Nedenstående er det sidste kapitel i bogen ‘Fra pæn pige til PowerPrinsesse’.
Den kan du høre på lydbog, læse i fysisk form eller som e-bog enten på Mofibo, e-reolen eller bestille direkte fra mig.

Kapitel 18: Taknemmelighed

Har du læst et par bøger i personlig udviklingsgenren, så vil du vide, at taknemmelighed næsten er obligatorisk. Du vil som læser formodentlig blive opfordret til morgen og/eller aften at nedskrive tre, fem eller 10 ting, som du er taknemmelig for.
Selvom jeg har læst adskillige af den slags bøger, hvor nogle af dem oven i købet har fortrykte linjer, så man kan skrive direkte i bogen, så har jeg aldrig rigtig kunne tage mig sammen til det.
Der er dog det med ordet ”tak” og begrebet taknemmelighed, at det er en af de letteste måder at få det lidt bedre på. Her på bogens faldereb er jeg kommet frem til tre måder at bruge ordet ”tak” og følelsen af taknemmelighed på:

Lige-ud-af-posen-taknemmelighed
En eftermiddag for ca. tre år siden kørte jeg hjem fra mine forældre med tårerne strømmende ned ad kinderne efter et gevaldigt skænderi med min mor. Skænderiet drejede sig om, at hun mente, at jeg skulle lave noget ”pænt og ordentligt” – og det inkluderer ikke powerprinsesseri i nogen som helst form, skulle jeg hilse at sige.


Hjemme åbnede jeg min computer, og i indbakken lå der en mail fra en kvinde – som sjovt nok var på min mors alder. I mailen skrev hun, hvor fantastiske mine projekter var, at hun ville ønske, at der havde været en PowerPrinsesse, da hun var ung, og at hun glædede sig til at følge med på sidelinjen og se de fremtidige tiltag. Der findes ikke ord i det danske sprog til at beskrive, hvor glad jeg blev – for den eftermiddag var jeg helt slået ud, fordi min egen mor ikke engang kunne se, at jeg på min egen facon prøver at bidrage til en mere harmonisk samfundssuppe.

Det er jo altså ret enkelt at takke et medmenneske, som på en eller anden måde bidrager til ens liv på en positiv måde – og det kan være alt fra butikspersonale til offentlige personer, som man beundrer, til nære venner man elsker. Det er jo tydeligt for enhver, at en kompliment, anerkendelse eller enkelt tilkendegivelse beriger både giver og modtager, og det bidrager til den sociale omgangstone, når mennesker anerkender hinandens tilstedeværelse. Om det sker ved at åbne munden og sige det eller skrive det i en mail.

Har man noget pænt at sige, så har man – synes jeg – en forpligtelse til at sige det. Man ved nemlig aldrig, om man tilfældigvis redder dagen for en, som virkelig har brug for at vide, at deres tilstedeværelse på jorden er værdsat, og at de ikke er alene på tilværelsens synkende skude. Nogle dage er lortedage, og nogle gange er dagens opgave måske at være nogens engel.

Tag-dig-sammen-taknemmelighed
.
Selv om jeg, af de fleste mennesker – tror jeg – opfattes som et rimeligt positivt menneske, der oftest er i ret godt humør, er jeg skam min del af såkaldte off-days eller off-stunder. Dage hvor jeg er lidt vrissen, småsur, tør og nydelsesudhungret og på en eller anden måde er blevet fortabt i hverdagsproblemer, som i virkeligheden næppe kan klassificeres som problemer. I hvert fald er der sjældent noget konkret i vejen – i hvert fald ikke noget, som ikke ret hurtigt kunne løses enten ved at tænke eller handle anderledes.
Jeg bryder mig bestemt ikke om at være i den tilstand, fordi jeg bliver doven og irriterende for mig selv at være sammen med. Og så finder jeg, at det er gavnligt at komme i tanke om nogle basale ting at være taknemmelig for: At min lillesøster er sund og rask og nem at være storesøster til, at jeg har et flot hår, at jeg har en hel reol fuld af bøger, at jeg ikke længere har brækket halebenet og kan gå, som jeg vil, at internettet er opfundet, at jeg ikke skal være teenager igen, at jeg kan gå klædt præcis, som jeg vil, at iPod og mobiltelefon er opfundet og den slags ting – det er banalt, og det er det jo, fordi det minder mig om en sandhed. Og den er, at jeg er stjernehamrende privilegeret, og livet er fuld af muligheder, så dybest set kan jeg bare se at komme op af sumpen og ud af starthullerne. Gad vide, om ikke en kvinde eller to et sted på kloden ville give alt for min frihed og mine muligheder.
På den måde hæves det indre energiniveau fra muggen eller mellemtilfreds til glad – prøv det. Det er en særdeles effektiv måde at komme ud af surmuleriet på.


Tillidsskabende taknemmelighed
Den sidste måde at anvende taknemmelighed på er måske den sværeste at mestre. 
Når noget går helt skævt eller tager en ubehagelig drejning, og jeg sidder i en kold, klam og ækel suppedas af angst, frygt og ked-af-det-hed-fortrydelse og ikke kan komme nogen vegne, så kan jeg slet ikke se, at der er noget som helst at sige tak for. Du ved et af de øjeblikke i livet, hvor man i sin fortvivlelse råber op mod himlen: ”Hey, Gud – er du gået til frokost, eller hvad fanden sker der?”
I disse situationer har jeg brug for én ting, og det er tillid til, at alting løser sig; den tillid kan være meget svær at hente frem, og så kommer den tredje form for taknemmelighed ind i billedet – det er en slags tak på forhånd. Det svarer lidt til at se uhyggelig eller trist film, og så spørge en, som allerede har set den, hvordan den ender. Hvis svaret er, at den ender godt, så er det nemmere at komme igennem den uhyggelige og triste del, fordi man ved, at slutningen er god.


Og hvordan skal man så få den der tillidsskabende taknemmelighed frem i sig selv? 
Ja, for det første kræver det tid, og for det andet kræver det, at man er ærlig omkring, hvordan man som udgangspunkt har det, og for det tredje kræver det villighed til at tro, før man har fået bevis.


Nedenfor kan du læse, hvordan min samtale med mig selv plejer at forløbe … og jeg fatter den sjældent første gang, så den bliver gentaget nogle gange, kan jeg love dig!

”Dette her er virkelig ubehageligt, og jeg vil gerne have, at det får en løsning hurtigst muligt. Selv om det lige nu er grænseløst irriterende, erkender jeg, at for at tingene skal blive anderledes, må jeg først ændre mit perspektiv på situationen. 
Lige nu virker det hele frustrerende og håbløst, men fra nu af og det næste minut, så vælger jeg at tro på, at der kommer en løsning. Jeg har absolut ingen idé om, hvad det er – faktisk kan jeg slet ikke forestille mig, hvad det skulle være, og jeg gider ikke prøve at regne det ud – men det næste minut er jeg villig til at være åben for tanken om, at tingene løser sig til det bedre, og at jeg får de indsigter om mig selv og livet, jeg skal have. Så derfor siger jeg tak på forhånd.”

Bogstaverne t – a – k giver et skift i perspektiv, det er præcis det, som jeg har brug for, når jeg står med kolde fødder i en vandpyt eller sidder i følelsesmæssig kviksandssump.


Mine bedste redskaber perspektivskift er taknemmelighed, hverdagseventyr og dans (eller andre aktiviteter som blæser hjernen ud og giver ro i hovedet), for så bliver mine tanker færre og mere samarbejdsvillige. Det er, som om jeg bliver løftet lidt ud eller op, og med et ser jeg nye muligheder, nye aspekter, nye løsninger på tingene.

Folk, som først har lært mig at kende inden for de sidste par år, kan slet ikke forestille sig, at jeg har været så usikker, så fanget i mine egne tankemønstre og hungrende efter andres gode mening. I dag er den hunger – i hvert fald for en god dels vedkommende – erstattet af en form for grundglæde, der består af dans, taknemlighed og tillid til livet. Min grundglæde gør mig rolig og i stand til at håndtere det der kommer efter bedste evne.
”Lone, er din usikkerhed helt væk?”, spørger du måske. ”Er du sådan en superoverskudsagtig evigt smilende positiv selvtillidsbombe?”

Svaret er nej – slet ikke! Jeg har som alle andre mennesker masser af ting, jeg ønsker at justere op og ned, men jeg tror faktisk, at den proces er en del af det at være menneske. 
Forskellen mellem nu og tidligere er, at jeg har fundet nogle redskaberog anlagt mig et perspektiv på livet, som hjælper mig med at få ro i tankene, komme ind i min kerne og træde ud af følelsernes vold. Med tiden har jeg opøvet – og det har krævet øvelse og disciplin – en grundlæggende tillid til at jeg er god nok, som jeg er. Men som sagt kræver det altså stadigvæk vedligeholdelse, og det er nok bare en del af mit liv – og derfor har jeg altid brug for selv at høre det, jeg siger og læse det, jeg skriver.
I bibelhistorie i 2. klasse, vi fik læst en historie fra Biblen, mens vi tegnede. Pointen var, at bygger man sit hus på sand, så vil et rask lille blæsevejr få det til at brase sammen, bygger man derimod huset på sten, så bliver det stående selv i orkan. Og det er jo værd at tænke over i denne sammenhæng. For hvad udgøres et stærkt fundament egentligt af? 
Mit umiddelbare svar er, at det er følelsen af at være hel.
En oplevelse af, at der ikke er noget eller nogen, som gør mig ”mere hel”. Det kan indimellem virke på mig, som om at visse mennesker får mig til at føle mig særligt elsket eller ekstra tryg, men så minder jeg mig selv om, at de ikke kommer med noget til mig – de trigger måske noget i mig, men det er noget ganske andet. Der er jo forskel på, om nogen giver dig en pose kærlighed, eller om nogen lige trykker på en knap i dig, som gør, at en dør springer op, og du opdager en side af dig selv, som er helt afsindig fantastisk, og som du ikke anede eksisterede og bliver helt forelsket i – men kommer de med siden? Nix.
Den er i dig.


Trykkede vedkommende på knappen? Ja.
Sandheden er, at de bare vist dig, hvor knappen sidder, og så kan du selv – eller lade andre – trykke på den. 

Når du føler dig hel, er der ingen grund til at gemme dig bag en facade. Behovet vil simpelthen ikke være der, fordi der ikke er nogen huller, som du forsøger at dække eller kompensere for. Det vil muligvis påvirke din relation til andre mennesker, fordi folk har det med enten at elske eller afsky et menneske, som hviler i sig selv.
Jeg kender ingen mennesker, som hviler 100 % i sig selv, men jeg kender nogle, som gør det en god del af tiden – og de går ikke på kompromis eller slår kolbøtter for at få andre menneskers sympati, ros eller anerkendelse. Den type mennesker er renset for hensynsbetændelse, og det kan provokere deres omgivelser voldsomt. Men deres fundament er så stærkt, at de ikke lader sig ryste – de observerer bare.
De fleste mennesker har nogle områder i livet, hvor fundamentet er stærkt, og andre områder, hvor det ikke er.


Jeg tror, at en del af livet som menneske går ud på at styrke sit fundament og have så høj en koncentration af grundglæde i sin mørtel som muligt – en portion humor og selvironi kan også med fordel blandes i. Er dit hus velfunderet og solidt bygget, så har du en base at træde ud i verden fra og kan da bevæge dig ind i andre huse med et nysgerrigt sind og et åbent hjerte. 
Tidligere gik jeg ind i nye rum med et ønske om at falde i et med tapetet og stod som en standerlampe i hjørnet. I dag bestræber jeg mig bevidst på at bidrage med noget positivt – og hvis jeg af en eller anden grund ikke kan det, så tier jeg stille – eller prøver på det.

Nogle mennesker siger, at man lever flere gange – jeg aner det ikke, men jeg tør ikke satse på det. Og som du allerede har læst, har jeg spildt nok tid i dette liv.
Nu er det din tur, verden er åben; der er ting, der skal opleves, mennesker, der skal mødes, og erfaringer, der skal gøres. 
Hvis du har lyst, vil jeg meget gerne høre, om dine oplevelser og om, hvad livet lærer dig.
Skriv til mig på lone@powerprinsesse.dk – jeg glæder mig til at høre fra dig, og jeg lover at svare tilbage.

De resterende 17 kapitler kan du få gennem hele bogen enten i bogform, på ebog via e-reolen eller som lydbog via Mofibo. Du kan også bestille den i alle tre formater direkte fra mig.