen og synes, at de burde ditten og datten. Gad vide om du oppe fra din sky siger: ”Lone, det er dine forældres fortjeneste, at du overhovedet er her, så klap i og vær taknemmelig for det. Hold dig til vejret og det nyeste skuespil på Det Kgl. Teater, når du taler med dem, så er der ingen skænderier – og når du trænger til støtte, ros eller sparring, så tal med dine venner.”

Du har jo ret.

Der er ikke grund til at blive ved med at piske op i noget, som er overstået. Eller prøve at lave noget eller nogen om, som ikke kan eller vil ændres.

Oh, apropos Det Kgl. Teater; da din sygdom blev offentliggjort, synes jeg, at Kasper fik en lidt hård medfart i pressen. Ih, den lortepresse, tænker jeg nogle gange. Det, de (oftest) gør, er jo at stille tingene unuanceret og rigidt op. (der kan jo heller ikke stå så mange forklaringer på en forside, I guess.)

Det er dårlig stil at kommentere noget, man intet som helst aner om; de eneste som ved, hvad der sker i et forhold, er de to mennesker, som er i det – og nogen gange ved de det faktisk heller ikke engang selv! Men du skal vide, Kamilla, at de forsider, som beskæftigede sig med, hvad der var sket, og hvem der havde gjort hvad og hvorfor, og om det var fair, fik mig til at tænke over, at jeg aldrig nogensinde kan stille mig til dommer overfor nogen eller noget som helst.

Efter som livet har rullet gennem mig, er det blevet klart, at mennesker heller ikke er pålidelige – slet ikke fordi de vil lyve, men fordi alle har filtre. Filtrene sidder både på ørerne og på munden, så både det indgående og det udgående har ofte ret lidt med sandheden at gøre.

Hvad disse filtre består af, og hvad de påvirkes af, må altså være afgørende for kvaliteten af ens liv.

Derfra hvor du sidder nu, ser verden nok anderledes ud.

Nu kan du nok ikke se pointen i, at brokke sig højlydt over, at man skal vise sygesikringsbevis, når en pakke skal hentes på Posthuset. Det gjorde jeg i forgårs og var skide irriteret over, at jeg skulle gå hele den 10 minutter lange tur fra mit hjem til posthuset igen. Åh, det er så åndssvagt overhovedet at overveje at blive irriteret over sådan noget, Kamilla. Jeg er sund, stærk og solen skinnede; Nik og Jay og ”boing boing” på I-poden, og så trængte jeg faktisk til en pause fra computeren. Livet gav mig en pause, som jeg havde brug for. Alligevel brugte jeg den ekstra tur frem og tilbage på at være irriteret. Og det allerværste var, at jeg blev så sur på ham gutten bag disken. Ih, det er så pinligt; manden følger jo bare sine regler, og dem har han ikke selv lavet. Jeg får lyst til at krybe i et musehul over al den spildte energi, over al den tåbelighed jeg indimellem kan være ophavskvinde til og over hvor stinkende uopmærksom, jeg indimellem kan være.

Ved du hvad? Jeg vil bestræbe mig på ikke at blive irriteret over den slags situationer igen.

Nogle gange har jeg sådan lyst til at give mig selv et sidelæns karatespark, så hjernen ryster og øjnene ruller nogle gange. For det er sgu’ det, jeg indimellem har brug for.

Hjernen skal rystes fordi, jeg lige skal tjekke mine tanker, altså om det, jeg synes er uretfærdigt, ikke-orden, tarveligt, tåbeligt, åndssvagt eller frustrerende, nu i virkeligheden er det – eller om det bare er mig, som enten er smålig eller bange. Hvis jeg er smålig, så må jeg jo tænke på, hvordan tingene ser ud oppe fra dit perspektiv og se, om jeg kan lære noget af det. Hvis jeg bange, så må jeg tage mig af mig selv på den måde, som jeg ville gøre, hvis en anden var bange. Lige dele kærlighed, rummelighed og realisme.

Er det ikke absurd, at mennesker dø, før de får den ros, de fortjener. Det er helt skørt, at unge mennesker som dig, skal dø eller at to tårne fulde af mennesker skal eksplodere, før at folk, som mig, vågner op.

Måske er grunden til denne kollektive bevidstløshed, at mennesker er bange for at se tingene i øjnene. Der ville nok være en del at fortryde, chancer som har fået lov at passere, fordi angsten for at gribe dem af en eller anden mere eller mindre plausibel grund har været for stor.

Afveje, smutveje og omveje, som indeholder sjov, ballade og nydelse, er fravalgt til fordel for dydens, moralens og ”man-kan-da-ikke-tillade-sig’ernes” og ”hvad-hvis-nu’ernes” smalle vej.

Det ukendte forblev ukendt, fordi modet, frygten eller angsten vandt. Og man fandt aldrig ud af, om der i det hele taget var noget at frygte eller være bange for i det der ukendte. Eller om det i virkeligheden var meget sjovere og mere tilfredsstillende end det kendte.

Nu skal du jo begraves på fredag, og det bliver helt sikkert og forståeligt en tårevædet affære. Dine venner og familie vil nok tænke, hvorfor det skulle være dig af alle mennesker. De vil tænke, at det ikke er retfærdigt. Og sådan ville jeg også tænke. Det ville vi vist alle, hvis vi stod i deres situation.

Alle os, som ikke kender en pind til dig, Kamilla, men som alligevel er berørte af situationen og taster løs på FaceBook – hvad kan vi gøre? Kunne vi bruge denne berøring af vore følelser til noget konstruktivt i stedet for at fortsætte i samme trommerom?

