Juli 2007.
I sidste uge har forskellige synspunkter om abort præsenteret sig ikke mindre end tre gange for mig: Forrige mandag til et foredrag om buddhisme, hvor Ole Nydahl luftede sine holdninger til abort, dagen efter var et formiddagsblads forsideoverskrift ”Abort-Boom” og forrige udgave af Alt for Damerne behandler også emnet. Så massiv tæppebombning med abort mig her og abort mig dér indenfor samme uge gjorde, at jeg fandt det nødvendigt at tage bladet fra munden.
Efter påske i år fik jeg en kirurgisk abort – til en start skal det nævnes, at det helt og holdent skyldes min egen upåpasselighed mht. prævention.
Egentlig havde jeg besluttet at holde aborten for mig selv; den har dog lært mig så umådelig meget, at det forekommer meningsløst at holde det for mig selv. Nedenstående er skrevet ud fra et stærkt ønske om at bare en sætning eller to vil få det til at sige ’klik’ eller sætte noget i (et andet) perspektiv for Jer, der har valgt at modtage nyhedsbrevet.
For at gøre det overskueligt og så let fordøjeligt som muligt, sættes mine erfaringer op i kronologisk punktform:
Jeg har ret (måske oven i købet pligt) til at sætte en høj standard for det, som kommer ind i min krop.
– Mænd, mad – det hele bliver til en del af mig, derfor skal jeg forholde mig til det, jeg lukker ind. Og hvis jeg lukker en mand ind i min krop for at få noget, han ikke er i stand til at give – så er det fra min side et forsøg på en byttehandel, så må jeg tage fat i mig selv og finde ud af, hvad det er, jeg ikke giver mig selv, men i stedet søger fra ham.
Jeg besidder en enorm skabende kraft.
– Med de to streger på graviditetstesten gik op for mig, at jeg har det, som skal til, for at give et nyt liv adgang. Denne kraft er det min ret/pligt/privilegium (vælg selv) at bruge med omtanke og en klar intention. Jeg kan altså ”føde” noget smukt og dejligt – dér hvor jeg er nu, ønsker jeg ikke at være kanal for et barn, jeg ønsker p.t. at være kanal for at mennesker blomstrer og nyder sig selv mere.
Jeg er elsket, som jeg er.
– En af mine canadiske venner kom på besøg nogle dage inden indgrebet (jeg havde forberedt ham) og sagde: ”Lone, it is as if your friends are creating a circle around you”. Det er så præcist og korrekt formuleret. Alle – på nær én, som vi kommer tilbage til – sagde stort set det samme:
Lone: ”Sidder du ned?”
Veninde: ”Ja, nu gør jeg”
Lone: ”Jeg har taget en graviditetstest, som har to streger, og det vil jeg ikke.”
Veninde: ”Okay. Hvad har du brug for?”
Og så har de ellers vist deres kærlighed på hver deres måde. Alle har mødt op på den måde, de kunne – og det hele gik fint. Sjovt nok anser jeg det nu som et bånd, der binder mig og de to veninder, som var med på hospitalet, sammen. Jeg blev kørt ned operationsstuen med en fuld viden om, at de to ville sætte sig ud i solen og holde en høj energi og tanke for mig og lægerne og sygeplejerskerne. Og da jeg vågnede op på stuen, kiggede jeg i al min post-narkose groggy-hed lige ind i de to kærligste ansigter, der smilede – og da gik det virkelig op for mig, at jeg er elsket, selv om jeg selv synes, at jeg har begået en maximal brøler.
”Sig det, som det er”
– Her vil jeg starte med et forbehold – som i øvrigt gælder alt, hvad der kommer herfra PowerPrinsesse.dk: Fordi det er rigtigt for mig, er det ikke nødvendigvis tilfældet for andre.
Efter indgrebet svulmede min livmoder op, og min mave antog ”slugt-basketball-størrelse”, og mine elever på torsdagsholdet kunne ikke undgå at bemærke det. Efter en kort overvejen frem og tilbage fortalte jeg dem, hvordan situationen forholdt sig. Det var nemt for mig at gøre – sikkert fordi jeg følelsesmæssigt var fuldstændigt afklaret; så slap de for at undre sig over min maves størrelse. Og jeg fik ro i sindet, fordi jeg ikke følte, at jeg var i gang med at skjule noget og skulle ikke bruge en masse energi på at lade som om, jeg havde det super fint, når det ikke var tilfældet..
Så kommer pointen: Jeg kan vælge at sige tingene, som de er – eller sige så meget eller lidt jeg har lyst til – og behøver ikke at skjule noget.
Nogle dage senere var jeg på Female Vision messen i Øksnehallen – efter min erfaring, kan det ikke anbefales at stå op i tre dage efter en abort – og jeg blev ret groggy og havde ondt i maven, hvilket folkene på nabostandene bemærkede. Jeg tog en dyb indånding og gjorde noget, som var nyt for mig: Jeg fortalte tingene, som de var; at jeg havde fået en provokeret abort i tirsdags, var glad for beslutningen og havde ondt i maven. Slut.
Jeg ville ønske, reaktionerne kunne optages, så I kunne se, hvor elskelige folk er. Én kom med en sweater, jeg kunne tage om maven, da hun selv havde fået underlivsbetændelse efter en abort, én spurgte hver anden time, hvad hun kunne hente af mad eller drikke til mig og sådan foresatte det. Sjovt nok trådte den mandlige del af min abortoplevelse i karakter og sørgede for at transportere, bære og opstille min stand og ting. Og her lærte jeg noget, som nok engang bliver et nyhedsbrev i sig selv:
”Den, der er god til at bære mine tunge ting, er ikke nødvendigvis gode til at bære smukke ting – som f.eks. mit hjerte”. Og det er mit ansvar at finde ud af, hvem der er egnede til at bære hvad.
Alt i alt gjorde jeg mig den meget smukke erfaring, at når jeg fortæller, hvordan jeg har det, så støtter folk, som de kan. Oftest – hvilket bringer mig videre til sidste punkt:
At være elsket og at være enige er to forskellige ting.
At abort har karakter af at være et tabu, er vist hævet over en hver tvivl. Netop derfor valgte jeg mine støtter til aborten med omtanke. Eksempelvis fortalte jeg det ikke til en kær veninde, fordi jeg kender hendes holdning til abort. Min strategi gennem hele denne abortoplevelse var at passe så godt på mig selv som muligt; og det ville ikke have været støttende for mig at inddrage hende i processen, førend jeg selv havde slugt hele kamelen og fordøjet den.
Ganske rigtigt blev hun utroligt emotionelt berørt af det, hvilket gav mig rig lejlighed til mærke, at jeg vitterligt havde truffet den rigtige beslutning. Jeg kunne nemlig sidde helt roligt og se på hendes voldsomme reaktion og vide, at det hun sagde og tænkte om abort, ikke er den måde, jeg anskuer tingene på.
På min vej gennem livet har jeg erfaret, at hvis jeg bliver vred/gal/sur/ked af det/såret/provokeret over noget, som nogen gør eller siger, så er det fordi JEG selv har noget i klemme – og så er det et signal til mig selv om, at jeg har et område eller en overbevisning, der må tages op til revision. Og min konklusion er, at den ro, jeg oplevede hos mig selv, mens hun flippede ud, var tegn på, at jeg virkelig havde ro omkring det hele.
Min dejlige veninde oplyste, at hun havde brug for en pause fra mig, og ringede så en måneds tid senere. Hun havde sørget på mine vegne (jeg synes ikke, der er noget at sørge over – tværtimod), og vi blev enige om, at være uenige om den sag.
I 2006 blev der lavet 15.053 aborter i Danmark, ca. 75 pr. ugedag, så den statistiske chance for, at du ser, går forbi eller har en interaktion (i en butik eksempelvis) med en kvinde, som enten skal have eller lige har fået en abort, er ret stor. Den statistik er god at have med sig i baglommen, fordi den minder om, at vi ikke ved, hvad der rører sig i andre folks liv. Så den kvinde, der vrisser af dig i køen i Brugsen, eller som giver dig en energiforladt og flad betjening i en butik – måske er hendes kæreste lige gået, et dødsfald kan være hændt … eller hun er utilpas ved tanken om at have fået eller skulle have en abort. Jeg ved i hvert fald nu, at jeg aldrig ved, hvad der gemmer sig bag et ansigt; og derfor ikke har ret til at dømme nogen som helst. Hvilket også er et nyhedsbrev i sig selv!
Så er vi ved vejs ende – tak til Jer, der fulgte med så langt.
Jeg ønsker inderligt, at ovenstående modtages i den ånd, i hvilken det er skrevet: En intention om, at det, som denne oplevelse med abort, har lært mig, på en eller anden måde kan gavne og støtte Jer i denne oplevelse, som kaldes livet.
Vi er alle prinsesser, som fortjener det allerbedste på alle områder i livet.
