Kapitel 3: Droppet juleaften via Mail

Det var den 24. december, og klokken var 10 om formiddagen. Jeg ville bare lige tjekke mail, inden jeg skulle ud af døren for at være vikar på to aerobichold fra kl. 11-13, og 1. juledag kl. 12-14.
”Hej skatter.
New York er et fedt sted at holde juleferie, og min fætter og jeg hygger os vildt meget. Om lidt skal vi op og træne, og i aften spiser vi bare en stille og rolig middag og ser nogle dvd’er – det er en fed måde at holde juleaften på.
Jeg har tænkt lidt over tingene, på turen herover. Faktisk har jeg for nogle uger siden mødt en anden, og jeg synes, at vi skal stoppe med at være kærester. Jeg elsker dig stadigvæk, og jeg vil altid være din ven. Håber det er okay med dig.
Jeg skulle hilse mange gange. Vi kan ses, hvis du har lyst, når jeg kommer tilbage.
Glædelig jul.
Knus Thomas”
Jeg kiggede et øjeblik på skærmen. Rejste mig fra kontorstolen, gik ud i køkkenet og begyndte at vaske op. Da alt service var vasket og sat op i tørrestativet, gik jeg tilbage til computeren. Der var pauseskærm. Jeg bevægede musen, så pauseskærmen forsvandt, og den åbne mail stod på skærmen. Jeg læste mailen igen, men denne gang nåede jeg kun til ordet ‘New’. 
Mobilen lå på skrivebordet, jeg tog den og tastede nummeret til Majken, min chef i fitnesscentret.
”BodyShape, det er Majken”, lød hendes dejlige stemme i telefonen.
”Hej Majken, det er Lone”, jeg kunne mærke, at min stemme dirrede lidt. ”Jeg kan altså ikke komme i dag. Jeg er altså virkelig ked af det, og måske kan jeg heller ikke komme i morgen”. Min stemme knækkede.
”Jamen, hvad er der sket?”, spurgte Majken bekymret.
”Vi skal ikke være kærester mere.”
Jeg kunne mærke, at min hånd klemte om telefonen.
”Jamen, jeg troede, han var på ferie?”
”Det er han også, han har lige skrevet en mail. Han har mødt en anden.”
Der var stille i røret et øjeblik.
”Har han slået op i en mail?”, spurgte Majken forundret.
”Erh, ja, det har han vist”, svarede jeg.

Da jeg havde lagt røret på, gik jeg ind i seng, pakkede mig ind i de to dyner og trak dem op over hovedet, men lavede en lille sprække, så jeg kunne trække luft ind. Varmen fra dynerne lagde sig som et beskyttende og bedøvende lag omkring mig, og jeg faldt i en drømmeløs søvn.
Nogle timer senere vågnede jeg, en smule groggy på grund af varmen, jeg havde jo sovet fuldt påklædt i mit træningstøj, indhyllet i to dyner. Jeg vraltede ud på badeværelset og satte mig på toilettet. Da jeg vaskede hænder, faldt mit blik på tandkruset, hvor der stod to tandbørster. En pink og en grøn. Vi havde ikke boet sammen, men havde skiftevis sovet hos hinanden de tre år, vi havde været kærester.
Jeg kiggede på mit eget spejlbillede, tårerne piblede frem i øjnene.
”Jeg er også alt for kedelig og almindelig til sådan en som ham – og for tyk”, tænkte jeg.
Jeg gik ind til skrivebordet, hvor telefonen lå otte ubesvarede opkald. 
”Shit!”, uret viste 15.50. Jeg havde sovet i over fem timer. Mine forældre havde ringet seks gange, og min lillesøster to gange. Jeg orkede ikke at gennemlytte beskederne på telefonsvareren. Planen havde været, at jeg skulle være derude kl. 15.30 og tage til julegudstjeneste med min mor og min søster kl. 16.
”Jeg kan ikke tage derud, jeg kan simpelthen ikke. Hvilken undskyldning kan man bruge for at slippe for juleaften”, tænkte jeg, mens mine fingre tastede nummeret.
Den ringede nogle gange, og min far tog telefonen.
”Hej far, det er mig”, sagde jeg med påtaget svag stemme, ”jeg har fået influenza, jeg har sovet indtil nu. Jeg er altså for syg til at komme til juleaften”.
”Nårh”, sagde min far, ”nu er det jo juleaften, så kan jeg ikke hente dig i bil, og så kan du ligge på sofaen med en dyne, og så kører jeg dig hjem igen i aften, eller du kan sove her i nat”.
”Erhj far, det tror jeg altså ikke rigtigt, at jeg kan”, jeg havde næsten ikke kraft til at argumentere for min sag, ”jeg har kvalme og feber og vil garanteret kaste op i bilen. Og så smitter jeg sikkert også”.
”Jarh”, sukkede han ”tag du at gå ind i seng og sov lidt, så ringer jeg klokken kvart i seks, og så lad os lige se, om ikke du får det bedre”. Hans tonefald afslørede ikke, om han troede på min influenzahistorie, eller om han bare troede, det var en undskyldning for at slippe for julemiddagen – familietamtam er ikke min stærke side.
”Okay”, hviskede jeg, lagde på og gik tilbage i seng.
Jeg kravlede ned under dynen og lukkede øjnene, pludselig fik jeg svært ved at trække vejret. Jeg satte mig op i sengen og tog tøjet af. Det hjalp lidt. Jeg prøvede at trække vejret dybt, men kunne ikke, det var som om hele mit bryst og mave var blevet fyldt op med cement.
”Kan du ikke lige lade være med det?”, det var, som om Thomas stemme var lige ved mit højre øre, og jeg kunne næsten mærke fornemmelsen af hans sengetøj på min krop. Mindet om dengang, jeg havde prøvet at vække ham med et blowjob, var dukket op i min bevidsthed. Jeg havde ellers læst, at det var alle mænds drøm, og at hvis man virkelig ville tænde sin mand, så var det det, man skulle gøre. Men det virkede ikke for mig. Det var min skyld det hele. ”Jeg er dårlig at dyrke sex med”, tænkte jeg, ”og nu har han fundet en anden, som garanteret er rigtig god”.
