Kapitel 7: “Abort – begyndelsen på et nyt liv ”
”To blå streger! Fuck, fuck, fuck, så skal jeg have en gynækologisk undersøgelse, og det tør jeg ikke!”
Mens jeg sad på kanten af badekarret, tænkte jeg tilbage på den eftermiddag, det var sket Jeg vidste, at jeg havde været sløset med minipillerne, alligevel lod jeg kysseriet udvikle sig, fordi jeg skulle absolut bevise for mig selv (og for ham), at jeg da sagtens kunne have sex uden følelser.
Hvor pokker bestiller man en abort henne?
***
Jeg cyklede af sted tirsdag morgen gennem København, syrenerne ved Botanisk Have duftede, og jeg smilede for mig selv. ”Hvor er jeg heldig. Tænk at bo i et land, hvor jeg selv kan bestemme over min krop”, tænkte jeg.
Mobilen ringede, det var min veninde Mette, som ringede. ”Bare tag det stille og roligt, Lone. Husk at der bliver lavet 15.000 aborter om året, så de har masser af rutine, og det hele kommer til gå helt, som det skal. Har du ringet til Kristine og Sofie, så de er der, når du kommer?”
”Ja, de har sms’et, og vi mødes derude”, svarede jeg.
”Super – send en besked, når du vågner op igen.”
Sms-lyden summede fra min mobil.
Jeg tjekkede beskeden. ”Jeg er hos dig in spirit – alt kommer til at gå fint, nu er det snart slut med kvalmen, smukke. Knus Gitte.”
Hurra for veninder!
Hurra for retten til at vælge.
Da jeg kom til Frederiksberg Hospital, sad Sofie ude på trappen i solen.
”Go’ morgen”, sagde hun. Sofie et stort menneske i en lille, lys krop. Vi mødte hinanden i London, hvor vi boede i samme bofællesskab. Dengang var hun – som jeg – ret forvirret, men nu flere år efter var der en engleagtig ro over hende.
Jeg satte mig ved siden af hende i solen og sugede alle solstrålerne til mig. Det var, som om kvalmen allerede var forsvundet lidt, men det rumsterede i mit underliv. Det skyldtes nok de piller, jeg havde taget aftenen før, som skulle virke livmoderblødgørende.
”Hallo d’damer”, lød det pludseligt.
Sofie og jeg missede med øjnene og kiggede op på Kristine. ”Vi har lige 10 minutter”, svarede hun.
Hun satte sig ned ved siden af mig og aede mig roligt på ryggen.
Mine tanker gled nogle dage tilbage til forundersøgelsen, hvor jeg havde været smækhysterisk og havde stortudet gennem det hele. Det var min første underlivsundersøgelse, og jeg var mildt sagt fuldstændig angst.
Jeg fik tårer i øjnene ved tanken om den oplevelse, og Kristine må have set det, for med ét rejste hun sig op og begyndte at nynne kendingsmelodien fra Olsenbanden.
”Kom d’damer nu skal vi ind og se, om der er nogen lækre unge medicinstuderende, vi kan kigge på, mens vi venter.”
Sofie sprang op, ”ja – jeg har også hørt, at der skulle være nogle ret lækre mænd mellem portørerne”, sagde hun. Jeg kiggede på mine to veninder, ”tænk, de elsker mig simpelthen, og de møder op, når jeg har brug for dem”.
Kristine tog sin egen og min taske i sin ene hånd og sin anden arm under min, Sofie stak armen under min anden arm, og så gik vi tre med Olsenbanden-melodien som soundtrack op ad trappen.
Vi stod alle tre i indskrivningslugen. Sygeplejersken kiggede på os. ”Hej, Lone her skal have foretaget et indgreb, og vi er med”, sagde Kristine.
”Javel ja”, sagde sygeplejersken og rakte mig nogle ark papir, som skulle udfyldes.
Vi satte os ud i venteværelset, og mens jeg udfyldte papirerne, kom der et par andre piger. En var lille og lyshåret og havde sin kæreste med, hun sad med store øjne og så nervøs ud – det gjorde han også. En anden kvinde af ”anden etnisk afstamning end dansk”, som det så korrekt hedder, kom alene, hun så trist ud – jeg var lige ved at sige til hende, at jeg jo havde to veninder med, og at hun gerne måtte låne den ene, hvis hun havde brug for det. Men jeg sagde ingenting, smilede bare lidt til hende. Hun kiggede væk.
En anden pige var også ung, hun havde sin mor med – eller jeg tror, det var hendes mor. De sagde ikke noget til hinanden. Pigen slog tilfældigt op i et gammelt nummer af Alt for Damerne. I den tid vi sad der, bladrede hun ikke, men stirrede på den samme side.
Sofie og Kristine småsnakkede om løst og fast. Om Kristines studie og kæreste og om Sofies arbejde og familie. Deres småsludren var som et trygt tæppe, jeg kunne lulle mig ind i, mens jeg betragtede de andre patienter.
Der hang et skilt på væggen, ”Maks. en ledsager pr. patient”.
Jeg sendte en lille bøn op: ”Hvis der findes engle, vil I så godt være hos hende, som ikke har nogen med.
PS. Hvis I er nok på vagtplanen, så må I må også godt være hos de andre piger og hos mig.”
”Lone Rasmussen”, sygeplejersken råbte mit navn op. Sofie, Kristine og jeg rejste os på én gang. ”Denne vej”, sagde hun og vendte sig om, og vi fulgte efter hende ned ad gangen og ind i et rum.
”Se Lone, du skal skifte til det her tøj, og så er der en beroligende pille, som du skal tage, når du har klædt om.”
Hverken Sofie eller Kristine gjorde mine til at gå, og hun kiggede på os ”Nå, det er de tre gratier”, sagde hun, ”ok, men I skal altså være stille”.
”Det skal vi nok”, sagde Kristine og gjorde honnør, ”Sofie og jeg passer på Lone”.
Sygeplejersken løftede øjnebrynene og så lidt sygeplejerskeskrap ud. Hun vendte sig om for at gå. I vinduesruden i døren kunne jeg se, at hun smilede.
Jeg iklædte mig operationsoutfittet, xx-large hospitalsskjorte og hvide netstrømper, og hoppede op i sengen. Sofie satte sig ned og foldede mit tøj sammen. Kristine havde hentet en ekstra stol og satte sig ved siden af Sofie. Kristine holdt mig på venstre knæ, det var varmt, så dynen blev nede i fodenden. ”Sådan kan selvsiddende strømper så også se ud”, kommenterede Sofie med et grin.
Jeg døsede lidt hen til den tryghedsindgydende lyd af deres samtale.
”Lone-mus”, jeg vågnede ved, at Sofie nussede mig på højre skulder. Jeg åbnede øjnene og så, at der var kommet et nyt ansigt. En portør, som skulle køre mig ned på operationsstuen – Kristine stod bag ved ham og rynkede på næsen og rystede på hovedet. ”Neeej”, sagde hun lydløst og skar skuffet grimasse. Han var ikke nogen lækkerbuks. Han løsnede hjulene og manøvrerede den store seng i retning mod døren.
Sofie og Kristine smilede og vinkede. ”Jeg holder fast i din sjæl hele tiden”, sagde Sofie. Kristines smil blev endnu større – men jeg kunne se, at hendes øjne var blanke.
Portøren kørte mig af sted, og jeg lå og tænkte på en samtale, Sofie og jeg havde haft nogle dage i forvejen. En nat havde jeg nemlig drømt, at jeg skulle opereres for et eller andet. I drømmen svævede jeg rundt over min krop og kunne se læger og sygeplejersker vimse rundt om min krop, som lå på operationsbordet. Ubehagelig var drømmen, og jeg kom til at tænke på, hvor ens sjæl mon er henne, når man er i narkose? Faktisk ved jeg ikke helt, hvad sjæl er – og den i det hele taget findes, og i så fald om den overhovedet bliver påvirket af narkose. Men drømmen gjorde, at jeg blev lidt utilpas ved tanken om narkose. Og det blev presserende for mig at få svar på spørgsmålet.
Så snart jeg var vågnet, havde jeg ringet til Sofie og spurgt, om hun havde et bud. Sofie kan et eller andet med det der sjælehalløj, jeg har aldrig rigtig sat mig ind i sagen, men siden hun fik min morfar videre, så har jeg meget stor respekt for det, hun kan, selvom jeg ikke forstår præcis, hvad det er. I grunden er jeg egentlig også ligeglad – bare det virker.
Det med min morfar kræver nok lige lidt forklaring: Lige da han døde, fik jeg en meget ubehagelig fornemmelse af noget, som bedst kan beskrives som tung kulde på mine skuldre. Fornemmelsen ville ikke gå væk, og jeg var ved at blive vanvittig. Da det havde stået på tre dage, ringede jeg til Sofie og klagede min nød.
Det er mange år siden, så jeg husker ikke detaljerne i samtalen, men jeg kan huske, at hun 10 minutter senere ringede tilbage og spurgte, om min morfar havde et rundt ar på kinden, en ring med en brun sten og en ring med noget fletmønster. Det havde han – og det skal lige siges, at Sofie aldrig havde set min morfar – det var lidt syret!
Hun bad mig tænde nogle fyrfadslys i min vindueskarm og sende ham nogle kærlige tanker, når jeg gik i seng og lovede mig, at det hele nok skulle blive roligt igen.
Jeg gjorde, som hun sagde, og næste morgen var den tunge, kolde fornemmelse væk.
Om det var placebo, ”Sofie Rose-magi”, tilfældigheder eller whatever har jeg til dags dato ingen anelse om. Da jeg spurgte hende, hvad det var foregået, sagde hun bare, at sjæle nogle gange skulle have lidt hjælp til at finde vej.
Det blev jeg ikke meget klogere af dengang, men med den erfaring in mente aftalte jeg den morgen med Sofie, at hvis min sjæl nu skulle gå på sightseeing oppe i himlen – eller hvor den nu kom hen, når jeg var i narkose – og ikke kunne finde vej tilbage til Jorden, så ville Sofie gøre et eller andet og få den guidet hen til rulletrappen, der fører ned til Jorden.
Nu hvor jeg har skrevet det og læser ordene sort på hvidt, kan jeg sagtens se, at det, som så meget andet i denne bog, lyder vanvittigt, men i situationen det gav fin mening.
Nede i operationsstuen var der en masse mennesker inklusiv en medicinstuderende, jeg noterede mig, at han var en flot fyr, og at jeg skulle huske at sige det til Sofie og Kristine. Nu hvor portøren havde været lidt af en skuffelse.
Der var to sygeplejersker, hvis ansigter var halvt dækkede af operationsmasker, men deres øjne smilede til mig, og den ene sygeplejerske holdt mig i hånden.
”Hvor har du et flot hår”, sagde hun med rolig stemme, ”så sundt og velplejet. Hvilken shampoo bruger du?”
”Øhh”, jeg var ikke lige forberedt på at udveksle hårplejetips i denne situation, ”jeg kan ikke huske navnet, men flasken er lyserød”, sagde jeg. Jeg kunne høre, at min stemme rystede lidt.
Lige pludselig kom panikken, jeg havde ellers været helt rolig. Jeg knugede sygeplejerskens hånd hårdt, og inde i mine tanker kaldte jeg på Sofie. Jeg håbede virkelig, at hun ikke havde glemt mig.
”Jeg hører, at du har to rigtig søde veninder med, som venter på dig, når du kommer op”, sagde sygeplejersken.
Jeg så Kristines store smil og dejlige sorte øjne for mig. Jeg nikkede til sygeplejersken og kiggede hende ind i øjnene og prøvede at lade mig smitte af hendes ro, men mit sind var helt tåget af angste tanker. De andre mennesker rumsterede rundt, og jeg kunne høre, at den medicinstuderende fik forklaret et eller andet.
”Bip”, sagde en maskine, og det gav et sæt i mig.
”Bare rolig, det er bare den maskine, som måler dit blodtryk”, sagde sygeplejersken, ”vi har helt styr på dig”. Jeg tænkte på Sofie og håbede, at hun havde styr på min sjæl.
En eller anden sagde noget til sygeplejersken, og hun kiggede på mig. ”Hvad hvis det ikke virker?”, stammede jeg. ”Det gør det, vi har prøvet det her mange gange før”, sagde sygeplejersken og aede min hånd.
”Om lidt skal du tælle fra 10 og ned til et, og når du er ved tre, så er du væk.”
”Hvad hvis jeg ikke er?!”, sagde jeg.
”Det er du, det lover jeg”, sagde hun, ”kom, tæl nu”.
Jeg forsvandt væk et sted mellem ni og otte.
***
Mine øjenlåg var vildt tunge. Jeg tvang dem op og så direkte ind i Kristines sorte, varme øjne. Hun så ud, som om hun morede sig gevaldigt over et eller andet. Sofies ansigt var ved siden af, hun bed sig selv i læben – som om hun prøvede at undertrykke et grineanfald.
Jeg følte mig en lille smule groggy, men jeg følte mig også helt let i kroppen – det var som om, at nogen havde luftet ud imellem mine celler. Følelsen af renhed og lethed var helt fremmed for mig, og jeg faldt lidt tilbage i døsen.
”Lone-mus, jeg tror altså, at du skal spise lidt bolle”, sagde Sofie og viftede med en meget luftigt udseende bolle.
Jeg anstrengte mig for at fortælle, at den renhed, jeg følte, ikke gav mig lyst til at få noget ind i kroppen. Om det var det eller noget helt andet, jeg fik sagt, husker jeg ikke, men det må have været morsomt, for Sofie og Kristine brød sammen af grin. Sofie kneb øjnene sammen, og tårerne trillede ned ad Kristines kinder.
Min tidsfornemmelse var ikke helt klar, men efter hvad der føltes som 20 minutters tid kom sygeplejersken, som tidligere på dagen havde formanet os til at være stille, ind. Hun smilede stort, da hun så, at jeg var vågen. ”Nå, så fik I ordentligt liv i hende”, smilede hun til Sofie og Kristine – som kvitterede med endnu en sprudlende latter. Deres latter smittede sygeplejersken, som dog hurtigt samlede sig igen. Hun rakte hånden ud og klappede blidt mit højre operations-selvsiddende-strømpe-beklædte ben. ”Kan du nu passe på dig selv i fremtiden”, sagde hun – det lød ikke som et spørgsmål snarere som en opfordring.
Eller måske var det i virkeligheden en ordre.
Jeg satte mig op i sengen, svingede benene ud over kanten og kom op at stå. Maven gjorde ikke ondt, men den var hævet, min krop føltes let, og jeg kunne holde balancen. Sofie rakte mig mit fint sammenfoldede tøj, og jeg tog det på – de tre øverste knapper i cowboybukserne kunne ikke lukkes, maven var helt oppustet.
