I går aftes skulle jeg have været til middag i anledning af min ældste venindes polterabend. Vi har kendt hinanden siden børnehaveklassen, og selvom hun nu bor i et andet land, og vi har ret sporadisk kontakt, så har hun en stor og dyb plads i mit hjerte.
Nå, i aftes kom jeg ikke afsted, min krop var træt, træt, træt og oplevelsen af at have tåge i hjernen tvang mig til at melde afbud. Prøv lige at læse den formulering … nu har jeg jo bare skrevet præcis, som jeg føler, og det lyder, som om, at “jeg” intet valg har og bare er offer for min “krop”.
Og se, det er PRÆCIS det, som har – og som I kan høre – stadigvæk frustrerer mig allermest ved at være med følgerne af et stresskollaps: Oplevelsen af at være offer for sig selv.
Nu har jeg stort set fundet fred med situationen, fordi jeg mærker, at der er indtrådt en bedring – faktisk en stor bedring i forhold til for nogle måneder siden. Hey, jeg blogger og får tøj på hver dag :-).
Jeg ved også, at jeg nok skal komme til at arbejde igen – det bliver bare på en anden måde og slet, slet ikke så mange timer og i så højt tempo som i de foregående 12 år.
Når jeg lige sidder her og skriver lidt frit ud af mit hoved, så går det op for mig, at der er to ting, som virkelig er blevet tydelige:
1. Min glæde ved mennesker og store ønske – ja, det er nærmest et behov – for at skabe rammer, hvor folk trives og inspireres, kan kun virke, kan komme til at overskygge mit behov for ro, næring og afkobling.
2. Mit hoved er fyldt til randen med idéer, der – efter min egen mening 🙂 – kan gøre verden til et sjovere, bedre og lettere sted at være menneske i. Men mit hoved kan ikke ikke holde til at have alle kasketter på.
Nå, det var lige lidt om det …
Sandheden er jo, som min dejlige veninde, Sofie, siger: “Lone, du kører ikke længere så langt på en opladning – det gjorde du faktisk heller ikke før, dengang havde du bare evnen til at køre, selvom at tanken var tom. Det kan du ikke mere, og det er faktisk godt.”
Og. Hun. Har. Jo. Helt. Ret.
NÅ – men det var jo lys i cellerne, vi kom fra – så det vender vi tilbage til:
