I dag skete det for første gang i lang tid: Et angstanfald kom som lyn fra en klar himmel.
Eller det passer vist ikke helt …
Efter en weekend med to karmafester, transport til og fra Aarhus, ikke tilstrækkelig trækken-stikket-helt-ud-tid kunne jeg godt mærke tegnene: Kroppen var spændt, det var lidt svært at sove, tårerne var klar til at løbe ved den mindste anledning, følelsen af at det mindste (ærinder i boghandler, Brugsen og blomsterhandler, der alle ligger inden for 50 m) var uoverkommeligt.
Sagen er, at det heldigvis går MEGET bedre, og min hjerne er igen begyndt at tænke nye tanker, en grafiker er sat til at redesigne alle hjemmesider, og på væggen foran mit skrivebord hænger A4-ark med forslag til bøger, foredrag etc.
Men i dag lyste advarselslampe altså rødt:
I frisørstolen sad jeg og tænkte over alle de ting, som jeg gerne vil berige verden med, og så kom sammensnøringen i halsen, oplevelsen af ikke at kunne trække vejret, følelsen af at brystkassen er for lille til det hamrende hjerte og sveden …
“Angstens sved”, som den kaldes blandt psykologer og psykiatere, har en særlig – ikke behagelig – lugt.
For ikke at løbe ud af frisørsalonen – og for ikke at sætte hende i forlegenhed over lugten og de mærkelige ansigtsbevægelser, jeg måtte lave for at få vejret – sagde jeg det lige ud:
“Kristina, jeg døjer med eftervirkningerne af noget stress for tiden, og nu har jeg lige fået et ubehagelighedsanfald. Det har intet med dig at gøre, jeg sidder bare her og trækker vejret og gør, hvad jeg kan for at falde ned. Men som sagt: Det har intet med dig at gøre.”
Gud, Buddha, Allah og Alle Engle velsigne Kristina, da hun svarede: “Lone, det er helt i orden“.
Short and Sweet.
Gud, Buddha, Allah og Alle Engle dobbelt velsigne hende, da hun senere spurgte, hvor langt eller kort jeg gerne ville have de forreste etager i håret, og jeg svarede: “Det ved jeg ikke“. Hendes – perfekte – svar var: “Fint, det bestemmer jeg“.
Når jeg er stresset, så skal der helst ingen spørgsmål stilles – overhovedet, heller ikke spørgsmål som er uskyldige ala “Hvilken slags thé vil du have”. Det føles som at få en bordtennisbold kastet meget hårdt lige mellem øjnene.
Da jeg kom ud fra Den Velsignede Frisør, ringede jeg til min veninde og græd the very snotty way.
Hun mindede mig om, at når man har været så meget ude af balance, som jeg har (2 x voldsom stress i 2010 og 2012; jeg hører tilsyneladende til de tungnemme, som ikke kan finde ud af at lave livet om, førend det virkelig gør ondt), så var dagens reaktion faktisk sund, selvom den ikke var behagelig.
Det fik mig til at ånde friere, og frygten for, at det alligevel ikke går bedre, forsvandt, og jeg besluttede mig for at dele oplevelsen med dig og de andre læsere i håbet om, at den kan gavne eller give perspektiv.
Har du også bokset med stress – eller kan du slet ikke forstå dem, som går ned og ikke “bare kan tage sig sammen”?
Se videoer, som beskriver min oplevelse – måske kan det kaste lys på sagerne.
Kom med på nyhedsbrevet og få invitationer til Fester og Foredrag
Selv om det er det jeg arbejder med elsker jeg af lære noget nyt få bekrafted det jeg ved genopfrisket smiler og kærlige tanker Lone Corneliussen
glemte synes du er en fantastisk kvinde <3
Kære navnesøster – tak fordi du ser og læser med. Genopfriskning er vigtigt 🙂
Kærligst
Lone
P.S.: Tak for komplimenten … “det, man siger, er man selv” 🙂
Kære Lone,
Du er så skøn. Tak for din video, jeg kender det virkelig og har selv været nede med stress to gange og er nu igang med karriere skift som jeg er glad for. Selvom jeg er glad for alt det jeg er i gang med er jeg også enormt sensitiv og kan heller ikke altid holde til mine store ambitioner og intentioner så jeg falder af og til ned i det sorte hul. Dejligt at vide at jeg ikke er alene, mærkelig eller noget… . Tak for input og indsigten og god tur i bølgerne 😀 Knus fra Rikke
Kæreste Rikke – dejligt at høre fra dig.
