Følg med på Facebook & Instagram:
Follow by Email
Facebook0
Facebook
YouTube0
YouTube
Instagram8k

For en måned siden skete der noget slemt, og jeg forstod en udtalelse Michelle Obama kom med i anledning af hendes mands afgang fra Det Hvide Hus.
“Hope is necessary, its a necessary concept … what else do you have, if you don’t have hope …”
Michelle O. er en af “go-to-damerne” i mit hoved, når jeg har brug for råd, så det har været lidt en sten i min hjernesko ikke at forstå det der med vigtigheden af håb … lige indtil for præcis en måned siden, så skete der noget rigtig slemt – så slemt at jeg ved gennemlæsningen af nedenstående, opdagede, at fortællingen ikke er skrevet i første person (altså “jeg”), men 3. person “Lone”.

Nå, men forhistorien i punktform kommer lige, og har du fulgt mig gennem længere tid, så bare spring den over.
2006: Dropper ud af medicinstudiet, arbejder med hypnose og underviser i Erotisk dans for Kvinder.
2008: Startede Karmaklubben i København

2009: Udgiver bogen Fra pæn pige til PowerPrinsesse og røg på Gentofte Hospital med heftige smerter i brystet strålende ud i venstre arm.

Sygeplejersken: “Du skal nok slappe lidt af – du er lidt for ung til at have ondt på den måde.
Lone sagde: “Ja ja, det vil jeg gøre”.
Lone tænkte: “Hvad tæææææænker du på?
Der er SÅ meget at gøre i denne verden!
Kvinder skal elske sig selv og nyde deres kroppe, og dansefester skal afholdes. Jeg har travlt med at give noget til verden – har du set, hvor skør denne verden er. Man må da gøre noget!“.
Dealer iøvrigt med et hårdt brasiliansk hjertebrist, men bliver senere kæreste med Umahro.

2010: Karmaklubben Aarhus etableres.
2011: Lone og Umahro udgiver bogen Slip Slikket og piller kæresteriet ud af venskabet.
Lone tager til foredragsjob i Aarhus iført to forskellige støvler … med 1,5 cm hæl forskel, opdager det hen på eftermiddagen og bliver ked af det.
Lones veninde: “Lone, du kan da vist ikke rigtig mærke dig selv”.
Lone sagde: “Næ, det har du sgu da ret i!”
Lone tænkte: “Lone, tag dig nu lige sammen! Der er masser af kvinder på din alder med børn, mænd, biler, jobs, madpakker, hunde og hække der skal klippes. Du har kun dig selv at holde styr på. Get a grip!”

2012: Karmaklubben Vejle søges etableret, men opgives efter et år. Lone får en ny kæresterelation, som hurtigt bliver til et projekt-min-kærlighed-kan-heale-hans-jalousi-issues-så-nu-glemmer-vi-mig-og-fokuserer-på-ham. (Kærlighed.Kan.Ikke.Heale.Den.Kan.KUN.Nære.Det.Der.Er.Der.I.Forvejen. #Løbvæk) 

2014: Karmaklubben Odense etableres

2015:
24. april kl. 17: Lone krop siger stop.
28. april kl. 11ish: Lones psyke siger stop.

Herefter følger ca. 1,5 år primært på langs med angstanfald, en enorm fysisk og psykisk udmattelse, som svært lader sig beskrive.
At ligge i sengen og se Downton Abbey – uden lyd – lyder hyggeligt og rart, hvilket det skam også er … når man vel at mærke har valgt det.
Tvungen sengeleje – eller tvungen noget som helst andet – er ikke en fornøjelse. Overhovedet.

2016, juni: Lone oplever den slags “ramt-af-lynet-der-er-min-soul-mate-kærlighed-verden-englene-og-urene-stod-stille”, som der skrives bøger om, og laves film over … og den gengældes vistnok lidt, men ikke nok. Så knækker hjertet ad flere omgange.

2016-2017: Kroppen får det langsomt bedre, hjernen også bedre. Hjertet gør stadigvæk ondt, men håbet om, at hans kolde fødder fandt varmen er forsvundet, så tilbage var kun smerte frem for lidelse – og smertegraden svækkes som bekendt med tiden, idet tiden læger langt de fleste sår.
(Lidelse: Ønsket eller håbet om at virkeligheden ville være anderledes, end den er. Tricky situation, når andre menneskers følelsesliv indgår i ens virkelighed.)

Heldigvis er der også tanker som: “På et tidspunkt giver denne oplevelse mening” og “måske kommer der en bog ud af alle mine indsigter hos psykolog-Jesper” og “hold nu op! Sikke en chance for at få kastet lys på skjulte mønstre” og “heldigt at det ikke gik værre, end at jeg “bare” brækkede nervesystemet”.

(Man skal have nogle seriøse issues med grænser og energihåndtering for at køre sig selv så grundigt i sænk, skulle jeg i hilse at sige. Det kræver en del tid, villighed til at være helt ærlig samt hvad der svarer til i omegnen af udbetalingen på en herskabslejlighed i København K i psykologhonorar, men det er det hele værd, når man finder en psykolog, som er mere livsklog end blot bogklog!)

52ed72849064a5397c0317e5ba71f714--calm-quotes-keep-calm

Og NU kommer vi til nu … ja, det vil sige i dag, altså for præcis en måned siden:

Lones organer gør ondt, som om nogen vred hjertet, tarmene, mavesækken, lungerne og hvad vi ellers har siddende derinde som en karklud.
Lone græder og taler – som i en dårlig film – ud i luften: “Det her kan jeg altså ikke. Jeg kan godt håndtere at være træt og ikke at kunne huske. Jeg kan godt tåle at være frustreret, men jeg kan simpelthen ikke tåle at have ondt. Det her kan jeg altså ikke.
En lille bonusinfo: Jeg tilhører den slags mennesker, som ved frisørbesøg børster sit eget hår ud. Min smertetærskel er så høj som karse.

De næste dage går med at observere organsmerterne og efter et vigtigt møder udbryder en af Lones medarbejdere: “Gud, hvor kan du spille skuespil – ingen kan se at du har ondt”.

Bemærkningen gør indtryk, idet Lone har aldrig selv tænkt over, at hun faktisk kan være så optaget af en situation og glemme sig selv så meget, at selv heftige smerter “forsvinder” for en stund … for så at vende tilbage nogle timer senere.

Det er nogle barske smertefulde dage, som kulminerer en sen nattetime, hvor Lone tænker tanken: “Hvis bare min lillesøster kunne få en pille, så hun helt ville glemme at hun nogensinde havde haft en storesøster – så kunne jeg tage en pille og bare forsvinde stille og roligt. Jeg orker ikke dette her. Jeg kan simpelthen ikke mere. At genopbygge mig selv kan jeg tilsyneladende ikke finde ud af, og denne her situation er simpelthen for hård for mig.”

Så får Lone et klart øjeblik, hvor der står: “Lone, det er farligt at have det sådan her. Det skal du ud af hurtigst muligt.”
Lone tager blokken på natbordet og skriver: Fortæl Sofie.
Lone lægger hænderne på huden over de organer, hvor der er mest smerte og siger til smerten:
“Jeg ved godt, at jeg har svigtet dig, og det er jeg virkelig ked af. Det var ikke med vilje, og jeg lover at få noget hjælp til det her smerte. Vi snakker med Sofie i morgen. Hvis jeg har ondt, fordi der er noget, jeg ikke hører, så lover at vågne op nu og høre, hvad du siger. Jeg lover at fortælle det til Sofie, og jeg lover, at jeg finder en løsning, så du ikke skal have ondt. Jeg har ignoreret dig, og det er et gammelt mønster, og det er ikke med vilje, og jeg skal nok vågne op nu.”
Smerterne mildner, og søvnen kommer endelig.

Da det bliver morgen og tid til den sædvanlige venindemorgentelefonsnak, siger Lone:
“Sofie, jeg skal lige sige noget, jeg ikke har lyst til at sige, så jeg bliver nødt til at sige det til dig: I nat tænkte jeg, at det ville være en enorm lettelse, hvis jeg kunne give min søster en pille, så hun glemte alt om nogensinde at have haft en søster, og så give mig selv en pille, så jeg bare kunne forsvinde – jeg kan bare ikke mere. Jeg har simpelthen mistet håbet om at blive normal igen og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan bare ikke mere – og jeg kan ikke deale med at have ondt i organerne, det kan jeg bare ikke.
Jeg har simpelthen ikke mere tilbage i mig.”

Sofie svarede: “Lone, det der er at ramme bunden.
Der har jeg været.
Dernede kan man træffe en beslutning om at leve.”

Med de ord gav Sofie mig håbet tilbage – og Michelle Obamas ord gav nu mening.

a7f711a71a96442c98b253c9f7a1a046--goal-quotes-best-quotes

 

Følg med på Facebook & Instagram:
Follow by Email
Facebook0
Facebook
YouTube0
YouTube
Instagram8k