Næstesidste dag er kommet, og miraklet indtrådte!
Efter 12 dages liggen på langs (undtaget 1×1,5 t. åndedrætsøvelser og 2×2 t.daglige yogatimer og én enkelt bustur til en nærliggende by, som jeg mest af alt tog til for at købe håndvaskepulver) kom der overskud nok til at spadsere ud i det utrolig smukke landskab.
Jeg var træt i hjernen, i knoglerne, i sjælen (well, den kan vel i sagens natur ikke være træt … men anyway you get the point), da jeg ankom hertil, at det synes intet mindre end et mirakel, at jeg i dag glad traskede afsted smurt godt i solcreme – og uden vand!
Nedenstående billeder er taget til Jer, kæreste mennesker, så I kan få lidt tyrkisk bjergskråningsenergi.
Jeg har også lavet et par videoer, men da Youtube er blokeret (!!!!) her i Tyrkiet, så må de vente til næste uge.
Hvad har jeg lært af denne tur?
Ikke en pind.
Derimod er jeg blevet mindet om noget, som jeg udemærket ved i forvejen: Nemlig at det – som min kære mor ville sige – ikke duer at brænde sit lys i begge ender.
Ikke alene er det dumt, men det er også farligt, for i længden tager sindet skade.
Mit problem er at styre min arbejdsenergi; og det er saftsusme svært, når hovedet er fuld af ting, som jeg gerne vil sende ud i verden til glæde for dem, der måtte have brug for det.
Da jeg var lille, teenager og helt frem til midt i tyverne, brød jeg mig ikke om mig selv, og ønskede ofte at “blive ligesom de andre”.
Det gør jeg ikke længere – faktisk anser jeg mig selv for meget heldig at være født i denne krop med denne personlighed, for selvom det giver nogle problemer (bl.a. med at fyre al energien af i løbet af nogle måneder og så dratte om), så giver “pakken Lone” mig også nogle virkelig sjove oplevelser, og nu elsker jeg mit eget selskab. Og venner, det er altså stort, når det største ønske engang var en personlighedstransplantation.
Denne samtale – om at være i sit eget selskab – havde jeg med en med-yoga-kursist igår. Hun kan nemlig ikke lide sit eget selskab, og det er lidt af et problem, når en del af kurset går ud på at tie stille. Så er man jo i ret koncentreret samvær med sig selv, kan man sige.
Vendepunktet var for mig en lille, men essentiel beslutning om at blive bedre venner med mig selv. Uden først at blive tyndere, mere tjekket, mere smart i tøjet, have et mere opryddeligt hjem eller noget som helst andet i “mere-” eller “mindre”-kategorien. Bare bedre venner lige nu med hende, som er. Så er det gået slag slag derfra, og mange problemer jeg ALDRIG troede, skulle blive løst blev det (mine problemer har primært ligget indenfor kategorierne selvværd, sex, mænd, mad.)
Nu – i 2014 – skal denne “blive-bedre-venner-med-sig-selv”-tilgang til sagerne bruges lidt anderledes:
Se hvis en af mine elskede veninder gik energikold i så høj grad, som jeg selv gør, så ville jeg fortælle hende, at hendes liv er for kort og kostbart til at bruge så tankeløst. Jeg ville sige til hende, at bare fordi hun kan xyz, så betyder det ikke, at det er en god idé at gøre xyz.
Jeg ville også sige til hende, at når alt kommer til alt, så det falsk markedsføring at lave sjov og saftighed, fest og farver for andre, når hun forbruger af sine vitalresourcer i processen og selv er ved at dratte om.
Det er vist en klassiker blandt iværksættere og idérige mennesker – men det gør den jo ikke mindre alvorlig.
Hvis man er sin egen allerbedste veninde, hvordan GØR man så – ét er jo at sige noget, men noget ganske andet er at skride til handling; handling der virker i hverdagen, vel at mærke.
Tja, jeg er lidt blank i øjeblikket – og det mest konkrete jeg kan tage med hernede fra er åndedrætsøvelserne, som jeg faktisk stiftede bekendtskab med første gang som 18-årig (18 år siden !!) og elskede!
Det er noget med at trække vejret gennem forskellige næsebor og lave pumpende åndedræt, hvilket lyder vildt suspekt, men det er ældgammelt, og det virker afsindig godt på mig.
I mit væsen bliver der helt roligt, og der føles en let rislen langs rygsøjlen.
Ovre i den mere håndgribelige end af spektret der der sengetid: Jeg kan ikke huske, hvornår jeg i min hverdag sidst gik i seng før kl. 24!
Hvis det virkede for mig, er det fint at gå sent i seng, men … det gør det ikke.
Så i seng med mig. Måske jeg laver en Facebookgruppe for folk, der skal øve sig i at gå i seng før kl. 22.30; Så kunne vi alle samme “tjekke ind” i sengen og på den vis støtte hinanden i at komme i seng i stedet for at lave alt muligt andet, som sagtens kan vente til i morgen.
Apropos i morgen, det er min sidste dag på ferie i morgen, så jeg vil slutte dette blogindlæg med at sende en tanke til alle, som har brug for det.
– Se tid og sted for kommende karmafester i Aarhus og København
– Læs et par gratis kapitler af bogen ‘Fra pæn pige til PowerPrinsesse
Kom med på nyhedsbrevet og få invitationer til Fester og Foredrag
