Kapitel 6: “La’ da vær’ med at se så sur ud”
Lørdag nat før påsken 2007 vandrede jeg – som mange gange før – rundt i byens gader. Normalt ville jeg have nydt de smukke bygninger, forårsluften i næseborene og følt en tidløs forbindelse med Søren Kierkegaard. Ligesom jeg var han en flittig vandrende i København, og han citeres for at have sagt ”gå, så går det hele nok”.
Den nat så jeg stift ned i jorden og trak vejret gennem munden for at forsøge at dæmpe den næsten invaliderende kvalme, som jeg de sidste to uger havde forsøgt at holde i ave med store mængder kakaomælk og krydderboller.
Jeg vandrede hvileløst rundt i gader og stræder og var fuldstændig blind for byens skønhed. Jeg havde formået at konstruere en form for boble, der gjorde, at jeg ikke så eller hørte de mennesker, som godt hjulpet på vej af sprut og almindelig forårskuller sejlede rundt på den måde, som mennesker gør det en lørdag nat i en hvilken som helst hovedstad.
Pludselig brød en stemme gennem mit værn mellem mig og verden, ”La’ da vær’ med at se så sur ud”. Jeg kiggede op og så, at mine fødder havde ført mig ned i Niels Hemmingsens Gade, og at jeg var nået til Jazzhouse. Bassens dybe dunk hørtes ud gennem den åbne dør, og stemmen tilhørte en bred dørmand. Jeg stoppede et kort sekund, men fortsatte og kiggede stift frem for mig og kunne næsten ikke trække vejret af bar kvalme.
Stemmen og ordene havde lavet et lille hul i min boble, og pludselig var kvalmen forsvundet og erstattet med en flammende vrede. Uden at tænke førte mine fødder mig baglæns, og jeg husker fornemmelsen af at gå tilbage forbi køen af mennesker, som jeg lige havde passeret.
Jeg kiggede dørmanden lige ind i øjnene og sagde med skarphed i stemmen: ”Jeg skal have en abort på tirsdag, og jeg har brækket mig konstant i to uger. Så jeg er faktisk ikke sur, men jeg har det sgu rimeligt dårligt!”
Mine fødder transporterede mig med lange målrettede skridt forbi køen for tredje gang. Da jeg kom ud på Strøget og satte kursen mod Kongens Nytorv, kom tårerne. Jeg kogte af raseri, ”hvad helvede bilder han sig ind at sige sådan noget til mig?! Han har ikke ret til at dømme mig, når han ikke aner en skid om, hvad der foregår inde i mit væsen”.
Vreden fordampede, og kvalmen kom tilbage, som jeg gik der midt i larmen og var oppustet, alene og ulykkelig. Det, jeg havde mest brug for, var et knus … og en krydderbolle mere for at dæmpe kvalmen. Krydderbollerne fik jeg i 7-Eleven ved Boltens Gård. Knuset kunne jeg have ringet og bedt en veninde om, men det orkede jeg ikke.
Indrømmet! Det var en ret voldsom reaktion på dørmandens forholdsvis uskyldige bemærkning, og efterfølgende tænkte jeg meget over, hvad der egentlig var hændt, og hvorfor jeg tog sådan på vej.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg har befundet mig i situationer, hvor jeg måske har sagt eller måske bare tænkt noget tilsvarende til eller om et andet menneske. Men jeg er kommet til den konklusion, at jeg i virkeligheden aldrig kan tillade sig at sige højt til et andet menneske, hvordan de bør agere eller ej. Jeg kan nøjes med at tænke det, men ved nærmere eftertanke kan jeg med fordel også lade være med det.
Sagen er jo, at ingen af os kan se, hvad et andet menneske er stået op til den pågældende morgen. Vi kender ikke grunden til, at kassedamen er tavs og muggen, når vi når frem og skal betale. Så kan man sige “man kan da godt smile, når man er på arbejde”. Men nej, det kan faktisk godt være, hun ikke kan det. Måske kan hun kun lige akkurat holde sig oprejst. Vi ved aldrig, hvad der foregår bag hinandens ydre.
Jeg tror, at stemningen i verden ville blive markant anderledes, hvis folk blot havde den ene erkendelse i baghovedet, måske er det indlysende for dig, men jeg blev altså først klar over det den nat foran Jazzhouse.
Nu hvor jeg skriver dette, kan jeg godt høre, at dette kunne tolkes som om, at jeg mener, at uanset hvordan folk gebærder sig, så skal man bare være overbærende og med en zen-agtig ro vende den anden kind til. Sidder du med det indtryk, så har jeg ikke forklaret mig godt nok.
