Se de andre inspirationsvideoer, som jeg har lavet i løbet af de sidste år.
Hvis denne video siger dig noget, så fortæl, fortæl fortæl i kommentarfeltet nedenfor.
Jeg bliver inspireret af Jer, som ser videoerne, og I kan inspirere hinanden.
Livsråd fra Karmaklubbens gæster
Livsråd fra Karmaklubbens gæsterEn dag i marts bad vi Karmaklubbens gæster om at dele deres bedste livsråd med os. Det har resulteret i både store og små råd.Råd du kan bruge i hverdagen, råd der udfordrer dig, råd der inspirerer dig eller måske råd der kan hjælpe dig...
Uge 30, 2019: #tirsdagstaknemmelighed
https://www.instagram.com/p/B0RbEOkhTQj/?utm_source=ig_web_copy_link
Uge 29, 2019: #tirsdagstaknemmelighed
https://www.instagram.com/p/Bz-jmenBmNN/?utm_source=ig_web_copy_link
Lone. Du rammer altså noget i mit indre. Hvor er det smukt – min egen ø. Jeg kan ikke sætte ord på det – men at mærke hvad der virkeligt er vigtigt – at tune ind – at mærke. Hvor er det fantastisk smukt, og fredfyldt – og for mig, tænker jeg også ensomt. Ordet ensom lyder jo ikke tiltrækkende, eller kærligt, eller noget med lys i sig. Men for mig, er ensomhed noget der smelter, og giver rum til at mærke, og lytte, og være i min kraft, og på min ø.
Tak Lone.
Hej Lone,
Tusind tak for denne inspiration til at give lov til at træffe lidt bedre valg for sig selv. Og tak fordi du deler ud af dit indre. Det hjælper virkelig at vide, at man ikke er alene om at være gået ned med stress, og være total udbrændt.
Det gør min rejse tilbage til mig selv (min ø) en hel del nemmere, mere positiv og let.
Tak fordi, at du er der, og er dig!
Kære Lone,
Hvor ER det rigtigt – vi har brug for øtid. Skønt begreb!
Ligesom dig har jeg været nede at ligge med stress og dens lede følgesvend angst. Efter 2 år, hvor jeg til tider følte, at jeg var ved at miste mig selv, at blive sindsyg, kan jeg nu endelig mærke, at jeg er ved at være mig selv igen. Ikke den samme, men en forandret og forhåbentlig forbedret mig. I lang tid kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg måtte ned og bide i græsset. Men ude på den anden side har jeg indset, at jeg helt basalt ikke har passet ordentlig på mig selv. At jeg har glemt at lade mine batterier op og lytte til mig. Før i tiden nød jeg virkelig at være alene med mig selv. At sidde der på min egen ø og bare ‘dimse’. Uden at skulle tage hensyn til andre. At kunne tage mig af mig. Med mand og to små børn skete det bare pludselig stort set aldrig. Jeg prioriterede ikke mig selv – fik dårlig samvittighed, når jeg prøvede. Det lidt fortærskede billede med iltmasken i flyet passer på en prik. Jeg udsatte at sætte iltmasken på mig selv for at hjælpe andre først – dårlig strategi! Pludselig kunne jeg bare ikke mere. Jeg har lært min lektie – håber jeg. Jeg fylder ikke mere kalenderen helt op, men laver plads til opladning. Til øtid, til dimse-tid, til alenetid. Og jeg bliver bedre og bedre til at gøre det med god samvittighed.Fordi jeg ved, at det er livsnødvendigt.
Tak for at du nu har tilføjet begrebet ‘øtid’ til min værktøjskasse.
Den sad da lige i skabet! Tak for den indsigt søde. Hvilken bog var det fra?
Hej Lone,
dejligt at du giver lyd fra dig 😉
Er ogsaa helt solgt til udtrykket “oe-tid”! Oe-tid kan ogsaa lykkes for mig sammen med andre. Hvis jeg giver mig selv lov til ikke at vaere “ude” i at styre eller byde ind med emner, men bliver “hos” mig og rigtig maerker hvem jeg er, at jeg passer paa mig selv, at jeg “er” uden at ville, goere, proeve, vaere – giver det mening?
Knus fra Henriette i Tyskland
Hej Lone
Ja, det hér må være det helt rigtige forum at få Den blå Pavillon kørt ud i 🙂
Det handlede vist om en fyring og arbejdsbetinget stress, som kom til at påvirke min kroniske sygdom, forholdet til mand, børn, familie og venner. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Ville helst være alene og ikke stilles spørgsmål om, hvorfor jeg var trist, hvorfor jeg ikke var på arbejde, hvordan jeg havde det, tag dig nu sammen, hvad er der med dig.
