Jeg skal fortællle Jer noget.
Og NEJ, jeg er ikke gravid og lukker ikke PowerPrinsesse.dk – til gengæld ser det ud til, at jeg er ved at opleve “næste niveau” – første niveau er jo beskrevet i bogen ‘Fra pæn pige til PowerPrinsesse’, som udkom tre år siden til oktober.
I løbet af det sidste 1,5 års tid har mine 10 år som selvstændig sat deres præg på mit energiniveau, og der har været mange, mange ændringer, “udfordringer” (som man siger) og identitetsskubbende/-skabende i løbet af de sidste fire-fem år. Og jeg er træt.
Træt som i totalt udkørt.
Jeg har også stiftet bekendtskab med begrebet ‘angstanfald’, hvor der lige pludselig kommer en følelse af, at brystkassen ikke er stor nok til hjertet. Det forplanter sig til halsen, og det opleves svært at få vejret, og det snurrer i fingerspidser og fødder. Mange dage er blevet revet ud af kalenderen, fordi det er ret belastende for systemet (ihvertfald for mit) at have sådan en omgang, så jeg har derefter lavet Maude-finten og gået i seng.
Psykisk hudløshed har jeg oplevet i en grad, så hvis nogen spørger, om jeg vil have grøn eller sort the, fyldes øjnene af tårer, og jeg ønsker, at der ikke var så meget at tage stilling til (!!) – og det er på en god dag.
På en dårlig dag kan så et simpelt spørgsmål udløse et angstanfald og en tudetur med snot og det hele.
Det begyndte vist at køre af sporet for to år siden (præcis), da jeg i september 2010 i toget på vej til foredrag i Århus opdagede, at jeg havde iført mig to forskellige støvler … med halvanden centimeters forskel i hælhøjden! Tænk hvor skæv min krop har været – uden at jeg har opdaget noget som helst!
Nå, men nu er vi jo to år længere fremme (og øjensynligt ikke så meget klogere), nemlig september 2012, og skal sandheden frem, skal den nok høres fra min dejlige veninde, Kristine, der på den blideste måde hun overhovedet kunne, fik mig fortalt, at jeg var udbrændt, at hun var nervøs for mig, og at jeg måtte gøre noget radikalt anderledes.
Jeg sagde “ja ja” – og jeg vidste godt, at hun havde ret – det har nemlig stået på ret mange måneder, men jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre.
Sagen er nemlig, at jeg ofte tænker på alle Jer, der følger med herinde; mange har jo børn, madpakker, karrierejobs, mænd, svigerfamilier, sommerhuse og nogle af Jer er virkelig trætte af Jeres liv, og ville ønske I havde et andet.
Og det er netop dér kæden hopper af for undertegnede.
Jeg har ingen små væsner – hverken med ble eller pels – som er afhængige af mig.
Jeg har et job – som er drønsvært at definere – men kort sagt går det ud på at skabe rammer i hvilke mennesker blomstrer, og det er det, jeg allerhelst vil (udover at lave noget lødigt tv, som kan inspirere mennesker til at vælge noget bedre – men det er en helt anden snak).
Jeg kan arbejde hvor og når det passer mig.
Der har ikke været nogen store tab i mit liv, ala at miste et barn eller en ægtefælle, jeg har ikke været alvorligt syg – omstændigheder som flere i min omgangskreds har befundet sig i …
SÅ HVAD HELVEDE ER PROBLEMET? – pardon my French.
Når jeg ser på min situation i det store perspektiv, så synes jeg ærlig talt, at det er lidt fesent – og det er nok problemet.
For når jeg dømmer min situation, som lidt fesen – forstået på den måde, at jeg siger til mig selv: “Hey, Lone – prøv lige at kig på dit liv. Hvad er det lige præci, som er i vejen?” Så kan jeg ikke svare, og jeg ser, at min situation – i forhold til mange andres – er velsignet.
Men hvorfor kommer angstanfaldene så?
Kristines observation og bøn til mig om at gøre noget radikalt, arkiverede jeg under “kærlig venindeomsorg”, angstanfaldene har jeg undladt at forholde mig til og bare ladet dem komme og gå, men for nogle uger siden, så ramte jeg bunden med et brag.
Da oplevelsen involverer andre end mig – og deres privatliv skal respekteres – må jeg indskrænke mig til at sige, at jeg havde et sammenstød med et af de mennesker, jeg elsker højest i verden, og jeg oplevede en side af mig selv, og sagde nogle meget grimme ting som vedkommende på ingen måde havde fortjent.
Meget beskrivende er udtrykket: At koge over. Big. Time. And. It. Wasn’t. Pretty.
Da dampen havde lagt sig, besluttede jeg mig for at gøre noget radikalt, for det menneske jeg oplevede mig selv om, i den situation, ville jeg ganske enkelt ikke være. Så jeg bestilte fluks en rejse til Grækenland, og det gjorde mig virkelig, virkelig godt.
Der var totalt ro, intet at forholde sig til (jeg spiste det samme til aftensmad 6 aftener i træk), vand, strand og ingen mennesker at koordinere noget som helst med.
Det var dejligt at komme hjem igen til mand, lejlighed, computer og jeg begyndte at ane håb forude.
For 14 dage siden begyndte jeg at mærke skarpheden komme op i mig igen – skarphed er der som sådan intet galt i, når det er klarsyn, som kommer fra overskud og balance, det kan nemlig skære igennem tågerne, projektionerne og mindfuckingen og spare megen tid, frustration og følelsesfnidder.
Men kommer den fra et underskud, er der meget stor fare for, at den skærer ind i andre menneskers hjerte – især dem der er tæt på.
Turen til Grækenland var frisk i erindring, og det var meningen at tage afsted igen – men min manglende evne til at træffe beslutninger (som jeg i dén grad har stiftet bekendtskab med for nylig) blev altoverskyggende, og der blev udsolgt.
Så jeg endte med at rejse til Lissabon, Portugal. Egentlig har byen aldrig “kaldt” på mig, men ved et tilfælde løb jeg ind i en portugisisk gut, som fortalte mig, at der i den kommende weekend var kizombafestival, og det var udslagsgivende – og 1,2,3-expedia.com, så var rejsen booket. Kr. 5800 for fly og 6 dage på 4-stjernet hotel – pretty good deal.
Ja,
Tirsdag i sidste uge var jeg til kizomba på Club Mambo i København, der er meget få kizombadansere i København, og i skrivende stund har jeg kun prøvet det fire gange (to af dem var under min nylige rejse), så jeg er RET nybegynder – men nyder det i fulde drag.
Jeg faldt i snak med en portugisisk gut, som i en sidebemærkning, nævnte, at der var kizombafestival i Lissabon i den kommende weekend – jeg kunne mærke en lille stjerne sprælle i maven.
Stjernen sprællede videre næste morgen, så jeg tog en hurtig beslutning
Min tulletrang meldte sig for præcis en uge siden, tirsdag aften, jeg gik online og bookede et par dage i Lissabon, Portugal.
