Kapitel 4: Lav et Suppetjek
En eftermiddag sad jeg og lavede overspringshandlinger – jeg burde have læst cellebiologi, men sad i stedet og surfede på nettet for at finde noget information om en amerikansk supercoach ved navn Anthony Robbins. Den gang var jeg meget begejstret for hans tilgang til livet, som i store træk går ud på, at man skal beslutte sig for, hvad man vil, og så gå i gang – og at alt kan lade sig gøre, når man først har besluttet sig. Nu var jeg jo stille og roligt begyndt at overveje muligheden af, at jeg måske havde potentiale til andet end at spise Marabouchokolade, så min glæde eksploderede, da jeg kom ind på en dansk hjemmeside, der tilhørte en mand, som holdt foredrag efter Mr. Robbins’ filosofi. Faktisk havde han en hel stab af foredragsholdere og coaches, som tilbød både foredrag, 24 timers-seminarer og enkeltsessioner. Hjemmesiden var flot, og den ene flashanimation efter den anden af overskudsagtige mennesker, som enten stod med armene over hovedet og råbte ”yes” eller var i gang med at flække en træplade med håndfladen poppede op på skærmen.
Jeg var helt betaget og tænkte ved mig selv, at de mennesker måtte jeg møde.
”Åbne arrangementer” var et af menupunkterne; et rygestopkursus var annonceret den kommende lørdag. Alle tanker om læseplaner susede ud af mit hoved, og det faktum, at jeg aldrig havde røget en cigaret i mit liv, affærdigede jeg hurtigt med et ”det opdager de da aldrig”.
Jeg var en kvinde på en mission – jeg ville møde disse mennesker – og den detalje, at jeg ikke var ryger, skulle i hvert fald ikke stoppe mig fra at komme på rygestopkursus.
Lørdag formiddag gik jeg op ad trappen til det mest tjekkede kontor, jeg nogensinde har set; mit humør steg flere grader, da jeg trådte ind og så de enorme hvide skriveborde, plakaterne på væggen med positive slogans og opløftende citater. Alt var meget stort og helt som jeg forstiller mig, et ægte coachingkontor ville se ud.
”Jeg må finde noget papir på et tidspunkt, de citater skal skrives ned”, tænkte jeg.
”Hej og velkommen til”, en høj kvinde rakte mig hånden.
Jeg spilede øjnene op, ”Guud, det er da hende fra hjemmesiden”. Hendes smilende ansigt huskede jeg tydeligt fra et af billederne, hvor hun stod med armene oppe over hovedet, som om hun fejrede et eller andet. Jeg rakte hånden frem og hilste på hende.
Pludselig væltede det ind med mennesker. Der var en forventningsfuld stemning, og vi fik besked på at sætte os på de stole, der var placeret i en stor cirkel midt i lokalet.
Der var 5-6 coaches, som på skift talte om, at man ikke kun skulle betragte kurset som et rygestopkursus, men også som en start på et meget bedre og mere bevidst liv. Herefter fik vi udleveret kuglepen og papir. Vi skulle bruge ti minutter til at beskrive, hvor meget bedre vores liv ville være, når vi var holdt op med at ryge.
”Hm”, tænkte jeg, der var jo ikke så meget at skrive, så jeg sad og tegnede blomster og prøvede at se tænksom ud.
Mens vi skrev, gik de tilstedeværende coaches rundt for at snakke med deltagerne for ligesom at booste vores motivation. Jeg prøvede at se ekstra tænksom og koncentreret ud, for jeg havde jo ikke så meget at skrive ned om lige netop det emne.
”Hvor længe har du røget?”, spurgte en frisk stemme.
Jeg kiggede op og så, at kvinden fra døren og hjemmesiden havde sat sig på hug foran mig med en venlig og engageret ansigtsudtryk.
”Erh, det er sådan lidt svært at sige”, begyndte jeg
”Det er helt okay. Coaching handler om fremtid – ikke om at søbe i fortiden. Hvad vil det give dig at holde op med at ryge?”, spurgte hun opmuntrende.
Jeg rynkede brynene, ”Damn it! Hvad skal jeg sige”, tænkte jeg.
Kvinden kunne nok fornemme, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle sige, så hun prøvede at anspore mig lidt.
”Ok”, afbrød hun, ”lad os se, hvad du har skrevet ned”. Hun satte sig på stolen ved siden af mig og kiggede på mine tegnede blomster.
Hun så overrasket ud og tænkte så et øjeblik, ”arh, du får bedre lugtesans, så du kan dufte blomsterne”, sagde hun smilende.
Jeg kom til at grine og svarede: ”Næ, øh, ser du, jeg ryger faktisk ikke, jeg så bare Jeres hjemmeside, og så ville jeg bare gerne lære nogle andre mennesker at kende, som har den tilgang til livet, som Tony Robbins står for.”
”Jamen ryger du slet ikke?”, spurgte hun undrende.
Jeg trak vejret dybt, ”næ, jeg ville bare gerne møde nogle mennesker, som tænker lidt på den måde”, sagde jeg.
”Ej, hvor er du sej”, sagde hun.
Hm, jeg synes nu det lød en smule patetisk at liste sig ind under dække af at være ryger for at finde venner.
Vi begyndte at sludre og fandt hurtigt ud af, at vi havde stort set de samme bøger hjemme på bogreolen, og inden de 10 minutter var gået, havde jeg fået hendes visitkort og lovet at maile hende, så vi kunne udveksle bogtitler.
Jeg knugede visitkortet i min hånd, ’Gitte Koldtoft, coach og speaker’, min glæde var ubeskrivelig.
”Hurra!! Jeg har mødt en med de samme interesser som mig! Tænk, hvis vi kunne blive veninder”, tænkte jeg.
***
Fire år senere lå Gitte på operationsbordet og fødte sin lille datter ved planlagt kejsersnit.
Gitte havde lukkede øjne og koncentrerede sig om at trække vejret roligt.
Jørgen, hendes mand, koncentrerede sig om ikke at besvime ved tanken om, at der blev skåret i hans kones mave.
Gitte og jeg knugede hinandens hænder, da kirurgen holdt lille Laura frem.
”Hurra! Jeg har fået en guddatter”, tænkte jeg.
Joh, Gitte og jeg blev i den grad veninder.
***
To år senere sad jeg i det samme lækre lokale, citaterne var skiftet ud, men budskabet var det samme ’You can do it’. Denne gang var det også en lørdag, men det var ikke et rygestopkursus, men et inspirationskursus hvor en række foredragsholdere skulle give deres bud på, hvordan man lever et enkelt liv.
Gitte var en af foredragsholderne og fungerede samtidig som vært og tovholder på dagen. Jeg kom lidt tidligere for at hjælpe hende med at skære frugt ud.
”Kan du huske, da du kom her første gang”, sagde Gitte, ”jeg vidste udmærket, at du ikke røg, da du trådte ind ad døren, og jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvad du lavede her”.
Jeg grinede til hende, ”Jeg var bare desperat for at finde nogen at lege med”.
Vi satte frugtfadene frem, og folk strømmede ind ad døren, der var den karakteristiske summen, som opstår af forventning og glæde.
Jeg satte mig yderst på tredje række ved siden af en kvinde. Jeg smilede til hende, og mit blik gled ned på hendes fødder. Hun havde et par sommersandaler på med åben tå og nogle særdeles yndige tæer. ”Gud, jeg anede ikke, at tæer kunne være direkte smukke”, tænkte jeg.
”Har du hørt nogen af dem før?”, spurgte hun og rev mig ud af min spirende fod-fetisch.
”Næ, men Gitte, som står for det, er min veninde”, svarede jeg.
”Nårh, okay. Vi har glædet os vildt meget.”
Hun tog sin mand i hånden.
Han rakte hånden frem og præsenterede sig, ”Henrik”.
”Lone”, hilste jeg tilbage.
”Og jeg hedder Henriette.”
Vi småsludrede lidt om den våde danske sommer og læste lidt af det uddelte materiale.
”Sikke dog en engel. Hende må jeg snakke noget mere med i pausen”, tænkte jeg, da de to første foredragsholdere indtog scenen. Det blev pause, og regnen stod ned i stænger, så de fleste blev indenfor. Jeg styrtede på toilettet for at kunne styrte tilbage på min plads for at tale med Henriette, men jeg kunne ikke finde hende.
Foredraget gik i gang igen, men stolen mellem mig og Henriettes mand var tom.
Ti minutter senere var den stadigvæk tom.
Jeg lagde hånden på den tomme stol, som om det ville trylle hende tilbage.
Jeg trippede lidt, da det gik op for mig, at hun nok ikke kom tilbage.
Hvor fanden gik hun hen? Hun kunne da ikke bare gå?
Lidt spørgende kiggede jeg over på hendes mand, der stadig sad tilbage.
”Hun blev nødt til at gå”, hviskede Henrik, ”babysitteren ringede, vores datter er syg og er måske lidt ekstra morsyg i disse dage på grund af meget høj feber”.
Hjertet sank i livet på mig, og jeg blev sådan helt kold i maven og havde gnavende fornemmelse af, at jeg have mistet noget vigtigt – et eller andet ”større”. Jeg var helt slået ud af, at hun var gået, uden at jeg havde fået talt mere med hende. ØV!
”Det er fandme løgn. Hun kunne da ikke bare forsvinde”, tænkte jeg ved mig selv, og foredragsholderens engagerede talestrøm flød sammen til baggrundsstøj.
Følelsen af skuffelse, tab og savn fyldte min krop i en sådan grad, at jeg ikke hørte et ord af resten af foredragene. Jeg ved, det lyder besynderligt, at der var så store følelser på spil, fordi jeg kendte hende jo slet ikke, men sådan havde jeg det altså.
Foredraget sluttede, folk rejste sig, stolene skramlede, og øv-følelsen var ikke blevet mindre.
”Hyggeligt at møde dig”, Henrik rakte hånden frem.
”Ørh, farvel. Hils derhjemme”, jeg trykkede hans hånd.
Han smilede, ”det skal jeg nok”.
Jeg sad lidt og betragtede menneskene, alle så opløftede og glade ud, så jeg må have lignet en tordensky på en ellers skyfri himmel.
”Hvad gør jeg? Nu er hun forsvundet, og jeg kan ikke få fat på hende igen.” Jeg sad lidt med korslagte arme og skumlede. Pludselig fik jeg en lys idé, ”arh, kan man tillade sig det? Hvad hvis hun synes, jeg er mærkelig eller pågående?” Heldigvis nåede jeg ikke at besvare mine egne spørgsmål førend, fanden tog ved mig. Jeg fór op og spænede hen til indgangen, hvor der hang et stativ med gratis postkort, som også findes på caféer. Jeg snuppede et, skriblede en kort hilsen og min mailadresse ned på bagsiden og drønede ud på den store parkeringsplads. Regnen piskede ned, og folk steg hurtigt ind i deres biler. Jeg løb ned gennem rækkerne af biler, og ca. 40 meter fremme så jeg en høj skikkelse, som var ved at låse sig ind i sin bil.
”Stop, stop”, råbte jeg. I panik havde jeg svedt hans navn ud. ”Thomas, Peter, Carsten, arh fuck.”
”Hallo! Stop! Jeg har noget til dine kone”, råbte jeg.
Skikkelsen vendte sig om. Jeg nåede hen til ham og prustede, ”ved du hvad, jeg synes simpelthen din kone var så sød”. Han kiggede lidt forundret ned på mig (han er en ret høj mand).
”Kan jeg få dig til at give hende det her kort”.
Jeg rakte ham postkortet. ”Jeg har skrevet min mailadresse, så kan hun bare sige til, hvis hun har lyst til at drikke lidt the en dag”. Han rynkede brynene og var stille et kort øjeblik, men svarede så ”jamen det vil jeg da rigtig gerne, for hun har faktisk lige luget ud i sin venindegruppe og kunne godt bruge nogle nye veninder”. Han tog smilende kortet, og i det sekund fik jeg fuldstændig ro i kroppen igen. Reddet på målstregen.
Henriette har senere fortalt mig, at hendes mand kom hjem den aften og med et kæmpe stort grin havde sagt ”jeg har et kærestebrev til dig – fra en kviiinde”.
Det har vi alle tre grinet meget af siden.
Der gik faktisk trekvart år, før jeg rigtig mødte Henriette igen. Hun var gravid, og havde tre børn i forvejen, så hun havde ikke det store sociale behov lige på det tidspunkt, men det gjorde mig slet ingen ting. Jeg vidste, hun var landet i min suppe, og jeg var helt rolig og sikker på, at vi nok skulle nok få mere med hinanden at gøre, når der var tid til det.
Hun var landet i mit liv, resten var bare et spørgsmål om tid og planlægning.
Jeg er lykkelig for, at jeg handlede så hurtigt og ignorerede min angst for, om hun – eller Henrik – ville opfatte mig som pågående eller mærkelig, for ellers ville jeg måske ikke have Henriette og resten af familien i mit liv nu. Og det ville være ærgerligt, for selv om vi ikke ses så tit, så ved jeg, at hun er der, og hun er en ingrediens, som jeg virkelig sætter pris på at have i min suppe.
Det kan lyde modigt og vovet at løbe efter fremmede mænd for at aflevere mailadresser … til deres koner. Men hvad var i grunden det værste, der kunne ske? At han sagt, at det ville han ikke eller bare havde krøllet postkortet sammen, kastet det i skraldespanden og tænkt ”hvad han hun gang i?”. Det var vel det værste, og det var vel i grunden ikke så slemt endda.
Jeg ynder at betragte livet som en suppe. Hvorfra den metafor er kommet, ved jeg ikke helt, men den giver fin mening for mig. Supper indeholder jo – alt efter smag, behag og gastronomiske flair – en større eller mindre mængde ingredienser, som skal vælges med omtanke, ellers kan det ende med, at man må ringe efter en pizza eller dårlig mave. Er man ikke opmærksom, bliver suppen i værste fald vammel og uspiselig og i bedste fald kedelig og blottet for næringsstoffer.
Lad os sige, at der findes en ydre suppe, som vi alle sammen går rundt i og i en vis grad er fælles om; og så findes der en indre suppe. Uanset hvilken suppe, vi taler om, skal du selv indtage den – det kan simpelthen ikke undgås, fordi du befinder dig i den eller har den er inde i dig.
Du har selv ansvaret for at putte nogle gode ting i din indre suppe, og du har ansvaret for at bidrage til den ydre suppe. Det betyder, at der indimellem skal tages stilling, hvem der er de nærende ingredienser, og hvem der i virkeligheden bare er fyld og tomme kalorier.
Da jeg lige mødte Henriette, havde hun lavet et suppetjek, og det gjorde, at der var nogle venskaber, som blev afsluttet. Jeg er stadigvæk fuld af beundring, fordi det jo ikke altid er nemt. Jeg har selv erfaret, at jeg sagtens kan holde meget af nogen og havde delt nogle oplevelser og år med dem, men trangen til at vedligeholde venskabet er ligesom bare væk. Kærligheden er ikke væk, men det er behovet eller lysten til at være i selskab med dem. Sært, men sandt – og den slags relationer har det med at løbe ud i sandet, og det skal de have lov til.
Henriette fjernede bevidst nogle ingredienser i sin suppe, så der blev plads til nye og mere passende ingredienser.
Nogle gange dufter man også noget – eller ser nogle tæer – og tænker, ”hey, de må i min suppe”. Begge dele skete for Henriette og jeg. Jeg ville rigtig gerne have Henriette ned i min suppe, det kom hun. Minsandten om ikke hun havde gjort plads i sin suppe til at få både mig og lykkeligvis også nogle af mine veninder ned i sin suppe, så det var ikke kun Henriettes og min suppe, som blev bedre.
Det kan altså godt betale sig at lave et suppetjek med jævne mellemrum.
Spørg dig selv: Er de ingredienser, der i den (indre og ydre suppe) nogle, der stadig smager dig? Vi flytter os jo alle sammen hele tiden. Selvom man eksempelvis har boet på samme vej som barn eller har kendt hinanden siden 1. klasse, er det jo ikke sikkert, at man 30 år efter har flyttet sig i samme retning. Hvis det eneste, der holder to mennesker sammen, er den fælles historie, og ikke interesser eller lysten til at hjælpe hinanden med at vokse og blomstre, er det måske tid til lade tingene løbe ud i sandet. Det lyder måske lidt kynisk, men ofte sker der jo det, når man har ”venner” som ikke rigtig er venner alligevel, at så bliver det til pligt-venner. Og de ender som en opgave på to-do-listen. Jeg burde ringe, jeg burde se, jeg burde invitere, jeg må også hellere …bla bla bla….
Få dem ud af din suppe, for der er rigelig med mennesker, som med glæde vil bidrage til din suppe. Jeg har fået alle mine på nær to, Fie og Anne-Marie, som jeg elsker uendeligt højt, men ikke ser så meget til, efter jeg blev 23 år.
Så gør som mig, vær en lille smule anderledes. Hvis du møder et menneske og tænker, ”hey, hun er sgu da skøn”, så vær modig, ærlig og spørg, om I skal drikke the en dag og bare sludre lidt, og hvis du ikke bryder dig om at sige det eller har mulighed for det, så find hende på Forunderlige Facebook (jeg kan godt høre, at det lyder lidt scoreagtigt, men du scorer jo sådan set også en ny veninde, og uanet hvad så virker det altså).
Måske bliver I veninder for livet, måske går I i byen sammen, eller måske bliver det bare ved den ene kop the. Who knows – who cares. Giv dig selv – og hende – den gave, at tage chancen, for det er så fantastisk dejligt at have mennesker i sit liv, som man elsker, og som elsker en. Den indre og den ydre suppe skal være lavet af ingredienser, som er nærende, og gulerødderne hopper jo altså ikke (altid) selv i gryden, vel …?!
Læs kapitel 5 på lördag.
Kom med på nyhedsbrevet og få invitationer til Fester og Foredrag