Tak fordi du er med herinde.
Turen i bølgerne var SKØNT – det er så drønkoldt, at hjernen kortsluttes, og kroppen nulstilles på en ret fed måde.
At falde i sorte huller gør de fleste folk nok – og en del af livet går nok ud på at finde ude af, hvordan man kommer op af dem … og med tiden undgår de omstændigheder, som fører derned.
Kærligst
Lone
Så flot!! Respekt Lone!!
Jeg gik selv fuldstændig ned for 2½ år siden med stress, angstanfald og depression. Ved lige nøjagtigt hvordan det føles med sådan et anfald. Og ros dog dig selv for at tackle det så fint som du gjorde :0). Det er sg da flot at du stille og roligt siger det som det er, og stille og roligt får kontrol over situationen :0). Klap dig selv på skulderen ;0).
Kram!! :0)
Kære Vibeke.
Mange tak fordi du ser med herinde – du ved jo, hvad det drejer sig om, kan jeg læse.
Årene har lært mig, at hvis man bare fortæller folk tingene, som man oplever dem – uden at undskylde eller give sig selv, dem eller andre skylden – så er de fleste folk cool med det, der foregår (Hurra for min Velsignede Frisør).
Kærligst
Lone
Dejligt at du deler! Tak for det. Jeg kender selv til angstanfald, har haft en lang periode uden.. Men har kæmpet på det sidste med det igen. Mit problem er bare modsat, det bliver trikket af apati og når jeg er handlingslammet. Jeg skal holde mig igang, men pisse svært når angsten bremser mig.
Kære Lasse.
Tak fordi du ser med herinde.
Interessant at dine oplevelser udløses på den måde.
Måske kan du prøve at “snakke” lidt med din angst – måske bremser den dig for noget … som den i VIRKELIGHEDEN ikke behøver at bremse dig fra (længere).
Tak fordi du bidrager herinde.
Kærligst
Lone
Hej Lone jeg har selv lige været sygemeldt en måned, det giver stor mening det du siger med at kroppen forsøger at holde en nede i gear, jeg er også en idemager som dig, Så jeg kan fuldstændig spejle mig i det du siger. Jeg elsker også mit arbejde og formidle kærlighed. og i denne måned måtte jeg give mest kærlighed til mig selv. Jeg har lige læst “Stressfri på 12 uger eller mere” af Majken Matzau. Den kan jeg varmt anbefale dig, hvis du ikke kender den. Den har gjort det mere ok at gøre gode ting for mig selv
Tak for dit bidrag til verden
knus Flemming
Kære Lone, jeg kommer da til at holde mere og mere af dig 🙂
Tusind tak for dit indslag her og din vidunderlige ærlighed. Det er SÅ vigtig, at være åben om den her slags ting!
Vi lever desværre i en tid, hvor alt for mange “vælger”, at lade stå til og ikke mærker efter. Hvis vi mærkede efter, stoppede op og lyttede til hvad vores bedste ven, kroppen, forsøger at fortælle os, ville rigtig mange af os, undgå stress og de mange konsekvenser deraf!
Jeg pudser absolut ingen glorie her, da jeg selv har været angstramt igennem mange år. Angsten er dog blevet min ven, den bor i mig og minder mig så absolut om, hvornår det er tid
til, at trække stikket ud! Når man ikke har en medfødt “stopklods”, kan angsten rent faktisk være til gavn, om end den er frygtelig ubehagelig. Men den er ikke farlig, har jeg gudskelov lært, hvis jeg “hører efter”!
Pas nu godt på dig og ligesom der skal “værnes” om karmaklubben, skal du også værne om dig selv! 🙂
Mange tanker og knus fra Sanne.
Kære Lone – jeg har fulgt dig mere eller mindre igennem de sidste 4 år og kender til stress både hos mig selv og hos mine kære og i arbejdslivet. Det er så forskelligt, hvordan stressen viser sig ansigt og det er bare SÅ vigitigt at vi hver især lærer, hvordan vi lige præcis skal tackel vores stress og også huske at sparre med andre, så vi får nye input til at tackle det hele.
Knus fra mig