Jeg krøllede mig sammen i fosterstilling, mens cementfornemmelsen voksede fra maven og brystet helt op i halsen, og nu følte jeg virkelig, at jeg skulle kaste op.
Kaste op over mig selv. Jeg kunne ikke holde ud at være i min egen krop. Hvis jeg havde været i stand til at løbe, ville jeg have løbet væk, langt væk fra mig selv.
”Jeg kan godt forstå, at han ikke vil være sammen med mig – jeg vil heller ikke være sammen med mig”, tænkte jeg.
Jeg ved ikke, om jeg faldt i søvn, eller hvad jeg gjorde, men lyden af en sms fik mig ud af min boble. ”Måske er det Thomas”, tænkte jeg oplivet, ”han fortryder, for vi elsker jo hinanden, og selvfølgelig skal vi være sammen”. Et øjeblik virkede det sandsynligt. Jeg sprang op af sengen og ind til telefonen.
”Du r sgu tarvelig :-(” 
Sms’en var fra min lillesøster, hun og min mor måtte være kommet hjem fra kirke og have fået fortalt historien af min far. Min søster troede tydeligvis ikke på influenzahistorien og antog, at den blot var en dårlig undskyldning for at slippe uden om juleståhejet med familien. 
Jeg kiggede på opslagstavlen, hvor der hang et billede af min søster. Midt i cementfornemmelsen kom der pludselig en halv kvadratcentimeters blødhed. ”Arrghh… hende kan jeg bare ikke svigte”, tænkte jeg.
Min fingrer tastede en besked tilbage:
”Det går lidt bedre, skat. Sig t far, at han kan hente mig. Men jeg sover ikke.”
Jeg gik hen til skabet for at finde noget at tage på, men det flød sammen for mig, det orkede jeg ikke. Jeg måtte se ud, som jeg så ud.
Der tikkede en besked ind igen:
”Cool søs 😉 Far kører om 5.”
Jeg gik ud i entréen, tog støvler og frakke på og fandt plasticposen med julegaver. 
”Jeg tjekker lige”, tænkte jeg ved mig selv og gik ind til computeren. Jeg trykkede på send/modtag-knappen, men der var ingen nye meddelelser.
Jeg gik ned på gaden og ventede på min far.
Min søster kom ud i entréen, da hun hørte hoveddøren gik.
”Jamen lille søs”, sagde hun og rynkede brynene, ”du er jo helt bleg. Jeg troede bare, at du ville pjække fra julen. Er du virkelig syg?” 
Jeg kunne mærke klumpen i halsen og tårerne springe op i øjnene. Jeg kunne ikke sige noget, men nikkede bare. På trods af aldersforskellen på 10 år var hun næsten lige så høj som mig, hun omfavnede mig og aede mig over håret og kyssede mig på panden, ligesom jeg plejede at gøre med hende.
”Du får det snart bedre, vi skal spise nu, og så kan du ligge inde i en af sofaerne, mens vi synger sange og åbner gaver. Du må gerne låne min dyne og hovedpude”, hviskede hun.
Hun tog min hånd, ”kom, jeg har sagt til mor, at vi to skulle sidde ved siden af hinanden.”
Vi gik ind til bordet, hvor min onkel, tante og fætter havde sat sig, min mor og hendes niece stod ved komfuret. 
Min mor kiggede op, ”jamen lille skat, er du syg?”, hun lød helt overrasket. 
Jeg nikkede og satte mig ved siden af min søster. Maden på tallerkenen så indbydende ud, men selv om jeg intet havde spist i løbet af dagen, var der absolut ingen appetit. Jeg tog gaflen i hånden og tog lidt mad, det voksede i munden på mig og forekom mig helt umuligt at synke. Jeg tog servietten op til munden og spyttede maden diskret ud i servietten – alle var optagede af at gå ombord i julemaden, så ingen tog notits af mit lille stunt.
Snakken gik ved bordet, og den officielle forklaring på min manglende appetit og deltagelse i samtalen var influenza, og det var også under dække heraf, at jeg, da de andre spiste risalamande, gik ind på sofaen i stuen med min søsters dyne og pude og lod som om, at jeg var faldet i søvn. På et tidspunkt må jeg virkelig være faldet i søvn, for jeg vågnede ved, at min søster aede mig på kinden, ”søs, jeg har samlet dine gaver i en pose, og mor har redt sengen i dit gamle værelse”, sagde hun.
”Jeg vil gerne hjem”, sagde jeg. 
Min mor kom og lagde hånden på min pande.
”Du er ikke varm, så jeg tror ikke, du har feber, men du kan jo sagtens være syg alligevel – er du sikker på, at det ikke vil være bedst, om du sov her?”
Tårerne væltede op i mine øjne, hvorfor skulle jeg altid argumentere for alting, det eneste, jeg ville, var væk. Jeg prøvede at tale, men klumpen i halsen forhindrede det.
”Jamen lille skat, da – er der noget i vejen?”, min mor så undersøgende ned på mig. 
Pludselig sprang jeg op af sofaen og råbte af mine lungers fulde kraft: ”Jeg vil bare hjem – og nu ringer jeg efter en taxa.”
Resten af familien var taget hjem, og min mor og søster så helt forskrækkede ud. 
”Jamen skat, far kører dig selvfølgelig, du skal da ikke ringe efter nogen taxa.”
”Så sig til ham, at jeg vil køre omgående”, sagde jeg og marcherede ud i entréen. Mens jeg tog støvler på, råbte jeg ”og jeg kommer ikke til julefrokost i morgen”. Hele aftenen havde jeg ligget passivt som udskidt æblegrød, og pludselig uden nogen som helst form for advarsel var jeg eksploderet.
Få minutter efter sad jeg i bilen med min far, og da han bakkede ud af indkørslen, kunne jeg se min søster stå i vinduet. Jeg løftede hånden og vinkede til hende, hun vinkede forsigtigt tilbage. 
Min far kunne ikke undgå at have hørt eksplosionen i stuen, men han kommenterede det ikke og spurgte ikke. Heldigvis. 
”Så er vi her”, sagde han og standsede foran lejligheden, ”hvis du skifter mening med hensyn til julefrokosten i morgen, så må du ringe, så henter jeg dig”. 
”Jeg skifter ikke mening, jeg vil bare have fred”, se jeg.
Han er en mand af få ord, som sjældent blander sig i noget, og det er nogle gange en fordel.
Da jeg kom ind i lejligheden, stod computeren stadigvæk og brummede. Jeg bevægede musen, så pauseskærmen opløstes. Jeg trykkede ”send/modtag”, der kom to mails fra bekendte i udlandet, som ønskede glædelig jul.
Intet fra Thomas. 
Telefonen bippede i lommen, mit hjerte stoppede. Jeg vidste, fra da Thomas i sommer havde været på ferie hos sin amerikanske fætter, at han sagtens kunne sende sms’er fra New York.
”Uanset hvad, så elsker jeg dig. Love fra din lillesøs. P.S. Du glemte dine gaver.”
”Mon han har åbnet min julegave”, jeg tænkte på den flot indpakkede bog, jeg havde givet Thomas med to dage i forvejen med strenge instrukser om ikke at åbne den før juleaften. Det var en fantastisk smuk Karma Sutra-bog med lækre billeder og juicy beskrivelser. Selvom han var aktiv sportsudøver og så professionel, som man kunne blive inden for hans sport, havde det med sex aldrig rigtig kørt godt. Faktisk havde det næsten ikke kørt. De gange, jeg havde været med ham ude til sportsarrangementer, kunne jeg fornemme de andre kvinders tanker, og enkelte havde oven i købet sagt det: ”Wauw, han er godt nok lækker, din kæreste. I må have det fantastisk sammen.” Jeg havde altid bare smilet lidt Mona Lisa-agtigt, som om det faktisk var så hot, at deres ører ville falde af, hvis jeg løftede sløret for bare en detalje.
Men det var løgn, også selv om jeg gennem alle årene brændende ønskede, at det skulle være virkeligt.
Nu havde jeg købt en bog om tantra til ham. ”Den kommer han til at læse med hende”, tænkte jeg, og med ét gik det op for mig: ”Det var ikke, fordi han ikke ville have sex. Men det var mig, han ikke ville have sex med. Det er mig, han ikke vil have.”
Pludselig var det, som om cementfornemmelsen i maven begyndte at røre på sig, lidt som lava der bobler i en vulkan, og så kom det; al ked-af-det-heden, frustrationerne, vreden, skuffelsen, såretheden, raseriet, bebrejdelserne væltede ud som hulk, der rystede hele min krop. Gråden var af den slags som resulterer i tårer og snot over det hele, og sådan fortsatte det til tredje juledag, så ringede Sofie.

Hun kunne høre på den måde, jeg sagde ”hej” på, at der var noget galt, og jeg fortalte grådkvalt, hvad der var sket. Hun lyttede, var stille et øjeblik og sagde så, ”Jamen Loneskat, har du egentlig ikke altid godt vidst, at det ville gå sådan her?”
Et halvt år tidligere havde jeg siddet i min solbeskinnede vindueskarm og snakket med Sofie om mit og Thomas’ ikke ret ofte eksisterende sexliv. Problemet var – i mine øjne – at vi ikke tilbragte så megen tid sammen, som jeg ønskede. Jeg elskede at være sammen med ham. Jeg kunne bedre lide mig selv, når vi var sammen, og jeg ville gerne have mere af det. Desuden var jeg desperat for at finde på noget, som kunne resultere i, at den kærlighed og det begær, jeg følte for Thomas, kunne blive realiseret. Alt det snakkede jeg med Sofie om en junidag siddende i vindueskarmen, men i stedet for at komme med nogle konkrete tips eller noget, jeg kunne gøre, spurgte hun, ”er du overhovedet sikker på, at I skal være kærester? Tror du ikke, at I ville fungere meget bedre som venner?”.
Jeg affejede omgående hendes spørgsmål. ”Nej, selvfølgelig skal vi være kærester; altså hallo, jeg elsker ham jo.”
Samtalen, der fandt sted for et halvt år siden, stod klokkeklar i min erindring og åbenbart også i Sofies.
Vi snakkede lidt videre og telefonsamtalen sluttede med, at Sofie proklamerede, at hun ville indstille søgningen efter en kæreste, ”jeg har på fornemmelsen, at manden i mit liv dukker op i år 2005, så indtil da vil jeg bare have det sjovt og score en masse mænd”, proklamerede hun.
Det kunne hun sagtens sige, ”jeg får aldrig, aldrig, aldrig lyst til at være tæt på nogen anden mand end Thomas. Jeg kommer aldrig til at elske nogen anden på den måde igen”, tænkte jeg, da vi havde lagt på, ”der er aldrig nogen, som får mig til at føle mig sådan, som jeg følte mig med ham.”
Jeg trak dynen over hovedet, det var som om cementfølelsen igen eksploderede inden i mig, så alle de små cementstykker gnavede sig ind i indersiden af min krop. Smerten var så lammende, at jeg ikke kunne bevæge mig, og først den 31. december om formiddagen orkede jeg at sms’e svar tilbage på min søsters mange sms’er med spørgsmål om, hvad der dog var i vejen, om jeg virkelig var syg, og hvad jeg skulle nytårsaften.
”Er ked, T og jeg er ikke kærester mere.”
Telefonen ringede omgående, det var min søster.
”Jamen lille store søs, sikke noget, hvornår er det sket?” lød min søsters stemme.
Jeg fortalte hende historien i store træk.
”Slog han op i en mail?”
Jeg sukkede og tænkte på mit svar til Majken, ”erh, ja, det gjorde han vist”.
”Jamen, det er nytårsaften i aften, hvad skal du lave?”, spurgte hun.
”Jeg skal ligge i min seng”, jeg orkede ikke at tale mere.
”Ej søs, det går altså ikke, vi kommer og henter dig.”
”Nej, det vil jeg helst ikke, jeg er træt, og jeg vil helst være alene.”
Der blev stille i røret.
”Lone”, sagde min søster med så myndig en stemme, som en 13-årig kan mønstre, ”jeg kan altså ikke lide, at du er derinde hos dig selv alene, når det er nytårsaften. Det kan godt være, at du er ældst og klogest, men jeg er den yngste, og jeg får en dårlig aften, hvis jeg ved, at du er alene og ked af det. Kan du ikke komme herud – for min skyld. Så kan vi to i hvert fald være sammen. Vi er jo søstre, og vi er der altid for hinanden, det har du selv sagt!”
Jeg kunne jo intet stille op mod mine egne ord, så jeg indvilligede modstræbende i at blive hentet om en time. 
Jeg tog joggingtøj på, gik ud på badeværelset og børstede for første gang i mange dage tænder; det virkede som en kraftanstrengelse, og jeg måtte sætte mig i en køkkenstol og faldt i staver. Udenfor var himlen helt skyfri, og solens stråler gav genskin i sneen. Det var en perfekt vinterdag af den slags, som indbyder til livsglæde.
Nogle dage tidligere – helt præcist d. 22. december om formiddagen – havde jeg cyklet fra Thomas’ lejlighed langs Strandvejen ud til Skovshoved Havn. Jeg havde følt mig trist, tung og uforløst; han var taget af sted til lufthavnen tidligt om morgenen uden at vække mig, men havde bare kysset mig på panden. I virkeligheden havde jeg været vågen, faktisk havde jeg slet ikke sovet hele natten. Jeg havde haft lyst til at putte mig helt, helt tæt ind til ham, men det kunne jeg ikke, for så kunne han ikke sove. Sådan var de fleste gange, når vi sov sammen. Gennem hele vores forhold havde jeg tænkt, at det nok var fordi, at han var mere moden og spirituelt udviklet end mig. Jeg havde set mit puttegen som et svaghedstegn og havde fået overbevist mig selv om, at det jo var godt for mig at blive tvunget til at ikke have lyst til at putte. Nu hvor jeg fortæller det til dig, som sidder med denne bog i hænderne, kan jeg godt høre, hvor tåbeligt det lyder – men jeg havde fået solgt mig selv idéen, om at jo mindre fysisk lyst jeg havde, des mere åndeligt udviklet var jeg!
Jeg havde givet køb på min sex- og livslyst for at være kæreste med ham, og uden selv at lægge mærke til det var jeg langsomt visnet.

Om formiddagen var jeg cyklet ud til Skovshoved Havn, himlen var skyfri og solen strålede. Iført alt mit vintertøj havde jeg lagt mig på det brede stengærde, der løber langs Strandvejen og suget solens stråler til mig. Pludselig dukkede en sætning op i mit hoved: ”Uanset hvad der sker omkring dig, skal du bare kigge op”.
Mon en del af mig allerede havde fået færten af den mail, som 48 timer senere ville lande i min indbakke? Mon jeg prøvede at fortælle mig selv, at når alt tilsyneladende faldt sammen omkring mig, så skulle jeg bare kigge op og huske, at bag skyerne er himlen altid blå, og det bliver den ved med at være. Skyerne kommer og går, men den blå himmel består. I virkeligheden er det bare et spørgsmål om tid, før skyerne forsvinder, og solen igen er tilbage.
Jeg blev revet ud af mine kosmologiske overvejelser, da alarmen på min telefon bippede. Far ville være her om tre minutter, jeg gik ned på vejen. Imidlertid var det min mors bil, der trillede op ved fortovet. Jeg satte mig ind og så min mors triste, medfølende ansigt. 
”Arh, lille Lone, Mullepigen har fortalt mig, hvad der er sket.” 
Jeg mærkede klumpen i halsen vokse, og smerten brændte i min krop.
”Han er da også en tarvelig skid, sådan bare at sende dig en mail – og så til jul”, min mor var hidsig, ”hvad pokker bilder han sig ind!”
Jeg sad ubevægelig og stirrede lige frem for mig. 
Min mor sukkede dybt, ”ved du hvad, skat, du finder en, som er meget mere …”
”Stop, mor”, sagde jeg.
”Jamen skat, du finder en …”
”Stop, mor, luk din mund”, råbte jeg, ”jeg vil ikke høre mere. Ti stille”.
Min mor tav, og jeg fortsatte med at stirre ud i luften frem for mig.
At være mor til mig må indimellem være en vanskelig og utaknemmelig opgave, men jeg havde ikke engang overskud til at have dårlig samvittighed over at have råbt af hende.
Da vi ankom til mine forældres hus, gav jeg min far besked på, at jeg ville køres hjem kl. 00.20, og så gik jeg ellers direkte ind på min søsters værelse, lagde mig i hendes seng og nægtede at deltage i noget som helst.
Den 1. januar vågnede jeg i min egen seng endnu mere træt, end da jeg var gået i seng. Præcis et år tidligere var jeg vågnet hjemme hos Thomas, vi havde brugt hele nytårsdag på at lave lister over, hvad vi var taknemmelige for i det forgangne år, og over hvad vi gerne ville opleve i det kommende år. 
Andenpladsen på min første liste var ”at være kæreste med Thomas” (førstepladsen var at være storesøster til min lillesøster). Førstepladsen på min anden liste var ”mere tid med Thomas”.
Den næste halvanden måned gik med at tjekke mail, sove uroligt, græde – ikke små fine dryppende tårer – men med snot og det hele, at have cementfornemmelse, klumper i halsen, tænke på vores gode oplevelser og kort sagt være ulykkelig. Nårh ja, så var der også lige en eksamen, som jeg mirakuløst fik mig samlet sammen til at møde op til, skrive hvad jeg kunne, hvilket tog cirka en time og et kvarter, og så gik jeg hjem i seng igen. Selvfølgelig bestod jeg ikke.
Midt i februar begyndte jeg så småt at bevæge mig udenfor igen. I halvanden måned havde jeg kun været i stand til at indtage kopsuppe fra Knorr, og mine lårmuskler var skrumpet mærkbart ind efter halvanden måneds sengeleje.
Min første cykeltur gik ned til Den lille Havfrue. Jeg regnede med, at der nok ville være ro, da det ikke var sæson for japanske turister og andre forventningsfulde havfruefans. Det var sent på eftermiddagen, og vintermørket var faldet på. Mine øjne faldt på bænken, hvor Thomas og jeg ofte havde mødtes, når vi skulle gå tur. Jeg kunne ikke holde ud at standse op, men cyklede videre, det begyndte at småsne. ”Frisk luft er en overvurderet fornøjelse”, tænkte jeg og trådte til i pedalerne, et par kom gående imod mig. Det gav et stik i hjertet, ”det kunne have været os”, tænkte jeg, ”det har været os”.
Jeg nærmede mig parret. I løbet af et sekund snørede min hals sig sammen, og mine hænder knugede styret. Det var som om, at min krop førend mine øjne havde registrerede hvem, det var, som kom gående. Det var ham – og hende! Jeg cyklede forbi, og han løftede hånden og vinkede med et stort smil. Pigen ved siden af ham var noget lavere, og de gik tæt sammen. Tårerne væltede op i mine øjne, og mit blik blev sløret, som om jeg havde tabt kontaktlinserne. Nu var det hende, han gik tur med. ”Jeg er ikke god nok til ham”, tanken ekkoede inde i mit hoved, opkastefornemmelsen stod i halsen, mens jeg trampede så hårdt i pedalerne, jeg kunne, for at komme hjem. Da jeg kunne se mine stuevinduer, begyndte jeg at hulke helt ukontrolleret. Jeg ville ind i min seng og aldrig mere vågne igen.
Jeg gik direkte ind i seng og pressede dynen op imod øjnene, som om det kunne fjerne billedet af Thomas og hans nye kæreste gå sammenslyngede ved Den lille Havfrue. Det hjalp ikke, for det var som om, at jo mere jeg pressede på øjnene, des tydeligere blev billedet.
Pludselig var det, som om en ild blussede op i mig, og jeg blev vred. Rigtig, edderspændt rasende vred. Ikke på hende, men på ham. ”Hvad fanden bildte han sig ind, her havde jeg i næste tre år kæmpet med hans humørsvingninger, hans ’jeg har ondt i maven’, jeg havde i flere timer siddet tålmodigt og mediteret og sagt lyde, som skulle sætte mig i kontakt med universets puls – eller noget i den retning – når det eneste, jeg havde lyst til, var at komme i nærkontakt med ham. Jeg havde opmuntret ham til at fuldføre hf-eksamen, jeg havde støttet ham gennem familiestridighederne, og dette var så hans måde at takke mig på? At være så fej at sende en mail – tænk at han var så kujonagtig bare at skrive en fucking mail efter næsten tre år!” 
Jeg var så vred på ham, at min krop dirrede, og jeg pressede tænderne hårdt mod hinanden, men jeg kunne stadigvæk ikke gøre andet end at ligge i sengen.
En flodbølge af mismodighed, håbløshed og sortsyn skyllede ind over mig, det var som om, at jeg druknede og langsomt blev kvalt i mine egne tanker.
”Hvorfor er jeg ikke en af de der seje kvinder, som ved, hvem hun er, hvad hun vil og ikke vil, som bare gør det, som gør hende lykkelig? En af dem som har så meget selvtillid, at hun ved, at når den ene mand går, så kommer den næste. Og i øvrigt er hun så skøn, tilfredsstillende og fantastisk at være sammen med, at der ikke er nogen, der går fra hende frivilligt.” Jeg hadede mig selv.
”Hvorfor er jeg så håbløs?”, spurgte jeg ned i dynen, som om jeg regnede med, at den kunne give mig svar.
Min mors ansigt dukkede op i mit hoved! ”Det er hendes skyld, for hvis hun havde været en stærk, tjekket, selvsikker og cool kvinde, så ville jeg have haft et ordentligt forbillede. Så det er da klart, at jeg ikke har en chance for at blive til noget, når jeg kommer fra sådan en mor.” Det lyder bizart, men på en eller anden måde var det som om, at jeg fik det lidt bedre, når nu jeg havde fundet en i øjeblikket plausibel årsag til min egen følelse af utilstrækkelighed. ”Der er min mors skyld!” 
Efter lidt tid forsvandt den umiddelbare tilfredsstillelse dog, for hvis det var min mors skyld, at jeg var så kikset og håbløs, at Thomas ville forlade mig – hvad var der så at stille op? Man kan jo ikke lade være med at være nogens datter. Jeg mærkede flodbølgen skylle indover mig igen for fuld kraft. Det var som om, at hele ”mors skyld”-konceptet, som før havde virket lindrende, nu blev en sten om foden, der trak mig endnu længere ned end før.
”Det er også min fars skyld”, kom jeg i tanke om, ”ja! Fandme så. Har jeg måske nogensinde set dem kysse? Nej. Jeg har måske nogensinde set dem være lykkelige? Nej”. Den bizarre lykkefølelse kom tilbage. ”Selvfølgelig kan jeg ikke finde ud af at få et godt parforhold, jeg har jo aldrig set, hvordan det ser ud, når to mennesker elsker hinanden og giver udtryk for det. Hvorfra skulle jeg vide, hvordan man gør. Det er deres skyld, at jeg ikke havde styrke til at gå fra Thomas. Det er deres skyld, at han gik fra mig, fordi jeg, som deres datter, har en dårlig parforholdskodning.” Jeg fik pludselig så meget energi, at jeg satte mig op i sengen. ”Selvfølgelig kan jeg ikke få en mand, som forguder, elsker og værdsætter mig, når min mor aldrig er blevet forgudet, elsket og værdsat af min far.” Jeg havde det meget bedre! Der var ikke ligefrem ro i min krop, men pinligheden og selvbebrejdelsen var transformeret til kampånd og lyst til at fortælle om min nye erkendelse.
”Hæ!” tænkte jeg og greb telefonen, ”det må jeg fortælle Chenette”.
Jeg ringede op og fortalte, med en i bakspejlet set næsten pervers begejstring, om min nye indsigt: At hele min elendighed var mine forældres skyld. Fordi de individuelt var nogle vatnisser, så var jeg det også. Og fordi deres forhold, set fra mit perspektiv, aldrig har været lidenskabeligt lykkeligt, så var det heller ikke muligt for mig at få et kærligt og lidenskabeligt forhold.
Da jeg havde fyret smøren af til hende, resulterede det ikke i en øjeblikkelig meningstilkendegivelse. Noget af det, jeg værdsætter højest ved Chenette, er, at hun som hovedregel tænker sig om, før hun taler, så det er særdeles velovervejet og gennemtænkt. Det kan jeg lære en del af. 
Der gik længere tid, end der plejer, inden hun svarede.
”Lone, jeg vil gerne minde dig om, at dine forældre har gjort det bedste, de kunne; og det kan meget vel være, at I har forskellige idéer om, hvad det bedste så er. Men at give dig og din søster den bedste start i verden og så gode forudsætninger som muligt har været deres intention.
Jeg kan godt forstå, at tanken om, at det er deres skyld, at det ikke gik med Thomas gør, at du får det bedre, men det er som at tisse i bukserne. Varmen holder meget kort tid, så bliver det koldt, klamt og lugtende.”
Jeg måbede i den anden ende af telefonen. Dels havde jeg jo regnet med, at hun ville erklære sig helt enig i min analyse og placering af skylden, og dels det var første gang i de tre år, jeg havde kendt Chenette, at hun havde brugt latrinære metaforer.
”Hvis du holdt op med at bebrejde dig selv for at have gjort noget forkert, så kan det jo være, at dit behov for at placere skyld hos dine forældre, hos dig selv eller hos Thomas forsvinder, og så tror jeg faktisk, at du får det bedre.”
Der var helt stille i telefonen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
”Der er ikke brug for mere ked-af-det-hed, Lone. Ikke i dig eller fra dig til andre. Det, der er brug for, er, at du er blid ved dig selv.”
Jeg kunne ikke rigtig sige noget oven på den smøre. ”Være blid ved mig selv”, jeg gentog sætningen højt. 
”Ja”, svarede Chenette, ”du skal være blid ved dig selv”.

Efter nogle dage dukkede vreden igen op til overfladen, da jeg pludselig kom i tanke om noget den amerikanske talkshowværtinde Oprah Winfrey engang havde sagt. Jeg husker det ikke ordret, men pointen var, at grunden til, at hun var overbevidst om, at verden er et godt sted at være, er, at katastrofer altid bliver varslet. Først hviskes der i dit øre, så tales der i dit øre, så får du et prik på skulderen og så et lille puf med universets albue. Hvis du stadigvæk nægter at handle, så må universet gribe til kraftigere metoder, hvilket ofte vil være i form af et gevaldigt lods i røvet, så du flyver af sted. Dette kunne imidlertid være undgået, hvis du havde lyttet dengang, der bare blev hvisket til dig. 

”Jeg har fandme da ikke fået nogen tegn på noget som helst”, tænkte jeg. Selvfølgelig havde der været stunder, hvor jeg var frustreret over, at vi egentlig mere var venner end kærester. Jeg havde tænkt, at sådan var det nok bare at være kæreste med ham, og at jeg havde godt af at lære at blive mere selvstændig og have mere ”nok i mig selv”. Mit hjerte bankede af arrigskab og forurettelse, men så dukkede et minde op: En eftermiddag havde jeg sludret med receptionisten i det fitnesscenter, hvor jeg havde studiejob. Et af medlemmerne, som jeg havde haft øjenkontakt med nogle gange tidligere, kom hen og flirtede voldsomt med mig. Jeg var meget overrasket over hans ligefremme facon og havde høfligt havde afslået hans tilbud om efter-trænings-kaffe -date. Jeg husker tydeligt, at jeg i et flash tænkte, ”den eneste måde, Thomas og jeg kommer fra hinanden på, er, hvis en af os finder en anden.”
Mindet stod klart – lige så klart som den samtale med Sofie, og det var, som om min vrede standsede et øjeblik.
”Er det det, som er sket? Har universet fikset det således, at han fandt en anden, så vi kunne komme fra hinanden?” Der blev stille inde i mig et øjeblik, men så blussede vreden op igen, og denne gang var den rettet i mod mig selv. ”Tænk, at jeg har været så dum. Tænk, at jeg har prøvet og prøvet og prøvet at være mere stille, at være mere sporty, at være mere klog, at være mere selvstændig, at være mindre følsom, at være mindre lidenskabelig.” Jeg har prøvet at lave mig selv om for at passe til ham og hans livsstil, og så ender det sådan her. Hvor er det pinligt at have så lidt selvfølelse, så lidt selvværd, så lidt tillid til sig selv.”
Den nye blanding af selvbebrejdende vrede og pinlighed var det værste indtil videre, men heldigvis ringede Sofie. Det var et stykke tid siden, jeg havde hørt fra hende.
Små to uger efter hun var startet på sin færd ud i internettets spændende verden, på jagt efter mænd at forlyste sig med, indtil Manden i Hendes Liv ville dukke op i 2005, havde hun mødt en fyr. Efter tre ugers intensivt kæresteri flyttede hun ind hos ham. Så selv om vi var på samme jord og i samme by, var hun i himlen, og jeg i helvede.
Midt i hendes begejstrede talestrøm om denne nye mand, standsede hun pludselig og spurgte til mig og min hjertesmerte.
”Det er så pinligt, Sofie”, sagde jeg, ”jeg kan næsten ikke holde ud, at jeg har behandlet mig selv så dårligt. Jeg har jo aldrig været helt glad sammen med ham. Men jeg har altid skulle skrue ned for mig selv, det gjorde jeg, og nu er han skredet med en anden. Jeg kan bare slet ikke forstå, at jeg kan være så dum og …”
”Stop lige engang”, sagde Sofie. ”Det lyder som om, du er meget sur på dig selv. Tror du ikke, du har brug for at elske dig selv lidt?”
”Det er fandme også grund til at være sur”, jeg orkede altså ikke noget lommepsykologiskterapeutisk elsk-dig-selv-pis! ”Jeg har været så dum og så svag og så blind – og ved du hvad, det værste er? Det er, at jeg valgte at være blind! Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at det ikke ville gå ret meget længere, og at det bare var et spørgsmål om tid. Du sagde det der til mig, om at det måske var bedst, at vi var venner. Det overhørte jeg. Engang i mit fitnesscenter kom jeg til at tænke på, at den eneste måde, vi kunne komme fra hinanden på, var, hvis en af os fandt en anden – altså den slags tanker tænker man sgu da ikke, hvis man er der, hvor man har det godt. Det burde bare være mig, som havde fundet en anden – ikke ham! Jeg hader mig selv, fordi jeg er så dum!” Jeg var helt forpustet efter den maskingeværagtige salve.
”Lone, hvis det var min kæreste, som var skredet, og du talte så ubehageligt til mig, som du taler til dig selv, så gad jeg altså ikke at være veninde med dig.”
Sofie har indimellem med at formulere sig kort og præcist og uden dikkedarer – og så var den del af samtalen afsluttet.
Og så snakkede hun videre om den nye mands fortræffeligheder og fortrin. Et halvt år senere blev han officielt hendes mand, og et år og en dag efter deres første date fødte Sofie deres første barn. I år 2005 dukkede så Manden i Hendes Liv op i form af deres søn. Så hun havde jo i grunden ret – det kom bare til at se anderledes ud, end hun havde forestillet sig.
Da vi havde lagt på, lå jeg i sengen og tænkte arrigt. ”Der er ikke noget værre, end når ens veninder har læst for mange amerikanske selvhjælpsbøger og kurser i personlig udvikling, så får man besked om, at hvis man bare elsker sig selv, går i karbad med aromaterapeutiske olier eller melder sig til et meditationskursus, så skal det nok gå. For når man sidder og lader være med at tænke i flere timer, så finder man sin indre kerne, og midt i det hele får man en eller anden guddommelig indsigt. En indsigt der gør, at man pludselig kan se, hvor heldigt det var, at kæresten skred, fordi når en dør lukkes, så åbnes 10 andre og alt sådan noget halløj.”
”Bare jeg var anderledes”, tænkte jeg, ”bare jeg var en af dem, som tager livets kæberystere med ophøjet ro og oprejst pande. Hvis bare jeg var stærk, selvsikker og totalt i balance med mig selv, så ville Thomas sikkert være blevet hos mig”.
Det hele virkede så håbløst, og pludselig var det, som om min hjerne klappede sammen, og der opstod en besynderlig form for grå tomhed, som bredte sig ud i min krop. Jeg fik en fornemmelse af, at min krops celler også klappede sammen.
Efter nogle timers total sammenklapning dukkede Chenettes sætning op i mit hoved: ”Vær blid ved dig selv.” Sætningen bredte sig som en fin, sart rosenduft, der udfyldte tomheden, og min krop og mit sind blev roligt på en ny måde.
Og så faldt jeg i søvn.
Uanset hvor smadret psyken er, så har kroppen stadigvæk basale funktioner, som må varetages. Så en eftermiddag nogle dage efter samtalen med Sofie tog jeg en af de famøse selvhjælpsbøger ned fra reolen og gik på toilettet. I tandkruset stod Thomas’ tandbørste stadigvæk, selvom synet af den gav mig cement- og opkastningsfornemmelse, havde jeg ikke kunne få mig selv at smide den ud, det ville være for stort et skridt – for endeligt, for virkeligt. Jeg satte mig på toilettet og åbnede bogen op på en tilfældig side.
”Universet tager aldrig noget fra dig, med mindre der kommer noget bedre.”
”Det tror jeg på!!”
Jeg læste sætningen igen, ”men jeg kan jo ikke vide, om det er rigtigt”, modargumenterede mine tanker. 
”Næ, men du kan jo heller ikke vide, om det modsatte er rigtigt”, fortsatte de mere optimistiske.
Jeg læste sætningen igen.
”Det er kun desperate mennesker, som tror på sådan noget”, tænkte jeg.
”Det er meget muligt, men jeg vælger altså at tro på det” – de positive tanker vandt.
Jeg smed bogen på gulvet, støttede albuerne på knæene og lagde hovedet i hænderne – gennem tre måneder havde det kogt og kogt med alle mulige følelser, og nu var det pludselig, som om jeg var kogt tør. Jeg følte mig fuldstændig tom bortset fra sætningen ”Universet tager aldrig noget fra dig, med mindre der kommer noget bedre”, som på en eller anden måde ekkoede i hele mit væsen.
Jeg aner ikke, hvor længe jeg sad der, men efter nogen tid vågnede jeg op af min tranceagtige tomme ro, da jeg frøs om ballerne.
Efter den oplevelse skete der et uforklarligt skift i mig. Det var jo ikke fordi, Gud og alle englene i kor havde råbt mig op, eller fordi jeg havde fået den vildeste indsigt der på toilettet. Snarere var det, som om sætningen i bogen var en tømmerflåde, som jeg fik mig bugseret op på efter tre måneders intens følelsesmæssigt og mentalt stormvejr. Det var i den grad tiltrængt – og sætningen hjalp mig. Skiftet var ikke tydeligt for omverdenen med det samme, men jeg kunne mærke i mig selv, at et eller andet var faldet på plads – men dog langt fra det hele. Jeg græd bare lidt mindre, men lå stadigvæk meget i sengen og var til og sagde min sætning. Eller rettere: Jeg sagde den egentlig ikke – det var mere som om, at min krop sagde den. Gradvist begyndte jeg at gå lidt mere rundt og ordne småting, selvom størstedelen af tiden stadigvæk blev tilbragt i sengen. 
Men det ændrede sig også. En dag bemærkede jeg, at Thomas havde været ude af mine tanker nogle timer. Den erkendelse førte omgående til en ny grædetur, hvor jeg måtte stoppe det, jeg var i gang med, for at gå ind i seng, græde og hjernevaske mig selv med sætningen ”universet tager aldrig noget med mindre, der kommer noget bedre”. Det gjorde jeg så indtil, tårerne stoppede, og jeg stod op igen, eller til jeg faldt i søvn. Den cyklus gentog sig i mange måneder, men der blev langsomt længere mellem grædeturene. Jeg kan ikke sige præcis hvornår, men en dag var jeg bare ovre det.
***
For nylig fandt jeg til min store glæde ud af, at Albert Einstein, herren med relativitetsteorien og den pjuskede frisure, har sagt, at det eneste spørgsmål, som er værd at få svar på, er følgende:
Er universet venligtsindet (Is the Universe friendly?)

Svarer man ja, så er der jo intet at frygte eller bekymre sig om.
Svarer man nej, så er der alt at frygte eller bekymre sig om.
Konsekvensen af at svare ja til spørgsmålet er, at man kan følge med livets gang, tage de chancer og muligheder, der byder sig. Og man slipper for at ærgre sig over det, der ikke blev, som man ønskede – fordi man ved, at universet er venligtsindet.
Konsekvensen af at svare nej til spørgsmålet er, at man vil være bange for at træde forkert i livet, bange for at tage chancer og muligheder … for hvad nu hvis det går galt. Man har jo hele universet og alt i det (hvilket er ret meget) imod sig. Min umiddelbare tanke er, at man kan blive enten topneurotisk og kontrollerende eller apatisk og opgivende.
Hvis jeg kunne få lov at få indopereret en chip i hjernen med én eneste egenskab, så skulle det absolut være evnen til aldrig at tvivle så meget som et sekund på, at universet er venligsindet. Og det derfor aldrig tager noget, uden der kommer noget bedre.
Selvom jeg har beskæftiget mig med dette i mange, mange år, så skal jeg hver da øve mig i at vælge troen på livets godhed – det er simpelt, men bestemt ikke altid nemt. Men jeg gør mit bedste ved hjælp af De 4 PowerPrincipper, som ville fylde en hel bog for sig selv, og ind til den kommer, kan du kigge forbi www.powerprinsesse.dk og høre mig fortælle om dem. 
I mine mørke øjeblikke har jeg spekuleret over, om livet nogensinde bliver lutter lagkage og evig svæven på en lyserød sky? Jeg er kommet frem til, at selve livets natur er at gå op og ned. Pointen med livet er at have noget at vælge i mellem, derfor må der være forskellige omstændigheder og oplevelser. Det fede er jo at observere sig selv vælge bedre end sidst, man stod i samme situation. Tricket er altså ikke at finde en måde at kontrollere omstændighederne på, så der kommer ro og glæde indeni – men derimod at være i stand til at være rolig, ikke blive fanget i følelsesudbrud og vælge kærligheden til sig selv uanset, hvad livet serverer.

Et meget håndgribeligt værktøj, som jeg ynder at bruge – og du må tilgive mig, hvis det lyder en smule langhåret – er at lægge mig på stuegulvet med armene og benene ud til siden. Oftest sker det, at tårerne strømmer i meget store mængder ud af mig, og jeg gør intet for at stoppe dem, men lader dem bare løbe. Derudover trækker jeg også vejret rigtig dybt og ånder kraftigt ud – og det er fordi, min krop har en tendens til at ophobe følelser. Jeg forestiller mig så, at udåndingsluften hjælper mig af med alle minder, destruktive tanker og negative følelser. Der dukker som regel også en masse tanker eller små billeder eller tankesekvenser op i hovedet, men når det sker, så prøver jeg at slippe dem – lidt lige som når man slipper balloner. 
På et eller andet tidspunkt, så har jeg grædt af og trukket så meget vejr, at min krop er afslappet og så går jeg i gang med at hjernevaske mig selv. 
Der er to metoder, som virker ret godt for mig: Den første er at gentage PowerPrincip nr. 1 ”Alt er Støtte” for mig selv. Det er min private hjernevaskningsversion af sætningen ”Universet tager aldrig noget fra dig, med mindre der kommer noget bedre”. Jeg synes, den er for lang til krisesituationer, derfor har jeg lavet en kort version, som virker for mig. Du kan lave din egen sætning, som virker for dig – pointen er, at du skal opleve ro og tillid, når sætningen lyder i dit indre.

Den anden metode tager udgangspunkt i mine underben – og hvis du er mand og læser med, så vil den for dig tage udgangspunkt i din hage.
Uanset hvor meget jeg vokser eller barberer ben, så er der altså et eller andet, som sørger for, at hårene på benene gror. Og selv om jeg godt kunne tænke mig en permanent hårfjerning, så fylder det mig alligevel med tillid, fordi jeg jo blot ved at køre håndfladen ned langs underbenet straks erfarer, at der er en naturkraft i mig, der virker.

Og jeg har så truffet det valg at tro på, at den kraft, som sørger for at hårene på benene gror, også sørger for, at mit liv nok skal folde sig ud på den bedste måde.
Jeg elsker at gå rundt med den tanke – også selvom jeg ikke har nogen problemer eller er ked af noget – fordi den minder mig om, at der er en kraft, som jeg ikke forstår, men som bare virker.
Min opgave er så at træde ud i livet og tage de chancer og muligheder, som byder sig. 

Selv om de metoder er enkle, så er det langt fra nemt – og nogle gange synes det næsten umuligt – men et er sikkert: Når jeg ikke slår mig selv i hovedet med skyld og selvbebrejdelse, så er det nemmere for mig at hjernevaske mig selv på en måde, så tilliden til livet finder vej ud i min krop og bevidsthed.
Et eller andet sted har jeg en gang læst, at når al ting falder sammen, så falder tingene i virkeligheden på plads. Det kan tage lidt tid – men man skal sørge for at tage den tid, det tager, og huske at være blid ved sig selv i processen.

Læs kapitel 4 på torsdag.

Kom med på nyhedsbrevet og få invitationer til Fester og Foredrag