Kapitel 12: Den faldne Ridder
Denne historie, som jeg nu vil dele med dig, har lært mig, at alle mænd, uanset hvor tjekkede og smarte de er, og uanset hvor meget kontrol de lader til at have, med alt lige fra deres tøj og karrierevalg til kvinder, og hvor og med hvem de hænger ud, ja, så er der altid noget inden under, hvor de er små drenge, som kegler lige så meget rundt i livet som alle andre. Det gælder selvfølgelig også kvinder, men nu har de fleste af mine hangups bare noget med mænd at gøre, og ham, du nu skal høre om, har en ganske særlig plads i mit hjerte, fordi han gjorde det meget tydeligt for mig.
En lørdag nat – eller rettere sagt tidligt søndag morgen, som det vist må hedde på det tidspunkt, kom jeg cyklende tværs over Kongens Nytorv. Jeg havde været ude at danse salsa og fornemmelsen af at være blevet danset godt igennem boblede stadigvæk i kroppen, da mine øjne landede på en mand, som lå på jorden lige foran Magasin. Han så meget hjælpeløs ud, som han lå der på ryggen med armene og benene ud til siden. (Samme stilling som jeg også indtager, når jeg er løbet tør for energi, har hjertesmerte eller bare er virkelig træt.) ”Bare han ikke er blevet overfaldet”, tænkte jeg og hoppede af cyklen. Han var meget velklædt, du ved det der jeg-er-lige-trådt-ud-af-Armani-catwalken-lækkerbukselook. Jeg knælede ned ved siden af ham, ”Hey, er du okay?”, sagde jeg. Der gik et øjeblik, før han registrerede, at der blev talt til ham, han åbnede øjnene og kiggede på mig med et meget tåget blik. ”Nej, det er jeg faktisk ikke”, snøvlede han og lukkede øjnene igen.
Det var ellers en flot mand, som lå der med tykt, mørkebrunt, bølget hår, lange, mørke øjenvipper og de der lækre skægstubbe, som man (læs: jeg) får en næsten uimodståelig lyst til at gnide sin kind mod.
”Er du blevet overfaldet? Eller har du bare drukket for mange sjusser?”, spurgte jeg. Der gik et øjeblik, så løftede han langsomt de tonstunge øjenlåg, kiggede lige ind i mine øjne og snøvlede ”nejih”.
Det blev jeg jo ikke meget klogere af. ”Hvor har du været henne? Hvor er dine venner? Er de i nærheden?” Jeg kunne godt se på ham, at det vist var alt for mange spørgsmål på én gang, men han fik fremstammet et eller andet, hvor ordene ’bare lige’ og sætningen ’det var altså ikke meningen’ indgik. Han gjorde et forsøg på at løfte sig op på højre albue, der dog endte med, at hans baghoved ramte fliserne. ”Av, nu får jeg en bule”, mumlede han.
”Hvor er dine venner – dem du var i byen med?”, spurgte jeg.
Der gik lidt tid, inden han svarede.
”Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om de er der mere.”
Den oplysning kunne jeg jo ikke bruge til ret meget, så jeg tog en hurtig beslutning og sagde, ”kom, det er for koldt at ligge her. Nu putter vi dig hjem i min seng.” Jeg fik ham op at sidde, og han mumlede et eller andet om kvalme, så jeg tog mine forholdsregler og stillede mig bag ved ham.
Med megen møje og besvær fik jeg ham op at stå. Han var sindssyg dårlig, trak vejret hurtigt og overfladisk og kunne næsten ikke stå på benene. Min cykel fungerede som hans rollator, og jeg havde et fast greb i hans venstre overarm. Sådan begyndte vores tur over Kongens Nytorv.
Det er lidt skørt at tænke på nu, men jeg overvejede ikke på noget tidspunkt at ringe efter en ambulance. Tænkte bare, at jeg da hellere måtte få ham lagt i seng, og at han nok ikke skulle være alene, når han havde det så dårligt. Han var meget samarbejdsvillig og overvejede tilsyneladende ikke, at jeg jo sagtens kunne være en galning, som ville klippe håret af ham og det, der var værre. Sjovt nok overvejede jeg heller ikke, at han kunne være det.
Det var noget af en bedrift at få ham bugseret over Kongens Nytorv mod 7-Eleven i Gothersgade. Min sygeplejesans sagde mig, at halvanden liter cola og noget spiseligt på et eller andet tidspunkt ville være en god ting at have ved hånden. På vej ned af Borgergade gjorde vi utallige stop, hvor han skiftevis kastede op og ævlede løs om, hvor pinligt han syntes, det var, at en vildtfremmed kvinde så ham kaste op. Set i bakspejlet var det også helt malplaceret, men i situationen føltes det meget naturligt at stå der med venstre hånd på cykelstyret og højre hånd i bukselinningen på denne ukendte mand, som brækkede sig i lårtykke stråler ud over fortovet, mens jeg nynnede og sagde, ”såå, og nååå og jaaa, det går såååå fiiiiiint. Vi er snart færdige, bare rolig”, du ved, sådan som man siger for at berolige spædbørn, når de brokker sig over at få skiftet ble.
Vi nåede til trappeopgangen ved min lejlighed. Der var godt nok langt op til tredje sal. Jeg var flere gange ved at opgive at få mig selv, ham, en tandbørste, en pose med tre pølsehorn og halvanden liter cola op ad trappen, men det lykkedes, og langt om længe kom vi hjem i mit køkken. Jeg plantede ham i en kurvestol med et glas cola i den ene hånd og et pølsehorn i den anden. Han hverken spiste eller drak, men stirrede ud i luften og mumlede noget om ’drink’ og ’noget’. Jeg fandt aldrig ud af, om nogen havde puttet noget i hans drink, eller om han selv havde taget noget. Han havde det virkelig ikke godt, og han ævlede temmelig usammenhængende, så vi blev enige om, at det nok var bedst at komme i seng.
Som en anden sygeplejerske hjalp jeg ham af med sko og tøj og fik ham manøvreret ind i min seng og lagt ham ned. ”Jeg fatter ikke, at du gør det her for mig. Du kender mig jo slet ikke. Jeg kunne jo være en forbryder, der kunne gøre alt muligt grimt ved dig”, mumlede han fra puden. Jeg smilede lidt og nænnede ikke at sige, at han i den tilstand ikke ville være i stand til at bøje en regnorm. Jeg hentede colaen, posen med pølsehorn og en hvid opvaskebalje i tilfælde af, at han skulle få en brækketur til.
