Kapitel 9: Den Utilnærmelige
Nogle ting er så pinlige, at man bare ville ønske, at de ikke havde fundet sted. Og jeg skal ærligt indrømme, at det var lige før, at den her historie ikke kom med i bogen af den simple grund, at jeg simpelthen er totalt flov.
Flov over at synke så dybt.
Flov over at være så blind.
Flov over at have så lavt selvværd.
Der var engang, hvor jeg dunkede mig selv kraftigt i hovedet og skældte mig selv ud, når jeg var pinlig over eller irriteret på mig selv.
To ting har ændret sig på min rejse fra pæn pige til PowerPrinsesse:
For det første er jeg ikke mere bange for at være til grin eller bange for at gøre eller sige noget pinligt. Jeg vil ønske, at grunden var, at jeg endelig havde fundet den hellige indre ro eller fået en større livsindsigt. Sådan forholder det sig ikke. Jeg har simpelthen bare givet op og er holdt op med at spekulere over, hvordan andre nu synes, jeg gebærder mig. Det er ret let at give op, man skal sådan set bare gøre det. Du bliver meget mere fri, får det sjovere og interagerer meget nemmere med andre mennesker, når bevidstheden om de andres mening ikke konstant spøger i baghovedet.
For det andet er jeg holdt op med at skælde mig selv ud, når jeg kvajer mig. Det sker nemlig ret tit, og på et eller andet tidspunkt orkede jeg ganske enkelt ikke konstant at være uvenner med mig selv – det er ganske enkelt ikke er gavnligt for mit mentale og emotionelle indeklima.
Nogle mennesker er mere hardcore end jeg og fungerer bedst, når de spanker sig selv lidt. Jeg kan ikke lide smerte – hvis noget gør ondt, så bliver jeg paralyseret. Smerte er ikke en drivkraft for mig, tværtimod. Jeg har fundet ud af, at når jeg har trådt i spinaten, så skal jeg pussenusse mig selv forstået på den måde, at jeg skal tale lidt til mig selv, som til et uartigt barn. ”Det, du gjorde, var ikke skide smart, men jeg er hos dig, Lone, og nu sætter vi os ned og finder en løsning”. Sagen er nemlig, at hvis jeg bliver uvenner med mig selv, så går jeg i sort og nægter at samarbejde med mig selv, og så bliver problemerne ikke løst. Med andre ord, må jeg behandle mig selv med en vis portion overbærenhed og ”cutte myself some slack”, så kan jeg bedre få talt mig selv til rette; det bliver rarere at være mig og jeg får mig selv op af det hul, jeg er faldet i eller har gravet for mig selv.
I sig selv er det jo slemt nok at gennemgå et eller andet pinefuldt eller slet og ret åndssvagt, som måske oven i købet kunne være undgået. Så at straffe mig selv med selvhadske tanker, det er jeg simpelthen holdt op med, og det kan varmt anbefales.
***
”Gad vide, hvorfor han ser så utilnærmelig ud?”
Jeg tørrede sveden af panden og kantede mig forbi ham, da jeg skulle ud for at trække noget luft.
Den kolde aftenluft kølede min varme krop ned med det samme, sveden blev kold, og jeg gik ind igen.
”Altså kan du bestemme dig?”, han så på mig, der var intet glimt i hans øjne, de var blå og kolde, eller måske var de bare tomme.
”Jamen jeg bliver jo varm af det her – og hvis jeg ikke bliver kølet ned, så eksploderer jeg af varme. Og det ville jo give et frygteligt rod med alle mine indvolde klasket op ad væggene, ik?”, svarede jeg kækt i min endorfinrus.
’Hmprh”, mumlede han, ”ind med dig”.
Der var et eller andet ved ham, der virkede temmelig tiltrækkende, uden jeg kunne sætte fingeren på, hvad det var. Imødekommende var han jo i hvert fald ikke – snarere utilnærmelig. Måske var det den store klippefaste krop, han lignede en, der så let som ingenting ville kunne løfte mig op fra jorden.
Det var en fantastisk danseaften, og jeg måtte flere gange gå ud og trække luft og køle af. Ude på fortovet fik jeg lejlighed til at betragte Den Utilnærmelige. Han talte kun med sin makker, der mødte ind omkring midnat, men slet ikke med nogen af gæsterne i køen.
Når jeg på vej ud eller ind og kantede mig forbi ham, sagde han ikke et ord.
Topprofessionel eller utilnærmelig og lukket – hvilken af dem, det var, var ikke umiddelbart til at sige, men han virkede overmådelig tiltrækkende.
Da klokken nærmede sig 3, var det lukketid; jeg havde helt fred i hovedet og mærkede den vidunderlige fornemmelse af endorfiner i kroppen. Sikke en skøn aften!
Jeg fik min frakke i garderoben og gik ned ad trapperne. Den Utilnærmelige stod på fortovet, jeg vinkede til ham, han nikkede med hovedet. Jeg har absolut intet talent for at spille kostbar, mystisk eller uopnåelig, så jeg gik hen til ham, ”det må være dejligt at stå en hel aften og se så mange glade mennesker”, sagde jeg.
”Næ”, sagde han, ”de fleste er fulde og står bare og lukker lort ud. Det er totalt belastende.”
”Øhh, nå, men øhh”, jeg evnede ikke lige at føre den samtale videre, så jeg smilede bare og sagde, ”hej hej, vi ses i næste uge, hvis du er på arbejde der”.
Nogle dage senere skete der noget overmådeligt interessant. En eftermiddag sad jeg med næsen i medicinbøgerne og var desperat efter at finde på en overspringshandling, og hvad er mere nærliggende end en lille surfetur på nettet. Den eftermiddag bragte internetstrømmen mig hen på Dating.dk. Jeg havde en profil, som dog aldrig havde bragt mig det store held. Jeg lavede en søgning på kriterierne: Mand, København 28-38, 180 cm, atletisk, ikke-ryger, kun profiler med billede. Der dukkede en lang liste op, og jeg fordrev tiden, som burde være brugt på at læse om kulhydratstofskiftet, på at klikke mig igennem profilerne.
