Kapitel 14: På Nydelsesekspedition

images-44

”Det største problem i verden er, at kvinder er utilfredse; de er utilfredse med deres kroppe, deres mænd, deres job, deres hjem. Mange af verdens problemer ville blive løst automatisk, hvis kvinder dyrkede nydelse så disciplineret, som nogle dyrker aerobics”,

Ranka kiggede op fra sin computer, smilede til mig og læste videre i den artikel, hun havde fundet på nettet. ”Kvinder skal tage ansvar for deres egen nydelse – og det er ikke kun i sengen – det er på alle livets områder. Kvinder skal opleve nydelse på daglig basis, for når en kvinde nyder, så er hun opfyldt, og når en kvinde er opfyldt, så er hun i ro og balance og har et overskud at dele ud af.”
”Ej, det lyder fantastisk”, sagde Ranka begejstret og fortsatte: ”Lone, vi bliver nødt til at få det her budskab ud i verden – det giver jo bare så god mening!” Jeg lod mig gradvist smitte af hendes begejstring.
Ranka greb en blok og en kuglepen, ”okay, nu må vi formulere, hvad det her med kvinder og nydelse går ud på. Vi er enige om, at kvinders problem er, at de simpelthen har for lidt nydelse, right?”
Uden at vente på svar fortsatte hun: ”Nydelse giver kvinder energi, og når kvinder har energi, så har de overskud til at tackle livet på en helt anden og mere konstruktiv måde. Når kvinder er lave på nydelse, så bliver de sure, bitre, usikre og sætter energisugerøret i andre mennesker, og det kan udmønte sig i jalousi, utilfredshed, manipulation, som giver grobund for alverdens problemer og misforståelser. Det vil sige, at vi skal finde ud af, hvordan vi to opnår mest nydelse, teste om det virker, og hvis det gør, så starter vi to en nydelsesrevolution.”

Ranka rev et ark af sin blok og gav mig sin kuglepen, ”Lone, skriv ned alt det, som giver dig nydelse – altså alt det du vil dele med mig”, grinede hun.

Jeg trak vejret og tog en slurk the, ”ting og aktiviteter der fremmer min nydelse”, skrev jeg som overskrift.

– karbad
– salsa
– at gå på café og læse blade alene
– at have flot neglelak på
– at få ansigtsbehandling
– at løbe, når det lige har regnet
– blomster
– at danse til Nik & Jay
– at have kashmirsweater på uden noget indenunder
– at spise sushi
– at ligge i naturen på et tæppe og kigge op i træerne
– rent sengetøj

Det tog mig lang tid at skrive. Ranka gjorde det lynhurtigt, og hendes liste var oven i købet dobbelt så lang som min. Mens jeg prøvede at finde på nogle flere ting, som fremmede min nydelse, surfede Ranka videre på nettet.

”Lone, hør lige denne metafor: Kvinder skal tænke på sig selv som en honningkrukke. De skal selv vide, hvordan honningkrukken fyldes op – noget af det kan de selv gøre, andet skal leveres af andre. Men kvinder har altid selv ansvaret for, at krukken bliver fyldt op. Når krukken er fyldt med honning, vil bierne sværme om krukken, og krukken vil elske at være omsværmet. Kvinden er med andre ord en krukke honning.”

Ranka kiggede op fra sin computer.
”Vi må simpelthen afprøve det med det samme”, sagde hun med et begejstret udtryk i øjnene, ”i aften tager vi ud og spiser, og så går hele aftenen ud på at være honningkrukker”, hun rejste sig op fra gulvet, gik hen og kiggede tænksomt ud af vinduet. ”Vi skal på nydelsesekspedition”, sagde hun med dæmpet stemme, ”vi skal finde ud af, om det her virker i praksis”. Hun vendte sig om mod mig. ”Nu går du i karbad – fordi det giver dig nydelse, og så læser jeg videre.”

Jeg smilede, rejste mig og gik ud på badeværelset, Ranka gør aldrig tingene halvt, og hvorfor udsætte til i morgen, hvad man kan gøre i dag?
Mens vandet løb, tænkte jeg over, hvad jeg dog skulle tage på. På Rankas nydelsesliste havde der blandt andet stået ”at have kjole på”. Normalt, når jeg gik ud, var det for at danse, og det foregik som regel i cowboybukser og t-shirt – i det hele taget har jeg altid haft en had-kærlighedsforhold til tøj. I virkeligheden elsker jeg lækkert tøj, men fordi jeg i mange år følte mig så utilpas i min krop og egentlig helst ville gemme den væk i tøj i stedet for at fremhæve den, har tøj aldrig haft den positive virkning på mig, som på mange andre. Dog havde jeg en fornemmelse af, at denne nydelsesekspedition nok krævede et andet outfit end t-shirt og cowboybukser.
Jeg gik ind i stuen, hvor Ranka var helt opslugt af at læse på sin computerskærm.
”Ranka, jeg ved altså ikke rigtig, hvad jeg skal tage på.”

”Bare rolig! Jeg finder noget til dig i dit skab”, sagde Ranka, som om hun allerede havde tænkt det igennem.

Jeg lod mig sænke ned i badekarrets varme vand og mærkede, at min krop begyndte at slappe af. Tankerne kredsede om det, vi havde talt om i løbet af eftermiddagen. Jeg legede honningkrukke et øjeblik. ”Det er mit ansvar at fylde min honningkrukke op”, tænkte jeg, ”når jeg føler mig opfyldt, så agerer jeg bedre i livet”. Det var i hvert fald rigtigt, at de gange hvor jeg har følt mig tom, er jeg nemmere blevet ked af det, skuffet eller usikker.
”Jeg er mere stabil og åben overfor livet, når jeg er fyldt op, og det stikmodsatte, når jeg er tom.”
Det føltes meget fornuftigt, men et øjeblik efter protesterede min hjerne:
”Jamen hvis du kun fylder dig selv op, hvad så med alle andre – det lyder totalt egoistisk!”
”Pointen er jo netop, at når jeg fylder mig selv op, så skal andre ikke gøre det for mig, de skal bare nyde duften af honning og måske spise lidt af mit overskud – det er da ikke egoistisk. Det er da netop egoistisk at forsøge at få nogen til at fylde honning i mig”, argumenterede den del af mig, som var blevet honningkrukkista.
Min hjerne prøvede med en lidt blødere facon: ”Lone, hvis du ikke er i stand til at lade din honningkrukke fylde op af andre, så oplever du jo slet ikke glæden ved medmenneskelig omsorg.”
Min indre honningkrukkista skar omgående igennem hjernens manipulationsforsøg: ”Det er jo ikke et spørgsmål om, at ENTEN fylder jeg selv honningkrukken op, ELLER også gør andre det for mig. Det er et spørgsmål om fordeling. Størstedelen af opfyldningen skal komme fra mig. Resten af nydelsen kommer spontant fra interaktion med andre mennesker. Min nydelse er mit ansvar – noget af den sørger jeg selv direkte for, andet beder jeg om – men det er jo også at tage ansvar, når man beder om det, man ønsker.”

