November 2008

Kære d’herrer Niclas og Jannik.

Inden vi går i gang, må jeg indledningsvis sige, at dette er en min del af en imaginær snak med Jer, som jeg har døbt ”Kærlighedens komma – et shout-out til Nik og Jay.

Da jeg så interviewet http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-18184622.html i morges, tænkte jeg, at vi tre skulle have en lille sludder – så her er mine ord … så må vi jo se, om de finder Jer.

Jeg håber, at I kan acceptere tiltaleformen, det er ikke for at lyde højtidelig, men for at tale til manden bag Nik og manden bag Jay. I er jo ikke en enhed – men to hele individer med hver Jeres personlige historie og præferencer.

Da jeg i morges fandt ovenstående interview, fik jeg sådan lyst til at fortælle Jer, hvad den musik I har lavet eller været kanaler for eller hvordan I nu oplever det, og det I står for har betydet for mig. Overskriften ’Kærlighedens Komma’ er også valgt på baggrund af interviewet.

Da jeg hørte ’Kommer Igen’ tænkte jeg, ”så, nu er drengene blevet mænd” – det kræver virkelig mod, en følelse af at være på en mission og ærlighed at udgive et nummer om reinkarnation og ubetinget kærlighed. Jeres branche beskæftiger sig jo en del med den romantiske (og tit plagsomme) version af kærligheden, som kan være flygtig, baseret på formodninger og næsten i bygget en angst for, at ens kærlighedsobjekt finder en anden eller skrider.

Den kærlighed, som beskrives og efterlyses i det nye nummer, er det den ubetingede kærlighed, som ikke har noget med romantik at gøre – men som snarere er en energi eller et felt?

Tingene er jo nemme at forveksle, og nogle gange tror man, at noget skal hentes ude i verden – og i virkeligheden viser det sig at være inden i. Nogle gange søger man noget, som man faktisk allerede besidder uden at være klar over det.

Alle med den mindste lommepsykologiske sans er vel enige om, at alle mennesker søger at være elskede, som de nu er med alt bagage, skæve tæer og hele molevitten – man kunne sætte nogle andre ord på som anerkendelse, ønsket om at blive værdsat etc. Men vi kan vel blive enige om, at det i bund og grund betyder, at mennesker vil elskes.

Det pusseløjerlige (og nogle gange frustrerende) er bare, at kærlighed jo ikke kan gives – det kan til gengæld trigges. I min optik betyder det, at når jeg føler mig elsket af en eller anden, så er det fordi denne persons væsen på en eller anden måde får mig til at åbne for min egen kærlighedskanal med det resultat, at jeg føler mig elsket. Den samme person kan få mig lukke for min kærlighedskanal, hvis vedkommende udviser en adfærd, som gør mig bange eller usikker.

Denne afhængighed af andre menneskers gøren og laden (og mangel på gøren og laden) er noget skidt og resulterer i frustration og sårede følelser – det har I jo selv skrevet sange om. Det, jeg synes, er super interessant, er, at I nu er kommet på banen med et udtryk for en … højere form for kærlighed. Nemlig den, som er uafhængig af andre mennesker, men som måske er den grundlæggende del af os. Og hvordan får man adgang til den del af sig selv? Se d’herrer, nu nærmer vi os grunden til, at I to har en kæmpe plads i mit hjerte.

Noget af det, som mest effektivt blokerer den indre tilstand af kærlighed og tillid til universets udfoldelse, er tanker. Tanker, som er gennemsyrede af frygt, mistillid og antagelser, er skrækkelige – det ved I sikkert begge to; og forskellige mennesker har forskellige måder at forsøge at tøjle eller helt slukke for tankerne. Nogle tager stoffer, andre drikker sig i hegnet, andre snakker hele tiden, andre kan ikke være alene, andre bliver arbejdsnarkomaner – ja, det er mange måder, hvorpå man kan forsøge at undslippe sig selv. Forsøge … for man kan jo ikke undslippe sig selv – til gengæld er det muligt at stoppe tankemylderet.

En af mine foretrukne – udover meditation og samtaler med min veninde Sofie – er dans! Jeg ville ønske, I vidste, hvor mange gange Jeres musik har blæst min hjerne ud; jeg har løbet med det i ørerne, jeg har danset på stuegulvet, trampet i cykelpedalerne og på et eller andet tidspunkt er der blevet så få tanker i mit hoved, at jeg er kommet ind under min sjæls lys igen. Livet – som jeg oplever det – virker som en konstant bevægelse mellem at være under min sjæls lys og være udenfor i mørket. Selv om nogle af de mere indsigtsfulde blandt os siger, at man faktisk aldrig er udenfor sin sjæls lys – det hænder bare, at man har taget bind for øjnene og tror, at man er … yeah, whatever. Så må jeg jo sige, at Jeres musik hjælper mig med at tage bindet af.

For nogen tid siden fik Anni og Erik (formoder I ved, hvem taler om) en ordentlig tur gennem pressen, og den gang blev jeg simpelthen så forundret over, at der blev brugt så meget tryksværte på de to. Min konklusion blev, at især Anni på en eller anden måde triggede noget hos mange mennesker, siden historier om hende kunne sælge aviser. Den klamamse kan I finde her.

For Jeres vedkommende har kritikken jo gået på noget i retning af at være ”for meget” – som i for meget pop, for meget bling, for meget attitude, for meget alt muligt. Og man kunne skrive en lang smøre om, at være tro mod sig selv og sine ønsker og om retten til at skifte retning og mening og værdier, når tilværelsen viser en nogle nye perspektiver af livet. Men det vil jeg undlade.

Derimod vil jeg videregive en sætning, som har hjulpet mig med at blive under min sjæls lys:

”Den største frihed, er friheden for andres gode mening om dig”.

Den sætning er ikke så kynisk, som den umiddelbart kunne lyde. At gå efter andre menneskes anerkendelse og ros for det man laver, eller for den man er, udmunder sjældent i noget banebrydende eller tankevækkende. Laver man derimod tingene på den måde, som føles mest rigtigt i ens mave (eller hvor man nu har sin indre stemme/fornemmelse siddende), så vil der ofte være nogen, som reagerer negativt.

Jeg reagerer negativt, når jeg bliver bange, provokeret eller på anden vis udfordret i min grundvold. Og når jeg som følge af det kigger mig selv nærmere efter i sømmene, så bliver jeg som oftest lidt klogere på mine antagelser om verden – og indimellem bliver de så revideret eller helt erstattet af nogle andre.

Det kan jo være, at det også gælder for andre mennesker.

Konklusionen er altså, at d’herrer er sat i verden for at udfordre befolkningens mentalitet og for at give sådan nogen som mig noget musik, som får mig til at kigge op mod himlen i stedet for ned i jorden.

På falderebet, vil jeg være så fræk at antage, at d’herrer også i en eller anden grad kommer til – enten privat og måske i offentligt regi – at påvirke den kollektive bevidsthed, således at den ubetingede kærlighed, som vi talte om i starten bliver endnu mere synlig og tilgængelig.

Da jeg stod på løbebåndet i Fitnessdk og hørte ’Kommer Igen’ første gang, kom jeg i tanke om, at der i visse kulturer findes nogle ritualer, som gør drenge til mænd – ofte er det noget med at løse nogle opgaver og være alene. Formålet er at udvikle og udforske sin identitet og sine styrker. Nogle gange opdager man jo, at man er mere end det, man troede – og at det som synes stærkt i virkeligheden er svagt, og at ægte styrke i virkeligheden er noget helt andet end først antaget.

En mand med et betydeligt retorisk talent og gennemslagskraft sagde for ca. 2000 år siden ”I skal kende dem på frugterne” – med andre ord: virker det eller gør det ikke?

Ja, der lyder kryptisk – men der er jo ikke andet for end at eksperimentere lidt med sagerne, for på den måde at finde ud af, hvad der virker bedst for en selv.

Hvad betyder det, at drenge bliver til mænd og piger til kvinder?

På det spørgsmål er der vel lige så mange svar, som der er mennesker, og jeg vil lade det stå ubesvaret – det kunne jo være, at d’herrer kommer deres bud på det gennem et nummer en gang i fremtiden …

I mellemtiden vil jeg bestræbe mig på at lade mit liv være som en film, jeg selv gad at se.
D’herrer, tak fordi I er med på mit soundtrack.