Pludselig dukkede der et billede op af en skaldet fyr med bløde øjne, som smilede lidt genert. Det var Den Utilnærmelige! Jeg klikkede i hans fotoalbum, den var god nok. Han profiltekst var ret kort, og jeg husker den ikke så godt, udover at han brugte udtrykket ”at have en kæreste at varme sig hos”.
Jeg skrev en mail til hans profil: ”Hej, du ser sørme sød ud. Synes du ikke, at det – udover at få en kæreste – ville være dejligt med et hjemmestrikket tørklæde i dette kolde vejr. Det giver jo også varme …”
Min profil havde ikke billede på, så måske gad han slet ikke svare.
Men næste dag var der til min store overraskelse svar: ”Jo, det ville være dejligt, men det ene udelukker jo ikke det andet, vel? Tror i øvrigt ikke, at der er nogen, som strikker mere, men det er ellers en hyggelig og lidt nostalgisk tanke.”
I løbet af de næste dage korresponderede vi lidt frem og tilbage, og jeg fik lidt mere at vide om ham, han hed Markus, læste til ingeniør, havde en datter på seks år, spiste sundt og elskede science fiction-romaner. At han var til kamillethe, men ikke til kaffe og trænede vægte, men det fremgik jo af billedet – og det havde jeg jo allerede observeret i virkeligheden, men det kunne jeg jo ikke sige. Jeg snoede mig udenom hans forespørgsler på billede ved at lege computerbimbo og hævdede, at jeg ikke kunne finde ud af at uploade et billede. Jeg havde givet ham mit navn ’Lone’, men havde passet på ikke at nævne et ord om salsa.
Tænk, at Den Utilnærmelige aka Markus, der på den ene side var, ja helt utilnærmelig, men altså samtidig ønskede en kvinde at putte sig med og ovenikøbet gjorde sig som netdater.
Sikke en blanding af tilsyneladende selvmodsigelser. Projektet havde antaget helt nye dimensioner, som gjorde det ekstra interessant.
Endelig blev det torsdag, det var koldt, og jeg havde hue, halstørklæde og vanter på. Jeg kørte forbi 7-Eleven på vejen og fik pludselig en lys idé, jeg hoppede af cyklen og købte et æble og to bananer. Da jeg parkerede cyklen stod Den Utilnærmelige aka Markus i døren med krydsede arme og stirrede ned i fortovet frem for sig.
Jeg gik hen til ham og rakte ham et æble og en banan. ”Frisk frugt til dørmanden – det er ikke økologisk, men det er fuldt af gode tanker”, sagde jeg.
”Hold kæft mand, du er sgu’ da ikke helt normal”, han smilede skævt til mig og flyttede sig, så jeg kunne komme ind.
”He he, sejr!”, tænkte jeg, ”et smil!”
”Næ, det kan måske godt være”, sagde jeg grinene og stoppede foran ham, ”og hvis du er heldig, så medbringer jeg næste gang et tørklæde. Et hjemmestrikket tørklæde”. Jeg holdt en lille kunstpause og løftede øjenbrynene, ”nogle gange så savner man bare noget varmt i sit liv, synes du ikke? Og et hjemmestrikket tørklæde er jo et godt sted at starte.” Uden at vente på svar gik jeg forbi ham og ind i garderoben.
”Godt gået, Lone”, tænkte jeg veltilfreds ”hvor er du snedig”.
Den aften skulle jeg tidligere hjem, og da jeg gik ud af døren, stod Den Utilnærmelige aka Markus lidt væk fra døren og kiggede på Rådhusuret. ”Farvel, kom godt hjem”, råbte jeg.
”Hey, stop”, råbte han, ”hvad mente du med alt det der tørklædestrikkesnak?”
Jeg spilede øjnene op og lagde ansigtet i helt overdrevne jeg-er-da-helt-uskyldig-agtige folder. ”Jeg mente bare, at det er dejligt at blive varmet, og det kan man jo blive af mange ting – blandt andet tørklæder”.
”Hold kæft, hvor du ævler”, sagde han og smilede igen skævt.
He he, smil nummer to var i hus, det tegnede godt!
”Hold nu op, Markus. Du ved jo, at jeg har ret, ik?”, sagde jeg og vendte mig om, så jeg kunne smile veltilfreds af mig selv, uden at han så det.
Langsomt begyndte jeg at gå mod min cykel.
”Hey, hvordan ved du, hvad jeg hedder?”, råbte han til min ryg, ”det har jeg sgu da ikke fortalt dig”.
Jeg vendte mig om og gik baglæns mod min cykel, og med det allermest underfundige smil, jeg kunne grave frem, sagde jeg: ”Joh, det har du faktisk.”
Jeg nåede hen til min cykel og vinkede til ham, han stod stadigvæk med armene over kors og huen trukket ned i panden. Et hjemmestrikket grønt halstørklæde med frynser ville se sjovt ud på ham.
Dagen efter var der et brev i indbakken på min datingprofil. Der stod kort og godt: ”Er du hende den skøre dansepige med frugten?”
”Ja, det er mig, men jeg er meget andet end det. Du er jo også meget andet end en utilnærmelig, skaldet dørmand.”
Han svarede ikke tilbage.
Heller ikke dagen efter, eller to dage efter. Og nej, hans net var ikke gået ned, han havde heller ikke tabt computeren på gulvet, han havde heller ikke tabt sine fingre på gulvet, og han var ikke død. Jeg kunne jo se på hans profilforside, hvornår han sidst havde været inde, og han var inde masser af gange, men det var åbenbart ikke for at svare mig.
Projektet var gået på grund et ikke særlig fedt sted. Og jeg nægtede at skrive til ham – lidt værdighed havde jeg dog … men det varede ikke så længe.
Det blev torsdag, og jeg gjorde endnu et frugtindkøb i 7-Eleven, jeg parkerede cyklen og kiggede hen på døren, der stod en skikkelse – men den lignede ikke en klippe med en bold på toppen. Jeg gik hen til døren, dørmanden smilede venligt og åbnede døren for mig, ”velkommen til, hav en rigtig god aften”. Jeg var helt paf, havde mit lille inkognitostunt drevet Den Utilnærmelige aka Markus til at sige op??
Jeg var både lidt nedtrykt og lidt overrasket, da jeg gik ind i salsateket, men musikkens rytmer og den varme, imødekommende atmosfære fik overtaget min krop og mit sind, og nedtryktheden opløstes.
At danse salsa er for mig som at træde ind i, hvad der bedst kan beskrives som en tranceagtig bevidsthedstilstand. Jeg har flere gange præsteret at danse lige ved siden af nogen, jeg kender, men uden at registrere dem, så opslugt er jeg. Denne aften var ingen undtagelse, jeg var på dansegulvet hele tiden, undtagen når jeg gik på toilettet for at tørre sveden af panden og tage en slurk vand. At drikke for meget er en dårlig idé, for så rumsterer vandet rundt i maven, og det er ingen fornøjelse.
På vej til toilettet så jeg pludselig hans ansigt. Det tog mig et øjeblik at genkende ham, for han så noget anderledes ud i hvid t-shirt og jeans end i sort dørmandsuniform og hue. Heldigvis stod han sammen med en kammerat ved et bord tæt på toilettet, så det var uundgåeligt at gå forbi deres bord.
”Hej med dig”, sagde jeg ”skal jeg lære dig at danse salsa?”
”Nix, det får du mig aldrig til”, sagde han, ”men du ser ud til at nyde det”.
”Oh yes”, grinede jeg og rakte hånden frem mod hans kammerat.
”Nårh ja, I kender jo ikke hinanden”, sagde Den Nu Lidt Mindre Utilnærmelige aka Markus, ”Christian, det er Lone, Lone, det er Christian. Christian læser jeg med, Lone kommer her ret meget – og så er hun min frugtdame”. Christian løftede øjenbrynene og forstod nok ikke helt sammenhængen mellem mig og frugt. Jeg mærkede dansegulvet trække i mig, og henvendt til Markus sagde jeg ”nu kan du jo selv fortælle Christian, hvor heldig du er”, og så overlod jeg de to herrer til sig selv.
”Han ser mere afslappet ud, når han er i civil”, tænkte jeg, ”så ligner han ham fra Dating.dk, som i grunden bare gerne vil have en kæreste”.
Og nu var han her som sig selv.
”Hurra, projektet fået vind i sejlene”, tænkte jeg videre.
En halv times tid senere var det tid til tisse- og vandpause, jeg spankulerede forbi dem og smilede så underspillet, frækt, forførende og kom-og-spis-mig-agtigt, jeg overhovedet kunne, inden jeg lod mig hvirvle ud på dansegulvet.
Det var ikke en generende eller distraherende faktor at vide, at Den Nu Lidt Mindre Utilnærmelige aka Markus var i rummet og måske indimellem kiggede på mig.
Jeg dansede løs, men registrerede dog alligevel på et tidspunkt, at de to venner ikke var, hvor de havde befundet sig hele tiden. Jeg kiggede over mod døren og så bagsiden af det skaldede hoved forsvinde. ”Fuck, han var gået!”. Hjertet sank i livet på mig. ”What to do?”
Jeg gik hen mod udgangen og ud på fortovet, jeg kunne se de to silhuetter gå op imod Rådhuspladsen.
Jeg følte mig en lille smule desperat og havde lyst til at råbe: ”Stop, jeg vil med.” Men jeg gjorde det ikke.
”Hvor går sådan to fyre hen?” spurgte jeg og kiggede op på Rådhusuret, som ikke besvarede spørgsmålet.
Jeg frøs og gik ind på dansegulvet igen, og pludselig slog det mig:
”Absalon – sådan nogle typer går selvføligelig på Absalon”.
Jeg løb ud i garderoben, fik min frakke og sprang op på cyklen.
Få minutter senere stod jeg foran det daværende Absalon eller ”den jyske ambassade”. Jeg gik ind og kiggede mig omkring, stemningen var helt anderledes end på et salsasted. Folk sad i baren, og snakken gik lystigt omkring de små borde, og en gut med en guitar spillede coverversioner af Bruce Springsteen. Jeg prøvede at se ud, som om jeg ledte efter nogen, hvilket jo sådan set var sandt nok, vedkommende vidste det bare ikke.
Da jeg gik længere ind i rummet, kunne jeg fornemme bassen dunke, og bag en glasdør så jeg et kæmpe lokale, som husede et diskotek.
”Nå, det var bedre”, tænkte jeg. Barer har altså aldrig været mit rette element, jeg foretrækker til enhver tid et dansegulv. For at få adgang til diskoteket skulle tøjet lægges i garderoben, så det gjorde jeg. Det var interessant at betragte gæsterne. Fyrene så meget ens ud, og der var ingen tvivl om, at Den Nu Lidt Mindre Utilnærmelige aka Markus med sit skaldede hoved og sine muskuløse stærkt tatoverede arme ikke skilte sig synderligt meget ud.
Derimod passede jeg ret dårligt ind i den typiske kvindelige gæst, som var iklædt en del smykker, farvestrålende kort kjole og indbydende kavalergang. Jeg var iklædt mit sædvanlige danseoutfit, som bestod af t-shirt og jeans.
Jeg trådte ind i rummet, og min glæde var stor, da min indskydelse blev bekræftet: Oppe i baren stod den utilnærmelige aka Markus med kammerat Christian med hver deres fadøl i hånden og skuede ud over dansegulvet. Ind i mellem vekslede de nogle bemærkninger, som kunne tænkes at handle om de indbydende kavalergange.
Pludselig blev jeg kold i maven. ”Det her er jo totalt stalker-agtigt”, tænkte jeg, ”jeg er simpelthen gået fra salsa for at begive mig ind på dette sted for at finde ham”. Jeg kunne mærke, at kulden i maven begyndte at bevæge sig ned mod mine fødder, og at de så småt skulle til at bevæge sig mod udgangen. Jeg kiggede på ham, som han stod der, og i mellemtiden flashede alle indtrykkene af ham igennem mit hoved. De krydsede arme og tavsheden, det skæve smil, som jeg havde set to gange, billedet på hans datingprofil og det mere blide indtryk, som jeg havde fået af ham gennem vores korrespondance – før han vidste, at hende, han skrev med, var mig.
”Normalt er det jo manden, der skal jagte kvinden”, tænkte jeg. Der foregik en afstemning inden i mig – gå hen til ham eller gå.
Jeg nåede ikke at få resultatet af afstemningen, for pludselig nedlagde mit indre veto: ”Hvo’ intet vover, intet vinder!” Jeg hankede op i mig selv og gik resolut over til makkerparret i baren.
Jeg stillede mig ved siden af ham. ”Nogen go’e damer?”, spurgte jeg ud i luften. Han vendte hovedet. ”Hey, hva’ fanden, hvad laver du her?”, udbrød han.
”Jamen jeg syntes ikke lige, at jeg havde set nok til dig”, ordene hang i luften, det lød fandme ikke særlig tjekket. Jeg blev kold i maven.
Han kiggede på mig: ”Jeg troede ikke, at du gik i byen sådan et steder her.”
”Det gør jeg egentlig heller ikke, men for det første er det vel meget sundt at se noget andet indimellem, og for det andet så vil jeg godt vide, hvem du er, når du ikke har dørmandsuniform på og er sur og utilnærmelig.”
Han rynkede brynene. ”Synes du, at jeg er sur og utilnærmelig?”
”Nej”, skyndte jeg mig at svare, ”altså jeg tror, at en del af dig er det, men jeg har jo også set en anden side af dig, og den kan jeg rigtig godt lide”.
”Jamen du kender mig jo ikke”, sagde han og kiggede ned i sin øl.
”Lidt”, svarede jeg, ”og jeg har en klar forestilling om, hvilken dejlig mand du er, når du altså lige smelter lidt og dropper den lidt mere kølige og afvisende facon. Men det er måske nærmest nødvendigt for at danne en slags professionelt skjold over for alle de stive menneskers ævl.”
Han sagde intet, men kiggede på mig, Christian havde vist fulgt med i samtalen med en halvt øre, men havde droppet det og var opslugt af at drikke shots med en lyshåret kvinde med ekstra indbydende kavalergang og langt, krøllet hår.
”Alle mennesker har skjold”, sagde han, ”også dig. Måske prøver du at virke som om, at du ikke har, men selvfølgelig har du det.”
Mit hjerte slog et ekstra slag – eller måske stod det stille.
”Det er jo det, man skal bruge kærester til. De skal smelte ens skjold med deres kærlighed”, sagde jeg.
Den Nu Meget Mere Tilnærmelige aka Markus kiggede på mig.
Og kiggede noget mere.
Arh, var jeg blevet for sentimental? Jeg havde jo ikke tænkt over, hvad jeg havde sagt, ordene var bare fløjet ud.
Han satte sin øl på bardisken, vendte sig om mod mig, lagde sine hænder på mine hofter og trak mig tættere hen til sig. I dette øjeblik er jeg ret sikker på, at mit hjerte stod stille i flere sekunder, og det sammenlagt med fornemmelsen af hans store hænder på mine hofter gjorde, at jeg var en tiendedel af en millimeter fra at besvime.
”Jeg har virkelig lyst til at kysse dig nu”, sagde han, og kombinationen af intensiteten i hans øjne og hans faste greb om mine hofter gjorde, at det eneste, jeg kunne sige, var, ”det var da en god idé”.
Og så kyssede han mig rigtig længe, og jeg smeltede. ”Jeg vidste, at han ikke var en hård banan”, tænkte jeg.
Første fase af projektet var lykkedes, utilnærmeligheden var smeltet væk.
Da vi havde kysset færdigt, og jeg åbnede øjnene, fangede jeg Christians blik. Han så helt uforstående ud, jeg ved af gode grunde ikke, hvad han tænkte, men mon ikke det var noget i retning af: ”Hun er lige trådt ind af døren, og nu snærver han hende i gulvet – hvad sker der?!”
Efter en halv times kysseri og kiggen hinanden ind i øjnene var jeg klar til at tage hjem. Måske blev jeg indhentet af overvældelse over, at første del af projektet var fuldført. Og da jeg proklamerede, at nu ville jeg tage hjem, så mente Markus, at det da ikke skulle være uden ham.
”Vi behøver ikke lave noget. Vi kan bare putte”, lokkede han på vej ud til garderoben.
Heldigvis var mit hjerte begyndt at slå igen, hvilket betød, at der også kom ilt til hjernen. Så jeg fik snoet mig udenom med et ”det var da et fantastisk tilbud, og det vil jeg rigtig gerne benytte mig af en anden gang i nær fremtid”.
Han lavede hundeøjne, ”arh, det kunne være så hyggeligt”.
Jeg havde et øjebliks indre uenighed, men kun for en kort stund, for situationen var faktisk så overvældende for mig, at det gjorde det nemt at stå fast.
I garderoben lå en blok med en kuglepen på disken, gad vide om de lå der til formålet.
”Men nu får du mit nummer”, sagde jeg, ”så kan du jo ringe og invitere mig på kamillethe”.
På vejen hjem tikkede en sms ind: ”Er du sikker på, at jeg ikke skal komme og putte dig ;-)”
Jeg smilede for mig selv, nøden var delvist knækket.
”En anden gang. Jeg er frisk på kamillethe el. lign.” Jeg var helt vild for at tale med ham, grave ned i ham og finde ud af, hvad den blanding af netdatende kamillethedrikkende bodybuilder ellers indeholdt.
I løbet af fredag eftermiddag tikkede en sms ind på min telefon
”Skal du i byen i aften?”
”Nix, tager aften på sofaen med bog og the.”
”Ok, hyg dig– jeg skal på arbejde i nat.”
Jeg gik i seng og faldt omgående i søvn, men blev vækket af den karakteristiske dut dut duttelut.
”Hvem sms’er på dette tidspunkt?”, tænkte jeg.
Det måtte være tidligt – eller sent – for det var stadigvæk sort udenfor.
Søvndrukkent rakte jeg ud efter min telefon ”Det har været en kold nat – jeg fryser. Kan du varme mig?” Jeg kunne mærke længslen efter at mærke varmen fra en anden krop. ”Selvfølgelig”, og så sendte jeg ham min adresse og faldt næsten i søvn igen.
Men kun næsten for da min højre fodsål rørte mit venstre underben, blev jeg pludselig lysvågen og sprang op af sengen – jeg havde en urskov … alle vegne! Lysvågen sprang jeg op, ud i bad og blev afhåret – jeg nåede det lige, inden dørklokken ringede.
Jeg åbnede, og der stod Markus, han så træt ud på en meget kær måde. Jeg stillede mig op på tæer og omfavnede ham, han holdt mig tæt ind til sig og lagde sit store skaldede hoved på min skulder. I det øjeblik brusede noget igennem mig, som bedst kan beskrives som en strøm af kærlighed – men det var ikke en romantisk kærlighed, det var snarere en kæmpe omsorg og den føltes … nærmest moderlig.
Jeg viste ham ind i min lejlighed, og det føltes på ingen måde fremmed eller førstegangsagtigt. Han gik ud på badeværelset og rumsterede lidt rundt, jeg gik i seng og vidste ikke helt, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Hvad skulle jeg forvente? Hvad ville der ske?
Markus kom ind i soveværelset iført boxershorts og t-shirt; han lagde sig ned i sengen ved siden af mig, trak mig ind til sig, kyssede mig på panden og sagde ”godnat, prinsesse”.
Jeg lå et øjeblik og lyttede til hans vejrtrækning, som blev dybere og dybere, musklerne i hans ansigt slappede af, og han lignede mest af alt et forvokset barn.
”Hvad er det lige, der foregår?” tænkte jeg. ”Det var ikke lige sådan her, jeg havde regnet med, at vi skulle tilbringe vores første nat sammen.”
Det gav et spjæt i ham, og han mumlede et eller andet, men faldt så til ro igen. Jeg strøg ham over den glatte isse, puttede mig ind til ham og faldt selv i søvn.
Om morgenen vågnede jeg ved, at han rejste sig fra sengen, stillede sig ud på gulvet, strakte sig og gabte højlydt. Han vendte sig om og kiggede på mig, ”godmorgen, prinsesse”.
Igen var der total mangel på akavethed, og det virkede som om, at han de sidste 10 år havde sagt og gjort det samme. Jeg kiggede på hans krop, den var omfangsrig og muskuløs på den specielle måde som hos mennesker, der har brugt mere kemi end kosttilskud for at bygge musklerne op.
Han tog sit tøj på og bøjede sig ned over mig i sengen og kyssede mig på panden.
”Vi ses snart igen, prinsesse.” Og så gik han.
Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet og følte mig godt og grundigt desorienteret. Jeg havde jo regnet med, at han på lidenskabelig vis ville have brugt alle sine muskler til at kaste mig rundt i lysekronerne. Og nu lå jeg her, og vi havde absolut puttet, og det var absolut dejligt. Men jeg var altså stadigvæk særdeles forundret over den udeblevne flå-tøjet-i-stykker-lidenskab. Så jeg følte mig både tilfreds og snydt på samme tid. Meget ambivalent. Meget sært!
I løbet af weekenden sms’ede vi lidt frem og tilbage, og det endte med, at han inviterede mig til middag om tirsdagen hjemme hos sig selv.
”Du er garanteret sådan en, som ikke spiser kød”, skrev han til sidst.
”Godt gættet – men jeg spiser fisk.”
Tirsdag kl. 18 satte min cykel kurs mod Københavns Nordvestkvarter. I tasken lå der er et par ekstra kontaktlinser. ”Det kan jo være, at jeg bliver og sover”, fnes jeg for mig selv og cyklede smilende gennem vintersjappet ud ad Nørrebrogade. Siden dengang har jeg altid haft cyklister, der smiler i sjapvejr, mistænkt for at have en fræk aftale.
Jeg stoppede ved sushirestauranten i Elmegade, Markus og jeg havde talt i telefon tidligere på dagen, og han havde lagt kortene på bordet og indrømmet, at han kunne lave enhver bøf til et festmåltid, men det der med fisk var han ikke så tryg ved. Så løsningen blev sushi.
Kl. 18.30 stod jeg foran hans hoveddør. Min mave slog en kolbøtte, og forventningens glæde steg op i mig. Han åbnede døren og kyssede mig, ”hej prinsesse, dejligt at se dig … og at du kommer med mad”. Forventningsglæden lagde sig igen. Selvom vores relation var så ny, så føltes den så velkendt.
Vi spiste og snakkede løs om det, man altid snakker om: Barndom, forældre, uddannelse, teenageår, balladeoplevelser, venner og ønsker for fremtiden.
Efter sushien lavede Markus kamillethe, og vi satte os i sofaen, han tændte for fjernsynet, der var tv-avis.
Siden jeg som 16-årig flyttede hjemmefra, har jeg ikke ejet et fjernsyn, så at sidde med benene oppe og se nyheder var i sig selv en uvant oplevelse. Men at sidde at se fjernsyn med benene smækket op på sofabordet ved siden af en mand, som jeg lige havde mødt og egentlig – efter min mening – burde smække mig op på sofabordet, det var næsten en surrealistisk oplevelse.
Klokken blev 21.30, Markus gabte og trak mig ind til sig, ”skal vi putte i seng, prinsesse?”
”Aha, nu kommer vi til det”, tænkte jeg.
Markus rejste sig og tog vores tekopper med ud og vaskede dem op. ”Jeg hader at gå i seng med en opvask stående”, råbte han ude fra køkkenet.
Jeg blev siddende i skrædderstilling i sofaen og prøvede lige at mærke efter, hvad der rørte sig inden i mig. Jeg kiggede rundt i hans stue, typisk ungkarlestue, en gigantisk fladskærm, dvd’er i metervis, en stor stak M!-blade, Bilmagasinet og et par numre af Ekstra Bladet. Henne på væggen ved siden af vinduet hang to billeder, at dømme ud fra personernes alder måtte det være hans forældre.
”Er det din mor og far, som hænger her?”, råbte jeg.
”Ja”, Markus kom hen i døråbningen med en tandbørste i bunden, ”det er det, men de er døde”.
”Nå”, sagde jeg. Han fik et mørkt udtryk i øjnene, ”de er sgu væk”, sagde han og gik ud på badeværelset.
Jeg fik en mærkelig fornemmelse i kroppen, jeg havde ikke lyst til at gå, men jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle blive.
Ude på badeværelset stod en lyserød tandbørste i tandkruset, og der lå en hårbørste og nogle hårelastikker i skabet. ”Nårh, han har jo en datter”, tænkte jeg. Der lå også en mascara. ”Hmm, ja, de starter jo tidligt med makeupperiet”, tænkte jeg og vaskede mit ansigt.
Jeg gik ind i soveværelset, Markus lå allerede i sengen, jeg puttede ned under dynen og mærkede, at han var nøgen. ”He he”, tænkte jeg, ”det var lækkert, nu kommer vi til sagen”. Jeg lagde mig på siden og lod venstre hånd ae ham på maven og over brystet. Han strakte sig, ”arh, jeg har pisse ondt i ryggen”.
Jeg greb den straks, ”jamen så vend dig om på maven, så masserer jeg din ryg”.
Han drejede hovedet og kiggede på mig ”nej, for du må ikke se min ryg”.
”Jeg må ikke se din ryg?”
”Korrekt”
”Og hvorfor må jeg så ikke det?”
”Fordi så bliver du forskrækket og går.”
Jeg rejste mig op på albuen, ”Markus”, sagde jeg og kiggede alvorligt på ham ”jeg har set døde mennesker, da jeg havde anatomi på medicinstudiet. Der er ikke noget, som kan skræmme mig.” Hvad kunne han dog have på ryggen? Bumser, ar, store blodsprængninger? De der steroider, som jeg ikke var i tvivl om, at han tog, har jo nogle alvorlige bivirkninger.
”Er du sikker?”, spurgte han.
”Trust me”, svarede jeg.
Han satte sig op i sengen, så jeg kunne se hans ryg.
Den var dækket af en kæmpestor tatovering, som fyldte hele hans brede ryg. Først kunne jeg ikke se, hvad motivet var, men så stod det klart. Det forestillede en gravsten med en dato indgraveret og plads til en ny. Derudover var det et dødningehoved, noget ild og nogle andre symboler; det var godt nok ovre i en lidt anden boldgade, end jeg havde regnet med.
”Hold da op”, sagde jeg, ”det var dog en kæmpe tatovering”.
”Kan du se, hvad det forestiller?”, spurgte han.
”Det, jeg ser, er en kæmpe stor gravsten med en dato på.”
”Det er min fødselsdato – og når jeg dør, vil jeg have tatoveret min dødsdato”, svarede han.
”Hvorfor har du valgt det motiv”, spurgte jeg.
”Det er for at minde mig selv om, at jeg skal leve, fordi jeg ved aldrig, hvornår døden kommer”.
Jeg fik en klump i halsen og anede ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg tav.
Efter han havde fortalt mig det, trak han mig pludselig voldsomt ind til sig, jeg holdt om ham, lukkede mine øjne og prøvede at lade al den store omsorg og enorme kærlighed, jeg følte, strømme over og ind i ham.
Pludselig ændredes stemningen, og han lagde sig ovenpå mig. Jeg mærkede vægten fra hans krop og hans læber på min hals. Endelig skete der noget!
Men så erfarede jeg noget, som jeg i teorien vidste, men alligevel ikke rigtig havde hæftet mig ved. Det der ”krudt” (anabole steroider) påvirker altså i høj grad mænds erotiske formåen; efter længere tids brug har de den ironiske bivirkning, at det, der skal være hårdt, kun bliver det i korte perioder, og intet er så hårdt, som det skal være … så ja, nu er den erfaring videregivet. Don’t go there!!
Den fysiske oplevelse var som sådan ikke noget at bruge spalteplads på, men den mentale oplevelse var – for mig – ret fantastisk. Midt i det hele var det som om, at mit hjerte åbnede sig, og i det øjeblik elskede jeg ham med alt hans utilnærmelighed, gravsten på ryggen og det hele. Det var næsten en religiøs oplevelse, som svært lader sig videregive med ord. Jeg tror ikke, han bemærkede noget, for han faldt omgående i søvn. Jeg kunne slet ikke sove, hele min krop summede og var fyldt af så meget kærlighed – den slags kærlighed, som får kvinder til at løfte biler for at redde deres børn.
Næste morgen vågnede jeg i samme stilling, som jeg var faldet i søvn. Han så helt bedårende ud, som han lå der. Jeg var fuldstændig forelsket i kontrasten mellem den store, barske krop, det blide, barnlige ansigt.
Lige et projekt for mig – en mand fuld af modsætninger – og tænk, jeg havde formået at åbne ham!