En dag fik jeg lyst til køre i ly i skoven og gemme mig for alt og alle. Min kurv af flet blev pakket med sandwich, frugt, kaffe, vand og ovenpå i kurven lagde jeg mit strikketøj. Venner og familie har klippet strimler af deres gamle tøj, og det er jeg stadig -her flere år efter- ved at strikke et tæppe af. Hvert stykke strimmel-stof minder mig om den enkelte person.
Så blev min dyne og hovedpude fundet frem og en “læse-let” bog.
Ud i den lille blå bil med det hele. Jeg kørte rundt og rundt og til sidst – i et skovområde -fandt jeg mig en skovvej, hvor kæmpebregner bøjede sig ind over bilen og dækkede mig til. Jeg åbnede vinduerne lidt. Fuglenes sang fyldte min “jungle” og jeg var nu i min “Blå Pavillon”, som min lille blå bil fra nu af blev kaldt.
Meditere, læse, strikke, sove, lytte og om igen… Der kunne nemt gå 3-5 timer alene i Den Blå Pavillon. Det var så dejligt. Beroligende, givende, afslappende. Min ø i skoven. Her forsvandt jeg hen mange gange.
Nu har min mand købt et lille orangeri, som står i et hjørne af haven. Så nu kører jeg ikke hjemmefra længere. Går i stedet ned i hjørnet af haven, under de to store birketræer, og sætter mig i en af de tre gyngestole eller sover i den grønne plys-sofa. Jeg kan se ud over skoven, se hestene, rådyrene og hvad der ellers kommer forbi, høre regnen på glasset, mærke varmen fra solen… og alle planterne er nu min “jungle”. Orangeriet hedder “Den blå Pavillon”. Den er min hjemmeø og redningsplatform, når jeg “er nede”. Der må godt komme gæster – hvis jeg inviterer dem.
Jeg er meget taknemmelig for gaven fra min mand, som forstod, hvad jeg havde brug for, og som ønskede, at jeg var i nærheden, når jeg ikke var helt “fit for fight”.
Nu vil jeg gå ned og vande junglen i “Den blå Pavillon”… og så strikke videre på min tæppe lavet af familie og venners tøjstrimler. Det bliver bare så flot, og det er klart til at slynge sig rundt om mig, når efteråret begynder at melde sin ankomst.
Go weekend til jer alle sammen.
Kæreste Yrsa.
Dejligt at høre fra dig – hvor er det dog dejligt, at du har fået indrettet tingene, så du får de pauser, du har brug for; det glæder mig i dén grad, at du nu har fået et hjørne i haven, som er tæt på, så du kan komme i vatter igen.
Kærligst
Lone
Kære Lone,
Vise ord.
Jeg har gået med sådan en tristhed de sidste par uger, uden helt at kunne sætte ord på hvad der er i vejen. Men en stor del af det der er i vejen tror jeg faktisk er at jeg ikke holder nok fast i mig selv, mærker mig selv og istedet forsvinder jeg og går på kompromi lader andre komme først hele tiden. Så jeg tror det ville være så gavnligt at give mig selv den ro i mig selv jeg får når jeg f.eks går tur alene eller blive bedre til at stoppe op lukke øjnene og lige være mig selv.
Tak for denne video, som fik mig til at indse hvor vigtigt det er nu vil jeg prøve at huske mig selv på det hver dag.
God ide at være sammen om det alle fortjener Øtid 🙂
Kh,
Selma
Kæreste Selma.
Tusind tak for dit indlæg – du har ganske givet ret; det er “dyrt”, når man ikke holder fast i sig selv. Jeg har mødt mennesker, som ikke har noget problem med at holde fast i sig selv, mens andre nemt flyder ud.
Det er en super god idé, at du – og mange andre – lige stopper og tjekker ind med sig selv. Når man sidder på toilettet – som de fleste jo gør jævnligt – kan man jo lige lægge en hånd på maven, trække vejret og åbne de mentale vinduer, så tanker og energi, der ikke tilhører dig, kan flyve ud.
Dejligt, at du ser med herinde, og igen tak for dit indlæg.
Kærligst
Lone
Hej Anne og Lone.
