På listen kan du se navnet ‘Elizabeth Gilbert’, som er bedst kendt for bogen Eat, Pray Love, som senere blev filmatiseret med Julia Roberts i hovedrollen. Efterfølgeren er bogen, Committed, som er utrolig læsværdig … hvis du skulle have brug for et lille læsetip her i sommervarmen (host host 🙂 )
I bogen – i filmen og i virkeligheden – møder Elizabeth brasilianeren José, efter fire måneders pastaspisning i Rom, fire måneders yoga i Indien og disse to aspekter sammenflettes på Bali. Har man tendenser til det-ene-eller-det-andet-livstilen, kan man godt spinde en ende over, at det ene ikke udelukker det andet, og at det jordiske liv nok er sjovest og lettest med en spirituel bevidsthed i baglommen. Det første uden det andet kan blive meget tungt, og det andet uden det første kan blive så let, at man slet ikke får deltaget i tilværelsen og sat tænderne i alle dets sjove muligheder, som pasta og brasilianere.
Så den neurotiske newyorker-dame får altså sin store brasilianer, men efter at Elizabeth har fået sig selv først (Very vigtig pointe, så læs lige den sætning igen.) OG hun har fået sin sjæl og personlighed til at snakke sammen – og blive ved med at holde kontakten, selv når personligheden bliver uenig med sjælen … Iøvrigt tror jeg ikke, at sjælen bliver uenig med nogen, men det kan man sikkert diskutere, så det gider jeg ikke træde mere rundt i her.
I efterfølgeren, Committed, bringes parret ud på en rejse af ni måneders varighed i Østen, mens hans papirer går i orden. Selv har jeg lidt erfaring med brasilianske myndigheder … og skal kokkerere med dem, gør man klogt i at kaste uanede mængder af tålmodighed ned i gryden. Bogen belyser emnet ægteskab – og partnerskab i det hele taget – på en meget, meget fin måde samtidig med man får fornøjelsen af hendes fantastiske rejsebeskrivelser og personkarakteristikker. Sjovt nok har ingen af de to lyst til at sætte sig på ægteskabets hylder, grundet to smertefulde skilsmisser, omend de gerne vil være kærester og partnere. Jeg har ikke erfaring på hverken ægteskabs- eller skilsmisseområdet, og det er interessant, at noget, som jo i virkeligheden er en formalitet, set med manges øjne, er kilde til så stort ubehag. Måske er det lidt anderledes i den amerikanske kultur end i den danske, altså at ægteskab “gør noget” ved folk, som et langvarigt kæresteskab ikke gør. Par som Oprah Winfrey og husbond Steadman samt Goldie Hawn og Kurt Russell, er eksempler på par, som har været sammen så længe i The Industry (den amerikanske underholdningsindustri er jo kendt for at intet overlever ret længe), og begge holder stædigt fast i ALDRIG at blive gift.
Gør det der stykke papir noget ved folk? Nå, det er nok en anden snak, så tilbage til Elizabeth G.:
Parrret bliver gift hjemme i nogens stue i sutsko og sweaters, så det ender jo godt.
However …
Livet har jo tendenser til at give sjove krøller på halen, så de blev faktisk skilt fornylig, idet Elizabeth har fundet næste store kærlighed.
En kvinde.
Ja, hvis man vil få sig et godt grin, så kan man roligt planlægge sin tilværelse … og sammenligne det med, hvordan det rent faktisk udvikler sig. Man gør klogt i at udvikle en tillid til tilværelsen. Tilliden gør, at man lettere slipper sin plan, og forholder sig til det, som rent faktisk er – eller ikke er – lige der foran snuden. Det kunne jo være, at det faktisk var bedre, og at hovedets løsning måske lyder fantastisk, men ikke ville være det i virkeligheden. I sig selv er det en vigtig ting, synes jeg: At holde sig åben for, at ens plan eller ønske måske er bedre i teorien end i praksis. Nogle gange vil man finde ud af det ved erfaring. Andre gang må man stole på det, komme op og komme videre. Let er det ikke altid, og det er så her, at tilliden kommer ind i billedet. Tillid opbygges ved livserfaring, og man kan lukrere på andres menneskers erfaring – og derved forøge sin egen tillid til tilværelsen – ved ganske enkelt at spørge et par folk, om de kan fortælle om engang, de havde et stort, intenst ønske eller plan (om noget konkret), som viste sig at gå i vasken med alt, hvad dertilhører af skuffelse o.s.v. Det interessante er jo så næste del af historien: Hvad skete der så.
Ofte vil næste del af historien indeholde noget ala: “Så det var jo meget godt, at det første ikke gik, for så ville jeg jo ikke have fået/oplevet/landet dette.”
Led efter historierne om alle de gange, hvor Livets logistikchef er klogere end dig og byg på dem – det er tillidsskabende, og det kan man godt have brug for indimellem.
Nå, men det, der faktisk fik Elizabeth Gilbert på ugens taknemmelighedseddel var, at jeg hørte et interview med hende her:
