Følg med på Facebook & Instagram:
Follow by Email
Facebook0
Facebook
YouTube0
YouTube
Instagram8k

På søndag udkommer videogennemgangen af andet kapitel af bogen ‘Fra Pæn pige til PowerPrinsesse’, som danner grundlag for onlinefællesskabet, der startede 1. oktober.
Andet kapitel kan du læse nedenfor – vil du være med i onlinefællesskabet, så klik her.


Kapitel 2: Perfekt på overfladen

”Hvornår fanden lærer jeg det!?” Jeg smækkede døren, gik ud på badeværelset og tændte for vandet og hældte noget aromaterapiolie, som skulle virke ’calming and ‘relaxing’ ned i badekarret.

”Jeg vidste jo, at jeg skulle være blevet hjemme.”

Invitationen til polterabendarrangementet havde jeg modtaget nogle måneder i forvejen, og min første indskydelse havde været at melde afbud og først komme ugen efter til selve brylluppet. Jeg havde følt en indre modstand mod både at bestille billet, pakke kuffert og finde overnatning, men jeg havde tvunget mig selv til at organisere det.
Sengen gav blidt efter, da jeg smed mig på den og ventede på, at badekarret skulle blive fyldt op.
Det kunne ellers have været en dejlig oplevelse; en flok piger på polterabend, spabehandlinger, champagne og lækker mad. Når det oven i købet foregik i London, hvor jeg 10 år tidligere havde boet og mødte Katie, min engelske veninde og tidligere kollega, som nu skulle giftes. Men nej, den kommende brud bestilte ikke andet end at tale om sine bekymringer om, hvorvidt solen ville skinne, om de hvide duer nu ville flyve, og om hun kunne passe sin kjole. Sidstnævnte bekymring var total overflødig, idet hun de sidste to måneder havde overholdt en skrap diæt bestående af vand, æg og salat. Jeg vil tro, at den diæt kunne have forvandlet selveste Mother Teresa til en neurotisk hystade.

Katies polterarbend sluttede på en lækker restaurant. Jeg var lidt mør i hovedet efter en hel dag at have lagt øre til udvekslinger af slanketips og forskellige hævnakter, som kunne udføres på mænd, som ikke makkede ret eller slet og ret ikke formåede at leve op til nogle uudtalte forventninger.
Den berømte dråbe var, da min veninde midt i middagen formåede at briste i gråd – ikke ved tanken om, at hun om en uge skulle giftes med den mand, som elsker hende. Næ nej, det skyldtes alene det akkumulerede stress fra koordineringer af brudepigernes kjolekøb, due-bookingen, og bekymringer om vejret, præstens udtale af hendes efternavn, gæsternes påklædning og andre ting, som vanskeligt lader sig kontrollere.
Brylluppet skulle være perfekt, polterabenden skulle være perfekt, hun skulle være perfekt, han skulle være perfekt, præsten skulle være perfekt, gæsterne skulle være perfekte – intet måtte gå galt eller afvige fra hendes plan. Det skulle være præcist, som hun havde drømt om. Og jeg kan sådan set godt forstå, at hun brast i gråd, for det er umådeligt stressende at prøve at kontrollere vejret og andre menneskers adfærd – i øvrigt er det også umuligt.
Hvis dette kontrolfreakeri var udsprunget af en af en slags overtro om, at hvis brylluppet var perfekt, så ville deres fremtidige liv sammen også blive det, kunne jeg have været med. Men det virkede ikke, som om hun skænkede deres liv sammen efter brylluppet ret mange tanker.
Formen optog hende så meget, at hun glemte indholdet.
Halvvejs gennem middagen gad jeg simpelthen ikke mere – så lavede jeg Maude-finten og tog hjem til hotellet med ”hovedpine”.
Taxaen kørte gennem Oxford Street og forbi den restaurant, hvor jeg havde arbejdet som tjener præcis 10 år tidligere.

***

Jeg kunne huske den jul, hvor verdens første girlband, Spice Girls, lige var slået i gennem, og det berettigede dem til at tænde for julelysene på Oxford Street.

Spice Girls budskab var kort og godt, at man (piger) skulle skide højt og flot på, hvad andre tænkte, og bare sørge for at have det så sjovt som muligt, så længe som muligt.
Den livsfilosofi var der i og for sig ikke noget nyt i. Madonna havde jo gennem de sidste ti år opfordret piger til at give den gas i numre som ”Express Yourself”, ”Vouge” og ”Holiday”, hvor en stor del af musikvideoerne gik ud på, at denne lækre, veltrænede kvinde smed tøjet gerne i selskab med et stort antal lige så veltrænede mænd.
Noget nyt var derimod den måde Spice Girls blev markedsført på. Trods deres absolut labre udseende gik markedsføringen på, at de var party girls snarere end maneaters. De smed tøjet, fordi de svedte af al deres dansen og hoppen rundt, publikum skulle ikke forføres, de skulle være med i en fest.
Kælenavnene Sporty, Posh, Scary, Baby og Ginger Spice og den enkeltes tøjstil blev brugt til at understrege deres individuelle personlighed.
Alle kvinder kunne identificere sig med en eller flere af personerne, og uanset om man kan lide musikken eller menneskene bag, kan man ikke nægte, at de havde fat i noget ret essentielt. Musiksalget satte flere rekorder, og begrebet ”girlpower” opstod.

***

Jeg røg ud af mit erindringstrip, da jeg hørte en våd lyd.

”Ups”, jeg sprang op og spænede ud på badeværelset.
Én god ting var, at polterabendpakken bl.a. bestod af ophold på luksushotel, og mit værelse havde et kæmpestort badekar.
Jeg sank ned i vandet og indåndede duften af den calmende og relaxende badeolie. Min krop slappede af, og antallet af tanker i sindet blev færre.

Da mine fingerspidser lignede rynkede rosiner, stod jeg op, gik ind i den kæmpestore seng og kiggede ud i natten på Londons tage og blinkende reklamer. Lyden af de prustende busser vakte dejlige minder.

Et onlinefællesskab med grundig gennemgang af samtlige kapitler kan du blive medlem af her.

***

Året var 1996 og jeg var gået alene ud for at danse, og på dansegulvet mødte jeg en pige, Suzana, der også var gået alene ud for at danse. Hverken før eller siden har jeg mødt nogen, der med samme udholdenhed og lidenskab dansede og dansede og dansede. Da stedet lukkede, blev vi væk fra hinanden. Jeg ærgrede mig virkelig, men vores skytsengle må have koordineret vores veje, for da jeg trådte ind i natbussen på vejen hjem til Fulham, sad hun på øverste etage på bagsædet. Det blev starten på et venskab, som primært bestod i, at vi fem ud af ugens syv aftener gik ud og dansede i vores danseuniform, som var kondisko, armybukser og stroptop. Vi elskede det og dansede, så sveden sprang, endorfinerne pumpede, og de andre gæster troede, vi var på speed.
Et øjeblik, jeg aldrig glemmer, var, da vi en sen aften befandt vi os på et diskotek og var gået ud på toilettet. Vi gik derud for at tørre sved af og drikke vand fra hanen, og de andre piger stod og ordnede hår og rettede makeuppen.
”Oh my God, you two are so sweaty – that’s really gross!”
Suzana og jeg kiggede på hinanden og grinede, og så gik vi ind og dansede videre.

Da Suzana og jeg fire timere senere skulle hjem, så jeg pigen fra toilettet sidde på en barstol med sit velfriserede hår, sin perfekte makeup og sit tjekkede (tørre) tøj. En fyr kom med en flot drink til hende indeholdende en paraply. Hun ænsede ham knapt, selvom han satte sig og begyndte at tale.
Mit hår var samme længde og farve som hendes, men mit var klasket sammen på grund af sved. Min lyseblå t-shirt var blevet mørk på grund af sved, ellers var den lyseblå farve næsten magen til striberne på hendes kjole. På hendes hæle og lilletæer kunne jeg ane noget diskret vabelplaster, og jeg priste mig lykkelig for mine kondisko.
Jeg fangede hendes blik og sendte hende et lille smil, men hun så lige igennem mig – måske huskede hun mig ikke.
”Jeg er nok bare en af den slags piger, der synes, det er sjovere at svede end at have pænt hår, og det er jeg egentlig glad for”, tænkte jeg.
Det er store ord fra en, som har brugt de første 19 år af sit liv på at ønske sig en personlighedstransplantation og altid har forsøgt at være alle mulige andre end sig selv.
Min tankerække blev afbrudt af Suzana, der havde hentet min jakke. Vi tog hinanden under armen og gik ud på gaden, begge to høje af endorfiner og med øjnene skinnende af danseglæde.

***

Selv om min krop føltes helt afslappet, var det, som om den kunne huske rusen, som Londons diskoteker havde været vært for mange gange i den tid, jeg boede der.
”Måske var dansen i London i virkeligheden min redning”, tænkte jeg. Det var jo bemærkelsesværdigt, at en pige, der til daglig brugte så meget krudt på at tænke over, hvad andre synes om hende, og på at bekymre sig om ikke at træde ved siden af, kunne være så fri på et dansegulv.
Jeg lænede mig tilbage i sengen og lod tankerne flyde; i løbet af de 10 år der var gået siden jeg boede i London, havde jeg fået veninder, startet på og droppet ud af et universitetsstudie, blevet selvstændig og været på eventyr. ”Tænk, hvis jeg bare havde haft nogen at støtte mig til”, tænkte jeg, ”et menneske, der havde følt sig lige så akavet, kikset og bange som mig, og som kunne fortælle mig, hvordan hun var kommet gennem tingene, det kunne sgu have været fedt”.

Jeg satte mig op i sengen og registrerede, at min arm rakte ud mod sengebordet til højre. Min hånd tog en lille notesblok med hotellets navn og logo samt en kuglepen.
På papirerne nedfældede jeg nogle pointer, som ville have været nyttige for mig at vide.

”Jeg skriver sgu da en bog”, tænke jeg, ”den skal handle om, hvordan man overkommer frygten for andres mening, frygten for at livet taber en på gulvet, og frygten for ikke at være god nok. Så kan jeg selv læse i den, når jeg får brug for at huske det, jeg ved, men har glemt, at jeg ved”.
Inden jeg faldt i søvn, dukkede titlen op i mit hoved ”Fra pæn pige til PowerPrinsesse”.
Jeg blev i London hele ugen, og måske har du gættet, at brylluppet nærmest blev en farce.
Det pis-øs-regnede, hestedroschen var nær væltet i mudderet, og fem engelske ungersvende måtte hive op i bukserne og sætte nypudsetheden på spil for at få den på ret køl igen. Manden, som skulle levere duerne, havde taget fejl af datoerne, og tre kvarter inden hun skulle stå ved altret, kom bruden i tanke om, at hun havde glemt at finde på sit ægteskabsløfte. Altså hvordan kærligheden til hendes elskede skulle italesættes med hendes egne ord ved altret.
Men kjolen passede, og hun så bedårende ud, som hun poserede foran kameraet.  Hvis man kigger på billederne, ser det hele perfekt ud – ikke mindst fordi solen gavmildt besluttede sig for at skinne, da parret trådte ud af kirken.

Hverken brudens eller brudgommens familie eller venner var vant til at færdes på bonede gulve, og alle brugte det meste af tiden på at finde ud af, hvilken sal de skulle indfinde sig i hvornår. Hertil kom så komplikationerne omkring hvilket sæt knive og gafler, der skulle bruges til hvilken ret. Der gik imidlertid ikke ret længe, føre gæsternes akavethed var drukket væk i bedste engelske bottoms up-stil.
Brudens mor kyssede med the best man (det var ikke et tantekys!), en af gommens gamle studiekammerater holdt en tale, der var så pinlig, at alle sad og stirrede ned i bordet inklusiv bruden. Og da fire af gutterne smed bukserne, så jeg ved selvsyn kunne konstatere, at brazillian-wax ikke har gjort sit indtog blandt engelske mænd, lavede jeg ugens anden Maude-finte og gik op i seng.

Da jeg to dage senere skulle tilbage til København, blev mit fly holdt tilbage grundet et eller andet teknisk problem, og så jeg havde tre timer at drikke lufthavnsthe i. Idéen om at skrive en bog havde ligget og rumsteret i mit baghoved siden Katies polterabend, og mens jeg alligevel bare sad dér og sad, tænkte jeg lidt over bogens titel.

”Pæn pige”, tænkte jeg og smagte lidt på ordene, ”har jeg været sådan en?”. Tanken nåede knapt at blive tænkt færdig, førend jeg måtte smile af mig selv. ”Pæn” er umiddelbart ikke det mest oplagte adjektiv at bruge om mig eller Katie og hendes veninder for den sags skyld.
Jeg kiggede rundt og ønskede et øjeblik at få lov til at lave en efterlysning i højtaleranlægget: ” I en tid hvor kvinder dyrker sex for åben skærm i realityshows, bliver skilt, har yngre mænd, vælger at få børn alene og er chefer – er den pæne pige så en uddød race? Kom til gate 21 og giv dit bud”
Jeg fiskede en kuglepen op af tasken og skrev på bagsiden af en bon, som en eller anden havde smidt på gulvet: ”Hvad vil den pæne pige?” skrev jeg.

”ikke være bange, gøre det rigtige, passe ind, ikke være uvenner med nogen, have at andre tænker godt om hende”.

Jeg kiggede på det, jeg havde skrevet, ”det lyder jo so mig – men jeg ser jo ikke mig selv, som en pæn pige”.

”Næ, men du er bange – og det er hun jo faktisk også.” Jeg kunne mærke den lodrette panderynke (det får jeg ofte, når min indre dialog går i gang)

”Pæn pige = bange pige”, skrev jeg på bagsiden af bonen. Jeg mærkede en slags pres i brystet, og det er som regel tegn på, at jeg har fat i et eller andet. Havde jeg været bange? Var jeg bange nu?  Jeg trak vejret dybt, lod mig sænke tilbage i det lilla sæde og besluttede mig for at være så ærlig overfor mig selv som muligt – skulle ordene ’pæn pige’ en gang indgå i en bogtitel, måtte svesken på disken. (Sjovt nok gjorde jeg mig absolut ingen tanker om, hvorvidt nogen i det hele taget ville være interesseret i at udgive den bog, som jeg var ved at fastlægge titlen på).

Pludselig befandt jeg mig i tankerne på taburetten i min mormors køkken. Selv om det var en del år siden, jeg havde siddet der og indåndet duften af hjemmebagte boller og drukket Faxe Kondi, virkede hendes stemme klar og tydelig: ”Joh, Lone, da jeg var barn, blev man opdraget til at være en pæn pige. Det var sådan en, som kun talte, når hun blev spurgt, nejede, sagde ’De’ til fremmede og så havde man selvfølgelig intet at gøre med drenge – og da sex var slet ikke noget, man forholdt sig til.” Jeg kunne mærke mig selv kløjs i Faxe Kondi’en, det var naturligvis ikke første gang, jeg hørte ordet ’sex’, men det var så sandelig første gang, jeg hørte det i min mormors køkken. ”Og naboerne”, sagde min mormor, ”tænk over hvad naboerne tænker – det var noget man ofte sagde, da jeg var ung”.

En meddelelse fra højtalerne bragte mig tilbage til det lilla sæde. Jeg kiggede lidt rundt på mine kommende rejsefæller. Forretningsmændene i jakkesæt og bærbar var stærkest repræsenteret, men to rækker væk fra mig sad to kvinder med tre-fire sæders mellemrum, som fangede min opmærksomhed.  Den ene var en ”velholdt” pæn kvinde, som det så diplomatisk udtrykkes.  Ikke et hår sad skævt, makeuppen var diskret og den hvide perlehalskæde hvilede på den bløde let furede hals, som afslørede, at hun var i en alder, hvor hun sagtens kunne være nogens mormor. Hun trak et House and Gardens magasin op af den dyre lædertaske og satte sig til at læse.
Tre-fire sæder fra hende sad en yngre kvinde, som meget vel kunne have været hendes barnebarn. Trods den kraftige makeup skød jeg hende til at være først i 20’erne og dressed to kill. Sylespidse sko, tjekket tøj og en særdeles appetitlig kavalergang, dannet af nogle kuglerunde bryster, som uden hjælp strittede lige ud i luften. Hun fingererede rastløst med sit lange hår og drak slurke af dåsen med Slimfast (en drik erstatter mad med løftet om at gøre en hurtigt slank). Jeg har selv indtaget store mængder af den slags, men det har aldrig hjulpet, fordi den flydende masse ikke stiller den følelsesmæssig sult eller dæmper den nagende følelse af tomhed, som var mit store problem. Jeg undrede mig over, hvorfor hun drak det stads? Hun så perfekt ud og lignede ikke en, som havde grund til at føle sig akavet og tom – hvem ville ikke gerne være hende? Før jeg gav op, havde jeg drømt om at ligne en som hende. (Hendes ansigt brændte sig fast på min nethinde, og nogle år efter havde hun skabt sig en karriere som kendis – med barmen og en evne til at drikke sig i hegnet som varemærke).
”Du ligner ikke en, som har grund til at være bekymret for noget som helst”, teleparterede jeg ti l hende. I same øjeblik blev jeg irriteret over min naivitet, som jeg kunne genkende, som min egen teenageoverbevisning om, at mennesker, der ser perfekte og fejlfri ud også føler sig sådan indeni. Som 28-årig havde jeg mødt nok af den slags kvinder til at vide, at det ikke er tilfældet. Langt fra.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da en kvinde dumpede ned i sædet ved siden af mig. Hun havde et farvestrålende armbånd af plastikperler – den slags som kun forældre finder på at iføre sig. Hun trak en bog op af tasken, ”Kvinder, der elsker for meget”, stod der på forsiden.  Hun åbnede bogen, og jeg læste med over hendes skulder, jeg genkendte titlen som en klassiker inden for selvhjælpsgenren. Pludselig bladrede hun ikke videre. Måske havde hun opdaget, at jeg snyltede på hendes bog. Jeg havde lige taget luft ind til en kæk bemærkning, men holdt inde da jeg så, at hendes fingerspidser var helt hvide. Hun masede sine fingre ned i bogen, og jeg så pulsåren på hendes hals dunke kraftigt – det er et tegn på højt blodtryk. ”Hvad mon der var i vejen?”, tænkte jeg. ”Måske har hendes mand haft en affære, og hun skal beslutte sig for, om de skal skilles. Eller måske er der ikke noget at beslutte – måske skal hun skilles”.
Pludselig skammede jeg mig over, at min åbenlyse nysgerrighed og min medfødte tilbøjelighed til at digte historier om mennesker, som krydser min vej. Jeg foldede bonen med mine små notater på og besluttede mig for at finde en sandwich.

Da jeg sad ved det høje bord med en laksesandwich og en æblejuice, tænkte jeg videre over det med den pæne pige. Det kunne have været interessant at høre de tre kvinder fra før, om de var enige i min betragtning, at pæne pige i virkeligheden er bange pige. Jeg så mine tre kommende medpassagerer for mig og var klar over, at de symboliserede et eller andet, som var vigtigt for mig at blive opmærksom på.

Pludselig faldt 10-øren! Den pæne pige overholder en masse regler, som på en eller anden måde skal garantere, at hun lykkes, at hun passer ind, og at livet behandler hende godt.  Men at kunne skabe et pænt hus og en velfriseret have er ingen garanti for, at man kan skabe et hjem.
Store appetitlige bryster tiltrækker mænd, men det er ingen garanti for dem, der tiltrækkes er værd at samle på. Og børn, som er lavet i kærlighed, er ingen garanti for, at den varer ved.
Jeg kom i tanke om min mormors stemme om at, hun altid havde skullet tænke på, hvad naboerne tænkte.
”Gad vide om det hele handler om facade”, tænkte jeg. ”Den ideelle facade ser forskellig ud, afhængig af alderstrin og til en vis grad også socialklasse. Men fællespunktet er, at den pæne pige skal tilpasse sig sine omgivelser for at opnå kærlighed og accept – eller det tror hun i hvert fald.”
Jeg kender det fra mig selv, at opretholde en hver form for facade er et helvedes arbejde, og man går altid rundt med en nagende angst for, at den krakelerer eller at nogen allerede har kigget ind af sprækken mellem gardinerne og set det indre rod. Men er det nu også rod? For mit vedkommende var det faktisk mere en diffus indre angst for ikke at være elskbar og at blive væltet eller – næsten værre – ignoreret af livets gang. Den er meget svær at se i øjnene og italesætte – især fordi det kan virke som om, at der ikke findes nogen modgift til angsten. Facaden er selvfølgelig et forsøg, men i virkeligheden dækker den jo bare de ubehagelig følelser – de forsvinder ikke. Men hvis man ikke fremstår bange eller usikker, så tror omgivelserne (i hvert fald et stykke tid) på en og med lidt held, kan man måske oven i købet få overbevist sig selv. Måske.

Jeg gik tilbage til gaten, og det var heldigt, for jeg havde helt glemt at være opmærksom på, hvornår vi kunne boarde. Ved gaten så jeg kun kvinden med perlekæden, de to andre var sikkert allerede steget ombord.

Jeg fandt mit sæde og kom i tanke om en sætning, jeg nogle år tidligere havde skrevet mig bag øret: ”Den største frihed er friheden for andres gode mening.” Jeg elskede sætningen, da jeg hørte den, fordi den er kort, enkel – og i mine ører sandt. (Jeg ville bare ønske, at jeg havde for vane at kigge bag ørerne lidt oftere, men fred være nu med det)

Sætningen blev igen interessant i denne sammenhæng, for er det ikke præcis modgiften til den indre angst for det ene og det andet, som gør at de pæne piger holder sig inden for de rammer, som er de gældende i hendes sociale cirkler?
Jeg huskede fornemmelsen i kroppen af den forvirring og frustration, der opstår, når man desperat prøver at finde balancen mellem at være ’normal’, så man passer ind og ikke får unødig opmærksomhed og alligevel lidt interessant, så der trods alt er nogen, der synes, at man er værd at beskæftige sig med. Hvis den pæne pige var alene på en øde ø – hvordan mon hun så ville opføre sig?

Se det er jo ikke til at sige, men jeg havde tidligere ofte ønsket at lande på en øde ø, for så ville jeg slippe for at at skulle spekulere over, hvordan jeg kunne få folk til at kunne lide mig. Og hvorfor var det så afsindigt vigtigt? Det korte (og pinlige) svar er, at hvis andre kunne lide mig, så kunne jeg også – altså lide mig. Er det ikke vanvittigt?!

Måske er det i virkeligheden modgiften til den pæne piges angst: Beslutningen om at leve med det, der nu er bag facaden. Måske hvis hun fik kigget nærmere på sagerne ville det gå op for hende, at angst er som en skygge, når der kommer lys på, så forsvinder den.
Nogle gange vælger man selv at tænde lyset, andre gange bliver man tvunget til det.
Lampen med ”spænd sikkerhedsbæltet” blev tændt, og flyet lettede

Pludselig så jeg et bekendt ansigt i midtergangen. Det var hende med selvhjælpsbogen, som jeg havde kigget over skulderen og digtet historier om. ”Gad vide om man egentlig kan elske for meget”, spurgte jeg mig selv med titlen in mente. Jeg tænkte lidt frem og tilbage og kom til den konklusion, at kærlighed nemt kan forveksles med besættelse, og at kærlighed er lavet til at blive givet frit og uden forventninger, hvilket lyder smukt og enkelt, men som – ifølge min erfaring – kræver en del øvelse.
Måske er problemet i virkeligheden, at kvinder, som elsker for meget, i virkeligheden har tabt bundproppen. Kærligheden fosser ud af hende – eller måske har den aldrig rigtig være der. Så hun føler hun sig tom og uelsket. I stedet for at sætte bundproppen i og lade kærlighedsvandstanden stige igen, så ofrer hun sig. Hendes handlinger har ikke til formål at dække hendes egne behov, imødekomme hendes lyst eller slet og ret fordi hun bliver glad i låget af det. Kort og godt ofrer hun sin livsglæde, giver køb på sig selv og ignorerer sine behov. Nitten ved at være en pleaser, som det så internationalt hedder, er, at der er ret stor chance for, at strategien ikke virker. Folk siger ikke tak, accepterer hende alligevel ikke, belønner ikke hendes offer – nogle gange fordi de ganske enkelt ikke var klar over, at den pæne piges afsavn. Anerkendelsen udebliver, og hun bliver ked af det eller skuffet. Det kan skam også være, at den kommer, men så skal hun please løs resten af sit liv. Om det er den ene eller det andet, så kan det meget let ende med, at hun blive bitter. Naturligvis har alle relationer har et element af give-and-take, som er fint, når det gøres uden at gå så meget på kompromis, at livssaften tørrer ud. Det kræver opmærksomhed at prioritere facaden ned og indholdet op. Men det er værd at huske, at ingen bliver en bedre og mere glad hustru, omsorgsfuld mor eller mere effektiv i sit job ved at give afkald på ting, der giver kraft og livssaft.
Det svarer lidt til at man stiller sig på havevandslangen, hver gang man vander køkkenhaven. Det kan se ud, som om man vander, men det gør man ikke. Alle planterne dør, når de ikke får vand, og så får vi ingen grønsager.
Og der er kun ét at gøre: Hop af haveslangen.

Et onlinefællesskab med grundig gennemgang af samtlige kapitler kan du blive medlem af her.

Følg med på Facebook & Instagram:
Follow by Email
Facebook0
Facebook
YouTube0
YouTube
Instagram8k