Følg med på Facebook & Instagram:
Follow by Email
Facebook0
Facebook
YouTube0
YouTube
Instagram8k

find-a-place-inside-where-theres-joy-and-the-joy-will-burn-out-the-pain-joy-quotes

Kære Lone.

Først og fremmest: Hvor er det dejligt, at der er kommet gang i dine webinarer igen! Min situation med netforbindelse lige nu gør godt nok, at jeg ikke kan deltage, men jeg nyder til gengæld at se dem, når de lægges op bagefter. Så kan jeg jo også selv bestemme hvornår. 🙂

Jeg så lige den, der handlede om at give slip, og fornemmer lidt, at det er den røde tråd lige nu. Så der vil jeg godt være med! Jeg har nemlig en automat-tanke, som jeg har haft i alt for lang tid, og som jeg – og nogle af mine nærmeste – godt nok ofte godt kunne undvære. Den er noget så grimt som, at “verden ville være bedre uden mig”, og til tider mine nærmestes verden også.

Nu er det ikke sådan, at du skal være bange for at jeg er væk i morgen – for hvis jeg kunne dø af tanken, havde jeg nok været død allerede. Den er egentlig mest bare anstrengende at gå rundt med efterhånden. Jeg ved, at den ikke nødvendigvis er sand, men den har det ikke desto mindre med at være stærk, når den har sit greb i mig. Således er det også sjældent, at folk siger, at de “altså holder af mig”, uden at det næsten lyder helt bebrejdende samtidig. Jeg opfører mig jo som om, at jeg ikke tror på det, og det har jeg ærligt indrømmet også nogle gange svært ved.

Det kunne jeg godt tænke mig at have lidt nemmere ved at tro på.

En anden detalje ved det er, at det får mig til at fremstå jaloux og uvillig, når det egentlig ikke er sådan, jeg har lyst til at fremstå. Jeg har altid haft det lidt svært med, når folk kaldte mig jaloux, fordi jeg så har et billede af en, der ikke ville lade sin partner se andre af det modsatte køn – og sådan en har jeg ikke lyst til at være. Selv hvis den lækreste fyr dukkede op ved min dør lige nu og lovede, at han aldrig ville være i samme rum som en anden kvinde igen, ville det nok egentlig i længden mest bare skræmme mig. Det ér jo sundt at se andre, af begge køn, for os begge to.

Men der skal ikke altid så meget til for, at jeg er overbevist om, at han ville være “bedre tjent” med og “gladere for” en anden end mig. Det er i hvert fald min automattanke. Nogle gange kan jeg godt se, at den ikke stemmer overens med virkeligheden (og nogle gange tænker jeg faktisk, at han ville komme direkte galt af sted med alle andre kvinder, jeg umiddelbart kan komme i tanke om!), men det er selvfølgelig en enormt anstrengende tanke for os begge to at gå med.

Jeg har ikke en kæresterelation som sådan oppe og vende lige nu, men det har været relevant i dem alle sammen hidtil, og kunne da være SKØNT, hvis det ikke blev relevant i den næste.

Glæder mig til at høre dit input! 🙂

Kærlig hilsen
Dorte

Har du spørgsmål til brevkassen, så stil spørgsmålet i en form som må offentliggøres, og mail til lone@powerprinsesse.dk “brevkasse” i emnelinjen.

Følg med på Facebook & Instagram:
Follow by Email
Facebook0
Facebook
YouTube0
YouTube
Instagram8k