Da jeg puttede dynen omkring ham, begyndte han at ryste voldsomt. Sådan helt tænderklaprende ryste, og jeg blev lidt nervøs og tænkte ”gad vide, hvad det er for stoffer, han har fået indenbords?” Jeg ved godt, at det lyder helt absurd, at jeg heller ikke på det tidspunkt ringede efter en ambulance. Men det gjorde jeg ikke, til gengæld ringede jeg til en af mine bekendte, som er pusher, og som vi kan kalde Peter, og spurgte ham til råds.
”Hej Peter, nu skal du høre, jeg har samlet en fyr op på Kongens Nytorv, jeg har lagt ham i seng, og han er begyndt at ryste helt vildt.” Peter Pusher var tydeligvis lidt irriteret. Han lød lidt som om, han lå ned og ikke var alene. ”Hvad har han taget?” sagde han. ”Hvad har du taget?” gentog jeg spørgende espeløvet, der lå i mine seng, og han mumlede noget med GHD eller GMH eller noget i den stil. ”Det er noget med G på tre bogstaver”, sagde jeg. Peter Pusher svarede helt upåvirket af situationen ”Nårh, det er GHB. Det er sgu’ ikke så farligt, små doser får man det sjovt af, for store falder man i søvn af, så det er nok bare det, der er sket for ham. Har han drukket?”
”Har du drukket”, spurgte jeg, han nikkede.
”Nå – ok, så skal du lige være lidt opmærksom. Sørg for, han hele tiden trækker vejret og giv ham nok vand, det varer ca. 24 timer, så er han frisk igen.”
Peter Pusher lagde røret på og tilbage til det (eller den), han nu var i gang med.
Jeg aede min lille patient på kinden.”Bare sørg for, at han bliver ved med at trække vejret! Ja tak – suuuper – det gør jeg så bare!!”
Rysteturen tog til, og jeg hentede to tæpper og lagde oven på de to dyner, han i forvejen havde over sig. Jeg satte mig på sengekanten i sutsko og salsakjole og prøvede at tale lidt med ham. Det eneste han kunne fremstamme var, ”Ej, hvornår stopper det?”. ”Det går snart over”, sagde jeg så empatisk og overbevisende, jeg kunne. ”Jeg er sgu ikke nogen superhelt lige nu”, sagde han.
Jeg smilede og strøg ham over det tykke, brune hår. Havde situationen været anderledes, ville jeg have tænkt, at han var en lækker mand.
Tæpperne hjalp ikke, og rysteturen blev værre. ”Uden mad og drikke, duer den faldne helt ikke”, tænkte jeg og knækkede en bid af et pølsehorn, men det ville han ikke have, og colaen spildte han ud i sengen, fordi hænderne rystede så meget. ”Hvor er det pinligt, jeg kan slet ikke styre mine bevægelser”, sagde han.
Jeg kom i tanke om, at jeg et sted havde læst, at hvis man virkelig frøs, så var kropsvarme fra en anden person det mest effektive. Resolut gik jeg hen til skabet, hoppede ud af salsakjolen, fiskede et par joggingbukser og en t-shirt frem og kravlede op i sengen til ham. Jeg pressede forsiden af min krop mod hans ryg, lagde venstre hånd på hans brystkasse, højre hånd på hans hoved og forstillede mig, at roen fra mine håndflader og min krop strømmede ind i hans krop. Han mumlede igen et eller andet, hvor jeg kun opfattede ordet ’pinligt’, og jeg koncentrerede mig bare om at lege, at jeg var et vandfald af ro.
”Der er kun en anden kvinde, som har set mig være så pinlig.”
”Du er da ikke pinlig – du har det bare dårligt”, sagde jeg.
”Jo, jeg er”, sagde han, ”og det var min ekskæreste, vi var en gang ude at rejse sammen, og så blev jeg vildt syg, og hun skulle give mig en stikpille”.
”Så har hun da elsket dig fra den ene ende til den anden”, sagde jeg smilende.
”Ej, det var sgu klamt, men der var ikke andre end hende. Nogle gange har man bare brug for andre mennesker. Det hader jeg. Man ved jo aldrig, hvem folk egentlig er.”
Der gik nogle minutter, jeg trak vejret så dybt, jeg kunne, og prøvede at ånde noget ro ind i ham.
”Det kender jeg til gengæld godt”, tænkte jeg.
Jeg kunne kigge ud på køkkengulvet, hvor hans sko, bukser, jakke og skjorte lå i en bunke, og ovenpå den et meget tungt og stort ur. Manden måtte siges at have ualmindelig god – og dyr – smag. Jeg forstillede mig, at når han ellers ikke lå og rystede og kastede op, så var han nok den slags mand, som jeg altid havde gået i en stor bue udenom, fordi deres blotte tilstedeværelse fik mig til at føle mig så utilstrækkelig og kikset. En af den slags, som med perfekte skægstubbe, lækkert hår og totalt tjekket tøj osede af sådan en ’jeg-er-så-cool-at-en-så-kikset-kvinde-som-dig-ikke-engang-dukker-op-på-min-radar-attitude, der kunne hyle mig helt ud af den. Han var en af den slags mænd, jeg havde besluttet mig for at hade på grund af deres overfladiskhed – det var mere simpelt end at forholde mig til, hvorfor jeg mon følte mig intimideret af dem, og om der i virkeligheden var grund til det.
Jeg kunne mærke, at hans krop slappede lidt mere af, selv om der indimellem kom nogle gevaldige rysteture. ”Det er faktisk dejligt at ligge så tæt sammen”, sagde han i en pause mellem rysteturene, ”altså jeg prøver ikke at score dig, det er ikke derfor, jeg siger det – men det er det”.
Jeg holdt ham endnu tættere og trak vejret endnu dybere, da endnu en rystetur begyndte. Da den ebbede ud, sagde han ”altså det ville jeg nok prøve, hvis jeg ikke havde det sådan her, men det kan vi jo altid finde ud af”. Den var da meget godt reddet i betragtning af hans tilstand, så jeg smilede og sagde, ”arh, jeg tror måske ikke helt, at vi lige er hinandens type”. Der var intet svar, men et øjeblik efter stivnede hele hans krop, og så satte den hidtil kraftigste rystetur ind. Han vendte sig om på maven og borede hovedet ned i puden. Jeg lå på siden og holdt på hans ryg med begge hænder og prøvede at presse mere ro ind i ham – eller i det mindste give ham en oplevelse af, at han ikke var alene. Rysteturen aftog ikke, og til sidste lagde jeg mig ovenpå ham med maven mod hans ryg, min kind mod hans, håndfladerne på hans håndrygge og legede, at jeg var et tæppe af ro og varme.
Jeg ved ikke, om der virkelig kom ro ind i ham, eller om det var på grund af varmen, men langsomt faldt hans krop til ro, og jeg gled ned ved siden af ham igen. I takt med, at mørket udenfor begyndte at lette, begyndte jeg så småt at falde i søvn.
”Sover du”, sagde han pludselig. ”Nejah”, nu var det blevet min tur til at mumle. ”Det er altså helt vildt”, sagde han, ”nu ryster jeg ikke mere, men jeg er totalt svimmel, og loftet bevæger sig lidt – altså det gør det jo ikke, men det virker sådan. Flot stuk for resten.”
Jeg kunne høre fuglene pippe udenfor, og en gruppe fulde mennesker sang nede på gaden.
”Her lugter af pølsehorn”, sagde han.
For nogle timer siden kunne han dårligt sige en sammenhængende sætning, og nu snakkede ham om stuk og pølsehorn. ”Han har da fået det bedre”, tænkte jeg.
”Nå, de ligger jo hernede”, sagde han, og lænede sig ud over sengekanten for at få fat i 7-Eleven-posen med pølsehorn. Det skulle han ikke have gjort. Hans balancecenter var åbenbart ikke indstillet på den pludselige bevægelse, hvilket resulterede i kontant afregning lige ned i den hvide opvaskebalje og endnu en rystetur. ”Ej, nu begynder det med loftet igen”, sagde han og borede hovedet ned i puden. Jeg lagde mig igen ind til ham, legede tæppe og strøg ham over håret.
”Så træk vejret”, sagde jeg og strøg ham gennem håret, ”det er overstået lige om lidt”.
Rysterierne aftog efter lidt tid, han vendte hovedet og kiggede på mig. ”Det er næsten som at være barn, sådan som du trøster mig”, sagde han, ”vil du gerne have børn?”
”Nej, det vil jeg ikke”, sagde jeg.
”Det var da en skam, jeg tror ellers, du ville være god til det. Hvorfor ikke?”
”Hmm, jeg har andre ting i livet, jeg gerne vil – og jeg er i bund og grund nok bare for egoistisk. Jeg har ikke lyst til at foretage de ændringer i livet, som det kræver. Jeg er nok bare ikke gearet til det.”
”Nå, det var ærgerligt, for det vil jeg altså gerne”, sagde han med et lidt sørgmodigt blik i øjnene.
”Jamen det er da dejligt”, sagde jeg.
”Nej, for jeg vil gerne have dem med sådan en som dig, og når sådan en som dig ikke vil, hvad gør man så?”
”Øh”, jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. ”Jamen, du kender mig jo slet ikke – jeg har mange dårlige sider, og desuden er jeg overhovedet ikke praktisk anlagt – f.eks. kan jeg ikke lave mad, og ungen ville leve af havregrød og pasta med ketchup.”
”Jeg kan lave mad”, sagde han ”jeg elsker at lave mad, så det bliver ikke noget problem. Jeg kan sagtens lære dig det, så kan du lære at elske det.”
Jeg grinede, ”se, du aner ikke, hvem du taler til – sidst jeg bagte, blev brødet så hårdt, at det lavede et mærke i køkkenbordet, da jeg bankede det ned i bordet – og det var oven i købet en af de der tilsæt-vand-og-så-er-dejen-klar-færdigblandinger, så der er nok ikke så meget gastronomisk potentiale i mig”.
”Nå, men det er også okay, så kan jeg bare forkæle dig. Jeg elsker at forkæle kvinder, altså ikke alle kvinder, men dem, jeg elsker.”
Han fik et fjernt udtryk i øjnene. ”Jeg synes bare, at det er svært at elske nogen. F.eks. min ekskæreste, det var som om, at jeg aldrig kunne gøre hende helt glad.”
”Hende med stikpillen?”, spurgte jeg.
”Ja, præcis. Altså, jeg var så vild med hende, og jeg troede, at hun skulle være mor til mine børn, og at vi skulle have en familie sammen, men vi kunne bare ikke alligevel.”
”Hvad kunne I ikke alligevel – få børn?”
”Næ, vi kunne bare ikke sammen alligevel – vi skændtes for meget, du ved, sådan, alting var i bølger. Enten havde vi det fantastisk sammen – ellers havde vi de vildeste skænderier.”
”Om hvad?”, spurgte jeg.
Han tænkte lidt, ”alle mulige dumme ting, men det var nok bare et symptom”.
”På hvad?”
”Jamen på at jeg var så usikker?”
”Du var usikker?”
”Ja, jeg prøvede at gøre hende glad – du ved, sige det rigtige og alt det der, men hun skiftede tit humør, og det, der var rigtigt den ene dag, det duede ikke den anden dag. Det var totalt forvirrende og stressende.”
Jeg kiggede på ham og må have set lidt mistroisk ud, for han sagde ”tror du ikke på mig?”.
”Jo, jo. Jeg havde bare ikke lige troet, at du ville være den usikre type i forhold til kvinder.”
”Hvorfor siger du det?”, sagde han.
”Øh, det ved jeg ikke”, svarede jeg lidt befippet, ”du virker bare som sådan en, som har tjek på tingene – når altså ikke lige, du har fået kemikalieforgiftning”.
”Tjek på tingene?”, han lukkede øjnene, ”jeg har sgu ikke tjek på en skid”.
Hans vejrtrækning blev dybere og dybere – han var faldet i søvn.
Jeg lå og betragtede hans mørke skægstubbe og lange øjenvipper. Lidt efter faldt jeg også i søvn.
”Sover du?”
”Mm”, der gik lige et splitsekund, inden det gik op for mig, at jeg jo ikke var alene.
”Lidt”, svarede jeg.
”Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor du ikke vil have børn.”
”Erhmm, jamen jeg er altså ikke gearet til det”, mumlede jeg, ”jeg kan godt lide frihed – og nattesøvn”.
”Er du træt?”, spurgte han, og inden jeg fik svaret, at jeg jo havde brugt en del energi på at være Falckredder/Florence Nightingale, fortsatte han ”jamen, man må da have noget at leve for. Der må sgu da være mere i livet end at gå på arbejde og gå i byen. Man bliver fandme da træt af det, ik?!”. Han lød nærmest anklagende. ”Jo, jo bevares, bevares! Du har vist sandelig fået det bedre hr.!”, sagde jeg. Han overhørte min subtile sarkasme.
”Alle arbejder for at tjene penge, og de penge bruger de på at købe en masse ting, så de kan holde deres liv ud. Det er som om alle gør det, de andre gør, og der er i virkeligheden ingen, som gider det, men der er ingen, som stopper, og så fortsætter alle bare”.
Jeg opgav at sove videre, ”hvorfor kan du ikke holde dit liv ud?” Jeg var for træt til at svøbe tingene ind, og nu da jeg havde set hans aftensmadsrester i den hvide opvaskebalje, tænkte jeg, at vi nok var forbi høflighedsfraserne.
Han kiggede på mig og rynkede brynene. ”Jeg laver noget, jeg er god til – faktisk en af de bedste, men det er ikke det, jeg gerne vil lave.”
”Hvad vil du så gerne lave?”, spurgte jeg.
Han lagde sig om på ryggen og trak dynen op over munden og mumlede noget. ”Du bliver altså nødt til at fjerne dynen fra munden”, afbrød jeg, ”ellers kan jeg ikke høre, hvad du siger”.
Han trak dynen lidt ned. ”Jeg vil gerne åbne en restaurant”, sagde han.
”En restaurant?”
”Jep, et rigtig lækkert og stilfuldt sted, men med en god stemning, så alle føler sig velkomne.”
”Sådan en blanding af Sams Bar og Club 8?”
Han grinede, ”ja, præcis. I weekenden skulle der være brunch, og så et helt rum til børnene, hvor der skulle sidde én i en stor lænestol og læse højt for dem. Det er vigtigt for børn at få læst eventyr op, synes du ikke?”
”Tjooh, det er vel en meget god idé.”
”Nej, det er sgu mere end en god idé – børn skal jo lære, at selvom tingene nogle gange ser håbløse ud, så sker der et eller andet, og så ender alting godt. De skal også lære, at man ikke skal give op, når der er noget, man gerne vil.”
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Han talte op i loftet, og det virkede som om, at han ikke talte til mig, men snarere med sig selv.
”Jeg tror, bare, det er virkelig vigtigt at lære børn rigtigt tidligt, at de skal tro på sig selv – og det kan jeg jo godt gøre, mens deres forældre spiser en god brunch.”
”Jo, det kan du i hvert fald”, mit hjerte blev helt blødt ved tanken om ham siddende som en anden bedstefar i en stor Chesterfield-lænestol med en flok børn siddende ved fødderne og en på hvert knæ.
”Altså, jeg ville nok ansætte en til at læse op for børnene – for jeg skulle jo snakke med forældrene, det er jo trods alt dem, der lægger pengene – men det skulle være en person, som også elsker børn.” Han så meget tænksom ud, ”måske kunne man også læse højt for forældrene”.
”Synes du ikke, det er en fantastisk idé?” Han kiggede på mig og så helt oplivet ud. ”Eventyr er jo i virkeligheden skrevet på flere planer, så de voksne forstår meningen med historien, mens børnene nok mest hører historien. Så har familien noget godt at snakke om, når de kommer hjem. Det ville da være en fed måde at lave forretning på!”
Han lukkede øjnene, og et lille smil bredte sig over hans læber, øjenæblerne bevægede sig under hans øjenlåg, så han var nok ved at forstille sig, hvordan restauranten skulle indrettes, og måske hvilke eventyr, der skulle læses op.
”Der skal også være en pejs”, mumlede han, ”så børnene ikke fryser, når de sidder på gulvet”.
Jeg smilede og strøg ham gennem det tykke hår – tænk, at der var så megen omsorg i ham. ”Han lignede ikke en, som tænkte sådan”, tænkte jeg ved mig selv.
Og det sagde jo mere om mig end om ham.
Søndag klokken 14 stod jeg op for at tage ud og undervise. Han snorksov, så jeg efterlod en seddel ved siden af sengen og skrev til ham, at jeg ville tage thaimad med hjem. Jeg lagde en bunke bøger om personlig udvikling – den eneste slags bøger, jeg havde – ved siden af sengen, hvis staklen skulle vågne og kede sig.
Da jeg var kommet op på cyklen, ringede min lillesøster. ”Havde du en god danseaften i går?”, spurgte hun. ”Ja”, svarede jeg. ”Og jeg har rent faktisk en mand liggende oppe i sengen.” ”Hvor lækkert!”, udbrød hun med begejstret stemme. ”Hvor har du samlet ham op henne?”
”Ja, sjovt du siger det sådan”, sagde jeg, ”for jeg har rent faktisk samlet ham op – på Kongens Nytorv”. Og så måtte jeg jo lige forklare hende sammenhængen, hvortil hun råbte gennem telefonen (tror faktisk også, jeg kunne have hørt hende uden telefonen) ”LoneØH! Du er simpelthen ikke rigtig klog. Han kunne jo være farlig! Og nu er han alene i din lejlighed – hvad tænker du dog på?!”
I bagklogskabens lys kan jeg selvfølgelig godt se, hvad hun mener, men tanken strejfede mig bare ikke. Slet ikke på nogen måde. Det skal lige indskydes her, at dette ikke er ment som en opfordring til andre kvinder om at være lige så tankeløse. Men helt ærligt, så tænkte jeg bare slet ikke på, at det kunne være farligt eller dumt. Det føltes som det mest naturlige i verden, og nogen gange tænker man bare ikke, vel? Eller rettere: Nogle gange tænker JEG altså bare ikke!
Da jeg trådte ind i lejligheden, lå tøjet stadigvæk på gulvet. På gulvet i soveværelset stod colaen og posen med pølsehorn. Den Faldne Ridder havde rejst sig og sad op i sengen – uden uheld i den hvide vaskebalje. ”Har du ikke noget fjernsyn?”, spurgte han. ”Næ, men jeg har mad”, smilede jeg.
Han gjorde mine til at rejse sig fra sengen, men med nattens brækoplevelser in mente, gjorde jeg tegn til, at han skulle blive i sengen. ”Her er ikke fjernsyn, men her er roomservice, så bliv du bare, hvor du er.” Der var en undren og en befippelse i hans blik – og det kan man jo ikke bebrejde manden – men han var stadig så mat i sokkerne, at han ikke magtede at handle på sin befippelse, så han faldt bare tilbage i sengen igen.
Jeg gik ud i køkkenet og hældte thaimaden ud på hver sin tallerken, satte det hele på en bakke og gik tilbage til soveværelset.
Han satte sig op i sengen igen med bakken balancerende på skødet og kniv og gaffel i hver hånd. Det var åbenbart for meget for koordinationscentret, fordi hans hænder begyndte at ryste, blikket stivnede. ”Kom, læg du dig ned igen”, sagde jeg og fik ham med en vis rutine lagt ned igen. Endnu en rystetur begyndte, dog hverken af intensitet eller varighed så slem som om natten.
Et kvarters tid senere kunne han lægge sig på siden og kiggede på mig med sine grønne øjne. ”Jeg har sgu aldrig prøvet sådan noget her før.”
Hans mave rumlede så højt, at jeg kunne høre det, ”nu er det vist tid til noget mad”, sagde jeg, tog hans tallerken og skar et stykke kylling ud. Jeg satte gaflen hen til hans mund, han åbnede og spiste kyllingen. Jeg skar en bid til af til ham, og en til.
Ingen afregning i den hvide vaskebalje – godt tegn.
Når jeg tænker på det nu, er det jo så langt-ude-morsomt, at jeg sad der på min egen sengekant og madede en granvoksen mand med små babyhapser, lidt ris, lidt kylling – op på gaflen og ”Bruuummm, her kommer flyvemaskinen med mad til dig.” Men det gjorde jeg altså.
Midt i mellem to hapser faldt han i søvn.
Jeg satte mig over i min side af sengen med selvhjælpsklassikeren ’Feel the fear and do it anyway’, for at spise min egen mad. Han gryntede et eller andet uforståeligt, jeg strøg ham over håret, ”det her har jeg sgu ikke prøvet før”, tænkte jeg.
Omkring kl. 18 vågnede han igen og så lidt friskere ud. ”Nu er det vist på tide, at jeg kommer hjem”, sagde han med forbavsende høj og klar stemme. Søvnunderskuddet havde sneget sig ind på mig, det havde jo været en begivenhedsrig nat på mange områder, så jeg var faldet i søvn efter maden.
Han rejste sig og gik med usikre skridt ud på badeværelset og lukkede døren. Der gik et stykke tid, han kom ikke ud, og jeg hørte ikke noget ude fra badeværelset.
”Så lang tid kan det vel ikke tage”, tænkte jeg og gik ud af sengen og ud i gangen. Der var helt stille på badeværelset, så jeg bankede forsigtigt på døren. ”Hallo, er du okay?”, spurgte jeg.
Intet svar.
Jeg bankede lidt hårdere. Stadigvæk intet svar.
Jeg tog i håndtaget og skubbede døren op. Den Faldne Ridder var i sandhed faldet om på gulvet eller rettere var gledet ned fra toiletlåget, hvor han nok havde taget sig et lille hvil.
Som en zombie sad han med halvlukkede øjne og mumlede ”jeg er vist stadigvæk lidt dårlig”.
”Ja, det tør siges”, tænkte jeg og prøvede at lægge en strategi for, hvordan i alverden jeg skulle få et par og 80 kilos dødvægt op igen og tilbage i seng.
Med samarbejdsvilje og hjælp fra kanten på badekarret kom han på benene, thaimaden røg i toilettet ad samme vej, som den var kommet ind, mens jeg med stor rutine holdt ham på panden. Han skyllede munden og vaskede ansigtet, og sammen gik vi tilbage i seng.
Han kom på plads i det hvide sengetøj og udbrød sukkende, ”Christ, jeg gør det aldrig igen!”
”Det siger man altid”, sagde jeg.
Han kiggede på mig, ”jeg mener det, jeg gør det ALDRIG mere. Tænk, hvad der kunne være sket, hvis du ikke havde fundet mig.”
”Så var der garanteret en anden kvinde, som havde set dig og tænkt, ”Hey, han skal da ikke ligge dér – han skal da ligge i min seng”, sagde jeg.
”Hvorfor er jeg ikke din type?” spurgte han.
”Min type?”, jeg var ikke helt med på, hvad han mente.
”Ja, du sagde, at jeg ikke var din type.”
Jeg kom i tanke om vores samtale dagen før, ”nårh, jo. Altså … ” Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle få formuleret, at hans type automatisk fik mig til at føle mig klumpet og kikset, samtidig med at mænd som ham automatisk aktiverede en angst for at sige noget dumt eller have spinat mellem tænderne.
”Jeg er nok mest til sådan nogle ligefremme mænd – du ved sådan nogen, som man ved, hvor man har.”
Han kiggede på mig uden at sige noget.
”Altså sådan nogen, som man kan slappe af med, og som ikke får mig til at føle mig kikset.”
Han rynkede panden, ”får jeg dig til at føle dig kikset?”
”Nej, nej”, sagde jeg ”men hvis vi nu havde mødtes under andre omstændigheder, så ville jeg nok føle mig lidt intimideret af dig.”
Han kiggede på mig, men svarede ikke.
”Altså, det er ikke noget personligt”, sagde jeg ”det er jo i virkeligheden bare mit problem”.
”Næ, for det bliver da også mit problem, hvis en som dig ikke vil snakke med mig. Nu ligger vi jo her, og vi snakker helt vildt godt sammen om alt muligt.”
”Det er da stadigvæk mit problem, at du gør mig usikker”, argumenterede jeg.
”Jeg forstår altså ikke, at jeg kan gøre dig usikker – faktisk er der ingen, som har set mig være så ynkelig.”
”Jamen, det er jo ikke dig nu – men det kunne du sikkert, hvis vi mødtes – men det ville vi nok aldrig, fordi vi lever i to forskellige verdener”, sagde jeg.
Han så desorienteret på mig.
”Når jeg går i byen, så danser jeg salsa. Jeg går kun i byen for at danse. Jeg har aldrig gidet at stå i en bar og snakke med alle mulige mennesker, som dybest set ikke siger mig noget. For det første aner jeg ikke, hvad jeg skal sige, og for det andet kan jeg ikke stå stille, når jeg hører musik”, fortsatte jeg.
”Når jeg har drukket, kan jeg snakke med alle mennesker”, sagde han.
”Ja, men jeg drikker altså ikke, så …”
”A hva’?!”, afbrød han, ”drikker du ikke?”
Han kiggede mistroisk på mig, ”du drikker ikke, du har ikke fjernsyn, og du er vegetar. Og så alle de der mærkelige selvhjælpsbøger – sig mig, er du religiøs eller med i en sekt eller sådan noget?”.
Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans spørgsmål, som i virkeligheden lød som en anklage.
”Nej nej”, svarede jeg.
”Hvorfor drikker du ikke?” Jeg sukkede, ”i gymnasiet drak jeg – som alle andre – men jeg kunne aldrig rigtig lide det. Små grå kunne jeg akkurat tvinge ned, men øl og vin lykkedes det mig aldrig at kunne lide, selvom jeg kæmpede tappert, fordi jeg gerne ville være med – og være en af de seje. Forstår du, hvad jeg mener?”, spurgte jeg. Jeg kunne nemlig ikke forstille mig, at Den Faldne Ridder vidste, hvad jeg talte om. Han nikkede.
”Men uanset hvor meget jeg drak, så følte jeg mig alligevel udenfor, og på et eller andet tidspunkt, gav jeg vist bare op og tænkte, at jeg alligevel aldrig ville blive en del af den der seje klike. Så man kan vel sige, at jeg ikke blev ved længe nok til at vænne mig til smagen og lære at elske det.”
Han kiggede på mig.
”Giver det mening for dig?”, spurgte jeg.
”Både og”, sagde han, ”men jeg tror altså bare, at du skal smage den rigtige vin, så vil du kunne lide den”.
Jeg smilede, den havde jeg hørt før, og jeg har lært, at det ikke kan betale sig at sige vinelskere imod.
”Jeg skal på toilettet”, sagde han.
”Need help?”, sagde jeg.
”Yes, please – men bare ud til døren, så klarer jeg resten selv. Jeg tror, det går bedre denne gang.”
Jeg hoppede ud af sengen og gik over på hans side. Langsomt kom han op at sidde, jeg hjalp ham op at stå og støttede ham, da han gik ud i gangen og ud på badeværelset.
”Du trykker bare på alarmen, hvis du skal have hjælp”, jokede jeg.
”Hvilken alarm?”, sagde han og kiggede spørgende på mig.
”Det var bare for sjov.”
”Nårh”, sagde han og lukkede døren.
Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvor klar han var – det ene øjeblik virkede han særdeles frisk og var klart formuleret, for så et øjeblik senere at være helt tåget og næsten falde i søvn på stedet.
Det var en mærkværdig situation – men vi fik da talt om nogle ting.
Jeg gik ud i køkkenet for at sætte vand over til the.
”Vil du have the?”, spurgte jeg.
”Hvad har du?”
”Universalthe, pebermynte, kamille og sovethe”, svarede jeg.
”Jeg tænkte nok, at du ville være sådan en the-type” sagde han, mens han lænede sig op i mod dørkarmen for at holde balancen.
”En the-type?”
”Ja, sådan en, der køber økologisk ind og mediterer”, sagde han og kiggede drilsk på mig.
Jeg kunne ikke nænne at bryde hans illusion ved at fortælle ham, at indholdet i mit køleskab primært bestod af ikke-økologisk ketchup, neglelak og frugtyoghurt (for de uindviede skal det lige siges, at neglelak skal opbevares koldt for ikke at størkne), og at jeg altid drak Earl Grey, som er det sorteste the, man kan få, men var løbet tør. Med hensyn til meditation, så havde jeg opgivet det for længe siden, fordi det var mig helt umuligt ikke at tænke.
Han stavrede hen til køkkenbordet og tog sin mobiltelefon, der var løbet tør for strøm.
”Har sådan en øko-pige som dig overhovedet en mobiltelefon?”
”Næ, mine venner og jeg teleparterer udelukkende.”
”Det er da løgn!” udbrød han mistroisk.
”Ja”, sagde jeg, ”din mave vil nok have bedst af kamillethe”. Jeg bar de to krus the ind til sengen.
”Hvad med i morgen?”, spurgte jeg, mens jeg ledte efter en oplader. ”Føler du dig rask nok til at tage på arbejde?”
”Det skal jeg”, sagde han, ”jeg kunne ellers godt blive liggende her et par dage. Men du ville nok blive træt af at have mig liggende her og snakke.”
Jeg satte opladeren i stikket ved siden af sengen smilede til ham, der var altså et eller andet kært – næsten barnligt – over ham.
Han stak opladeren i mobilen og stillede alarmen, mens han sukkede.
”Jeg synes bare, du skal snakke løs”, sagde jeg. Min fornemmelse var, at han nok ville snakke uanset hvad.
Jeg gik ud og børstede tænder og kiggede mig i spejlet – det var altså en besynderlig situation, jeg havde fået sat mig selv i. Dette her kunne meget vel være en amerikansk film, som er præcis så usandsynlig, at man ville tænke, ”arh, sådan noget sker kun på film”. Jeg kom i tanke om en graffititekst, jeg engang havde læst: ”Virkeligheden overgår film.” Jeg var i det øjeblik tilbøjelig til at give vedkommende ret.
”Tror du på noget?”, spurgte han, da han havde fået lagt sig ned, og jeg var kommet i seng.
”Hvad mener du?”
”Altså på Gud eller noget i den stil”, uddybede han.
”Tjahh, jeg ved ikke rigtig. Tanken om, at Gud er en slags forvokset mand med langt skæg, der sidder oppe i himlen og …”
”Sådan en økofeminist som dig tror garanteret, at Gud er en kvinde”, afbrød han.
”Økofeminist?!”, udbrød jeg – altså nu havde jeg passet og plejet ham i mange timer, og så kaldte han mig ”økofeminist”, sjovt ord, men sikke en frækhed.
”Ja, sådan en som ikke vil have børn og ikke gider have en mand”, sagde han udfordrende.
”Hey, stop – du bliver alt for kæk af alt den kamillethe – jeg har ikke sagt et ord om, at jeg ikke gider have en mand”, sagde jeg.
”Jo, du sagde, at du ikke ville have børn. Det kan altså godt være, at jeg virker tåget, og det er jeg også, men jeg hører altså efter, hvad du siger, økopige.”
Jeg følte lidt, at jeg var kommet ud på en glidebane – han var tydeligvis klar til en rask lille retorisk tango.
”Jeg vil gerne have en mand, men jeg vil også være fri til at lave mine …”, jeg skulle lige til at sige PowerPrinsesse-projekter, men fik i sidste øjeblik standset mig selv for at påbegynde en længere udredning om PowerPrinsessefilosofi. Det orkede jeg ganske enkelt ikke på det tidspunkt. ”Forskellige projekter”, sagde jeg.
”Hvilke projekter?”, spurgte han.
”Tja, jeg kunne godt tænke mig at bidrage til samfundssuppen på en konstruktiv måde.”
”Samfundssuppen?”, han kiggede spørgende på mig.
”Ja, forstil dig, at vi alle sammen går rundt i en suppe, og den suppe bliver lavet af de tanker, vi hver især tænker, og de ord, vi siger og de handlinger vi foretager os – eller ikke foretager os.”
”Ej, det lyder altså for personlighedsudviklingsagtigt til mig, sagde han opgivende.
”Suppe … det har da noget med mad at gøre”, prøvede jeg.
”Nej, det har ej”, sagde han og kiggede overbærende på mig, ”jeg skal lave den bedste hokkaidosuppe til dig en dag, DET er suppe. Men hvad er det egentlig, du gerne vil?”
”Jeg ved det ikke helt, sagde jeg – jeg vil bare gerne bidrage til at livet bliver noget lettere for folk eller på en eller anden måde gøre verden mere behagelig at være i. Lidt ligesom du vil med din restaurant. Men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre det.”
”Du kunne skrive en bog”, sagde han.
”Arh, der er da masser af bøger i verden”, sagde jeg, ”og desuden ville det nok blive en meget kort bog”.
”Du har godt nok mange af de der selvhjælpsbøger. Jeg prøvede at kigge lidt i dem, mens du var væk, men det sagde mig umiddelbart ikke så meget, jeg blev bare endnu mere svimmel. Hjælper de dig?”
”Ja, nogle af dem gør. Nogle af dem har jeg også bare købt, fordi de så spændende ud, men så har jeg aldrig fået dem læst, og så står de bare i reolen.”
”Når du har læst så mange, så kan du da sagtens skrive din egen – jeg lover at købe den, selvom jeg måske ikke læser den. Hvad skal den handle om?”, han kiggede entusiastisk på mig.
Som jeg lå der i sengen, følte jeg mig løbet en anelse over ende og orkede ikke rigtig mere samtale, så jeg prøvede at dreje samtalen over på ham.
”Det kan du gøre i din restaurant, du kan lave en bogafdeling, hvor folk kan sætte sig ned og læse selvhjælpsbøger og spise hjemmelavet kvalitetsmad, til de sprækker”, sagde jeg.
”Du vil ikke snakke om dig selv, hva´!”, sagde han med et skævt smil, ”men jeg kan godt sige dig, der kommer altså ingen selvhjælpsbøger ind i min restaurant – heller ikke din, hvis du nogensinde skriver en, men jeg vil godt købe den for at støtte dig”.
”Det er en aftale”, grinede jeg, ”jeg synes, det er en rigtig god idé at lave højtlæsning for børnene til brunch. Jeg har faktisk altid elsket bøger. Da jeg var yngre, kunne jeg fortære en bog på en dag. Det var dejligt at have noget at flygte ind i.”
”Hvad flygter du fra?” spurgte han.
Det gav et lille sug i maven på mig.
”Jeg flygter ikke så meget mere”, sagde jeg, ”men det gjorde jeg engang”.
”Hvad var der i vejen dengang?”
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare – for det var egentligt svært at svare på helt præcist.
”Det var bare som om, at jeg aldrig rigtig kunne finde en rolle, jeg kunne passe ind i”, sagde jeg.
Han kiggede på mig, så løftede han hånden og strøg mig over håret.
”Man bliver træt af roller”, sagde han og lukkede øjnene.
Hans hånd blev liggende på mit hoved, og varmen fra håndfladen bredte sig ind i mit hoved og ud i min krop, og så faldt jeg i søvn.
Mandag morgen kl. 6 ringede alarmen på telefonen. Jeg kiggede over på ham, og han så forbavsende frisk ud. ”Nå, så begynder det igen”, sagde han, satte sig op i sengen og svingede benene ud over kanten uden at falde tilbage i sengen. Godt tegn.
Han rejste sig og gik over soveværelsegulvet ud i køkkenet, satte sig i den kurvestol, som jeg havde placeret ham i 26 timer tidligere og begyndte at tage tøj på.
Da han havde fået klædt sig på, satte han sig med et bump i den blå kurvestol, kiggede på sit store, skinnende ur og udbrød, ”jeg kan sgu lige nå det”. Han ringede efter en taxa, mens jeg fandt en plasticpose og et pølsehorn – i mit stille sind tvivlede jeg lidt på, om hans mave mon kunne holde til en taxatur, når den for 12 timer siden ikke havde kunnet klare en tur ud på badeværelset. ”Du må hellere have lidt til turen, her er lidt til maven og lidt til, hvis det alligevel skulle gå galt”, sagde jeg og rakte ham plasticpose og pølsehorn.
