Dette blogindlæg skrives til Jer fra Perchs Tearoom i København, hvor jeg har placeret mig selv for lige at falde på plads ovenpå en … skal vi kalde det “begivenhedsrig dag”.
Som alle, der har været i krise, ved, danner kriser ramme for udvikling … og indimellem tager udviklingen liiiidt mange kræfter, og så er det godt at gøre noget for sig selv, som giver glæde. Og en times tid med små sandwichhapser, en scone og en kande Mosters Theblanding med kold mælk gør det altså for mig.
Som bekendt er det jo juleshoppetid, og det betyder, at Perchs har fuldt booket, hvilket jeg fik at vide – med andre ord: Vi fuldt booket, der er ikke noget bord.
Nå, så endte jeg med at købe en Perches afternoontea kogebog til min mor og gik i Magasin for at købe sokker til min far (de læser ikke med herinde) og en FIN gave til min søster (som ikke afsløres, da hun muligvis kunne klikke sig herind). Men siges skal det, at jeg nu glæder mig til jul på grund af gaven til hende, fordi mine øjne pludselig faldt på noget, som jeg tror virkelig ville glæde og klæde hende … men som hun formodentlig ikke selv ville købe.
Efter julegaveshopping (tre julegaver – game over) i Magasin på Kgs. Nytorv, begav jeg mig tilbage mod bilen, og mærkede at the-på-Perch-lysten stadigvæk var stærkt tilstede, så jeg satte kurs mod Perch. Kl. 15.58 var klokken, så jeg tænkte ved mig selv, at det jo kunne være, at en af deres kl. 16-reservationer ikke dukkede op.
Så her sidder jeg og skriver dette til Jer, fordi der er en god pointe: En af de vigtige ting i livet er at vide, hvornår man skal give op, og vide hvornår man skal være vedholdende.
Eller rettere … man må nok føle sig frem – for det er umuligt at vide … forstået på den måde, at det er svært at vide med sin hjerne. Derimod er det vigtigt at kunne registrere, om ens indsats nytter noget eller ej.
I år 2017 har jeg erfaret, at folk kan sige ‘nej’, og nogle gange skal man bare vente og prøve igen – andre gange skal man droppe det:
Eksempel 1:
Kvinde møder mand, og meget er dejligt, imidlertid siger mand: “Du er rigtig dejlig, men jeg er ikke interesseret i at få en kæreste”.
Erfaring: Regn med det, han siger.
Modstå fristelsen til at prøve at regne ud, hvorfor der ikke er plads til dig i hans liv. Nærliggende er det at gå ud fra, at var man mere (indsæt selv) eller mindre (indsæt selv), SÅ ville han se.
At vente, at prøve igen, at opleve engle prikke Jer begge to i hovedet v i r k e r i k k e.
Hvert menneske på denne jord har sin egen frie vilje – og uanset, hvor “sikke-et-mirakel-at-vi-mødtes-agtigt” en relation kan synes, så tæller det ikke, når den ene person bruger sin vilje til at ville noget andet.
Fri vilje sucks, men alternativet er jo heller ikke så fedt. Og kan man finde frem til sin tro på, at:
– alt er støtte
– der er nok
… så kan man komme igennem med større klarhed om, hvad man trives og ikke trives med.
Og er man RIGTIG heldig, så får man aktiveret nogle dybe sår … og her kommer Perchs så ind i billedet, for vi ved jo alle, at der er intet som en kande the og nogle solide kalorier, der kan lindre følelsesmæssig støj :-).
Eksempel 2:
Man går ind på Perchs, som er præget af travlhed og får afslag på et bord.
Erfaring: Gå en lille tur og kom tilbage igen lidt senere.
I dag fik jeg bord, faktisk der – trods “alt reserveret en halv time tidligere” to borde at vælge imellem, og nu sidder jeg her og skriver til Jer.
Jeg ville rigtig gerne sidde her og brugte min frie vilje til at prøve igen … og det lykkedes.
At få bord herinde krævede ikke, at et andet menneske var “med på den” – det gør relationer derimod, og min erfaring her i 2017 har lært mig, at alt andet end et klart JA er et rungende NEJ.
Så, kæreste venner: Lær af mine personlige genvordigheder i dette år og tro på folk, når de siger noget.
Det er nemlig således, at selvom mennesker kan besidde modstridende følelser, så er det handlingen, der vinder.
Nogle gange føler man, at der er “mere”, og det er der måske også … men vælges der ikke herefter, så er det, der tæller. Og lige som at alle andre skal bruge deres frie vilje til at skabe de omstændigheder, de ønsker – så skal du og jeg også. Med tiden – og jo flere gange man snubler – så lærer man stille og roligt, hvornår en indsats – eller tålmodighed – nytter, og hvornår den ikke gør, og så må man lægge sin indsats, hvor den nytter. Det gjorde jeg i dag, selvom chancen for, at der stadigvæk ikke var bord, var tilstede.
Kort sagt kan man vel sige: Nogle gange bærer indsats og tålmodighed frugt – andre gange gør det ikke, og det at være “voksen” handler om at erkende, når det ikke nytter – uden at kaste skyld på andre eller sig selv. Og holder man sig for øje, at der er virkelig, virkelig mange muligheder i denne verden, så kan man tørre sine øjne, ranke ryggen og sige: Verden, vis mig mulighederne – jeg ved, at de er der, og jeg er blevet bedre til at vælge.
