Følg med på Facebook & Instagram:
Follow by Email
Facebook0
Facebook
YouTube0
YouTube
Instagram8k

Hej Lone,

Jeg har netop opdaget din brevkasse, og jeg synes virkelig, at du kommer med nogle smukke og brugbare råd. Du har i løbet af få videoer sat en del ting i perspektiv for mig, og jeg synes du rammer nogle meget centrale ting.

Jeg kan især nikke genkendende til videoerne omkring kærestesorg og tab af tillid, for det er de følelser jeg har kæmpet med de seneste 1-2 år. Først i mit forhold til min ekskæreste og i de seneste par måneder i forbindelse med vores brud. Vi var sammen i godt 5 år og de første to år var magiske og fulde af nyforelskelse og energi. Det lyder voldsomt, men han fik mig til at se verden på en helt ny måde, og jeg følte mig levende og rolig på samme tid. Det tredje år bar præg af en stærk kærlighed, men samtidig kunne jeg mærke en begyndende usikkerhed i forhold til ham.
Det handlede blandt andet om, at jeg synes han var uærlig i flere situationer – også situationer hvor det var fuldstændig uden grund. Bagateller hvor det slet ikke giver mening at lyve. Jeg konfronterede ham med det hver gang (på en så diplomatisk måde jeg kunne fremmønstre, men jeg må indrømme at jeg overhovedet ikke forstår det), men han reagerede ret negativt på det og lukkede forståeligt nok i, så langsomt begyndte jeg at lade det passere. Det skal siges at hans fordrejninger tit handlede om hans jobsituation og lignende, altså overfladiske ting og andres blik på ham.
Noget som jeg stadig tror han kæmper med, og som nok også spiller ind ifht. vores brud – at jeg insisterede på en eller anden form for ægthed og fordybelse, som han ikke havde lyst til at se i øjnene.
Nu skal det ikke lyde som om, at jeg er det gode menneske og han det dårlige. Jeg brød også hans tillid på andre måder, men det var enormt opslidende for mig at prøve at finde ind til ham igen samtidig med, at jeg faktisk mistede noget respekt for ham. Det var meget dobbelt, fordi jeg godt viste at det ikke fungerede men stadig ikke kunne give slip. Så derfor har jeg i virkeligheden løjet for mig selv og ignoreret min egen mavefornemmelse igennem mange måneder. Selvfølgelig fordi jeg elskede ham højt, men det har uden tvivl været usundt og det gør mig ked af det, at jeg lod mine grænser for hvad jeg synes er okay flytte sig hele tiden.

De sidste to år af vores forhold var på sin vis gode (ellers var vi ikke blevet sammen så længe), men der kørte hele tiden et underlæggende spor som handlede om, at jeg ikke stolede på ham, og at han også i sine handlinger gjorde mig mere og mere usikker. Jeg har altid følt at jeg var en smuk kvinde, men den sikkerhed i at han også syntes det forsvandt som dug for solen. Hvis jeg luftede en usikkerhed med vilje (hvilket jeg godt ved er vildt selvdestruktivt, men det kommer vi kvinder jo til indimellem), modsagde han mig på en meget vag og pligtskyldig måde, og et par gange indrømmede han, at han godt kunne forstå, hvad jeg mente. F.eks. at det havde været okay hvis mine bryster var større. Og ja de er meget små, men det har mænd før ham elsket, og det kommer mænd efter ham også til at elske. Fordi de er en del af mig. Men det værste er, at mens jeg skriver dette og godt ved, at det selvfølgelig passer, har jeg stadig seriøse overvejelser om at få dem lavet større. Det havde jeg også inden vores forhold, men nu fylder det så meget, at jeg ikke kan forestille mig at skulle være intim med en mand igen. Det er sådan nogle små ting som nu er endt ud i et kæmpe tab af selvtillid.
Når en mand kigger efter mig på gaden, kan jeg f.eks. godt tænke, at ‘det er kun fordi du ikke har set mig nøgen’. Det hænger også sammen med, at vi havde meget lidt sex til sidst i vores forhold. Han lagde aldrig op til det og gav mig aldrig komplimenter med seksuelle undertoner eller forsøgte at tilfredsstille mig. Jo mere jeg tænker over det, jo mere langt ude er det, at jeg blev i det og håbede, at det på magisk vis ville blive ægte og lidenskabeligt igen. For det var det i virkeligheden aldrig. Selvfølgelig var det godt i starten, som det altid er, men jeg har tidligere oplevet en helt anden for for hengivelse og vildskab og lyst til at udvikle den del af forholdet. Med ham savnede jeg øjenkontakt og generelt bare sammenhørighed. Jeg havde en følelse af at være forkert og uperfekt, hvilket man ikke burde føle sammen med sin kæreste gennem mange år, men det er svært at se det selv, når det langsomt siver ind i forholdet.
Det skal siges at vi havde sammenhørighed på mange andre områder og virkelig nød hinandens selskab, men hans generelle fokus på ydre ting har helt sikkert påvirket mig negativt.