Hvorfor sker disse ting, som sygdomme og ulykker, der virker så åbenlyst uretfærdige?
Har mennesker, som lander i din situation, bare spist forkert, ikke tænkt nok positive tanker eller havde Gud fået det forkerte ben ud af sengen? Hvad kan man have gjort for at fortjene det?

Jeg har intet fornuftigt svar på det – måske er du blevet klogere, nu da du har forladt denne dimension. Det eneste, jeg kan finde på, er, at mennesker som dig, hvis skæbne rykker ved vores fundamenter, måske har som livsmission at vække folk op og bringe noget perspektiv ind i tilværelserne rundt omkring.

Hvad er det, vi har brug for Kamilla?

Er det mere tid? Mere kærlighed? Mere nærvær? Eller er det et nyt perspektiv? Jeg hælder mest til det sidste, fordi:

– Tid er der jo nok af i virkeligheden, man kan bilde sig selv ind, at den er knap, men det er den ikke.

– Kærlighed er faktisk også nok af, problemet er måske at det ikke bliver givet eller modtaget så frit, som man kunne ønskes

– Nærvær, det er jo et af tidens buzz-words; og jeg ved ikke helt, om der er nogen, der egentlig ved, hvad nærvær betyder. Men det er vist det modsatte af et af tidens andre buzz-words ’multitasking’.

Skiftet i perspektiv står umiddelbart som det vigtigste for mig – for i vores del af verden er vi jo ret langt oppe i Maslows behovspyramide.
Gad vide om reaktionerne på din bortgang kan være en indikation af, at der måske er en anden behovspyramide, hvor vi ligger på bunden og kravler rundt.

Spørgsmålet, som stadigvæk rumsterer i mit indre, er: Når du er gået videre til næste trin på livets stige, hvad skal vi, som står her tilbage gøre? Skal vi kaste os ud i et vildt hedonistisk livsnydergilde? Skal vi gå noget mere i kirke? Aldrig mere spise gluten? Sige jobbet op og dyrke økologisk landbrug?

Vi kunne jo alle stå i din situation – faktisk når vi jo før eller siden alle der hen. Og måske er det en blanding af visheden om, at en hver af os kunne være dig, taknemmeligheden over at det ikke er og den snigende ”får jeg nok ud af mit liv og ville jeg være tilfreds, hvis døde nu”, som får folk som mig til at taste løs til en kvinde, jeg aldrig har kendte, og som garanteret ikke svarer tilbage.

Om de begivenheder, som indtræffer i livet, har en højere mening, eller om alt er tilfældigheder, og livet er lidt som at stå mellem radiobilerne i Tivoli, er jo en ældgammel filosofisk diskussion. Normalt elsker jeg at spekulere over den slags lommefilosofiske spørgsmål, men ved du hvad Kamilla, det vil jeg holde op med, fordi svaret finder jeg jo alligevel ikke ved at tænke.

Til gengæld kan jeg tænke over, hvad du mon ville sige – om mon ikke du ville sige, at jeg bare skulle gøre det, som gjorde mig glad og så lade være med at bekymre mig om ting, der dybest set er lige gyldige og især lade være med at begynde at lave problemer eller stressfaktorer ud af noget, som ikke er det.

Som tidligere nævnt har jeg aldrig set dig i tv, men Facebook kommentarerne tyder på, at seerne har nydt dit væsen på gennem fjernsynsskærmen. Du har næppe revolutioneret deres liv, men har alligevel formået at bidrage med noget opløftende og en ægte ligefremhed.

Og måske er det det alle os, som berøres af din skæbne, i virkeligheden tørster efter: Menneskelig varme, lige-til-hed og noget ægte. Måske indser vi lidt efter lidt, at vi sådan set bare skal bestræbe os på at bringe lidt lys og glæde ind i hinandens liv.

En god ven, hvis far gik bort nogle timer efter dig, sagde i forgårs til mig: ”Lone, som jeg sad dér ved siden af min far, gik det op for mig, at man tager intet med sig, når man forlader denne jord. Det eneste, som tæller, er hvem, der sidder rundt om ens seng.”

Er det det, vi skal gøre, Kamilla? Os der er tilbage, skal vi bare bringe noget mere varme og lys ind i hinandens liv? Is that it?

Skal vi prøve at se tingene fra dit perspektiv – og helst førend vi selv når derop?

Jeg har vistnok læst et sted, at den bedste måde, hvorpå man kan ære de døde, er at ære livet.

Betyder det, at vores gave til dig er, at vi lever på den måde, som du ville gøre, hvis du levede videre med de indsigter, du fik, da du var syg, eller som du har fået, nu hvor du ser tingene fra oven?

Betyder det i al sin enkelthed, at vi skal holde op med at spilde tiden med ”burder” og ”ja måske engang’er”. Betyder det, at vi – uanset om postmanden eller kæresten ikke danser efter vores pibe – fokuserer på at bringe noget hjertevarme og blidhed ind i de situationer, som vi løber ind i?

Nu vil jeg mærke efter og finde ud af, hvad det vil sige at ære livet, når ’man’ er mig – så vil jeg sende disse ord ud til nogle mennesker, og måske kan vi sammen bruge din afgang som en slags opvågning til det, som livet virkelig drejer sig om – hvad end det måtte være for hver enkelt af os.

Dette nummer skal slutte vores lille stund sammen, Kamilla. Tak fordi at du lyttede – jeg vil bestræbe mig på at lytte til dig, når du, og det du repræsenterer nu, taler til mig.

http://www.youtube.com/watch?v=byqZCHGhSc8