Efter at have ligget i min lille forelskelsesboble og glædet mig over at være Lone Låsesmed, som jeg jo følte, at jeg med rette kunne kalde mig efter at have gjort Markus tilnærmelig, rumlede min mave. Jeg var sulten.
Jeg rejste mig fra sengen og gik ud i køkkenet for at finde noget at spise. I køleskabet lå der noget kyllingepålæg, nogle små yoghurter og nogle bakker æg. ”Proteinmand”, tænkte jeg. Jeg kiggede i hylderne i døren, her stod to liter skummemælk og tre kanyler. ”Hvad er det?”, tænkte jeg.
Svaret kom prompte, da Markus viste sig i døren. Han kiggede lidt mærkeligt på mig, ”ja, jeg skulle nok liige have advaret om indholdet af mit køleskab”, sagde han søvndrukkent.
”Altså de her”, sagde han og pegede med højre pegefinger på sin venstre overarm, ”hvis jeg skulle træne dem uden krudt, så skulle jeg træne 10 gange så meget, og jeg ville alligevel kun opnå 80 % af det her resultat, og så ville jeg jo ikke have tid til at passe min skole og mit arbejde”. Han lød, som om han prøvede at overbevise mig (eller måske sig selv).
”Jamen det er vel fint nok”, sagde jeg og tog en lille yoghurt ud, ”har du noget mysli?”
”Nå, men det har du ikke noget imod?” Han lød lidt overrasket, ”øh, nej, ingen mysli”.
Jeg fandt en ske og satte mig på køkkenbordet med min yoghurt. Jeg var meget, meget tilfreds med mig selv. ”Jeg er sgu da et fantastisk tolerant menneske med en enorm evne til at elske”, tænkte jeg, ”nu skal jeg bare have ham til at elske sig selv så meget, at han dropper det der steroide-pis”.
Projektet havde taget en spændende drejning.
Gennem de næste uger sås vi en del. Vores tid sammen blev stort set altid brugt på samme måde, nemlig som gentagelser af vores første nat sammen hos ham – dog røg sexdelen ret hurtigt ud, men af en eller anden grund generede det mig ikke. Måske fordi at når han faldt i søvn, hvilket han stort set gjorde, når hovedet ramte puden, så lagde jeg højre hånd på hans hoved og venstre hånd på hans bryst og så følte jeg, at jeg røg ind i en sky af kærlighed og følte, at jeg havde en mission: At få ham til at indse, hvor skøn han var. Jeg ville have ham til at elske sig selv og smelte den utilnærmelige facade. Sikke et skønt projekt!
Hvis vi ikke var sammen, så talte eller sms’ede vi hver dag, men pludselig gik der nogle dage, hvor han ikke besvarede mine sms’er og ikke svarede telefonen. Han var som sunket i Jorden, jeg kørte ud til hans lejlighed. Hans kemiindtag in mente, var det jo ikke helt usandsynligt, at han en dag ville skvatte om af en blodprop. Men der var ingen hjemme.
Jeg forstod absolut intet som helst.
Da jeg kom hjem efter at have været ude hos ham, var min telefon gået kold for strøm, og jeg kunne ikke lokalisere min oplader. Så jeg ringede til ham fra min stationære telefon, som jeg sjældent brugte. Den ringede nogle gange, og jeg skulle til at lægge på – der var jo ikke grund til at lægge flere beskeder – men så blev telefonen taget.
”Ja …”, hørte jeg hans stemme.
Jeg blev helt forfjamsket, ”ørh, hej, det er mig”, fik jeg fremstammet.
Der var stille et øjeblik.
”Mig, Lone”, sagde jeg.
Hjertet sank i livet på mig.
”Hej”, sagde han, med hvad der for mig lød som overdreven entusiasme. ”Du må sgu undskylde, altså jeg ville have ringet til dig, men det havde jeg sådan ikke lige helt tid til. Altså jeg trængte ligesom lige til en uges ferie, noget varme du ved – med min datter. Ja, min datter og jeg er taget på ferie, Mallorca, du ved for sådan lige at få en lille ferie og noget varme – du ved.” Han talte hurtigt og snublede over ordene.
”Nårh, men okay”, sagde jeg, ”jeg var bare blevet lidt nervøs, fordi jeg pludselig ikke hørte noget fra dig”.
”Ja, men det må du også undskylde”, han talte meget hurtigt, ”altså jeg fik sgu bare lige lidt travlt med at pakke – og nu har vi travlt med at slappe af, så der blev ikke lige tid til at ringe”.
”Nårh, men det er helt i orden.”
”Så, prinsesse, nu må jeg sgu lige løbe, det er jo også dyrt for dig at ringe herned, men jeg ringer, når jeg kommer hjem.”
Jeg sad et øjeblik med telefonen i hånden, jeg blev helt tom indeni.
”Hvordan kunne han rejse fra al den kærlighed, jeg havde givet ham, og fra al den kærlighed jeg så gerne ville give ham?”
Der gik en uge efter samtalen, hvor jeg intet hørte. Jeg ræsonnerede, at han vel måtte have været hjemme nogle dage, siden vi havde talt sammen, hvis ferien varede en uge.
Jeg ringede.
Intet svar.
Jeg sms’ede.
Intet svar.
Jeg gik ind på hans datingprofil og så, at han havde været inde på den om formiddagen samme dag. Jeg skrev et brev til ham derinde. ”Hey, hr. – du har fundet din kæreste … jeg er jo lige her. Ring til mig.”
Intet svar.
Nogle dage gik, og jeg var helt fortvivlet. Hvad havde jeg dog gjort forkert? Måske var det slet ikke steroidernes skyld, at vi fra begyndelsen stort set ikke havde haft sex. Måske var han bange for intimitet? ”Med så meget og så stor kærlighed mellem os, må det kunne løses”, tænkte jeg og kastede mig ud på cyklen og styrede direkte mod den første og bedste boghandel. Jeg gik op til disken, ”jeg skal bruge en bog om tantrisk sex”, meddelte jeg fyren bag kassen.
”Erh, ja”, han fulgte mig ned til hylden for selvhjælp og personlig udvikling, der var tre forskellige, jeg købte dem alle tre.
Jeg satte kursen ud mod Nordvestkvarteret og standsede på vejen i sushirestauranten for at købe sushi. Mens jeg ventede, lånte jeg en kuglepen og skrev i den bog, hvor der var flest billeder: ”Kære Markus. Jeg glæder mig til at opleve mange dejlige ting med dig. Kærligst Lone”
En halv time senere stod jeg foran hans lejlighed, persiennerne var trukket for, og der var mørkt bag dem. Jeg skulle lige til at ringe på døren, men noget stoppede mig. ”Det kan være, at han har brug for lidt plads – det kan jo være, at det var derfor, at han havde valgt at rejse af sted så pludseligt.”
Jeg smilede for mig selv, ”tænk, han oplever så meget kærlighed sammen med mig, at han slet ikke kan rumme det”.
Hans lille gule bil stod parkeret foran ejendommen, jeg satte posen med sushi på taget af bilen og lagde den bog, som jeg havde skrevet hilsenen i, ned i posen.
Så satte jeg mig op på cyklen og satte kursen mod min lejlighed.
Da jeg havde nået halvvejs hjem, skrev jeg en besked: ”Der står noget dejligt til dig på din bil.”
Intet svar. Jeg ventede et kvarter på Nørrebrogade, så vendte jeg cyklen og kørte tilbage til hans lejlighed, bilens tag var tomt, der var lys bag persiennerne.
”Enten vil han ikke tale med mig, fordi han ikke kan rumme intensiteten af vores forhold og har brug for at være sig selv – ellers er der nogen, som har taget posen fra hans bil”, tænkte jeg, ”men det er jo også Nordvest, der er vist nogle banditter herude”.
Jeg hørte aldrig fra ham.
***
Nogle år efter mødte jeg ham tilfældigt på gaden på vej til brunch med Sofie. Der var stor gensynsglæde, mit sår var helet, jeg havde lært, at mænd, som ser klippefaste ud, ikke nødvendigvis er det, og min tærskel for pinlige historier om afvisninger er steget væsentligt.
Han fortalte mig, at han var forlovet med en pige fra Holland, som han havde været kæreste med on-off i fem år. De havde ikke rigtig kunnet finde ud af det, men nu skulle det altså være.
Jeg blev vældig glad på hans vegne, og jeg mærkede, at omsorgen for ham blussede op igen. Vi småsludrede lidt og aftalte at drikke the en dag – vi grinede af, at ingen af os havde lært at drikke kaffe endnu.
Et kvarter senere fortalte jeg Sofie om mødet med Markus. Hun huskede godt historien, og vi regnede os frem til, at det måtte være fire år siden, at jeg havde kendt ham.
”Men han havde jo kendt hollænderen i fem år”, jeg kiggede på Sofie, hun smilede forsigtigt. ”Måske skulle han lige se, om der var noget eller nogen, han gik glip af”, hun aede mig på armen, ”og som jeg husker det, var du vist relativt insisterende på, at det var den store kærlighed med jer to – måske var det dig, der oplevede den store kærlighed, når I var sammen”.
Sofie og jeg fik os snakket frem til, at Markus havde været mit projekt, og når kærlighed bliver til et projekt, går det rene ud af kærligheden. Jeg øsede (læs: pressede og masede) min kærlighed ned i ham, uden dels at reflektere over, om han i virkeligheden viste tegn på, at han ønskede den. Og dels med en forventning om at smelte ham, altså lave om på ham. Det kræver ikke særlig meget klarsyn at se, at det er alt andet end kærlighed at beslutte sig for, at ens kærlighed skal gøre, at et andet menneske laver sig selv om. Faktisk er det afsindig egoistisk, men det gennemskuede jeg bare ikke dengang.
Jeg forelskede mig ikke i Markus, men det han – i mine øjne – kunne blive og ikke i den, han var, som han stod der foran mig. Det var altså med andre ord ”redningen af Markus” og udfoldningen af hans potentiale, der tændte mig, fordi jeg fik det helt fantastisk godt indeni, af at elske ham på ret køl. Jeg glemte bare at overveje, om det overhovedet var min opgave at åbne ham; set i bakspejlet–kunne jeg med fordel af have fyldt mig selv op med al den kærlighed, som jeg insisterede på at hælde over i ham – for selv var jeg faktisk ikke særlig fyldt op.
Jeg satte mig tilbage i stolen og kiggede på Sofie. Fuck, hvor havde jeg bare været blind. No wonder at han pludselig trak sig, og den mascara, der lå på toilettet, var sgu da ikke datterens. Pludselig stod det hele klokkeklart for mig, og jeg begyndte at grine af mig selv. Der havde været en anden kvinde i billedet, mens ‘vi’ stod på. Sofie grinede også, om det var med mig eller af mig eller begge dele, ved jeg ikke, men det hele virkede pludselig urkomisk. Og halvvejs gennem brunchen gik det op for mig, at den af Markus og jeg, som havde følt denne altopslugende, ubegrænsede kærlighed og omsorg, havde været mig – hvilket jo måtte betyde, at alle følelserne kom fra mig. Han havde haft sit hjerte andetsteds, så det hele var i virkeligheden var mit eget trip. Jeg skulle lige til at blive deprimeret over det, men så fik Sofie på en eller anden snedig måde sagt, at den næste mand, som fik fornøjelsen af mig, virkelig var heldig, fordi han ville få en kvinde med stor kapacitet for kærlighed. Og så blev vi enige om, at næste mand ikke skulle være en, som skulle reddes – bare elskes. Det holdt ikke helt, men nu var jeg da i det mindste blevet sporet ind på tanken.
Læs kapitel 10 på tirsdag.
Jeg er:
