En af de komplimenter, jeg oftest modtager, er, at mine negle er smukke – og det er rigtigt.
Men – se, der er ALTID et “men” – det har de ikke altid været. Indtil 14-års alderen bed jeg negle, well “gnavede” er nok i virkeligheden mere beskrivende. Mine forældre, bedsteforældre og jeg, naturligvis, prøvede ALT for at få mig til at holde op … men så en dag skete der noget, og jeg har aldrig bidt negle siden.

Har du en lignende historie om noget, der gennem lang tid synede uopnåeligt, men pludselig blev en del af dit liv, så fortæl fortæl fortæl i kommentarfeltet – så inspirerer du mig og de andre læsere.