Jeg var også interesseret i, hvilken bog, Lone læste så smukt op fra. En søgning på nettet viser, at det må være denne: Anne Morrow Lindbergh: Gaven fra havet (Originaltitel: Gift from the sea) – fra afsnittet om Månesneglen. Bogen er udkommet i 4. udgave 1992.
Og det er et vigtigt budskab, at ensomhed og stilhed er vigtige forudsætninger for at have det godt med sig selv. Og for bagefter at kunne være sammen og give til andre mennesker.
Tak for fundet og for at dele, Lone.
Mvh
Birgit (Bibliotekaren)
Kære Birgit – ja, det er lige præcis den bog.
Jeg kendte intet til Anne Morrow Lindbergh, og bogen krydsede min vej ved et tilfælde … eller hvad man nu skal kalde det 🙂
Det er så smukt, at for flere årtier siden var der en kvinde, der tænkte præcis de samme tanker – i mine øjne er det et fint bevis på, at der er noget om snakken.
Tak for din deltagelse herinde, Birgit.
Mange hilsner
Lone
Kære Birgit.
Ja, det er nemlig præcis denne bog – den er virkelig fantastisk, indsigtsfuld og er værd at eje.
Nogle mennesker trives ikke med stilhed – men oplades faktisk af aktivitet.
Noget af det interessante ved at blive voksen er, at man finder ud af, hvordan tilværelsen skal sammensættes, så man trives.
Tak fordi du læser med herinde.
Kærligst
Lone
Kæreste Lone.
Tusind tak for din ærlighed, din vilje,evne og åbenhed for at ville dele din personlige livsrejse med os. Det er rørrende og inspirrende – og meget modigt.
Jeg kan genkende alt hvad du fortæller, med stress, behovet og trangen til en hjemmeø og ikke mindst hele udfordringen i at miste sig selv i relationer eller sin retning og sine hjertemål og ja, lad os kalde dem ‘hjerteværdier’.
Det er en svær balance; og jeg tror, det er en livs lang lærring for dem af os, der har et iboende dybdegående mønster omkring det, er sensitive overfor omverdenen- vi kan også kalde det “omstillingsparate” eller “socialt intelligente”.
Jeg kan nikke genkendelse til behovet for hjemmeøen, men har samtidig i denne periode i mit liv den nærmest modsatte problematik kørende. Nu har jeg efter lang tid – pga. af kærestebrud og dødsfald i familien – ikke haft min egen hjemmeø. Endelig har jeg fået den og har nu bare lyst til at være her og lidt lukke verden udenfor ude.
Jeg pøver at sige til mig selv, at det er ok i en periode, da min krop og sind bare har behov for fred, ro og tryghed. Samtidig er jeg også opmærksom på, at jeg kan risikerer at afskære mig selv fra verden og alle dens gaver og overraskelser, i en sådan grad at det bryder mig ned i stedet for at bygge mig op.
Det en hårfin balance som jeg arbejder med hver dag.
Livet kan dræne mig i en sådan grad, at jeg slet ikke ved, hvad der er op og ned, når jeg ikke får holdt fast i mig selv og min kerne.
Det kan blive så helt ufatteligt hårdt at være menneske, når genkendelsen af en selv ryger, når verden udenfor ens selv styrer mere end selvet styrer rundt i den undeforboende verden.
Det er en vigtig anskuelse, du har gjordt dig, og det hjalp mig til at sætte ord på noget jeg ikke før har kunnet sætte så præcise ord på.
Alt det bedste til dig – kærligst Louise
Kæreste Louise.
Tusind tak for dine ord og de mange fine og velbeskrevne nuancer, som denne situation er fuld af.
Især hænger jeg mig i din observation af balancen mellem at give sig selv og undgå at isolere sig.
Vi har formodentlig alle sammen prøvet, hvordan det er ikke at gide at tage afsted til et eller andet, og nogle timer senere har man det smadderskægt og er glad for, at luksuslegemet kom ud i verden.
Måske er svaret, at man skal lære at kende forskel på den sande “jeg-har-brug-for-ro”-stemme og så den lidt dovne, ugidelige, uvante “neeeej, jeg giiiiiider iiiiiiikkeeeeeøøøøhhhh”. Det kan vel sammenlignes lidt med at lære at kende forskel på intuition og blablabla-stemmen inde i hovedet.
En stor del af det at være voksen er – tror jeg – evnen til at differentiere de forskellige stemmer og følelser fra hinanden.
Igen: Tak for din mail Louise; det er dejligt, at vi andre kan få lov at gavne af dine overvejelser.
Kærligst
Lone