Og nu kommer jeg så frem til noget som for alvor har været ødelæggende for mig de sidste par år. Han opsøgte i perioder flirt med andre kvinder, især over nettet. Han skrev blandt andet til en kvinde han havde mødt et sted, at hun var smuk og om hun ville tage en kop kaffe med ham. Det knuste mig fuldstændig (som om noget gik i stykker indeni mig, da jeg læste det), men han fik det fremstillet som om de skulle arbejde sammen på et projekt (selvom han aldrig havde mødt hende før) og fik mig på en eller anden absurd måde til at fremstå som sygeligt jaloux. Hvilket jeg også var men med god grund.
Nu viste hun sig ikke at være interesseret i ham, men havde hun været det havde han med garanti forladt mig. Det var så åbenlyst, men alligevel fik han det vendt til at jeg ikke stolede på ham, og at jeg var den som gav op. Noget som jag aldrig troede skulle ske, fordi det netop som du siger i en anden video er en dealbreaker, hvis nogen sårer en og bagefter bagatelliserer ens følelser. Han nægtede simpelthen at se i øjnene, hvad han egentlig havde forsøgt at indlede, og jeg tror næsten han selv troede på, at de skulle starte det her fiktive projekt op, og at jeg var usikker uden grund og mistroisk. Og han gjorde det vel i en slags selvforsvar, som man gør når man bliver taget med fingrene i kagedåsen, og ikke i en ond mening – men den mangel på anger og ansvarstagen gjorde faktisk mere ondt end selve handlingen.
Her for nylig opdagede jeg så, at han igen havde opsøgt en kvinde men på en mere direkte måde, og det var som om alt indeni mig frøs til is. Jeg kunne bare ikke mere, og jeg gad ikke mere. Jeg ville ikke have kunnet se mig selv i spejlet, hvis jeg var fortsat som hans kæreste en dag mere, selvom jeg virkelig har elsket ham højt og stadig holder af ham. Han har så mange fantastiske sider, og på mange måder respekterer jeg ham, men han har såret mig udover alle grænser, så derfor kæmper jeg både med vrede, sorg og en mærkelig form for ligegyldighed lige nu. Jeg er hverken ked af det eller glad – jeg er ingenting, og jeg kan ikke mærke nogenting.
Jeg ved at jeg ikke vil have ham tilbage, og det giver mig en vis ro, men jeg føler mig fuldstændig udmattet efter 5 år med et andet menneske så tæt på mig, og nu er han pludselig helt væk.
Jeg skammer mig meget over, at jeg følte et behov for at tjekke ham, og det må jeg arbejde med i mit næste forhold, for jeg var selvfølgelig selv med til at ødelægge tilliden. Men hvad skulle jeg have gjort? Jeg opdagede ting som virkelig ikke var rare, og jeg havde ikke lyst til at vide det, men samtidig slog han jo ikke op med mig. Så jeg var nødt til finde ud af hvad der foregik for at finde styrken til selv at gå. Giver det mening?

Nu blev denne mail alt for lang, det beklager jeg. Det jeg vil høre er egentlig bare dine kloge tanker om alt det her.

Hvordan finder jeg mig selv igen?

Hvordan holder jeg fokus på, at jeg har taget den rigtige beslutning?

Har jeg handlet rigtigt, og hvorfor tager det så lang tid at handle rigtigt, når det burde være så let?

Hvordan finder jeg troen på, at jeg kan elskes og ses for den jeg er?

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

De bedste hilsner,
Line


Skærmbillede 2013-09-23 kl. 17.26.41

Har du et spørgsmål eller problemstilling, som jeg kan sætte i perspektiv for dig, så skriv til lone@powerprinsesse.dk.
Beskriv din situation, så den kan offentliggøres, dvs. navne skal ændres.

Følg med på Facebook & Instagram:
Follow by Email
Facebook0
Facebook
YouTube0
YouTube
Instagram8k