Jeg mener bare, at det er gavnligt for ens indre suppe at afholde sig fra at tage stilling til mennesker, som man i virkeligheden ikke aner noget om – det er unødig tankevirksomhed.
Er folk virkelig er kede af det, sure eller whatever, så har de som regel brug for et lille smil eller lidt ”tryllestøv”. Det er jo et lidt luftigt begreb, men når du børster tænder i aften, kan du selv fundere over, hvordan du vil definere det. Når du har gjort dig nogle tanker om det, så hører jeg gerne fra dig på lone@powerprinsesse.dk.
Jeg øver mig i at have det, man kunne kalde instinktiv medfølelse. Forstået på den måde, at jeg ikke behøver en forklaring for at forstå og acceptere andre menneskers opførsel. Jeg siger bare til mig selv ”jeg ved jo ikke, hvad de er stået op til”. Det er en god sætning at have liggende i baghovedet, især hvis man hører til den slags mennesker, som nemt registrerer andre menneskers sindsstemninger. Tidligere i livet gik jeg nemlig automatisk ud fra, at hvis jeg befandt mig i samme rum, som nogen, der virkede irriterede, utilfredse eller sure, så var det nok på grund af mig. (I grunden en absurd tanke at lille mig skulle kunne have så stor en indflydelse på folks humør, men lad nu det ligge.)
Jeg er klar over, at der er stor risiko for at dette misforstås, og at nogen kunne foranlediges til at tro, at man bare skal acceptere andre menneskers mere eller mindre urimelige adfærd. Slet ikke.
For selvfølgelig kan man ikke bare tænke ”nå, han har nok en skidt morgen”, hvis chefen eller en kollega går urimeligt amok. Men der er mere hensigtsmæssige måder at gå til det på end at sige ”la’ da lige vær’ med at se så sur ud” eller bagtale vedkommende.
For ikke at blive en dørmåtte eller en bitter citron må man finde en måde at sige fra, hvis man oplever at være på den modtagende ende af en urimelig opførsel. Jeg selv stor fortaler for fysisk afstand ”Vote with your feet”, siger man meget beskrivende på engelsk, eller slet og ret ”skrid”.
Brænder jorden under dig, så flyt dig, i stedet for at blive stående for at se, hvor meget varme du kan holde til. Der er ingen idé i at træne sig i at udholde lidelse – det ville jeg ønske, at nogen havde fortalt mig.
Nogle gange er det gavnligt og måske nødvendigt at få optrukket linjerne, især i sådan noget som tætte personlige relationer eller arbejdsrelationer. For mig er det ikke nemt, og for at mobilisere modet, husker jeg mig selv på, at alle mennesker i konfliktsituationer enten er bange, stressede, utrygge eller skammer sig, og så er det en fordel ikke at tage det de siger, så tungt. Det man selv kan gøre, er at bruge 3. PowerPrincip ”Kommunikér Klart”.
Nedenstående sætninger har hjulpet mig til at starte samtaler med mennesker, som jeg enten frygtede eller bare ikke var på bølgelængde med:
”Oh, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det, men nu prøver jeg alligevel …”
”Det er simpelthen så svært for mig at sige, men …”
”Det er helt pinligt for mig at have det sådan, og endnu værre at sige til dig, men …”
Min erfaring er, at ærlighed og vilje til at indrømme følelsen af utilstrækkelighed indgyder forståelse og blidhed i stort set alle relationer – måske fordi ærlighed omkring følelser en sjældenhed, som mange i virkeligheden tørster efter.
Så er der jo også dem, som er udenfor både tryllestøvs og terapeutisk rækkevidde. Der er grænser for, hvad der er rimeligt at lade andre udsætte en for – uanset hvad de er stået op til om morgenen! I de tilfælde vil jeg tænke over, om vedkommende har noget at lære mig. Det kunne meget vel være du skal lære, hvordan du med fasthed og styrke lader vide præcis, hvor dine grænser går. Og for at erfare det har du jo brug for en, som agerer bulldozer. Det kan også være, at du skal lære ikke at tvivle på dit eget værd eller din kompetence – og huske på, at vedkommende, som virker intimiderende, i virkeligheden er et almindeligt menneske af kød og blod med mavesæk, tænder i munden og hår i næsen ligesom dig.
Læs kapitel 7 på onsdag.