Han tog imod det lille survival kit og fnes lidt genert, ”ja for fanden”, sagde han, ”det var sgu noget værre noget”. Hans mobil gav lyd fra sig, en sms fra taxaselskabet tikkede ind, så vi gik ned på gaden, hvor taxaen holdt. ”Du får lige mit visitkort”, sagde han og rakte det til mig. Han gav mig et knus ”jeg skylder dig vist en middag”, sagde han og gik hen til taxaen, som skulle køre ham hjem til et rent jakkesæt.
Bagfra lignede han en af dem, man kan møde (eller måske har prøvet at være), som søndag kl. 10 i tøj fra aftenen før kommer slingrende med tømmermænd – i visse tilfælde også moralske tømmermænd – og prøver at finde hjem fra, hvor de nu har tilbragt natten.
Jeg kiggede på hans visitkort, der stod firmaets navn, hans navn og en kompliceret engelsk titel, som ingen uindviede har en chance for at gennemskue, hvad betyder.
Jeg gik op i seng og grinede lidt af situationen for mig selv. ”Gad vide, hvad taxachaufføren har tænkt. Det er nok ikke første gang han i sin taxakarriere har hentet en mand mandag morgen, der tydeligvis står i det tøj, han gik i byen i lørdag aften? Og mon ikke taxichaufføren har overværet ”overbringelse af visitkort”-situationen en gang eller to? Nogle situationer er så klichéeagtige, at man skulle tro, det var løgn”, nåede jeg at tænke, inden søvnen overmandede mig.
Omkring kl. 11 mandag morgen vågnede jeg. Den Faldne Ridders brune hår og skægstubbe havde jo været en bestanddel af det hvide sengetøj de sidste 30 timer, så det var helt mærkeligt, at der nu kun var hvidt omkring mig.
Det skinnende visitkort lå på køkkenbordet, ”gad vide, hvordan han har det”, tænkte jeg. Det havde jo været en ret voldsom omgang, så jeg gik ind til computeren og skrev en kort mail, ”Hej, håber taxaturen gik godt, og at du er kommet godt på arbejde – det var jo lidt af en omgang, så jeg vil bare være sikker på, at du er okay. Kh. Lone.” Jeg krydsede fingre for, at han selv og ikke en sekretær læste hans mails – ellers kunne det jo godt lyde som noget, det ikke var.
Nogle timere senere fik jeg en mail, hvor han svarede, at han var helt okay og bad mig skrive min version af historien, for hans venner troede ikke på ham. ”De tror ikke på, at en eller anden fremmed kvinde har samlet mig op på gaden og har passet mig i et helt døgn i sin seng, uden at vi har lavet noget”.
Jeg sendte ham min version af vores lille historie – og så hørte jeg aldrig mere fra ham.
Vi havde haft et virkelig smukt døgn sammen, og man kunne have forstillet sig, at historien havde indeholdt noget sex og romantik: Et tilfældigt møde mellem mand med tykt, mørkt hår, kvinde med langt, lyst hår og en seng. Det er gode ingredienser, men historien tog ikke den drejning, som en amerikansk film ville have gjort. Her ville han have inviteret mig på middag og den eller en anden aften var vi endt i seng igen på mere traditionel vis, i bryllupstalen ville han med tårevædede øjne have fortalt, hvordan han en søndag morgen kiggede ind i øjnene på en fremmed kvinde og vidst, at hun var hans livs engel (om talen ville melde noget om, hvordan han var landet på ryggen på Kongens Nytorv ville jo være interessant at vide). I al fald ville vi have levet lykkeligt til vores dages ende – eller til vi blev skilt.
Men det gjorde vi ikke.
Det var bare et løsrevet døgn, hvor jeg havde oplevelsen af at være så tæt på et andet menneske, som måske ingen andre havde været det. Så jeg var og er bare taknemlig for at have oplevet et så stærkt nærvær og en åbenhed, jeg ikke har prøvet før.
Når man som ham ryger ud i en selvpådraget ekstrem og ender med at knække helt sammen, bliver der jo prikket hul på nogle ting indeni. Efterfølgende kan man vælge at handle på det klarsyn eller de indsigter, man oplevede, eller man kan leve videre, som man altid har gjort. Jeg ved ikke, hvad han valgte, og ved hjælp af Forunderlige Facebook kunne jeg jo kontakte ham og få spørgsmålet besvaret. Men hvis han nu er gået videre i livet og har glemt alt om det døgn, og måske bare har sat mig på listen af kvinder, han har delt seng med, så kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg ville ærgre mig lidt. Jeg fik jo en gave, som har haft indflydelse på mine forhold – både i venskabelig, arbejdsmæssig og romantisk henseende – og et eller andet sted ville være rart at tænke på, at hans liv også var blevet forandret til det bedre. Men det er jo ikke min sag, så jeg vælger at lade ham gøre med den oplevelse, som han vil – og jeg vil gøre det samme.
Min kære lillesøster, som havde råbt så højt i telefonen, stemplede ham som uforskammet og utaknemmelig, fordi han ikke sendte blomster eller indfriede sit løfte om sin fantastiske hokkaidosuppe som tak for husly. Og selv om jeg sagtens kan se, hvad hun mener, så var den oplevelse i sig selv en gave for mig. Måske lyder det sært, men lad mig forklare: Det meste af mit liv har jeg følt mig intimideret af mænd – især lækre mænd, jeg aner ikke, hvorfor og nu er jeg også ligeglad, fordi jeg er det ikke mere. Men det var i mødet med Den Faldne Ridder, at koden knækkede. Det er svært at sætte præcise ord på, men faktum er, at siden da har jeg set anderledes på mænd, end jeg gjorde før. Det er som om, at jeg er blevet blidere eller rundere i mit syn på mænd, og følelsen af at være intimideret er væk. Og det har gjort, at jeg sjældent tænker over, hvordan jeg opføre mig eller over, om de mon synes, at jeg er en i orden kvinde. Indimellem dukker en skygge af den op, men så tænker jeg på denne oplevelse. Uanset hvor mange liter hokkaidosuppe eller røde roser han sendte, ville de aldrig matche den gave han i forvejen – uden at ville det og uden at vide det – har skænket mig.
Læs kapitel 13 på mandag.