Der var stille i min hjerne et øjeblik, så svarede den: ”Du bliver snart en indtørret rosin – op af vandet og smør dig ind i mandelolie … det føles rigtig dejligt.”
”Se, det var nogle tanker, man kunne bruge til noget”, svarede min indre honningkrukkista fornøjet.

Da jeg kom ind i stuen, var Ranka i gang med at finde tøj frem. ”Lone, vi bliver simpelthen nødt til at købe noget andet tøj til dig, noget som understreger din kvindelighed. Du har altså ikke et særligt stort udvalg – det meste er cowboybukser og t-shirts, men der er da en rød kjole her.”
”I’m a simple girl, jeg har det bedst i enkelt tøj. Kjolen er fra en salsaopvisning, hvor min salsapartner Niels nægtede at danse med mig, hvis jeg ikke tog en kjole på”, grinede jeg.
”Ja, og det er også helt fint, hvis du ikke kan lide kjoler, men jeg har altså på fornemmelsen, at du går glip af noget, som ville gøre dig rigtig glad, hvis du bare lige gav det en chance. Altså, det handler jo ikke om, at du skal iklæde dig verdens strammeste kjole og 13 cm stiletter, vel?” Hun tog mig om livet. ”Det handler bare om, at du folder din skønhed ud og beriger verden med den, og lidt påklædning, som understreger dine flotte former, vil gøre underværker for nydelsesekspeditionen.”
Jeg kiggede skælmsk på Ranka, ”mine flotte former”, gentog jeg og satte mig på sengen, ”jeg har det altså fint i t-shirt og cowboybukser, og er hele idéen ikke, at man skal nyde? Desuden er jeg altså slet ikke sikker på, at jeg overhovedet er i stand til at nyde noget eller noget som helst, hvis jeg skal sidde og føle mig mærkeligt tilpas.”
”Jamen hvorfor skulle du da føle sig mærkelig tilpas?”, Ranka satte sig ved siden af mig, ”du danser salsa som en drøm, du bevæger din krop fantastisk, og du har flot hud, flot hår, fyldige læber og er i det hele tage ret lækker – jeg vil gerne se, hvad det er, dit problem er, men jeg kan faktisk ikke se det”.
Pludselig blev jeg ked af det indeni.
”Er du sikker på, at det problem med tøj og din krop og dit udseende, at det egentlig stadigvæk er et problem?”, spurgte hun, ”altså jeg er med på, at det var sådan engang, men som dit liv er nu, er det så stadigvæk et problem?”
For mit indre blik farede en masse situationer, hvor tøj på en eller anden måde havde spillet en rolle forbi; jeg så mig selv som lille, hvor jeg havde stået og kigget på de andre piger, som sjippede. De havde alle sammen aftalt, at de skulle have tøj på med rødt i – jeg var ikke blevet spurgt og følelsen af være udenfor sank ind mellem mine celler. Nogle år senere i 6. klasse havde jeg fået en fantastisk smart cowboyskjorte med noget neonagtigt stof på, jeg følte mig totalt smart og tænkte, at den skjorte måtte da gøre, at jeg ville føle mig ligesom en af de andre. Men effekten udeblev, og skuffelsen var stor, jeg havde følt mig så smart, men det gik alligevel ikke. I starten af gymnasiet havde jeg prøvet at ligne de andre piger, uniformen var Harley Davidson gamacher, lang løsthængende skjorte og en lille halsklud. Jeg prøvede lidt de første måneder, men droppede det igen – jeg følte mig alt for uformlig og akavet, så jeg gav op. Min uniform blev cowboybukser og en løsthængende skovmandsskjorte.
Men inden under det var en af mine store drømme at iføre mig bukser med skjorten nede i bukserne og et bælte i taljen– men den drøm virkede uopnåelig, fordi jeg var så tyk, så den droppede jeg.
”Tingene er jo anderledes nu – og du er anderledes”, det var, som Ranka kunne læse mine tanker, eller måske havde hun selv oplevet, at noget, der engang var et problem, viste sig ikke længere at være det.

Det var som om ked-af-det-heden i min krop pludselig lettede lige så hurtigt, som den var kommet.
Ranka havde jo ret, tingene var anderledes nu, der var jo også en gang hvor jeg ikke kunne fordrage gedeost, men det elskede jeg jo nu. Og hvis en mere feminin tøjstil nu kunne have en eller anden form for gavnlig effekt på mig, så hvorfor ikke?

”You’re right”, sagde jeg, ”på med kjolen”.
Ranka smilede, “that’s my girl. Har du nogen nylonstrømper?”
Et øjeblik senere stod jeg foran spejlet og lagde mascara på – heller ikke noget jeg gjorde til daglig, men nu skulle det være. Ranka var gået ned til Magasin for at købe nylonstrømper. Jeg tænkte på min kære veninde, Christina, som nærer stor kærlighed til makeup. Engang har hun sagt: ”Jeg elsker makeup, fordi det fremhæver min skønhed.” Dengang hun sagde det, forstod jeg det ikke helt, for hvis hun var skøn, så hvorfor bruge makeup – men hun sagde jo, at det fremhævede. Jeg kunne mærke, at det med at fremhæve sin skønhed ikke var naturligt for mig, faktisk skurrede det i mine ører.
Hoveddøren smækkede, og Ranka kom tilbage med nylonstrømper.
”Ranka, hvad er din holdning til makeup?”, spurgte jeg.
”Hmm, det er praktisk til at dække sorte rande under øjnene med”, hun satte sig på kanten af badekarret. ”Og så tror jeg, at det for mig er en del af et ritual, som handler om at give mig selv kærlighed ved at gøre mig selv så smuk som muligt. Men jeg kan sagtens føle mig smuk uden – det er lidt i perioder og efter humør. Man kan vel kalde det et slags redskab, som jeg indimellem vælger at bruge på forskellig måde. Hvad med dig?”
Jeg tænkte lidt, ”jeg er ambivalent, fordi i gymnasiet oplevede jeg, at der var mange piger, som brugte meget energi på at få et perfekt udseende og alligevel beklagede de sig hele tiden over det. Jeg syntes, det var totalt åndssvagt, og at de var dumme og overfladiske, men det var i virkeligheden, fordi jeg var lidt jaloux, fordi de kunne finde ud af det. På en eller anden sær måde fik jeg sat lighedstegn mellem ”dum og overfladisk” og ”interesseret i sit udseende” – men det nok mest en forsvarsmekanisme, fordi det virkede uopnåeligt for mig og så var det nemmere, hvis jeg fik overbevist mig selv om, at det i virkeligheden ikke var værd at stræbe efter.”
”Det lyder, som om det er i kategorien af problemer, som engang var, men som egentlig ikke er mere”, sagde Ranka.
”Ja, men det giver nu stadig ingen mening for mig, at iføre sig så meget makeup, at man er uigenkendelig – det er der jo nogen, der gør. Eller den slags kvinder, som ikke vil gå til bageren søndag morgen uden makeup – altså, det er da vildt ærgerligt og totalt spild af energi.”
Jeg var færdig med mascarapålægningen og satte mig på toiletsædet
”Lone, nu er du generaliserende og fordømmende”, sagde Ranka, ”for det første er der mange måder at bruge makeup på. Du bestemmer selv, hvor meget eller hvor lidt. For det andet, så kan du altså ikke tillade dig at dømme andre menneskers brug af det værktøj, som makeup er. Bare hold dig til dig selv og beslut, hvordan du vil bruge det, hvis du altså vil.”
Hun havde jo ret, så jeg nikkede, ”jeg er klar til at gå om ti minutter”.
”Læbestiften mangler. Jeg har en med i tasken, som du kan låne”, sagde hun.
Jeg smilede, man kender vel sine veninder.
Ranka havde ikke brug for at skifte tøj, hun så som altid super lækker ud i tætsiddende lang nederdel og bluse, selvom hun bare kom forbi en eftermiddag for at sidde på mit stuegulv og udforske nydelsesteorier.

