I morges vågnede jeg tiiidligt op og lavede juice … og gik så i seng igen 🙂
Min fantastiske assistent Claudia får i dag sat #indpåkarmakontoen i form af juice.
Det er altså virkelig smart at gøre noget for andre, som man selv har godt af, men ikke selv gider at gøre. Nu får Claudia jo absolut ingen juice ud af det, men det gør jeg; og selvom det står lysende klart for mig, hvor sært det lyder, så synes jeg stadigvæk, at det giver mening at dedikere en handling til et andet menneske.

Ganske som forfatteren Elizabeth Gilert gjorde i Eat, Pray, Love. Hvis du ikke har set filmen eller læst bogen (anbefaler begge dele, men vigtigst og mest nuanceret er bogen),så er her en kort forklaring:
Elizabeth befinder sig i en indisk ashram, hvor de vågner står op kl. 4 og sidder et par timer i fælles chanting af nogle sætninger på sanskrit (et dødt sprog som stort set ingen forstår – udover ordet ‘Namasté’, som nogen kender).
Det er tungt for hende at sidde på gulvet kl. før-fanden-får-sko-på og messe uforståelige ord.
En yngre indfødt kvinde står for at skulle giftes i bedste arrangerede ægteskabsstil med en kikset itingeniør, som dog passer til hendes astrologiske tegn. Hun er langt fra begejstret og føler, at ægteskabet er enden på hendes liv.

Elizabeth røres af hendes historie – og er i øvrigt selv i gang med at samle sine egne stumper op efter en grim skilsmisse – og beslutter sig for at dedikere morgenmesseriet til sin unge venindes lykke.

Jeg kan goddt lide den tanke, og derfor gik dagens juiceri, og opvask og dagens kommende glas juice til Claudias bedste, højeste, sjoveste og lykkeligste

Hvordan hun har hjulpet mig, kan du høre i videoen nedenfor – og så forstår du, hvorfor ovenstående citat er vigtigt.