Vi forlod rummet på samme måde, som vi var kommet. Jeg i midten flankeret af en veninde på hver side. Jeg kiggede efter de andre piger, især hende, som var kommet alene, men jeg så ingen. ”Gad vide om, vi var de sidste.” Jeg havde ingen tidsfornemmelse.
Solen stod højt på himlen, da vi kom ud i haven ved Frederiksberg Hospital.
”Nå, nu vil jeg tage hen og hente børn”, sagde Sofie og stillede sig på tæer for at give mig en knuser.
Hun omfavnede Kristine, ”kom godt hjem med Lones og hendes lys”, mine to veninder kiggede sigende på hinanden og grinede indforstået – jeg havde en klar følelse af at være gået glip af et eller andet, men jeg var stadigvæk smågroggy og klar til at komme i seng.
Vi prajede en taxa på Nordre Fasanvej og satte kurs mod min lejlighed. Jeg kunne mærke en kvalmende fornemmelse brede sig i kroppen. ”Nej, ikke mere fucking kvalme”, tænkte jeg og holdt Kristines hånd lidt fastere.
For at distrahere mig selv tændte jeg mobilen. Den bippede mange gange i træk. Beskeder fra veninder, min søster, og to fra Wayne – manden hvis arvemasse der med et kirurgisk indgreb netop var blevet fjernet fra min krop. Ham orkede jeg simpelthen ikke.
”Her, det magter jeg ikke lige nu.”
Kristine tog min telefon, satte den på lydløs, puttede den i sin lomme og gav min hånd et lille klem.
Jeg lænede mig tilbage i sædet, trak vejret dybt og prøvede at finde tilbage til den der lette, lysende fornemmelse fra opvågningsstuen. Jeg faldt omgående i søvn.
”Lone-skat”, hviskede Kristine, ”vi er her nu”. Jeg kunne dårligt åbne øjnene, og det gik meget langsomt med at komme ud af taxaen. Taxachaufføren var tålmodig, det var nok ikke første gang, at han kørte en groggy kvinde med bukser, der ikke kunne lukkes på grund af hævet mave, og en omsorgsfuld veninde hjem fra Frederiksberg Hospital.
Kristine bar min taske og støttede mig på vej op ad trappen. Hun åbnede døren og førte mig ind i soveværelset. Sengetøjet var friskt, og jeg havde ladet vinduet stå åbent for at få masser af luft ind.
”Jeg laver noget kamillethe. Det er godt for maven”, sagde Kristine.
Jeg tog alt tøjet af – undtagen de store menstruationstrusser, som alle kvinder har længst inde i undertøjsskuffen – og lod det falde direkte ned på gulvet. Jeg kravlede ned under dynen og holdt på min mave, den var vokset til kæmpestørrelse. Instinktivt lagde jeg begge håndflader på maven for at berolige den lidt. Mine hænder summede lidt, og det var, som om jeg faldt tilbage i en kæmpe dyne af tryghed, og en enorm lethed bredte sig i min krop.
Jeg må være faldet i søvn, for det næste, jeg husker, var Kristines ansigt. ”Jeg har købt vindruer”, smilede hun og holdt en klase blå vindruer foran mig. Jeg prøvede at række ud, men den var så slap, at jeg ikke kunne løfte den.
Kristine nippede en lille vindrue af og puttede den hen til mine læber. Jeg ved ikke, hvad det er med Kristine, men det er, som om hun altid ved præcis, hvad jeg har brug for – også før jeg selv ved det.
Søvnen må have overmandet mig igen, for da mine øjenlåg næste gang hævede sig, så jeg en tallerken med jordbær og blå og grønne vindruer ens udskårne i et sirligt mønster. ”Typisk Kristine”, jeg flyttede blikket og så hende sidde i hjørnet i min hvide lænestol med en stak selvhjælpsbøger.
”Kristine våger over mig”, tænkte jeg. ”Hun sidder der og er hos mig”. Jeg tænkte igen på pigerne fra venteværelset. Især hende der var kommet helt alene. Mon der også var nogen, som vågede over dem? Jeg lukkede øjnene og sendte endnu en bøn op: ”Hvis der findes engle, og i bekræftende fald, hvis I har tid, så vil jeg bede jer om at våge over hende, som kom alene.” På vej tilbage i søvnen håbede jeg, at hun havde sin egen udgave af Kristine.
Jeg vågnede ved, at nogen hviskede. En kølig håndflade lagde sig meget blidt på min pande. ”Sover du, lille søs”. Inde i min lette krop bredte en varme sig.
”Hallo, det er altså stadigvæk mig, der er storesøster”, mumlede jeg.
Det er en stående joke, min søster og jeg har; hun er nemlig både højest, mest fornuftig, praktisk anlagt, og hvis man ser bort fra 10 års aldersforskel, så kunne man godt foranlediges til at tro, at hun er den ældste af os to.
”Ja, ja”, sagde min søster overbærende, ”hvordan går det, søsling?” Jeg mærkede efter inden i kroppen. Den føltes stadigvæk let, og der var en skøn følelse af renhed, og jeg svarede: ”Glimrende efter omstændighederne, tror jeg.”
Jeg kiggede op i hendes ansigt indrammet af det mørke, krøllede hår. Panden var let rynket, og der var bekymring i hendes øjne – det er nok ikke altid lige let at være lillesøster til mig.
”Hvordan går det med maven?”
Jeg løftede dynen til side og viste hende min mave.
”Altså, nu ser du jo virkelig gravid ud”, udbrød hun
”Men det er hun ikke”, sagde Kristine og lagde armen om min søster, ”det gik rigtig fint, og din storesøster har hængt ud med sin sjæl”.
Min lillesøster kiggede uforstående på Kristine: ”Hvem har hun hængt ud med?”
”Da portøren kom kørende ind på stuen med Lone, da hun var ved at vågne op fra narkosen. Hun lå og snakkede om PowerPrinsesse, om at kvinder skulle danse, og om at kvinder skulle nyde og elske og en hel masse andet uforståeligt – det var en store pærevælling af Lones tanker, som hun lå og ævlede om. Portøren spurgte Sofie og mig, om hvad Lone lavede til hverdag, for han syntes godt nok, at hun snakkede meget og om nogle mærkelige ting.”
Min søster grinede, ”hvem andre end du snakker som et vandfald, selv når du er halvbedøvet?”
Kristine fortsatte: ”Det var det, som var så sjovt – Lone var tydeligvis ikke klar over, at hun lå og snakkede løs om alle sine idéer. Og det allersjoveste var, da Lone i sin narkosetåge resolut rakte ud efter Sofie, og nærmeste råbte: ”Sofie, kom her!”
Sofie måtte næsten kravle op i sengen til hende, og så udbrød Lone: ”Sofie, de var der alle sammen!”
”Du ved”, sagde Kristine henvendt til min søster, ”Sofie er jo ret meget inde i alt det er spirituelle halløj. Og det var, som om Lone havde oplevet et eller andet, som Sofie absolut skulle høre om. Det var virkelig sjovt – især fordi hun tydeligvis slet ikke var sig selv endnu”.
”Hvad har det med sjælen at gøre?”, spurgte min søster.
”Jamen det var det, Sofie sagde. Hun mener, at Lone har været der, hvor ens sjæl kommer fra”, gengav Kristine.
”Ihhh, søs – du har da fået dig noget af en flyvetur”, sagde min søster og aede mig på kinden.
”Ja, det tør sgu siges”, sagde Kristine.
”Jeg forstår altså ikke rigtig, hvad Sofie mener”, sagde min søster.
”Næ, det gør jeg heller ikke”, sagde Kristine ”nogen som vil have the?”
Jeg lukkede øjnene, ”gad vide hvad det var for nogen ‘alle sammen’, Sofie snakkede om, at jeg havde været hos? Gad vide, hvordan de ting mon hænger sammen?”
Den måtte jeg lige få afklaret med Sofie ved senere lejlighed, jeg trak vejret ned i maven og mærkede en blid varme brede sig over skuldrene. Tanken om, at der var ’nogen’ eller måske ’noget’ var nu rar.
Da jeg vågnede igen, sad Kristine i den anden side af sengen med min mobil.
”Din søster var nødt til at gå, men jeg skulle hilse. Jeg har svaret alle sms’erne”, sagde hun, ”jeg skulle hilse fra alle. Der er kommet en til fra Wayne – dem fra ham har jeg ikke besvaret”.
”Hvad skriver han?”, spurgte jeg.
”Der er en fra i formiddags: Thinking of you, sweetheart. Og så er der en, som kom for nogle timer siden: I hope your body feels better.”
”Tak, vi lader dem bare være”, sagde jeg.
“I hope your body feels better”.
Arrrghh, shut the fuck up!
***
Jeg havde været så betaget af ham.
Eller rettere, jeg havde været så betaget af hvem, jeg troede, han var.
Vi mødtes sidste sommer på en café, og da vi havde talt sammen i ca. 45 sekunder, fik jeg rumsterende følelse i maven, og så kom advarselstanken: ”Han er trouble!”
Men han var også charmerende, intelligent og en del ældre end mig, hvilket gav ham et langt liv med oplevelser, indsigter og erfaringer at fortælle om.
Kombinationen af skarp hjerne, veltrænede triceps og bløde læber har jeg aldrig kunne modstå, men advarselstanken og den rumsterende mavefornemmelse gjorde, at jeg holdt stand i ret lang tid. Men gennem sms’er og nogle mere eller mindre tilfældige møder rundt omkring lærte jeg ham lidt bedre at kende. Jeg oplevede, at han rent faktisk forstod de antagonistiske modsætninger, som sloges i mit indre, og kunne komme med nogle nye perspektiver på mine tankespind og spekulationer om livets væsen.
Han var en mand med rutine, der mestrede balancen mellem at vise mig, at han virkelig ville have af mig, men uden at presse mig. Det var, som om han vidste, at jeg var fanget i hans net – jeg var bare ikke selv klar over det endnu – og min stritten imod så faktisk ud til at more ham.
Han udviste en tålmodighed, som om han vidste, at det bare var et spørgsmål om tid, før
jeg ville overgive mig, Og da han aften var mødt op på mit salsasted tog fat i mig sagde ”I love watching you enjoy yourself”, så skete der et eller andet inden i mig, og jeg valgte at ignorere mavefornemmelsen og advarselstanken, som jeg fik ved vores første møde.
Nogle dage senere – det var en kølig mandag aften i oktober – overraskede mine fingre mig. De trykkede en sms-besked, hvor jeg inviterede mig selv på sushi, som jeg bestilte, inden han overhovedet havde svaret tilbage. Mine ben cyklede over til ham – utroligt nok huskede jeg at hente sushien på vejen.
Min højre pegefinger ringede på dørklokken, jeg trådte ind af døren og satte posen med sushi på entrégulvet – og der gik få minutter, så lå alt mit tøj på gulvet ved siden af posen.
Et par timer senere vågnede jeg ved, at hans hånd nussede min mave. ”You are hungry”, konstaterede han og holdt en laksenigiri op til mine læber. Jeg spiste og orkede ikke at sige noget, min krop summede, og jeg kunne ikke tænke to sammenhængende tanker – hvilket sker ret sjældent.
Vi spiste sammen i stilhed. Han tog en lille pause fra spiseriet og lagde hovedet i mit skød og lukkede øjnene. Jeg strøg ham over håret og kiggede på hans krop. Gennem de sidste måneder havde jeg tit tænkt på, hvordan hans krop mon så ud og ville føles mod min.
Som jeg lå der, følte jeg, at et nyt univers havde åbnet sig for mig. Min krop havde oplevet ting, som den ikke havde prøvet før – mænd med rutine kombineret med indlevelsesevne og kærlighed til kvindekroppen har altså deres fordele.
Ingen klager til forbrugerombudsmanden fra mig i denne omgang.
Da den sorte plasticbakke var tømt for sushi, satte han den ned på gulvet, lagde sig ned på siden og trak mig ind til sig. Jeg kunne mærke hans ånde på halsen, og vores kroppe fandt sig omgående til rette som to skeer. Det virkede så naturligt, som om vi havde ligget sådan mange, mange gange. Jeg følte mig glad, opfyldt og mere klar i hovedet efter at have fået mad, jeg lukkede øjnene og mærkede et let tryk mod ballerne.
”Nårh, han er vist klar til en tur mere”, tænkte jeg forventningsfuldt og vendte mig mod ham. Hans sorte øjne skinnede, og min krop kriblede. ”Han er da ikke trouble alligevel,” tænkte jeg.
Dér tog jeg fejl – men jeg havde dog ret i det første.
***
Jeg vågnede ved, at Kristine strøg mig over håret.
”Jeg har lavet lidt aftensmad. Jeg går ud fra, at du er træt af krydderboller, så jeg har lavet noget svamperisotto.” Min mave rumlede, og jeg kiggede taknemmeligt på Kristine og skrev mig bag øret, at jeg skulle huske at bede eventuelt eksisterende engle om at opfylde alle ønsker på Kristines livsønskeseddel.
Efter maden gik jeg i bad, det varme vand løb ned over brysterne og varme resten af kroppen. Jeg havde mest lyst til et karbad, men det var nok ikke lige super smart morgenens indgreb taget i betragtning..
***
Præcis en måned tidligere havde jeg ligget på maven hos min kosmetolog, som også hedder Lone. I ugerne forinden havde jeg været træt og utilpas og trængte til lidt forkælelse. Jeg kom ned i hendes klinik, og den ro og det nærvær, hun udstråler, fik min krop til at slappe af.
Behandlingen startede med en rygmassage, så jeg lagde mig på maven med armene ned langs siden. Det gik ikke, mine bryster var ømme og kunne slet ikke tåle vægten. ”Kan jeg være gravid?”, slog det ned i mig, men jeg afviste tanken så hurtigt, som den var kommet. Jeg tog jo minipiller, og jeg hører til de 20 %, hvis menstruationer pludselig ophører i lange perioder, og den sidste var slut et halvt år tidligere, hvilket havde passet mig fint.
Jeg placerede armene imellem briksen og maven for at tage trykket på brysterne – det hjalp ikke.
Efter rygmassagen skulle jeg vende om på ryggen, og Lone begyndte at rense mit ansigt. Jeg havde et tykt blødt tæppe over min krop. Jeg måtte holde på mine bryster, fordi det gjorde for ondt, når de gled ud til siden.
”Gad vide, om jeg ville være mindre øm, hvis brysterne var mindre – eller mere øm, hvis de var større”, filosoferede jeg for mig selv.
”Nu tænder jeg lige for dampen, så dine porer kan åbne. Jeg kommer tilbage om fem minutter”, sagde Lone og listede ud af rummet.
Jeg holdt lidt fastere på brysterne og prøvede at abstrahere fra ømheden. Det lykkedes delvist, jeg slappede af og gav slip på mine tanker.
Pludselig dukkede en situation op på min indre lystavle. Jeg oplevede mig selv siddende på køkkenbordet, Wayne havde løftet mig derop.
Jeg kunne næsten fornemme mine ben rundt om hans hofter, fornemmelsen af hans skægstubbe mod min kind og en indre stemme overbevise mig selv om, at det bare var sex. ”Bare luk af og nyd det fysiske”. En anden indre stemme sagde spagt ”Pas på – du har sløset med minipillerne”. Jeg hørte den godt, selvom den var lav, men jeg valgte at overhøre den, fordi jeg koncentrerede mig om at lukke af for følelserne og for det knuste hjerte, så jeg kunne nyde det fysiske.
I virkeligheden gav det ikke mening på det tidspunkt – og det gør det stadigvæk ikke her tre år senere, hvor jeg deler dette med dig – men den gang fik jeg mig selv overtalt.
”Så, nu er det tid til det mindre behagelige”, Lones stemme bragte mig tilbage fra mit køkkenbord i slutningen af februar til sin briks sidst i marts.
”Porerne er nu åbne, så nu dybderenser jeg.”
Alle, der har prøvet dybderensning, ved, at det betyder, at en kosmetolog trykker alle bumser, talgknopper og hudorme ud. Det gør ondt – især dem på kanten af næseboret. Min Lone er super grundig, så hun tager også dem inde i øret, hvilket også giver ret dybe vejrtrækninger, når man som jeg har en meget lav smertetærskel.
Men efter smerten følger en dejlig kølende fugtmaske, og min ansigtshud bliver lige så blød som en babys inderlår. Og når jeg så studerer min næse i spejlet om aftenen, er den helt fri for små sorte prikker. I min verden er belønningen smerten værd – sådan som nogen har det med brazilian wax.
Smerte og evnen til at lukke af for den har interesseret mig meget. Især fordi jeg på egen krop og sjæl har observeret, hvor stor evne jeg har til at lukke af for min krops signaler, hvis ”belønningen” synes rigtig.
Belønningen efter brazilian wax skulle være øget følsomhed og andre skønne ting. Jeg har tre veninder, som i denne sammenhæng forbliver anonyme, som sværger til det, men jeg er ikke engang villig til at overveje tanken seriøst. No more pain i de sydlige regioner til mig.
Tit har jeg i flere tilfælde formået rimelig nemt at ignorere mit sinds advarselstanker. Advarsel betyder jo, at der er fare, altså potentiel smerte, forude. Jeg kunne sagtens ignorere smerten og lade en mand trænge ind i min krop, bare for at bevise for mig selv – og ham – at jeg kunne lukke af for følelserne. Belønningen var, at der var en eller anden form for nærhed, og jeg syntes, at jeg på en eller anden måde havde vundet en sejr, hvilket var det rene stikken-mig-selv-blår-i-øjnene.
Aborten blev begyndelsen på enden på det handlemønster, omend det tog nogle år, førend brikkerne virkelig faldt på plads. Og de falder i øvrigt stadigvæk.
Da behandlingen hos Lone var færdig, gik jeg i Netto og købte endnu en pakke krydderboller, det tog lidt af kvalmen. Jeg tog også en pakke tyggegummi, som lå i stativet ved kassen; ved siden af batterierne hang æskerne med graviditetstests. Jeg stod lidt og stirrede på dem og endte med at tage en og lægge på rullebåndet.
***
”Lone, er du okay?”, jeg hørte Kristines stemme uden for badeværelsesdøren.
”Ja, ja”, svarede jeg.
”Husk, at den mængde vand, som forbruges ved et normalt brusebad, kunne give drikkevand til mange små afrikanske børn. Og jeg tror snart, at du har brugt for hele Østafrikas befolkning.”
”Undskyld, mor”, råbte jeg grinende.
”I øvrigt har jeg fundet en dvd, vi skal se, inden vi sover, så du kan drømme nogle gode drømme.”
Jeg tørrede mig, tog nogle nye kæmpe menstruationsunderbukser, joggingbukser og t-shirt på, og gik ind i seng til Kristine. Hun havde tændt stearinlys, lavet et nyt frugtfad og en kande the og sat computeren op i sengen. Der lå en dvd klar, det var første sæson af Sex and the City.
”Sofie har for resten ringet, hun ville bare høre om, du havde set nogen engle siden sidst – hun ringer i morgen”.
Vi puttede os ind under hver vores dyne med hinanden i hånden, sådan havde vi ligget mange gange i løbet af vores syv år lange venskab, og da kendingsmelodien fra SATC begyndte, faldt jeg i søvn.
I løbet af natten vågnede jeg, gik ud på badeværelset og så, at min mave var kæmpestor.
”Hævet livmoder”, selv-diagnosticerede jeg og tog tandbørsten, mine tænder var føltes lidt uldne.
Siddende på kanten af badekarret børstede jeg tænder, og følelsen af den hårde, kolde kant mod mine lår vækkede mindet om, da jeg en eftermiddag i sidst marts med fin ren hud og sad og ventede på, at graviditetstesten skulle vise, om jeg var købt eller solgt.
Beslutningen om abort havde ikke været svær at træffe, der var ingen del af mig, som overhovedet overvejede ikke at få en abort. Det gjorde nok processen nemmere for mig end for andre kvinder, som måske har dårlig samvittighed, er i tvivl eller bare ikke er afklarede.
Det eneste, jeg skulle tage stilling til, var, om det skulle være medicinsk eller kirurgisk abort, og jeg havde valgt den sidste slags, fordi tanken om et hormonboost af en sådan størrelse ikke var så tiltalende for mig. Jeg kender andre, som har fået medicinske aborter og haft det fint med det – eller så fint, som man nu kan have det.
Det, som gjorde mig nervøs og bange, var ikke aborten, men det var underlivsundersøgelsen.
Næste morgen ringede jeg til Sofie, som gik i gang med at fortælle om en samtale med pladsanvisningen i Solrød. Jeg måtte afbryde hende og sagde: ”Jeg har fået to streger på en graviditetstest.”
”Nå, hvad vil du gøre ved det?”, svarede hun med kærlig og rolig stemme.
”Jeg skal hurtigst muligt have en abort – men tror du, at det kan lade sig gøre uden underlivsundersøgelse?” Det var jo i virkeligheden et retorisk spørgsmål, og jeg ved, at hun gerne ville sige ja.
I stedet sagde hun: ”Lone, gå op til din læge og sig, at du aldrig har fået gynækologiske undersøgelser, så sætter han masser at tid af, og det skal nok gå fint. Husk, at alle kvinder gennemgår det, og alle overlever.”
”Jeg vil skide på alle andre kvinder”, tænkte jeg, men sagde ingenting. Det var, som om Sofie alligevel kunne høre mine tanker.
”Lone, hvad er du bange for?”, spurgte hun.
Jeg kunne mærke gråden komme op i halsen, ”jamen jeg kan bare ikke klare tanken om den der undersøgelse”.
”Nej, det er ikke behageligt, men du overlever, og det går hurtigt. Bare fortæl lægen, at det er første gang.”
”Nijahh”, mumlede jeg, ”tror du ikke, at jeg kan blive erklæret et eller andet, så jeg ikke skal til nogen forundersøgelser, men bare kan komme direkte i narkose og få det gjort med det samme?”
Jeg husker ikke, hvordan samtalen sluttede, men jeg fik da ringet til lægen og fik tid til næste dag.
Hele morgenen havde jeg været helt ude af mig selv. Tankerne kværnede rundt i hovedet. ”Hvor længe havde jeg haft kvalme og ømme bryster? Hvad nu, hvis jeg var endnu længere henne, end jeg havde regnet med? Menstruationerne var jo ophørt for længe siden pga. minipillerne. Hvad hvis de sagde, at jeg var for langt henne og ikke kunne få en abort?”
Jeg stod foran opgangen til lægen med tårer i øjnene, min hals var snøret sammen, jeg rystede og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.
Jeg ringede til Sofie, som omgående tog telefonen.
”Sofie, jeg tør altså ikke. Jeg kan altså ikke gå derop”, hulkede jeg ned i telefonen.
”Lone, hvad er du bange for?”, gentog hun bestemt.
”Jamen, jeg er bange for, at det gør ondt, Sofie.”
”Jeg har fået masser af underlivsundersøgelser – det gør ikke ondt, det er heller ikke behageligt, men du overlever. Hvad er du mere bange for?”
”At jeg får et nervøst sammenbrud derinde”, snøftede jeg.
”Lone, han er læge, hans job består blandt andet i at have mennesker med nervøse sammenbrud – du er hverken den første eller den sidste i hans karriere. Bare sig det, som det er, og så tager I det stille og roligt. Hvad er du mere bange for?”
”Jamen jeg kan bare ikke lide det”, stammede jeg.
”Jeg kan mærke, at der er noget mere, du er bange for. Hvad er det?” sagde hun skarpt.
”Jeg er bange for, at jeg er for langt henne, det ville være det værste, for hvad skulle jeg så gøre!”
”Det forstår jeg godt, men hvis du går op nu, så ved du alt om 12 minutter. Hvis du ikke går derind, så skal du gå hele påskeferien og være bange – vil du det?”
Jeg trak vejret dybt. ”Nej, det ville ikke være så fedt.”
”Godt, nu sætter jeg mig og sender nogle gode tanker og noget lys til dig og til lægen og til det hele, og så ringer du om et kvarter, når det hele er slut.”
”Lys”, tænkte jeg – ”ja tak – og et glas nervemedicin!”.
Jeg gik op til lægen, satte mig i venteværelset, stirrede ind i væggen og trak vejret gennem munden. Nogle minutter efter kom jeg ind i konsultationsværelset, og så løb tårerne og snotten. Hulkende, snøftende og næsten hylende fik jeg fortalt lægen, at jeg var helt hysterisk angst. Om Sofies lys virkede, eller hvad det nu var, ved jeg ikke, men det endte med, at lægen meget forsigtigt foretog en meget formindsket udgave af undersøgelsen og konstaterede, at jeg var omkring 8 uger henne – og lod resten af undersøgelsen være op til Frederiksberg Hospital.
***
”Hvorfor sidder du her?” Kristine kiggede ned på mig – jeg blev revet ud af mit trip down memory lane på badekarrets kant, og det var faldet en klat neonblå tandpasta ned på gulvet.
”Det ved jeg ikke. Jeg stener vist bare”, svarede jeg.
”Kom”, hun aede mig på ryggen, ”nu stener du tilbage i seng”.
Vi faldt i søvn med hinanden i hænderne.
Næste morgen var min mave blevet endnu større – det var helt vildt! Ironisk nok lignede jeg rent faktisk en i 8. måned, og maven gjorde ondt. Kristine gik ned på apoteket og købte panodiler samt vindruer og melon og andre fornødenheder. Det var flere uger siden, jeg havde spist frugt. Det eneste, jeg havde spist de sidste uger var krydderboller, kanelbrød og kakaomælk. Non-stop havde jeg spist, så Kristines frugtfad var en glæde at gå ombord i.
Kristine gik, og jeg satte dvd’en på igen – jeg havde jo ikke fået set så meget aftenen før. Kendingsmelodien fra SATC gik i gang. Jeg tog min mobil ”ikke plads til nye beskeder”. Jeg gik ind i indbakken og gennemlæste de mange sms’er fra mine veninder, som ville lade mig vide, at de var hos mig. Der var også tre fra Wayne – jeg klikkede ikke på dem.
Jeg smilede lidt for mig selv, tænk hvis jeg som 15-årig havde vidst, at livet om nogle år ville velsigne mig med sådanne nogle, så ville jeg have glædet mig til at blive voksen.
”Dut dut duttelut”, lød det fra mobilen.
”Hi baby, I am right here for you, if you need me” stod der pludselig på displayet.
Pludselig var den der igen. Den altædende gnavende fornemmelse i maven, som havde slået mig fuldstændig og aldeles ud nogle måneder før.
***
Det var ellers startet fantastisk (hvis man altså lige ser bort fra det faktum, at jeg ignorerede både mavefornemmelse og advarselstanke) en aften da jeg i en postcoital beruselse lå med hovedet på hans bryst og følte, at jeg var i himlen. Jeg var varm, svedig og lykkelig – sex havde aldrig været så fantastisk. ”Ham her”, tænkte jeg, ”han kan virkelig lære mig nogle ting”. Jeg havde engang læst, at det mest fornuftige ville være, hvis unge kvinder blev lært op i erotikkens verden af ældre mænd, fordi de gennem årene har opøvet den teknik og tålmodighed, som får kvinder til at blive våde, åbne og trygge. Når de unge kvinder blev ældre, kunne de så tage sig af de unge mænd, og føre dem ind i nydelses univers og lære dem teknik, tålmodighed og udholdenhed – det er jo nærmest en hel erotisk uddannelsescyklus.
Nu hvor jeg lå og summede af vellyst og forventning om alle de skønne erotiske oplevelser, vi skulle have sammen fremover, gav det god mening!
”I’m so enjoying this moment”, sagde jeg til ham.
Min lykke blev gjort, da han strøg mig over håret, og sagde: ”Well, that’s great, ’cos I’m not going anywhere, baby.”
Glæden i min mave eksploderede ud i hele min krop, og jeg følte mig så forbundet med ham og med hele Universet. En fantastisk elsker, intelligent og virkelig dejlig at være sammen med – tre ting i én mand, total Kinderæg-løsning. Og så har han oven i købet tænkt sig ikke at gå nogen steder.
Jeg slappede 70 % af i hans selskab. Set i bakspejlet skyldes de 30 % ikke-afslapning nok, at min mavefornemmelse prøvede at råbe mig op. Eller måske prøvede den at fortælle mig, at der var et par ord i hans sætning, som manglede, og at det havde været mere korrekt, om han havde sagt: ”Well, that’s great, because I’m not going anywhere, until tomorrow, baby.”
Se, dét havde været klar kommunikation, for da jeg sagde farvel til ham om morgenen, gik der nemlig cirka tre måneder, inden jeg så ham igen.
Mit hjerte knustes, jeg forstod intet. Pludselig var han ikke til at få fat på, min krop hungrede efter hans kærtegn, hans tunge og hans hænder. Tanken om aldrig at skulle føle mig så forstået, forbundet og hel drev mig til vanvid.
Da han dukkede op til Jordens overflade, kom han forbi min lejlighed. Han kiggede på mig, og jeg følte, at han kiggede lige ind i min sjæl. Jeg lod ham løfte mig op på køkkenbordet, mens jeg koncentrerede mig om at lukke af for mine sårede følelser, skjule mit knuste hjerte og overhøre min indre stemme ”pas på, du har sløset med minipillerne”.
Efter køkkenbordsseancen gik vi i seng. Jeg prøvede at putte mig ind til ham, men det føltes ikke så godt, som før hans forsvindingsstunt. Han begyndte at snorke, og jeg kunne ikke sove, men lå med en underlig tom følelse, men også med en følelse af at være blevet snydt.
Kunne jeg bebrejde ham? Næ egentlig ikke. Godt nok er det efter mine begreber ikke comme il faut at forsvinde i tre måneder uden at give en lyd fra sig – men den, jeg virkelig bebrejdede, var mig selv.
Jeg havde nemlig givet køb på mig selv; han var forsvundet fra Jordens overflade i tre måneder, mit hjerte havde været helt knust og jeg fattede ikke, hvorfor det var gået på den måde. Men i stedet for at få en forklaring eller en undskyldning (eller smidt ham ud af min lejlighed) lukkede jeg af, og besluttede mig for, at så kunne det jo bare være sex. Problemet var bare, at jeg havde mange og store følelser for manden, og jeg ville så gerne have Kinderæg-løsningen, 3-i-1-manden. Ham der forstod mine inderste tanker, gav mig de til daværende dato bedste seksuelle oplevelser og som var sjov at være sammen med. Jeg ville have mere af den fantastiske følelse af at være hel, og jeg var villig til at ignorere mine egne behov bare for at få tid med ham.
Havde jeg nu kunnet nyde den seksuelle oplevelse for, hvad det var, så var sagen anderledes – men sandheden er, at det kunne jeg ikke. Jeg kender andre, som har det modsat – som kan adskille sex og følelser, men som også kan nyde, når de er koblet sammen. Jeg er bare ikke et af de mennesker – og guderne skal vide, at jeg har forsøgt. Det kan være, at tingene ændrer sig i fremtiden – I’ll keep you posted.
***
En af mine veninder har støttet mig mange gange, når jeg er blevet væltet eller har slået mig selv ud. Faktisk elsker hun mig så højt, at når livet gør ondt på mig, så gør det også ondt på hende.
Nogle dage inden indgrebet skulle fortages, og alt var på plads, tog jeg forbi hende for at fortælle, hvad der var sket og skulle ske.
Hun kiggede på mig og blev helt bleg. ”Jamen, hvad vil du gøre?”, spurgte hun.
”Jeg skal have en abort på tirsdag”, svarede jeg.
Siden jeg ikke havde valgt at ringe til hende som en af de første, så må jeg jo have haft en anelse om, at der nok ikke ville være ro og forståelse. Og jeg skal love for der faldt brænde ned. Mere end jeg havde regnet med.
Hun græd og kørte sig selv helt op. Jeg blev faktisk temmelig forbløffet, men der var helt roligt inde i mig – og det var en ret uvirkelig fornemmelse at sidde så roligt og se på en, som bryder sammen på ens vegne.
”Er du sikker på, at det er det, du vil?”
Jeg nikkede.
”Uhhh, hvor er det sørgeligt!”, græd hun.
Jeg kiggede på hende, ”næ”, sagde jeg, ”jeg er så taknemmelig for at kunne vælge”.
Hun græd videre.
Pludselig slog det ned i mig, at hendes følelsesudbrud havde ikke noget med mig at gøre, for jeg var jo afklaret omkring det hele og var ikke det mindste ked af det.
Tænksom. Ja.
Klar til at ændre nogle ting ved min adfærd. Ja.
Ked af det. Nej.
Jeg sad helt stille og kiggede på min veninde. En ny tanke slog ned i mig: ”Det, hun er ked af, handler i virkeligheden ikke om mig, men om hende selv.”
Som jeg sad der i hendes røde sofa, stod to ting pludselig lysende klart:
– at når hun af alle mennesker ikke kunne få mig til at vakle, så havde jeg truffet det rette valg.
– at elske er ikke det samme som at være enige.
Et års tid senere fandt jeg ved et tilfælde ud af, at hun for 10 år siden havde fået en abort, som hun havde fortrudt, men havde følt sig tvunget til at få den.
Se dét forklarede jo, hvorfor hun tog sådan på vej. Men da hun sad i situationen med mig, havde jeg ikke den information – og måske havde hun selv glemt eller fortrængt det. Men smerten var åbenbart ikke glemt, den kiggede frem så snart den fik mulighed for det – og det gjorde den, da jeg fortalte hende om den forestående abort.
Af lignede grund havde jeg valgt ikke at fortælle mine forældre om indgrebet. Min far er selv læge og ville nok tage tingene oppe fra og ned. Men min mor var jeg ikke så sikker på. Netop fordi hun elsker mig så meget, var jeg temmelig sikker på, at hun ville flippe helt ud. Jeg kunne selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed, men jeg var ikke villig til at tage chancen. Og selvom jeg var fuldstændig afklaret med hensyn til valget i sig selv, så havde jeg ikke brug for yderligere belastning i form af andre menneskers følelsesmæssige uro.
I følelsesmæssige sårbare situationer er det ikke klogt eller formålstjenligt at søge støtte hos mennesker, som bliver for påvirkede af situationen. Livet har lært mig, at man skal vælge sine støtter med omhu, og nogle gange er det faktisk ikke dem, som er tættest på, der giver den bedste støtte. Chenette sagde en gang en god sætning: ”Søg støtten, der hvor støtten er”. Jeg ville sige: ”Søg støtte hos dem, som har software til at give dig det, du har brug for.”
***
I dagene efter aborten gjorde jeg mig mange tanker om, hvorfor jeg havde fået sat mig selv i den situation.
Og pudsigt nok læste jeg i samme uge en artikel i Alt for Damerne om kvinder, der fortalte om deres oplevelse med abort – de var negative, og alle oplevede en eller anden grad af fortrydelse.
Det ærgrede mig lidt, da jeg læste det, fordi hele min oplevelse var så smuk. Jeg værdsatte det frie valg, som er et privilegium i dette land. Jeg oplevede en enorm støtte og omsorg fra de nære veninder, jeg oplevede en renhedsfølelse i kroppen, som jeg aldrig har glemt, men vigtigst af alt, så fik jeg en indsigt og traf en beslutning, som er blevet en del af mit powerprinsesselige fundament.
Indsigten bestod i, at jeg besidder en enorm skabende kraft, den kan bruges på at skabe et barn, et PowerPrinsesse-imperium, en dans eller en rugbrødsmad. Den kraft virker hele tiden, og det er mit ansvar at dreje kraften i den rigtige retning – ellers sker det, som skete – at jeg får skabt noget, jeg ikke ønsker. Og det tragikomiske er, at jeg jo for pokker havde fået faresignalerne! Mavefornemmelsen og advarselstanken havde råbt vagt i gevær – ”han er trouble”, og den råbte igen, at jeg havde været sløset med minipillerne, men jeg ignorerede den. Jeg valgte bevidst at ignorere den.
Måske har du også en fornemmelse af at have en indre stemme, en fornemmelse eller en helt tredje slags indre GPS-system. Det er jo ret individuelt, hvordan man har det, men jeg er sikker på, at hvis du sætter dig ned og tænker over det, så vil du komme i tanke om situationer, hvor noget har ”føltes rigtigt” og sikkert også det modsatte.
Jeg er ved at lære, hvordan mit indre GPS-system virker, og jeg hører ikke en indre stemme, men jeg får helt klar tanke eller en fornemmelse i maven, som rumsterer ”ja” eller ”nej”. Nogle gange kan jeg ikke rigtig kan finde ud af, om det er ”ja” eller ”nej”, men så venter jeg, indtil det bliver tydeligt.
Det er faktisk pinligt at indrømme, når nu jeg oven i købet skriver en bog om det, men indimellem sker det stadigvæk, at jeg ignorerer eller vælger at overhøre min mavefornemmelse. Oftest når jeg er i en presset situation eller følelsesmæssigt ude af balance, usikker, forvirret eller udkørt.
Et lille trick, jeg har lært, er aldrig at træffe større beslutninger med det samme. Jeg siger, at jeg har brug for at sove på tingene eller for nogle timer eller minutter til lige at overveje og mærke efter. Selvom folk nogle gange gerne vil have et svar nu og her og kan blive irriterede, så er det faktisk de færreste ting, som ikke kan vente til i morgen, eller til jeg lige har mærket efter, hvilken retning der er bedst for mig.
Jeg har også lært, at omstændighederne nogle gange skifter, jeg bliver klogere, eller at der sker noget helt tredje. Det betyder jo, at udgangspunktet for en given beslutning ændres, da så er den oprindelige beslutning måske ikke længere er den optimale. Det kan have større eller mindre betydning, men jeg har lært på den hårde måde, at indimellem, så sker der noget uventet, og så må man meddele andre mennesker, at man har skiftet mening. Jeg bryder mig ikke om at gøre det, det må jeg ærligt indrømme. Jeg bestræber mig på først at indgå i relationer, samarbejder eller hvad det nu kan være, når følelsen i maven er et klokkeklart ’ja’. Jeg har erfaret, at nogle gange så er en uklar følelse i maven, ikke et ”nej”, men bare et ”vent” og senere bliver det så et ”ja”. Det har ofte noget med timing at gøre. Nogle gange er der jo lige nogle forudgående ting, som skal være i vinkel – jorden skal gødes, og man skal selv være klar.
Skal jeg gøre mig noget som helst håb om at mærke, min mavefornemmelse, så skal der være nogenlunde ro inde i min suppe – ellers overdøver tankerne min følelse. Og hvis du har prøvet at være vred, ked af det, forudindtaget eller nervøs, så ved du, at det så stort set er umuligt at mærke, hvad pokker der i virkeligheden foregår.
Selvom jeg bestræber mig på at lytte og alt det der, så falder jeg altså i indimellem – nogle gange med et gevaldigt brag – andre gange med et lille plask. Nogle gange er konsekvenserne store, andre gange mindre. Ofte har jeg taget mig selv i at nægte at indrømme over for mig selv, at jeg et eller andet sted egentlig godt vidste, at det, jeg var i gang med, ikke var super smart, eller at jeg egentlig skulle stoppe og sadle om. Så kunne jeg nemlig sige til mig selv – og andre: ”Guuuuud! Jeg så det slet ikke komme – hvor ER mennesker tarvelige eller hvor er verden et lortested at være.”
Konsekvensen af det er så desværre bare, at jeg får en fornemmelse af, at jeg ikke kan mærke forskel på ”ja” og ”nej”, og så bliver jeg usikker. Men det er jo fuldstændig åndssvagt, for det kan jeg i virkeligheden ret ofte godt. I det lange løb tjener det mig bedst at stå ved, når jeg vælger at ignorere fornemmelsen og ikke forsøger at plante skylden hos andre. Så kan jeg blive voldsomt uvenner med mig selv – og det er aldrig så fedt, for det er svært at komme væk fra sig selv. Tro mig, havde der været en måde at slippe permanent for sig selv på, så havde jeg fundet den.
Det, der virker for mig, når det kommer til at få genetableret ro i sindet, er at bruge Chenettes sætning: ”Lone, vær blid ved dig selv.” Samtalen forløber nogenlunde sådan her inde i mit hoved:
– Lone, hvorfor fanden lyttede du ikke til din fornemmelse?
– … (jeg bliver børnefornærmet og svarer slet ikke)
– Okay, hvis du ikke vil snakke nu, prinsesse, så er det i orden, men lad os nu komme videre.
Når der falder ro i den indre suppe, så plejer min børnefornærmethed at lette, og så går det op for mig, at jeg enten ikke kunne overskue at handle, ikke turde tage en eventuel konfrontation eller måske var jeg slet og ret forvirret og bange.
Aborten var på mange måder en skelsættende oplevelse for mig, og jeg deler mit liv op i før-abort og efter-abort. Ud over det, som jeg allerede har fortalt dig, er der noget, som jeg ville ønske, at jeg havde lært noget tidligere i mit liv.
Jeg har dyrket min seksuelle frihed uden begrænsninger i en sådan grad, at jeg helt havde overset, at grænser nogle gange hjælper med at skelne mellem tingene. Ærligt skal det siges – og det huer mig ikke at indrømme og slet ikke på skrift – men jeg har lavet for mange byttehandler i kategorierne, ”sex for kærlighed”, ”sex for nærvær”, ”sex fordi jeg var landet i situationen og følte mig forpligtet til at fuldføre” og ”sex for bekræftelse”. Nu hvor jeg skriver dette, føles det enormt sippet, snerpet og ufrigjort at skrive, men sagen er altså, at der i mit tilfælde har været for mange oplevelser, hvor sex ikke handlede om begær, lyst og nydelse, men om at udfylde et tomrum eller booste et skrøbeligt selvværd og styrke en usikker identitet.
Aborten (kombineret med andre oplevelser, som du hører om senere i bogen) tvang mig til at have nogle samtaler med mig selv om mine seksuelle holdninger og mangel på samme. Og på et eller andet tidspunkt i løbet af ugerne før aborten gik det op for mig, at den seksuelle energi er en kraft, som er så stærk, at den kan skabe nyt liv. Fra et meget dybt sted i mig selv traf jeg en beslutning om, at jeg fra nu af ville være selektiv og kun give mænd af virkelig god kvalitet adgang til min krop.
Lidt efter lidt gik det op for mig, at min krop er noget, jeg skal værne om, og det øver jeg mig på hver dag. Inden jeg putter noget (mænd eller mad) ind i min krop, spørger jeg mig selv: ”Er dette kærlighed til mig?” Et positivt biprodukt af denne indsigt er, at jeg er holdt op med at spise slik, men det er en hel bog for sig selv, selvom jeg har skrevet lidt om det på min hjemmeside.
Aborten åbnede på en lidt barsk facon mine øjne for, at det er mit ansvar at sørge for, at jeg lægger den i hænderne på nogen, som giver den nydelse og behandler den med den kærlighed, varsomhed og nænsomhed, som får mig til at blomstre.
Dette kapitel er måske det mest delikate i denne bog, og grunden til, at du får mine erfaringer sort på hvidt og piværligt, er, at jeg håber, det får dig til at tage stilling til, hvad du gør med din krop. Hvem der kommer ind i den og hvorfor – det ville jeg nemlig ønske, at jeg havde gjort noget tidligere. Men set i det famøse bagklogskabens lys, ved jeg jo godt, at jeg ikke var udrustet til at tænke disse tanker før, for så havde jeg gjort det.
Jeg måtte sande, at jeg faktisk ikke brød mig ikke om at indse, at jeg ikke tilhørte den kategori af kvinder, der i bedste Samantha fra Sex and The City-stil kunne rive mændene ned fra hylderne og bare knalde dem og smide dem væk. Det duer ikke for mig – måske vil det en dag, men som jeg har det nu, gør det ikke – og det er jo nuet, jeg må tage udgangspunkt i.
De kvinder, som har det anderledes og forvalter deres seksualitet på en anden måde end jeg, støtter jeg 100 %. Det vigtige for mig er, at kvinder får opfyldt deres ægte behov, hvad de end måtte være. Jeg er i den utroligt privilegerede situation at have veninder, som er flere år ældre end mig, og deres liv er et bevis på, at sex bliver sjovere og mere nydelsesfuldt, des bedre man kender sig krop.
Så dette kapitel skal slutte med en opfordring: Kvinde, Elsk din Krop!
Læs kapitel 8 på fredag.