Jeg iførte mig den røde kjole, de nyindkøbte nylonstrømper og sko, håret lod jeg hænge løst. Ranka stoppede et par sider notater i sin taske, vi tog frakker på, og så var det afgang.

Vi cyklede ned ad Store Kongensgade med kurs mod Café Ketchup. Vinden blæste i håret og mærkedes lidt kold mod benene.
”Vores formål”, erklærede Ranka med højtidelig stemme, ”er for det første at rose så mange mænd som muligt, for det andet at sidde og vibrere som velduftende, saftige honningkrukker, der flyder over af sødt, nærende honning”.
”Rose mænd?”, spurgte jeg.
”Ja. Vi skal rose dem spontant og rose dem, når de gør noget, vi beder dem om”, sagde hun
”Vi skal altså efterlade alle mænd en lille smule dejligere, end vi modtog dem?”, spurgte jeg.
”Præcis! Og måden at føle sig som en honningkrukke på er at sidde og tænke nydelsesfulde tanker – altså de virkelig saftige nydelsesfulde, mere kødfulde end bare at ligge alene i karbad”, Ranka grinede frækt til mig.
”I get it”, grinede jeg.

 

Vi trådte ind ad døren på Café Ketchup og fik anvist et bord.
”Tusind tak skal du have, det bord, du har valgt til os, er perfekt.” Ranka smilede til tjeneren, og jeg kunne se på hendes smil til ham, at hun absolut tænkte nydelsesfulde tanker. Han så lidt perpleks ud – om det skyldtes, at han i virkeligheden var clairvoyant og kunne læse hendes nydelsesfulde tanker, eller om det var fordi, han fik skudt i skoene, at han ligefrem havde valgt et bord til os i stedet for bare at henvise os til det, som nu var ledigt, kan jeg ikke svare på. Men effekten udeblev ikke.
”Ærhm, jamen velbekomme”, sagde han, ”jeg håber, I får en god aften”.
”Tak skal du have. Vi er nemme at gøre glade”, sagde min indre honningkrukista.
Jeg kunne se, at Ranka undertrykte et grin.
Vi satte os ned og kiggede rundt, der var halvt fyldt i restauranten, gæsterne var velklædte, nogen var dresset up, mens andre var mere afslappet klædt. Det var sådan et sted, som jeg for nogle år siden ville have følt mig utilpas og malplaceret – formentlig var jeg slet ikke gået derind. Jeg følte mig ikke utilpas sådanne steder mere, men jeg kunne mærke en vis fremmedartethed frembragt af den røde kjole, de høje hæle og læbestiften. Ingen andre ville lægge mærke til noget som helst fremmed, for jeg passede perfekt ind i scenariet. Fremmedartetheden havde til huse inde i mig.

”Vil I starte med noget at drikke?”, spørgsmålet kom fra en ung, høj jysk fyr med et sødt ansigt og brunt hår.
Ranka kiggede op på ham med et overordentligt nydelsesfuldt udtryk i øjnene, ”jeg kan godt lide noget, som er lidt sødt, friskt og med et lille stykke frugt i. Kan du finde på noget?” Rankas brune øjne glimtede, og tjeneren var et øjeblik om at svare, ”erhm, det er ikke mig, som laver jeres drinks, men jeg skal nok sige det videre”. Han kiggede på mig.
”Jeg skal have en Earl Grey.”
”En kande the?”, han så spørgende på mig.
”Ja tak – og jeg vil gerne bede om et glas til theen i stedet for en kop.” Jeg smilede til ham og tænkte over alt det, som var lækkert ved ham, hans øjne, farven på hans hår, hans øjenbryn, brede skuldre, senede underarme og hans hænder.
Han gik af sted med vores bestilling, vi valgte maden, og så tog Ranka sine notater op af tasken.
”Grundlæggede set vil mænd gerne gøre kvinder glade, men det er de færreste kvinder, som har forstået det”, Ranka læste op fra sine notater og fortsatte, ”når kvinder fortæller mænd, hvad de ønsker, så har mændene en chance for at opfylde kvinderne ønske”.
Det skurrede i mine ører.
”Jamen er det ikke bare total udnyttelse af mænd?”, spurgte jeg Ranka.
”Nej, for hvis det er rigtigt, at mænd dybest set bare gerne vil gøre deres kvinde glad, så er den nemmeste måde at gøre en mand glad på at fortælle ham, hvad man gerne vil.”
Den tankegang var altså svær for mig at følge, jeg sukkede, ”jamen, er det nu også rigtigt?”
”Altså, konklusionen er jo sådan set bare, at mænd bliver glade af at gøre kvinder glade”, sagde Ranka.
Hun så tænksom ud, ”om det er rigtigt, ved jeg ikke, men det er da værd at undersøge”.

Tjeneren kom tilbage med min the og et glas.
”Bartenderen var ikke helt sikker på, hvad ’sødt og friskt’ betød, så han bad mig om at få lidt mere forklaring.”
”Det er helt i orden”, sagde Ranka, ”hvor er det dejligt, at I bruger så meget energi på at give mig en god drink. Jeg går op og taler med ham.” Ranka rejste sig og gik op i baren.

”Det, jeg godt kunne tænke mig, at du gjorde for mig”, sagde jeg og kiggede lige op i hans brune øjne, mens jeg holdt fast i min nydelsestankeboble, ”er at skaffe mig noget kold mælk til min the”. Jeg skruede endnu mere op for indholdet i nydelsestankeboblen. ”Det ville gøre mig virkelig glad”, sagde jeg og sendte ham mit allermest forførende smil.
”Det sørger jeg for”, sagde tjeneren og så lidt forbavset ud, måske undrede han sig over, at tanken om kold mælk i theen kunne afstedkomme så stor glæde hos mig, ”jeg henter det nu”.

Mine øjne scannede lokalet, og jeg smilede til en smuk, lyshåret kvinde, som sad over for en mørkhåret mand i striktrøje. Kvinden havde tydeligvis gjort noget ud af sig selv, hun var iført sort stramtsiddende top og havde flotte røde negle. Hun smilede, lagde hovedet på skrå, og lænede sig frem mod manden, som sad over for hende. Hun rullede en tot hår rundt om pegefingeren og lod den anden hånds fingre køre op og ned langs vinglassets stilk.
”De må være på date”, tænkte jeg og fangede hendes blik. Jeg smilede til hende og forestillede mig hendes røde negle glide ned af striktrøjens ryg – altså minus striktrøje – og forestillede mig, hvordan han senere ville løfte hende op og påføre hende al den nydelse, hun kunne drømme om.
”Go girl”, teleparterede jeg til hende. ”Du er en fantastisk kvinde, og han er superheldig at være ude med dig.”
Jeg ved ikke, om hun opfangede min telepatiske besked, men hun smilede tilbage og blev igen opslugt i striktrøjen.

Ved et andet bord sad fire unge fyre, snakken flød mellem de tre, men den ene så ud, som om han var lidt udenfor. ”Måske kendte han dem ikke så godt, eller var han mon ked af et eller andet?” Jeg sendte ham et lille smil med munden og et stort med øjnene.
Han kiggede væk og pillede lidt ved kraven på sin blåternede skjorte.
”Nå, can’t win ’em all”, tænkte jeg.
Men da kiggede han tilbage og trak han lidt i mundvigene, uden at det rigtig kunne blive til et smil.

Ranka kom tilbage med en drink i hånden og så meget veltilfreds ud. ”Jeg fik den præcis, som jeg ville have den”, strålede hun, ”og vi fik os en fantastisk delerunde om forholdet mellem mænd og kvinder. Jeg spurgte ham, hvad han syntes, der var mest besværligt i forhold til kvinder.”
”Hvad sagde han?” spurgte jeg nysgerrigt.
”At vi tror, de kan læse tanker”, grinede hun, ”han sagde, det ville være meget nemmere, hvis kvinder bad om det, de ville have, i stedet for at forvente, at mænd skulle kunne gætte sig til det. Måske er det der med mænd og kvinder slet ikke så indviklet, måske er der bare nogle få ting, man skal vide, og så kører det.”
Jeg rejste mig for at gå på toilettet. På vej ned af trappen så jeg mit eget spejlbillede i spejlvæggen. Først genkendte jeg ikke mig selv, men et splitsekund senere kom jeg i tanke om, at jeg jo var iklædt noget helt andet tøj end sædvanligt, og at hende i spejlet var mig. Det virkede lidt uvirkeligt, ”tænk at tøj kan gøre så meget”. På det sidste trin på trappen stod en fyr i kokkeuniform og snakkede med en tjener.
”D’herrer, jeg glider lige imellem jeres brede skuldre”, sagde jeg og smilede til dem begge to. Jeg sendte dem alle de nydelsesfulde tanker, jeg kunne tænke. Jeg kunne mærke deres øjne i ryggen, da jeg gik over gulvet og ind på toilettet. ”Åh”, tænkte jeg, da jeg satte mig på brættet, ”det er både skægt og skræmmende på samme tid”.
Da jeg kom ud og skulle op ad trappen, stod de der stadigvæk, denne gang gjorde de automatisk plads.
”Flot skæg, det klæder dig”, sagde jeg til kokkeuniformen.
Jeg fortsatte op ad trappen uden at vente på svar.

Vores brunhårede tjener kom med maden.
”Du har flotte hænder, de ser stærke ud”, sagde jeg, da han satte min tallerken.
”Guud ja, det har du da ret i”, sagde Ranka samstemmende.
Vi kiggede op på tjeneren, og han brød ud i et stort smil. ”Altså, man får helt vildt meget selvtillid af at komme ned til jer to.”
Ranka og jeg smilede til hinanden. Hvis dette havde været en tegneserie, havde der været en fællestankeboble, hvor der ville stå ”Mission accomplished”. Vi var på en mission, og det var startet rigtig godt. Jeg kunne næsten dufte honningen.

Vi spiste i tavshed og koncentrerede os om at være honningkrukker med det enkle formål at sprede honningduft og honningsødme ud i lokalet. Det var, som om Ranka og jeg sad og forstærkede hinandens energi, og jeg følte en fornemmelse brede sig i min krop, som bedst kan sammenlignes med at være vildt forelsket, men jeg var jo ikke forelsket i nogen – eller måske var jeg i virkeligheden forelsket i alle. Det føltes sådan.

Den brunhårede tjener kom ned for at tage vores tallerkener, da vi var færdige.
”Smagte det?”, spurgte han.
”Du må sige til køkkenet, at det var perfekt, og at deres mad har gjort to kvinder glade og mætte”, sagde Ranka.
”He he, det skal jeg sige videre”, øffede han og gik mod køkkenet.

Jeg kiggede over på den lyshårede kvinde med den stramme, sorte bluse, og i det øjeblik lagde hun hånden ”tilfældigt” på striktrøjens arm. Joh, honningen flød derovre. Ovre hos de fire fyre sad den ham med den blåternede skjorte og skubbede maden lidt rundt på sin tallerken. Jeg forestillede mig en sky af nydelsesfuld kærlighed indhylle ham og opløse det, som gjorde, at han så trist ud. Han drak af sit vinglas, og da han lagde hovedet tilbage, mødtes vore øjne. ”Alting løser sig”, tænkte jeg til ham og smilede.

Pludselig stod kokkeuniformen med skægget fra trappen ved vores bord med to menukort under armen.
”Næ, goddag igen”, sagde jeg.
Ranka kiggede spørgende på mig.
Jeg nåede ikke at sige noget, før kokkeuniformen talte: ”Jeg vil gerne lave noget dessert til jer, hvad kunne I tænke jer?” Han rakte os hver et dessertkort og holdt mit blik så længe, at jeg måtte slå øjnene ned. ”Hm, beaten in my own game.” Jeg smilede for mig selv, han skulle bare vide, at vi slet ikke var ude at hygge os i traditionel forstand, men at vi var kvinder på nydelsesekspedition.

Jeg kiggede på kortet, det hele så lækkert ud. ”Når det nu er dig, som skal lave det”, smilede jeg og tænkte mange nydelsesfulde tanker om hans skægstubbebeklædte kæbe, ”kan det så lade sig gøre at få en desserttallerken med lidt forskelligt?”
”Selvfølgelig kan det det”, han rettede sig op, ”det er mig, der er køkkenchef, så jeg bestemmer”.
”Det lyder lovende”, smilede jeg.
Ranka nikkede samstemmende, ”absolut, og jeg tager en crème brûlée”.

Køkkenchefen gik tilbage til sit køkken, Ranka tog min hånd, ”hey, hvor i alverden kom det fra?”, spurgte hun.
”Jamen jeg mødte ham på trappen tidligere og sagde bare, at han havde et flot skæg – jeg elsker jo det der skægstubbelook”.
”Så du sagde bare højt, hvad du i forvejen tænkte? Åh, Lone – han bliver glad, og vi bliver glade, det her er så genialt.”
Jeg lænede mig tilbage i stolen. Det havde virket. Vi havde formået at sende så mange oprigtige nydelsesfulde, kærlig honningkrukkevibrationer ud i lokalet – og placeret noget direkte hos nogen, og resultaterne havde vist sig i kraft af en glad bartender, en opløftet tjener og en køkkenchef med ekstra selvtillid.
”Gad vide, om det virkelig er rigtigt, at mænd er anlagt på den måde, at de gerne vil give, gerne behage, skaffe og gøre ting, der gør kvinder glade. Og hvis kvinders job i den forbindelse er at gøre det klokkeklart for mænd, hvad de ønsker, og så oprigtigt rose og takke, når det kommer, så er der da noget, jeg har misforstået indtil videre.”
Jeg vendte og drejede tankerne, og min indre betonfeminist kom omgående op med et ”kvinder skal sgu da være i stand til at ordne tingene selv”. Men så pludselig kom jeg i tanke om en hændelse hvor der var gået noget op for mig. Nogle år forinden havde jeg haft en rigtig god kæreste, Martin, som jeg holdt ekstremt meget af. Han var – og er – en god mand på alle tænkelig måder, og da vi en dag var i Brugsen for at købe ind, fik jeg et af de der AHA-øjeblikke, som er skelsættende i ens liv. Da vi havde puttet varerne op i poserne, hankede jeg op i to af poserne og skulle til at gå ud af butikken.  Martin kom gående bag efter med en bærepose og en pose toiletpapir. ”Hey, du, stop lige”, havde han sagt, og tog de to bæreposer ud af hånden på mig og stod så med to i den ene hånd og en i den anden. Jeg stod med toiletpapiret. ”Jamen det er da tungt”, sagde jeg.

”Ja, derfor skal du ikke bære det – det gør jeg”, sagde han og gik videre.
Jeg husker meget tydeligt, at jeg stod stille det øjeblik, det tog for 10-øren at falde: ”Så længe jeg altid er i stand til at købe det, der er i poserne og til at bære dem hjem – hvis Martin nu skulle gå hen og tabe armene eller lysten til at bære dem – så er det faktisk skønt at have en, som gerne vil bære tingene.”

Min tankerække blev afbrudt, da køkkenchefen satte tallerknerne på bordet. Og det var overvældende. Kokken havde simpelthen lavet små portioner af ALT, hvad de havde på dessertkortet til mig. Der var den lækreste mandelkage med et eller andet udsøgt, sødt, cremet halløj til. Der var chokolademousse i tre lag. Der var det skønneste frugt, en mini crème brûlée og en lille portion hjemmelavet is.
Rankas tallerken med creme brulée var også blevet udstyret med en masse ekstra frugt og is, kunne jeg se i forhold til de versioner, som var blevet serveret på andre borde.
Det var to tallerkner kæmpestor kærlighed, han kom med.
”Det er simpelthen spiselig kærlighed”, smilede jeg
”Du er fantastisk”, sagde Ranka med sine glimtende øjne
”Ja, når man er køkkenchef, så kan man jo gøre sådan nogle ting”, han smilede og så helt stolt ud. Jeg havde lyst til at hoppe op på stolen og give ham et stort kys på panden, men holdt mig – trods alt – i skindet.

Vi gik ombord i desserten. ”Måske er mænd lidt mere håndgribelige i deres tilgang til kærlighed og har brug for at manifestere den i en eller anden fysisk form – det være sig at bære poser eller lave dessert”, tænkte jeg.

Klokken nærmede sig 23.30, en dj begyndte at spille musik, og restauranten blev omdannet til bar. Vi fik regningen fra den brunhårede tjener, der figurerede ingen dessert. Jeg sendte et smil og et fingerkys til køkkenchefen, som stod i baren og ringede ordrer på råvarer ind til næste dag. Han smilede og gav et ryk med hovedet, som om kysset var landet på hans kind.
”Tusind tak for i aften, du har virkelig gjort vores aften rigtig, rigtig vellykket”, smilede Ranka tjeneren og tænkte utvivlsomt nydelsesfulde tanker.
Han smilede, ”i lige måde, der står en af de der drinks, du fik før, klar i baren. Og en hyldeblomst til dig”, tilføjede han henvendt til mig.
Ranka forklarede, ”da jeg var oppe og tale med bartenderen, kunne han ikke forstå, at du skulle have the, og jeg skulle have en drink, så måtte jeg jo forklare, at du ikke kan lide alkohol”.

 

Vi stillede os op i baren til de ventende glas. Ranka genoptog sin samtale med bartenderen, og jeg stod lidt og betragtede menneskene. ”Tænk, hvis alle havde et skilt, hvor der stod, hvad de var, og hvad de søgte”, tænkte jeg. Sådan i retning af: ”Jeg er gift på 4. år og er egentlig glad, jeg vil bare gerne flirtes lidt med”, eller ”selvom jeg ser godt ud, er jeg i virkeligheden usikker, og jeg vil bare gerne tale med nogen og føle mig godt tilpas med det”, eller ”min kæreste er lige gået fra mig, og jeg er bange for, at jeg aldrig møder nogen ny, så jeg vil rigtig gerne vises noget interesse”, eller ”jeg er smask forelsket, men vil gerne danse og grine”, eller sidst men ikke mindst ”jeg kunne godt stå og fylde dig med ævl hele natten, men jeg er egentlig kun interesseret i et knald”.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til helt at forstå, hvad det der med at stå i en bar går ud på; jeg har aldrig rigtig hverken gidet eller haft talent for at smalltalke, og når musikken spiller, så vil jeg i grunden helst danse. Men jeg var jo i kjole, og at danse salsa i kjole er fint, men at danse til Blackstreets ’No diggity’ i kjole, det duer altså ikke rigtig for mig – men det kan vel læres, hvis det er vigtigt nok.
Jeg kunne mærke, at min energi dalede, så jeg gik på toilettet for lige at votere med mig selv, om jeg skulle blive eller gå. Aftenen havde allerede været særdeles vellykket, og det er jo altid en god idé at slutte på toppen.

På vej på toilettet passerede jeg bordet med de fire fyre, pludselig bevægede mine fødder sig hen til bordet, og jeg satte mig på hug for bordenden, hvor den blåternede skjorte sad. ”I må undskylde, at jeg bryder ind”, smilede jeg, ”men jeg har siddet og kigget på jeres kammerat her hele aftenen, og jeg må simpelthen bare sige, at den kvinde, som enten har ham, eller som får ham, er virkelig, virkelig heldig. Han ser ud til at være den perfekte kombination af styrke og blidhed.” De fire fyre kiggede på mig uden at sige noget. ”Det er så lækkert, når mænd formår at udstråle maskulinitet og varme, uden at der går hønsestrik og blød mand i den”. Jeg rejste mig, ”det har jeg tænkt, så det måtte jeg bare lige have sagt”.
Da jeg vendte ryggen til og gik mod toilettet, hørte jeg et ”Hva’ var det, hun sagde?”, bag mig.

Jeg gik ned på toilettet, mit energiniveau var steget flere grader.
Der var kø på toilettet, så jeg tilbragte tiden med at betragte mine med-tissetrængende. To kvinder var fordybet i en samtale, som handlede om at fortolke, hvorvidt ordlyden på en sms-besked skulle læses som, ”Lad os ses snart igen” eller ”lad os ses engang inden for det næste årti”.
”Gad vide, om mænd bruger lige så lang tid på at analysere kvinder, som kvinder bruger på at analysere mænd.” Jeg svarede selv nej, inden jeg havde tænkt tanken til ende. Jeg kom i tanke om nogle af de notater, som Ranka havde læst op tidligere på dagen. Der havde stået noget i retning af, at kvinder har tendens til at lade deres humør og følelsesmæssige stabilitet afhænge af, hvordan en mand reagerer – eller ikke reagerer i højere grad, end mænd gør det. Mon ikke en mand ville læse en sms og tænke, at enten ringer hun, eller også gør hun ikke, i stedet for at bruge energi på at analyse ordlyden, tidspunktet den blev sendt osv. ”Måske skal man bare tage lidt mere let på tingene, droppe analyserne og spørge, hvis der er noget, man gerne vil vide og fortælle, hvad man gerne vil”, tænkte jeg og gik ind, da toilettet endeligt blev ledigt.

Jeg gik tilbage i baren og så Ranka i fuld samtale med tre fyre, honningkrukkemetaforen viste virkelig sin berettigelse her; det var en ren fornøjelse at være vidne til, hvordan energi, smil og latter flød mellem de fire. Jeg stillede mig hen ved siden af hende og blev introduceret. Samtalen var en blanding af jokes, som nok især er sjove, når man har en vis promille, meningsudvekslinger, som ikke gjorde nogen klogere, men det var sjovt, let og en ny oplevelse for mig. Jeg overvejede at bevæge mig ud på min hjemmebane – dansegulvet, men kjolen og missionen holdt mig til baren, og jeg bød ind i samtalen, så godt jeg nu kunne.

Ranka gik ud for at danse med en af fyrene, og de to tilbageværende faldt i indbyrdes snak. ”En bar er altså ikke mit rette element”, tænkte jeg, men bestilte alligevel en hyldeblomst mere. Jeg lod blikket scanne rummet, på dansegulvet stod striktrøjen og den lyshårede kvinde i tæt omfavnelse og rokkede, selv om musikkens rytme var hurtig. Jeg smilede ved mig selv, det er dejligt at være tilskuer til andres kærlighed.

Jeg rettede øjnene mod udgangen og tænkte, at inden for tyve minutter ville jeg være klar til afgang, men i det samme trådte en høj, flot, bredskuldret mand ind ad døren, han var skaldet og havde en lang, mørk frakke på. ”Hmm, hvis han løftede mig op, så ville jeg få en fantastisk udsigt”, tænkte jeg. Jeg ved godt, at det er ret primitivt, men jeg har jo altså en svaghed for høje, skaldede mænd, der ser stærke ud. Nu har jeg erfaret alt det der om, at det ikke er udseendet, det kommer an på, og at styrke er andet end antal bænkpressede kilo, men der går en eller anden primalkraft i gang i mig ved synet af sådan en mand.
Han var i selskab med en kammerat, og de tog plads i baren. Jeg betragtede, hvordan han scannede lokalet, og bemærkede også, at jeg bestemt ikke var den eneste kvinde, som havde registreret hans entré. Måske kunne ham mærke, at jeg kiggede på ham, for vores blikke mødtes, og jeg blev helt perpleks og sikkert lidt rød i hovedet, og jeg kiggede væk.
Det kan godt være, at mange af mine celler virkelig var med på det her med at sprede nydelse, at overøse mænd med komplimenter, og lade dem vokse, men det er med mænd, som jeg ikke har nogen videre interesse i. Har han potentiale til et eller andet, se så er jeg pludselig ikke så spontan og overøsende, så bliver jeg lidt selvbevidst og lidt genert – men måske kan det aflæres med tiden eller med øvelse.

 

Pludselig lå der en skjortebeklædt arm, der virkede bekendt, på bardisken ved siden af mig. Armen tilhørte den blåternede skjorte, og jeg blev helt lettet over at blive bragt ud af min perpleksitet.
”Hej, hvor hyggeligt”, sagde jeg, som om vi var gamle venner.
Han så lidt betuttet på mig og trak vejret, som om han skulle sige noget svært. ”Er der noget, du gerne vil sige”, spurgte jeg.

”Ja, det er der faktisk”, sagde han og strøg sig over håret, ”altså, jeg forstår sgu ikke helt det der med blød mand og stærk og blid og det der, du sagde”.
”Åh, fuck”, tænkte jeg, ”hvad var det nu, jeg sagde”.
”Erhm, hvad mener du helt præcis?” Jeg måtte prøve at vinde lidt tid og få ham til at tale.
”Jo, altså min kæreste, øh ekskæreste er det vel nu, har lige slået op med mig, fordi hun synes, at jeg er for sød.”
”For sød?”, spurgte jeg.
”Ja, og jeg forstår simpelthen ikke, hvad hun mener – mennesker kan sgu da ikke være for søde ved hinanden. Altså vil hun have et dumt svin eller hvad?” Han så på mig og forventede helt klart et svar.
”Tja, det ved jeg ikke, kvinder er jo forskellige, gav hun ikke nogen yderligere forklaring?”
”Næ, ikke andet end at jeg var for sød, og hun savnede spænding.” Han så helt fortabt ud.
Jeg tog en tår af min hyldeblomst.
”Ved du hvad”, sagde jeg og kiggede ham lige ind i øjnene og håbede, at der ville komme en forklaring ud af munden på mig, som han kunne bruge til et eller andet.
”Nogle kvinder trives med drama, usikkerhed, tvivl og med en nagende frygt om, at lige om lidt enten skrider fyren, knalder deres veninde eller forsvinder fra jordens overflade i to uger.” Han kiggede mistroisk på mig. ”Hvis du spurgte dem, om de elsker den for form for forhold, ville de selvfølgelig sige nej, men faktum er, at de alligevel søger det. Det er som om, at det indre postyr, som den slags forhold giver, på en eller anden måde skal være en del af deres liv for at alt føles normalt. Det lyder totalt skørt, men forestil dig, at det er lidt ligesom, hvis du har vænnet dig til at køre rigtig, rigtig meget og længe i rutsjebanen i Tivoli, så har du konstant kvalme – enten fordi du sidder i rutsjebanen, eller fordi du lige er kommet ud efter en tur. Så snart kvalmen begynder at forsvinde, og der kommer ro i din krop, så føles det mærkeligt, fordi du jo er blevet vant til at leve med kvalmefornemmelsen. Og i stedet for at forholde dig i ro, så kvalmen kan forsvinde, og du kan gå videre og nyde Tivoli, så tager du lige en tur mere i dødsrutsjebanen for at få kvalmen tilbage. Så er alt, som det plejer at være: Du sidder og skriger i rutsjebanen, det er måske også lidt sjovt og spændende, men mest kvalmende, og bagefter går du rundt og holder dig på maven og har det forfærdeligt.”

”Er du sikker på det?”, spurgte han.
”Ja”, sagde jeg, ”er der ingen af dine drengevenner, som har tendens til at finde den ene dramapige efter den anden. Samme historie, samme ting der går galt, men pigen hedder noget andet.”
Jeg kunne se, han tænkte, ”Joo, jeg kan godt se, hvad du mener. Nogle gange er det jo lettere at se hos andre.”
”Tror du ikke, at du er løbet ind i en af den slags piger, som på en bizar måde er mest vant til mænd, som er nogle banditter. Og måske har du lige mødt hende efter, at hun har haft fat i en bandit, og så har hun trængt til lidt ro og måske oven i købet blevet overrasket over, hvordan mænd også kan være. Men fordi hun er vant til det andet, og det – ironisk nok – er det, som er trygt for hende, selv om det jo er utrygt, så føles roen og pålideligheden underlig, og så kalder hun det for ‘kedeligt’.”
Han så helt oplivet ud. ”Det kan sgu’ da egentlig godt være, du har ret. Tak for sludderen, det var fandme hyggeligt”, denne gang dannede hans mundvige et rigtigt smil, og han gik.

I mellemtiden var Ranka kommet tilbage fra dansegulvet.
”Hva’ så. Hygger du?”, smilede hun.
”Ja, det må man sige, men jeg er også ved at være klar til at tage hjem”, svarede jeg.
”Tja, det er jeg egentlig også … hov! Har du set den fyr, der sidder henne i den anden ende?”
”Oh yes, det har jeg skam.”.
”Han er lige din type”, grinede hun. ”Go for it, Lonepige.”
Det skal her indskydes, at Ranka har en kæreste, så hun var noget mere fri i sin udsendelse af kærlighed, nydelse og honningvibrationer, da der ikke var noget længere perspektiv end at have en helt igennem fantastisk aften og så gå hjem til sin kæreste og lade ham nyde godt af honningkrukkeoverskuddet.
Når man er single, er situationen jo en smule anderledes. Aftenen har potentielt flere forskellige slutninger, og den uvished kan jo enten give anledning til forventningens glæde eller lidt usikkerhed – sidstnævnte hos mig.

”Lone, ham må du snakke med, han er lige dig. Kom, vi prøver stråleøvelsen.”
”Jamen Ranka, jeg er træt, og han er alt for lækker til mig.”
”Lone”, Ranka så alvorligt på mig, ”du kan ikke være træt nu, han er perfekt til øvelsen. Jeg ved, at du synes, han er toplækker, og vi har ikke afprøvet stråleøvelsen endnu – husk, at vi er på en ekspedition, og vi skal have nogen resultater med hjem.”

Jeg opgav at argumentere og prøvede at koncentrere mig om at stråle hen i hans retning. Jeg visualiserede varme, honningkrukkevibrationer og sendte alverdens nydelsesfulde tanker i mod ham. Ikke noget med at stirre på ham, men naturligvis se helt tilfældigt i hans retning indimellem og ellers bare stråle og stråle og stråle. Indimellem røg jeg ud af øvelsen, fordi jeg begyndte at tænke, at jeg da ikke ville have en chance med så lækker en mand som ham.
Jeg stod lidt i min egen verden og prøvede at koncentrere mig om ikke at tænke, men at stråle i stedet for.
Pludselig hørte jeg Rankas stemme: ”Hey, hej, du, kom liiige herover.” Jeg vendte mig og så, at den lækre mands kammerat var standset op foran Ranka, han var vej tilbage fra toilettet.
”Øh, ja?”, sagde kammeraten lidt spørgende.
”Altså”, sagde Ranka, ”jeg kan se, at du står derhenne med din kammerat, og min veninde og jeg står her. Kunne I ikke tænke jer at komme herover og snakke med os?”
Jeg var ved at gå i gulvet! I mine ører lød det mere som et retorisk spørgsmål end som et reelt spørgsmål. Om kammeraten opfattede det på nogenlunde samme måde, ved jeg ikke, men han svarede (lidt tøvende) ”øh, jooh, det kan vi vel godt” og kom hen til os.

”Ranka! Du er ikke rigtig klog”, sagde jeg og spilede øjnene op.
”Lone”, sagde hun og efterlignede mine opspilede øjne, ”vi er ude og øve os i at elske mænd. Og nu har jeg lige sørget for, at de to mænd får os to at tale med.”
”Fandens også, at jeg ikke drikker”, tænkte jeg, ”dette øjeblik er velegnet til at blive skyllet ned med et eller andet, der giver hurtige promiller.
”He he, de kommer”, jublede Ranka.
”GREAT, hvad skal vi tale om?”, sagde jeg ironisk.
”Hold nu op”, affærdigede hun mig, ”det bliver super hyggeligt”.

Den lækre mand og kammeraten kom, og Ranka var perfekt værtinde på vores 40 cm i baren. På en eller anden snedig måde fik hun placeret os fire på en række. Kammeraten yderst, så Ranka, så mig og så den lækre mand. Ranka er den fødte smalltalker og indledte omgående en dyb samtale med kammeraten, så jeg var overladt til den lækre mand. ”Christ!”, tænkte jeg og kørte mit sugerør rundt mellem isklumperne i den æblejuice, jeg var slået over på. Selv om han sad ned, var han stadigvæk højere end mig, og han havde præcis den slags hænder, som jeg ville udstyre alle mænd med, hvis jeg var Gud.

”Hvad drikker du der?”, spurgte han.
”Æblejuice”, svarede jeg og kiggede hurtigt på ham.
”Æblejuice med hvad? Vodka?”
”Erh, næ, med is – og sugerør”, grinede jeg, denne slags samtale havde jeg haft før.
”Skal du ikke have noget ordentlig at drikke?” spurgte han lidt undersøgende.
”For mig er det her noget ordentligt at drikke.”
”Er du religiøs?”, spurgte han.
”Religiøs?”
”Ja, du ser ikke gravid ud – men derfor kan du selvfølgelig godt være det. Men altså siden du ikke drikker, mener jeg.”
”Nej, jeg er hverken religiøs eller gravid, drikker bare ikke alkohol.”
Han kiggede lidt på mig. ”Det må sgu da være kedeligt.”
”Kedeligt?”
”Ja, når alle andre er småfulde, så står du bare der og er ædru og kan høre, hvor dumme alle i virkeligheden er at høre på. Det kan da ikke være så sjovt.”
”Det har du selvfølgelig ret i, men jeg plejer heller aldrig at stå i en bar sådan her. Normalt ville jeg være ude at danse, og så taler jeg jo ikke med nogen”
”Og hvorfor gør du så ikke det i aften?”, spurgte han.
”Jamen det er fordi, at Ranka og jeg er faldet over nogle teorier om nydelse, og i virkeligheden er vi ude for at eksperimentere.”
Den lækre mand kiggede på mig og begyndte at grine, ”hvad er det for nogen teorier, og hvad er det, I eksperimenterer med?”
”Jo, nu skal du høre”, begyndte jeg og glemte alt som at stråle og om, hvorvidt længden af tommeltotten er proportionel med andre mere vitale dele af kroppen. ”Der er en kvinde i USA, som hedder Mama Gena, og hun – og sikkert også andre – har en teori om, at det, der er galt i verden, er, at kvinder har for lidt nydelse. I stedet for at sørge for, at deres kvinde nyder, så suser mænd rundt og overfalder hinanden og laver krige. Hvis de bare fokuserede på at gøre deres kvinder glade, så ville verden se ganske anderledes ud.”
”Så mænd er bare nogle idioter?”, brød den lækre mand ind.
”Nej, nej”, sagde jeg, ”i virkeligheden er det kvinder, som har glemt, at de fleste mænd har det bedst, når de har en funktion at udfylde. Det er 100 % kvindernes ansvar at sørge for, at deres mand – eller mænd – får at vide præcis, hvad der skal til, for at de blive lykkelige. Hun mener, at det, som i virkeligheden tilfredsstiller mænd i det lange løb, er at gøre deres kvinde glad og lykkelig.”

”Jeg synes, det lyder som om, at du bomber kvinderne tilbage til stenalderen, og at de bare skal sørge for at have sig en mand, som kan hoppe og springe for dem.” Han løftede øjenbrynene og kiggede på mig.

”Ja, det kan godt misforstås sådan, men det forholder sig faktisk helt anderledes. Kvinder skal naturligvis være fysisk stærke nok til at bære deres indkøbsposer selv og økonomisk uafhængige så de selv kan betale for indholdet. Men har du ikke bemærket, at mange kvinder ikke beder om det, de gerne vil have? Og når de endelig gør det, så er det enten for sent, eller de er blevet mavesure over, at deres mand ikke har kunnet læse deres tanker.”

Jeg fortsatte, ”og du skal jo huske på, at kvindernes opgave er oprigtigt at elske og rose deres mand, og de skal give udtryk for det – ikke bare tænke det. Noget af det, som folk løber sur i, når de har været sammen noget tid, er netop det at vise hinanden taknemmelighed og opmærksomhed. Og på mere uforpligtende basis så er det simpelthen bare dejligt, når en mand åbner døren for en kvinde, lader hende træde først ind ad døren – det er en god olie i hverdagens maskineri. Og jeg tror faktisk, at mange savner det.”

”Ja, du tror i hvert fald selv på det, kan jeg høre.”
Han var ikke helt tilhænger af idéen, kunne jeg se, men måske forklarede jeg det bare ikke godt nok. Jeg kunne jo se på vores lille ekspedition, hvordan jeg selv blev i godt humør af at værdsætte mændene omkring mig og give udtryk for det. Jeg fandt ud af, hvor dejligt det var at give nogen chancen for på en meget enkel måde at gøre min dag bedre, som da jeg bad tjeneren give mig kold mælk til theen i stedet for varm mælk.

Jeg tænkte, at et emneskift var på sin plads.

”Hvad laver du til daglig, når du ikke sidder her og får brandtaler?”, spurgte jeg.
Han fortalte, at han var salgschef med ansvar for de nordiske lande i et stort computerfirma.
”Men hvis jeg vandt i Lotto, ville jeg sige op i morgen og blive møbelsnedker”, sagde han med et suk.
”Møbelsnedker?”
”Ja – jeg elsker at bruge mine hænder. Du ved skabe noget rigtigt, som man kan tage og føle på, og noget som andre kan have glæde af.”
Jeg smilede for mig selv, ja, det kunne jeg skam sagtens forestille mig.
”Kan det ikke lade sig gøre at blive møbelsnedker, hvis det er det, du gerne vil?”, spurgte jeg.
”Tjoh, i teorien kunne det jo godt, men altså, jeg har jo ligesom fået kørt en bestemt livsstil op. Du ved skiferier, klatreferier, jeg elsker i det hele taget at rejse væk. Min lejlighed er super fed, og jeg elsker at komme hjem til den. Jeg har en fed bil – ja, det ville kræve, at jeg fik en anden livsstil.” Han løftede skuldrene og sukkede, ”men måske har jeg også bare den livsstil for at kunne holde mit job ud – en slags belønning eller kompensation.”
Han var stille et øjeblik, ”hold kæft, hvor jeg snakker”, sagde han, ”fortæl mig mere om dig selv, er du gift, har du børn, hvad arbejder du med, hvor bor du – du ved alt det der, folk altid snakker om, når de mødes.”
”Ikke gift, ikke børn, er selvstændig, bor ved Kastellet – hvad spørger folk ellers normalt om?”
”Vil du gerne have en familie en dag?”, spurgte han.

”Tja, både ja og nej”, sagde jeg. ”Jeg er ekstremt lidenskabeligt optaget af at bygge PowerPrinsesse.dk op, og det er ligesom det, jeg gerne vil bruge mit liv og mine timer på, i hvert fald som tingene er nu. Hvad med dig?”
Han smilede, ”jamen jeg vil vildt gerne have en kone og nogle børn. Ja, have sådan en kernefamilie – det lyder måske lidt kedeligt, men det vil jeg gerne. Jeg vil gerne give dem nogle gode ting og et godt liv og skabe en stabil og tryg base. Og så går det jo heller ikke at blive møbelsnedker, vel? Men vil du slet ikke have nogen børn?”

”Jeg har ikke behov for at få børn selv, men jeg vil gerne elske andres. Så på længere sigt kunne en mand, som i forvejen har børn, eller en som har det lige som mig, nok være en god løsning for mig. Det lyder måske lidt mærkeligt, men sådan som jeg har det nu, føler jeg faktisk, at jeg allerede er ved at give liv til mit PowerPrinsesse-projekt.”
Han kiggede indgående på mig, ”den har jeg sgu aldrig hørt før, du er da en spøjs en.”
”Erhm, er det en kompliment?”
”Det ved jeg faktisk ikke – det må du tage, som du vil. Og var det … Power Prinsesse, du sagde, hvad er det?”
Jeg tog en tår af min æblejuice og tænkte over, hvordan jeg skulle komme let hen over den historie, for jeg var ikke lige i hopla til en større udredning.
Jeg besluttede mig for at være total Ranka-agtig klar i min kommunikation, ”ved du hvad, jeg synes, at du skal gå hjem og kigge på min hjemmeside, og hvis der er noget, du gerne vil spørge mig om, så kan du jo sende en mail til mig og invitere mig på kaffe”. Uden at vente på svar snuppede jeg en kuglepen i baren og skrev www.powerprinsesse.dk på en serviet og gav ham den.

”Tak”, smilede han og puttede servietten i brystlommen, ”det vil jeg gøre”.
Og det gjorde han faktisk. Vi blev aldrig kærester, og jeg fik heller aldrig undersøgt, om mænd med store tommelfingre også har store lystorganer. Til gengæld fik jeg nogle super gode samtaler med ham, og jeg fik en ny indsigt, nemlig at jeg tænder på mænd med livsglæde. Ikke forstået på den måde at han skal gå rundt og juble 24-7. Men når mennesker bruger en masse tid og energi på noget, som i virkeligheden æder dem op, eller som de virkelig ikke trives i, så influerer det negativt på deres livsglæde. Og det gik op for mig, at livsglæde er et meget større afrodisiakum end store hænder. Og nu, hvor jeg gengiver historien til jer, går det op for mig, at den lækre mand måske ville have større chance for at finde moderen til hans børn, hvis han var møbelsnedker. For så var der chance for, at han ville stå glad ud af sengen og formodentlig være gladere for sin tilværelse, og det er ret nemt at tænde på en mand, som er glad for sit liv, ik?

 


Læs kapitel 15 på torsdag.

Få besked om foredrag & fester

* indicates required

/ ( dd / mm )

Markér alt hvad du vil have besked om:

Jeg er: